TABERA

(Tabeʹra) [brand, opblussen, opflammen].

Et sted hvor israelitterne slog lejr i Sinaj Ørken. Den nøjagtige beliggenhed er ukendt. Fordi israelitterne dér beklagede sig over hvor dårligt de havde det, sendte Gud en ild som fortærede nogle i yderkanten af lejren. Men da Moses bad til Jehova, ’døde ilden hen’. Denne hændelse gav anledning til navnet „Tabera“. — 4Mo 11:1-3; 5Mo 9:22.