TAMBURIN
Et slaginstrument der blev brugt allerede i den patriarkalske tid. Det hebraiske ord tof („tamburin“) er også blevet oversat med „håndpauke“ og „pauke“. (1Mo 31:27, DA31, Ka) Disse udtryk beskriver stort set det samme musikinstrument — en lille håndtromme lavet af en træ- eller metalramme på omkring 25 cm i diameter, betrukket med dyreskind eller pergament på den ene eller begge sider. I betragtning af at instrumentet blev anvendt ved festlige lejligheder, var der måske fastgjort metalstykker, muligvis bjælder, på siderne af nogle modeller, og man spillede på dem som på vore dages tamburiner. Andre mindede måske mere om trommer og blev betjent med begge hænder.
Tamburinen omtales ikke i forbindelse med tilbedelsen i templet, men den blev anvendt af både mænd og kvinder ved lovprisning af Jehova og ved andre glædelige begivenheder, for eksempel højtider og bryllupper. (1Sa 10:5; 2Sa 6:5; Sl 150:4; Es 5:12) Især kvinder akkompagnerede sig selv på tamburin til sang og dans. (2Mo 15:20; Dom 11:34; 1Sa 18:6) Tamburinen nævnes også i forbindelse med den glæde Israel ville føle når tiden for landets genopbyggelse kom. — Jer 31:4.