TAMMUZ II

(tamʹmuz).

Det eftereksilske navn på den fjerde jødiske månemåned efter den religiøse kalender, eller den tiende efter den borgerlige kalender. I Targum Jonatan gengives udtrykket „den tiende måned“ i 1 Mosebog 8:5 med „måneden tammuz“. Tammuz var navnet på en babylonisk gud. (Ez 8:14) Bibelen omtaler ikke denne måned som tammuz, men blot som den fjerde måned. (Ez 1:1) Navnet forekommer dog i den jødiske Misjna (Ta‛anit 4:6) og andre eftereksilske værker. Når jøderne anvendte det hedenske navn tammuz om den fjerde måned — ligesom de gjorde brug af andre eftereksilske navne — kan det ganske enkelt skyldes at det var mest bekvemt for dem. Man må ikke glemme at de på daværende tidspunkt var et undertvunget folk der var nødt til at have at gøre med og indberette til fremmede magter som de var underlagt. I betragtning af dette er det ikke så mærkeligt at de gjorde brug af de månedsbetegnelser som disse fremmede magter kendte. I den gregorianske kalender der bruges i dag, er nogle af månederne opkaldt efter guder som Janus og Mars, gudinden Juno samt Julius Cæsar og kejser Augustus. Alligevel bruges den af kristne, som er underlagt „de højere myndigheder“. — Ro 13:1.

Måneden tammuz svarede til anden halvdel af juni og første halvdel af juli og var derfor en tid hvor sommerens varme tog til. Vinstokkene begyndte at bære de første modne druer. — 4Mo 13:20.

På den niende dag i den fjerde måned (tammuz) i 607 f.v.t. gennembrød Nebukadnezar Jerusalems mure efter at have belejret byen i 18 måneder. (2Kg 25:3, 4; Jer 39:2; 52:6, 7) I de 70 års landflygtighed der fulgte, havde jøderne den skik at faste på den niende dag i den fjerde måned til minde om indtagelsen af Jerusalem. (Zak 8:19) Efter Jerusalems anden ødelæggelse, i år 70, gik man over til at holde denne faste på den 17. dag i den fjerde måned, den dag templets mure blev gennembrudt af den romerske hærfører Titus. Jehova havde ikke givet befaling om afholdelse af nogen højtider i denne måned.