TARA

(Taʹra) [muligvis fra babylonisk; betyder „stenbuk“].

1. Abrahams fader, den ottende generation efter Sem. (Lu 3:34; 1Mo 11:10-24; 1Kr 1:24-26) Gennem sønnerne Abraham, Nakor og Haran blev Tara stamfader til talrige stammer. (1Mo 11:27; 22:20-24; 25:1-4, 13-15; 1Kr 1:28-42; 2:1, 2) Tara begyndte at få børn i en alder af 70 år. Når Abraham nævnes først, er det øjensynlig ikke fordi han er den førstefødte, men snarere fordi han er den kendteste af Taras sønner. Da Tara døde som 205-årig, var Abraham kun 75, så Tara må have været 130 da Abraham blev født. (1Mo 11:26, 32; 12:4) Abraham blev gift med Sara, som var hans halvsøster, åbenbart Taras datter med en anden hustru. (1Mo 20:12) Taras førstefødte var sikkert Haran, hvis datter var gammel nok til at blive gift med Taras anden søn, Nakor. — 1Mo 11:29.

Tara boede i Ur i Kaldæa, og her voksede hans børn op. (1Mo 11:28) Ifølge Josua 24:2 dyrkede Tara på et tidpunkt andre guder end Jehova, muligvis måneguden Sin, den foretrukne guddom i Ur. Men da Jehova befalede Abraham at forlade Ur, rejste Tara som familieoverhoved alligevel med til Karan hvor de alle boede indtil et tidspunkt efter hans død omkring år 1943 f.v.t. — 1Mo 11:31, 32; Apg 7:2-4.

2. Et af de steder israelitterne slog lejr under ørkenvandringen; beliggenheden kendes ikke. — 4Mo 33:27, 28.