TIN

Et hvidt metal med et svagt blåligt skær. Er meget let at bearbejde. Af de seks metaller der blev udvundet i oldtidens smelteovne, havde tin det laveste smeltepunkt, nemlig kun 232° C. (Ez 22:18, 20) Det hebraiske ord for tin, bedhīlʹ, betyder „det der er skilt fra eller udskilt“, det vil sige skilt fra et ædelmetal ved smeltning. Ordet oversættes også med „affaldsprodukter“. — Es 1:25.

Tin omtales første gang efter udgangen af Ægypten, hvor det nævnes blandt det værdifulde krigsbytte der blev taget fra midjanitterne. (4Mo 31:2, 22) Der fandtes ingen tinminer i Palæstina; det brunsorte tinoxid der kaldes cassiterit, blev udvundet af flodsand i Tarsis og England. (Ez 27:12) I forbindelse med genopbygningen af templet i Jerusalem skildres Zerubbabel som stående med et tinlod (ordr. ifølge den masoretiske tekst: „stenen [el. vægten], tinnet“) i hånden. (Zak 4:9, 10; jf. BLYLOD.) Som forudsagt lagde Zerubbabel ikke blot grunden til templet, men han førte også tilsyn med arbejdet til det var fuldført. (Ezr 3:8-10; 6:14, 15) I Amos 7:7, 8 kan det hebraiske ord der er gengivet med „blylod“, sigte til enten bly eller tin. Tin blev imidlertid mest anvendt som hærder i andre metaller; der er fundet antikke bronzegenstande med et tinindhold på 2 til 18 procent.