TITUSBREVET
Et brev skrevet af apostelen Paulus til Titus, en medarbejder som Paulus havde efterladt på Kreta for at han skulle „rette de ting der var mangler ved, og indsætte ældste“ i menighederne der. (Tit 1:1, 4, 5) Brevets ægthed bekræftes af alle betydelige gamle fortegnelser over De Kristne Græske Skrifter, begyndende med Det Muratoriske Fragment fra det 2. århundrede e.v.t.
Hvor og hvornår brevet er skrevet. Da der ikke findes nogen beretning om at Paulus udførte kristen tjeneste på øen Kreta før sit første fængselsophold i Rom, må han have været der sammen med Titus på et tidspunkt mellem sin løsladelse og sit sidste fængselsophold. Brevet må derfor være affattet mellem år 61 og år 64 e.v.t. Det blev muligvis sendt fra Makedonien; det var øjensynlig også dér og på omtrent samme tid at Paulus skrev Første Timoteusbrev. — 1Ti 1:3.
Formålet med brevet. Brevet skulle tydeligvis tjene som en vejledning for Titus og forsikre ham om at apostelen støttede ham under udførelsen af hans pligter i menighederne på Kreta. Hans opgave var ikke let, for han måtte kæmpe med oprørske personer. Som Paulus skrev: „Der er nemlig mange uregerlige, som fører tom tale og bedrager sindene, især de som holder sig til omskærelsen. Dem bør man lukke munden på, da de bliver ved med at ødelægge hele husstande ved at lære ting de ikke burde, for uærlig vindings skyld.“ (Tit 1:10, 11) Løgn, frådseri og dovenskab var også almindeligt udbredt blandt kreterne, og nogle af de kristne genspejlede åbenbart disse dårlige træk. Titus måtte derfor retlede dem med strenghed og vise dem hvad der kræves af kristne, hvad enten de er unge eller gamle, mænd eller kvinder, trælle eller frie. Selv skulle han sætte et godt eksempel med hensyn til gode gerninger og vise ufordærvethed i sin undervisning. — Tit 1:12–3:2.
[Ramme på side 1018]
HOVEDPUNKTER I TITUSBREVET
Vejledning til en ældste om hvad han bør gøre i forskellige situationer under sin varetagelse af en meget vanskelig opgave
Skrevet af apostelen Paulus, sandsynligvis efter hans første fangenskab i Rom
Udnævnelse af tilsynsmænd og behandling af alvorlige problemer
Titus har fået bemyndigelse til at rette de ting der er mangler ved, og til at udnævne tilsynsmænd i forskellige byer på Kreta (1:5)
En der udnævnes til tilsynsmand, bør være uangribelig, eksemplarisk både for sit eget vedkommende og for sin families vedkommende; han bør være gæstfri, ligevægtig og i stand til at beherske sig; han bør fremholde sandheden på rette måde når han underviser så han kan tilskynde og retlede dem som siger imod (1:6-9)
Titus skal få de uregerlige i menigheden til at tie, især dem som holder sig til omskærelsen, og som har ødelagt hele husstande; de skal retledes med strenghed så alle kan blive sunde i troen (1:10-16)
Tåbelige diskussioner, slægtsregistre og stridigheder angående Loven skal undgås; en som vil danne en sekt, skal afvises når han er blevet formanet to gange (3:9-11)
Sund vejledning til alle slags kristne
Ældre mænd tilskyndes til at sætte et godt eksempel ved at være mådeholdne, alvorlige, sunde i sindet, i troen, i kærligheden og i udholdenheden (2:1, 2)
Ældre kvinder opfordres ligeledes til at være gode eksempler; de bør være lærere i hvad der er godt, så de kan hjælpe de yngre kvinder til at have det rette syn på deres ansvar som hustruer og mødre så der ikke bringes skam over Guds ord (2:3-5)
Yngre mænd tilskyndes til at have et sundt sind (2:6-8)
Trælle bør underordne sig deres herrer på en måde der vil være til pryd for Guds lære (2:9, 10)
Guds ufortjente godhed bør motivere kristne til at sige nej til ugudelighed og til at leve efter et sundt sind i den nuværende tingenes ordning mens de venter tålmodigt på Guds og Jesu Kristi herligheds tydelige fremtræden (2:11-15)
De bør underordne sig deres herskere, ikke være krigeriske, men opdyrke rimelighed og mildhed (3:1, 2)
Paulus og hans medkristne har selv engang ført et liv i slethed; men de blev frelst ved Guds ufortjente godhed og har nu et sikkert håb om evigt liv; det Paulus har skrevet, bør Titus til stadighed indskærpe de troende for at tilskynde dem til fortsat at være opmærksomme på at gøre gode gerninger (3:3-8)