GRÅD

Udgydelse af tårer som et udtryk for stærke følelser (for eksempel sorg). I fortiden græd mænd såvel som kvinder, deriblandt vældige krigere som David, og de betragtede det ikke som et svaghedstegn. (1Mo 42:24; 43:30; 45:2, 3, 14, 15; 46:29; Rut 1:9, 14; 2Sa 13:36; Job 30:25; Sl 6:6-8) En elsket slægtnings eller en vens død var en af de væsentligste årsager til gråd. (2Sa 18:33–19:4; Lu 7:11-15; 8:49-56; Joh 20:11-15) Og respekterede og elskede menneskers død kunne blive begrædt i hele landet (2Sa 3:31-34), undertiden i lang tid. (1Mo 50:1-3, 10, 11; 4Mo 20:29; 5Mo 34:8) Andre forhold der gav anledning til gråd, var nederlag i kamp (5Mo 1:44, 45; Jer 31:15; Kl 1:16), fangenskab (Sl 137:1), undertrykkelse (Præ 4:1), stor ulykke (Est 3:13, 14; 4:1-4) og anger efter synd (Ezr 10:1-4; Jer 3:21, 22; 31:9; Joel 2:12; Lu 22:54-62; Jak 4:8, 9; se SORG). Tilbedelsen af den babyloniske gud Tammuz var forbundet med gråd som en religiøs ceremoni. — Ez 8:14.

Det var ikke blot en følelse af personligt tab eller ulykke der kunne være årsag til gråd, men også dyb bekymring eller stærke følelser for andre. Apostelen Paulus sagde således at han havde formanet og irettesat sine trosfæller med tårer. (Apg 20:31; 2Kor 2:4) Med gråd nævnte han dem der ’vandrede som fjender af Messias’ marterpæl’. (Flp 3:18, 19) Og på grund af det nære kærlighedsbånd mellem Paulus og tilsynsmændene i menigheden i Efesus græd de alle da de hørte at de måske ikke ville få hans ansigt at se igen. — Apg 20:36-38.

Undertiden græd tilbedere af Jehova når de bad. Det gjaldt for eksempel Hanna, Ezekias og Nehemias. (1Sa 1:9-11; 2Kg 20:1-5; Ne 1:2-4; Sl 39:12) Selv Jesus Kristus frembar bønner og anmodninger til sin Fader „med stærke råb og tårer“. — He 5:7.