ENKE

En kvinde hvis mand er død, og som ikke har giftet sig igen. Ved mandens død opløses det ægteskabelige bånd, så enken er fri til at gifte sig igen hvis hun ønsker det. (Rut 1:8-13; Ro 7:2, 3; 1Kor 7:8, 9) Hvis en mand døde barnløs under den patriarkalske ordning, eller senere under Moseloven, skulle hans broder gifte sig med enken og få et barn med hende for at videreføre hendes afdøde mands slægt. — 1Mo 38:8; 5Mo 25:5-10; Rut 4:3-10; se SVOGERÆGTESKAB.

Ved mandens død kunne enken vende tilbage til sin faders hus. (1Mo 38:11) I Moseloven var der en særlig bestemmelse for en præstedatter der blev enke eller blev skilt. Præsten fik tiende til sit eget og sin families underhold, og datteren måtte forsørges af disse midler så hun ikke blev ramt af fattigdom og bragte skam over præsteskabet. (3Mo 22:13) De enker der ikke nød en sådan beskyttelse eller havde nogen til at forsørge sig, måtte ifølge Guds lov indsamle den afgrøde der var tilovers efter høsten på markerne, i olivenlundene og i vingårdene (5Mo 24:19-21), deltage i festmåltiderne ved de årlige højtider (5Mo 16:10-14) og få del i den tiende der blev ydet af folket hvert tredje år (5Mo 14:28, 29; 26:12, 13).

Jehovas og Kristi omsorg for enker. Jehova omtalte sig selv som den der „skaffer den faderløse og enken ret“. (5Mo 10:18) I Moseloven gives der stærke påbud om at enker skal behandles retfærdigt og upartisk. (2Mo 22:22-24; 5Mo 24:17) Der udtales en forbandelse over den der bøjer retten for en enke (5Mo 27:19), og i profeternes skrifter tilskyndes man til at behandle enker korrekt. — Es 1:17, 23; 10:1, 2; Jer 22:3; Ez 22:7; Zak 7:9, 10; Mal 3:5.

Jesus viste sin omsorg for enkerne i Israel da han fordømte de skriftlærde fordi de ’opslugte enkernes hjem’. — Mr 12:38-40; Lu 20:46, 47.

Kristen hjælp til enker. Under den nødsituation der opstod i den kristne menighed kort efter pinsedagen i år 33, blev de græsktalende enker overset ved den daglige uddeling. Da apostlene blev gjort opmærksomme på dette, anså de sagen for at være så vigtig at de satte syv mænd som var „fulde af ånd og visdom“, til at forestå uddelingen og sørge for at maden blev fordelt ligeligt. — Apg 6:1-6.

I 1 Timoteus 5:3-16 gav apostelen Paulus detaljerede instruktioner om hvordan der skulle sørges for enkerne i den kristne menighed. Menigheden skulle tage sig af nødlidende enker. Men hvis enken havde børn eller børnebørn, var det dem der skulle sørge for hendes underhold, eller, som Paulus sagde, „hvis en troende kvinde har enker [dvs. slægtninge som har mistet en ægtefælle], så lad hende hjælpe dem, og lad ikke menigheden bære byrden. Så kan den hjælpe dem som virkelig er enker [dem som virkelig er berøvet enhver støtte, som står uden hjælp].“ En enke kunne komme på listen over dem der fik materiel hjælp af menigheden, når hun ’ikke var under tres år’, havde ført et moralsk rent liv, havde tjent Jehova trofast og hengivent og havde vist kærlighed og gæstfrihed mod andre. Apostelen anbefalede derimod at yngre enker skulle gifte sig, føde børn og styre et hus, så de undgik at falde i en snare på grund af seksuelle lidenskaber og den fare at blive lediggængere der løb med snak og blandede sig i andres sager.

Jesu halvbroder Jakob understregede hvor vigtigt det var at se til faderløse og enker i deres trængsel, da han sidestillede dette med at holde sig uplettet af verden som en forudsætning for at kunne tilbede Gud på en måde der var ren og ubesmittet i hans øjne. — Jak 1:27.

Af enker der lagde en særlig tro for dagen, kan nævnes Tamar (1Mo 38:6, 7), No’omi og Rut (Rut 1:3-5), Abigajil (1Sa 25:37, 38, 42), enken fra Zarepta (1Kg 17:8-24) og profetinden Anna (Lu 2:36, 37; sml. Lukas’ beskrivelse af Anna med Paulus’ beskrivelse af en værdigt trængende enke i 1Ti 5:3-16). Der var også en unavngiven enke som blev rosende omtalt af Jesus fordi hun gav alt hvad hun ejede som et bidrag til templet. — Mr 12:41-44.

Brugt billedligt. Byer som forkastes af Jehova og lægges øde, omtales symbolsk som enker. (Kl 1:1; jf. Jer 51:5.) Babylon den Store, „den store by som har herredømme over jordens konger“, praler ligesom sit forbillede, det gamle Babylon, af at hun aldrig bliver enke. Men ligesom fortidens Babylon kom til at „sidde som enke“, vil det samme ske for nutidens store Babylon. — Es 47:8, 9; Åb 17:18; 18:7, 8.