En Gud, der advarer

„Hører du et Ord af min mund, skal du advare dem fra mig.“ — Ezekiel 33:7.

1. Slår Gud uden at advare? Hvilke eksempler viser det?

JEHOVA GUD slår aldrig uden at advare. Oversvømmede han den første verden med vandflodens ødelæggelse uden en advarsel? Opbrændte han det fordærvede Sodoma og Gomorra med en ildregn uden en advarsel? Tog den Almægtige Ægypten uden advarsel, da han sendte bølge på bølge af ødelæggende plager over landet? Da Jehova iværksatte Israels og Judas omstyrtelse ved fremmedes invasion, var ofrene så ikke blevet advaret? Det mægtige Babylon, der herskede som en blændende dronning over folkeslag og nationer, skulle det være blevet overrasket og taget uforberedt, da de fjendtlige hære indtog det med storm? Og den ødelæggelse, der ramte Jerusalem i det første århundrede e. Kr., kom den uden advarsel? Til hvert af disse spørgsmål svarer kendsgerningerne: Nej!

2. Advarer Gud personligt eller ved redskaber? Hvorfor?

² Dermed er ikke sagt, at Jehova Gud personligt besøger jorden for at bringe advarselen. Det ville i sig selv medføre ødelæggelse for mennesket; thi naar et menneske kan blive smertelig brændt og midlertidig blændet af en forholdsvis lille sol, der er 150.000.000 kilometer borte, hvordan skulle det så kunne overleve et besøg af „himmellysenes fader“? (Jakob 1:17; 2 Mosebog 33:20) Af hensyn til menneskets forgængelige kød sender Jehova Gud sine advarsler ved sendebud i menneskelig skikkelse, budbringere, som de advarede uden fare kan lytte til og spørge ud om enkeltheder. Herom læser vi i Jeremias 7:13, 25, 28: „I ville ikke høre, når jeg årle og silde talte til jer, eller svare, når jeg kaldte på jer . . . Fra den dag, jeres fædre drog ud af Ægypten, og til i dag har jeg dag efter dag, årle og silde sendt jer alle mine tjenere, profeterne. . . . Det er det folk, som ej hørte Jehova deres Guds røst, det folk, som ikke tog imod nogen advarsel.“ — En amer. Overs.

3, 4. Hvor mange agter på advarselen, som man kunne se ved vandfloden?

³ Jehovas advarsler er sjældent blevet agtet af et flertal, skønt han tålmodigt har ladet dem lyde, i lange tidsrum. I tiden forud for vandfloden så Gud, at „menneskenes ondskab tog til på jorden, og at deres hjerters higen og tragten [hensigter og begæringer] kun var ond dagen lang“, og „jorden fordærvedes“. (1 Mosebog 6:5, 11) Han besluttede at rense snavset bort fra jorden, ikke ved et lørdagaftens bad på nogle få minutter, men ved en skybrudsagtig regn, der varede fyrretyve dage og nætter, og hvis vande ikke tørrede bort fra jorden før ti måneder og tretten dage efter!

⁴ Jehova omtalte denne ødelæggelse 120 år i forvejen. Mere end tyve år går hen, og Noa har tre sønner. Sønnerne vokser op til modenhed og gifter sig, og måske forløber endnu halvtreds eller tres år. Så fortæller Jehova Gud Noa om den kommende vandflod og giver denne retsindige mand besked om at bygge arken til beskyttelse for sig selv og sin familie. I omkring ved fyrre eller halvtreds år forud for vandfloden aflagde Noa et advarende vidnesbyrd om dens komme og gjorde sig derved fortjent til betegnelsen „retfærdighedens forkynder“. (1 Mosebog 6:3, 13, 18; 2 Peter 2:5) Men menneskehedens store flertal spottede Noa og betragtede ham som en falsk vejrprofet og tvivlede på, at en vandflod over hele jorden i det hele taget var mulig. Gud havde skabt jorden; han kunne også give den et bad. Da Jehova havde ladet Noa forkynde advarselen, gav han jorden et sådant bad for at vaske det smuds bort, som havde samlet sig på dens overflade.

5. Hvordan ses det samme i forbindelse med Lot og Sodoma?

⁵ Nogle århundreder senere er byerne Sodoma og Gomorra blevet så gennemtrængt med grov synd, at deres ødelæggelse besluttes. Ikke engang ti retfærdigt sindede mennesker boede dér, og da englene materialiserede sig som mennesker og overnattede hos Lot, forsøgte en pøbelsværm af mænd og drenge at øve sædelighedsforbrydelse imod dem. At de slaaes med blindhed burde have været dem en advarsel om deres ondskab, men de famler stadig efter deres ofre. Da englene giver Lot besked om at aflægge et vidnesbyrd om den truende ødelæggelse af Sodoma, får hans budskab ham til at tage sig ud som en, der spotter eller driver spøg. Selv hans egen familie deles, og hans hustru tager ikke instruktionerne alvorligt nok til at blive beskyttet. Kun Lot og hans to døtre undslipper, da Jehova lader „svovl og ild regne over Sodoma og Gomorra fra Jehova, fra himmelen; og han ødelagde disse byer og hele jordanegnen og alle byernes indbyggere og landets afgrøde“. — 1 Mosebog 18:20, 32; 19:4-28.

6. Hvordan advarede Gud Ægypten? Og med hvilken virkning?

⁶ I Ægypten giver Jehova Gud i det sekstende århundrede f. Kr. en række advarsler til farao ved sit vidne Moses. Før hver enkelt plage advares kongen; efter hver plage forhærdes hans hjerte. Med ødelæggende virkning ruller de ti plager hen over landet: floderne bliver til blod, frøer vrimler over landet, lus så tæt som støv, dernæst sværme af fluer, så kreaturpest, smertefulde bylder, ødelæggende hagl, der hastigt efterfølges af græshoppeplagen og mørket, og derefter den frygtelige tiende plage — Ægyptens førstefødtes død. Disse håndgribelige kendsgerninger som opfyldelse af advarselen, Moses forkynder, forsøger Ægyptens hedenske religionsledere at modvirke og mistyde, hvilket dog slår fejl for dem til sidst. Plagerne blev sendt og mærkedes over hele denne første verdensmagts land, og Ægypterne fik så sandelig Moses’s vidnesbyrd tordnet ud iblandt sig. Israelitterne havde kontakt med Ægypterne, talte med dem og fandt mange hørende ører, i så høj grad, at da de til sidst drog ud af Ægypten, „fulgte en stor hob sammenløbet folk med“ og blev vidner til faraos hærs undergang i Det Røde Hav. — 2 Mosebog 12:38; 7:1-14:31.

Israel og Juda blev advaret om deres fald

7. Hvordan fik Israels ti stammers rige en advarsel? Hvorfor?

⁷ Længe efter at israelitterne var kommet ind i Kana’an, efter de århundreder, hvori dommerne herskede, efter at nationen var blevet delt i to riger, fik Israels ti stammers rige med hovedstaden Samaria gentagne advarsler fra Gud. Ved profeterne Esajas, Mika og navnlig Amos gives der Israel et vidnesbyrd om det kommende fangenskab. (Esajas 10:5, 11; Mika 1:6; Amos 5:27; 7:11) Men gennem Hoseas’s brændende irettesættende og advarende ord strømmer det kraftigste vidnesbyrd imod de ti stammers rige. Hvor frygtelig er ikke dets skyld! Landet besmittet med blod, røverbander hærger overalt i landet, præsterne myrder og bedriver utugt, legemlig og åndelig hor går i svang, dæmondyrkelsens afguder besmitter befolkningen, som „en due, tankeløs, dum“ vandrer dets tillid fra Ægypten til Assyrien, men hviler aldrig i Jehova Gud. „Vind har de sået, og storm skal de høste“, råber Hoseas. „De er draget til Assur, . . . han skal . . . have Assur til konge. . . . Samaria skal bøde, thi det stod sin Gud imod. For sværd skal de falde, børnene knuses, frugtsommelige kvinders liv rives op.“ (Hoseas 6:8-11; 7:1-11; 8:7-9; 11:5; 14:1) Israel havde fået advarsler, før Assyrien førte det i fangenskab i 740 f. Kr.

8, 9. Hvordan blev Judas rige advaret? Og hvordan blev advarselen gendrevet?

⁸ Judas rige, der havde sit centrum i Jerusalem, faldt et hundrede og tre og tredive år senere for Babylon. Blev det taget uden advarsler? Jehovas profeter Hoseas, Mika, Zefanias, Habakkuk, Esajas, Jeremias og Ezekiel aflagde alle vidnesbyrd om den kommende ulykke. Mika, Hoseas og Esajas forkyndte deres advarsler omkring ved 150 år før faldet. (Mika 3:10-12; 4:10; Hoseas 5:5; Esajas 3:8; 5:13; 39:6, 7) I de fyrretyve år forud for ødelæggelsen udholdt Jeremias mishandling og hån, slag og fængsling for at forkynde vidnesbyrdet for den dødsdømte by indtil dens fald. Han sagde endogså i sin advarsel, hvor længe den skulle ligge øde: „Så siger Hærskarers Jehova: Fordi I ikke vil høre mine ord, vil jeg sende bud efter alle nordens stammer, lyder det fra Jehova, og til kong Nebukadrezar af Babel, min tjener, og lade dem komme over dette land og dets indbyggere og over alle folkene heromkring, og jeg vil ødelægge dem og gøre dem til rædsel, latter og spot for evigt. Og hele dette land skal blive til ørk og øde, og disse folkeslag skal trælle for Babels konge i halvfjerdsindstyve år.“ — Jeremias 25:8, 9, 11.

⁹ Ødelæggelse var bestemt over denne by, som bar Guds navn, fordi den havde svigtet dyrkelsen af Jehova, ofret røgelse til Ba’al, udgydt drikofre til hedenske guddomme, ofret børn til Molok og hånet profeterne, som blev sendt for at advare dem. Ja, denne Jeremias og andre af hans slags var ulykkesbebudere, asociale individer, fanatikere, kværulanter, imod alt og alle, sagde folket. Ned gennem årene forudsagde profeterne den kommende undergang, og altid spottede folket. De sagde: „Jehova gør hverken godt eller ondt.“ De sagde: „Jehova ser intet, Jehova har forladt landet.“ De sagde: „Det trækker i langdrag, og alle syner slår fejl. . . . Synet, han skuer, gælder sene dage, og han profeterer om fjerne tider.“ (Zefanias 1:12; Ezekiel 8:12; 12:22, 27) Men Gud selv gendriver dem: „Tiden er nær, og alle syner træffer ind. . . . Jeg, Jehova, taler, hvad jeg vil, og det skal ske. Det skal ikke længer trække i langdrag; men i jeres dage, du genstridige slægt, vil jeg tale et ord og fuldbyrde det.“ — Ezekiel 12:23-25, 28.

10. På hvem skulle advarselen opfyldes? Og blev den det?

¹⁰ Det selvkloge folk havde uret! Guds profeter havde ret! Forkyndelsen om den kommende katastrofe drejede sig ikke om en fjern fremtid, om dage langt borte: Den gjaldt deres egen tid; og ved gentagne syner af den kommende ødelæggelse blev Ezekiel kvalificeret til som vægter at lade advarselen lyde: „Dig, menneskesøn, har jeg sat til vægter for Israels hus; hører du et ord af min mund, skal du advare dem fra mig.“ (Ezekiel 33:7) Også ved Habakkuk åbenbarede Jehova, at det ikke skulle komme i en fjern fremtid, men komme over dem, der hørte det advarende budskab: „En gerning gør han i jeres dage, som I ej ville tro, om det fortaltes. Thi se, han vækker kaldæerne, det grumme og raske folk, som drager viden om lande for at indtage andres bo. . . . De . . . samlede fanger som sand.“ — Habakkuk 1:5-9.

11, 12. Hvorfor burde Babylon og Assyrien ikke være blevet overrasket ved deres undergang?

¹¹ Jehova Gud forudsagde, at Babylon ville rejse sig sejrrigt imod Juda, men han forudsagde også dets fald. Babylon lagde med anerkendelse mærke til de gunstige profetier om det og viste et særligt hensyn mod Jeremias på grund af dem; men det glemte den ledsagende forudsigelse om dets fald: „Men når der er gået halvfjerdsindstyve år, hjemsøger jeg Babels konge og folket der for deres misgerning, lyder det fra Jehova, også kaldæernes land hjemsøger jeg og gør det til evige ørkener.“ (Jeremias 25:12) Upåagtet lød Habakkuks ord om, at gengældende retfærdighed ville komme over Babylons hoved. (Habakkuk 2:8) Men mest forbavsende var det budskab om Babylons sammenbrud, som Esajas forkyndte et par hundrede år i forvejen. Udførligt spotter han det mægtige Babylon angående dets fald og beretter i enkeltheder, hvordan det vil foregå. Erobrerne bliver mederne og perserne, den ledende hærfører vil være Kyros, og for ham vil byens tofløjede porte skødesløst stå åbne. (Esajas 21:2, 9; 45:1-4; kapitlerne 13, 14, 47) Babylon burde således ikke være blevet forbavset, da Daniel i 539 f. Kr. læste håndskriften på væggen, der i sidste sekund var et budskab om ødelæggelsen. — Daniel 5:25-31.

¹² Det mægtige Assyrien skulde heller ikke være blevet forbavset, da det blev dets tur til at smage den bitre pille, det engang havde påtvunget Israel, nemlig den omstyrtelse det led ved Nebukadnezar i 625 f. Kr. Jehovas profeter Mika, Esajas og Zefanias havde omtalt den, og Nahum forkyndte i forvejen et udførligt budskab derom. — Mika 5:5; Esajas 10:12-16; Zefanias 2:13-15; Nahum, kapitlerne 1-3.

Advarselen på Jesu tid

13. Med hvilket budskab lod Jesus advarselen lyde? Og hvorfor?

¹³ Men genoprettelsen af den sande gudsdyrkelse ved genopførelsen af templet i Jerusalem efter udfrielsen fra fangenskabet var ikke varig. I årenes løb voksede de formalistiske ceremonier og rabbinernes overleveringer, og da Kristus Jesus trådte frem århundreder senere, var den sande gudsdyrkelse så godt som blevet kvalt og trængt ud af disse ranker og vildtforgrenede udvækster. Tiden var inde til en ny advarsel! Tiden var kommet til et nyt vidnesbyrd om den sande gudsdyrkelse! Kristus Jesus var ikke sen til at tage fat på opgaven. Da Jesus var døbt og som pioner drog gennem provinsen Galilæa, lød det elektriserende råb fra hans læber: „Himmeriget er kommet nær!“ Med brændende nidkærhed optager han det gribende råb, som engang havde lydt fra Johannes Døber, og med eksplosionsagtig kraft igangsætter han en advarselens og forkyndelsens kampagne, som langt overtræffer alle tidligere anstrengelser. En advarsel mod de religiøse traditioners hængedynd, som skarerne var ved at synke ned i til deres eget fordærv, en forkyndelse om de kendsgerninger og profetier, der viste, at han var Jehovas Messias, Kristus.

14. Hvor prædikede han? Og hvorfor der?

¹⁴ Han ramte i hjertet af det tæt befolkede område. Fra hus til hus gik han, advarede og forkyndte. Men tiden var kort, store skarer skulle nås. Derfor prædikede han på gaderne, på offentlige pladser, i synagogerne — overalt, allevegne. Mens han gik fra landsby til landsby, fra by til by, voksede de lyttende skarer, og rygtet om ham spredtes, indtil store skarer flokkedes for at høre ham, ikke bare fra Galilæa, men fra Samaria og Judæas sydligste provinser, ja endog fra landet hinsides Jordan. De voksende skarers pres får ham til at forlade de snævre områder i byerne for at holde offentlige møder på store åbne pladser, der kunne rumme de voksende skarers tusinder. På stranden, ved flodbredderne, i ørkenerne, på bjergene, alle disse steder spillede deres rolle, mens Jesus forkyndte om Rigets velsignelser og advarede mod rabbinernes snarer. — Mattæus 4:12-25; 5:1; 9:35; 14:13-15; 15:32, 33; Markus 4:1; 8:1-4; Lukas 8:1; 20:1.

15. Talte han rent ud i sin advarsel? Og hvorfor?

¹⁵ Jesus gjorde ikke finter eller langede ud i skyggeboksning med diplomatisk dobbelttale, når han forkyndte Guds advarsel. Denne advarsel drejede sig om liv og død, og han lod advarselen lyde klart og ligefremt, ufortyndet. Den tids falske religionsledere var blinde vejledere, der førte andre blinde mod ødelæggelsens afgrund og lærte overleveringer, som gjorde Guds ord til intet, begærede smigrende titler, iførte sig prangende klæder, stillede sig til skue for offentligheden, bad lange bønner for et syns skyld, gjorde deres gerninger for at blive set af mennesker, var hyklere, som siede myggen fra og nedsvælgede kamelen, fromme og gudfrygtige i det ydre, men i det indre fyldt med bespotteligt snavs. Støttet af kendsgerningerne stemplede han dem som løgnere og dårer, slanger og øgler, Satans, den store slanges, børn. Han advarede disse ugudelige gejstlige om, at der ville komme blodsudgydelse over deres generation, at deres hus skulle lægges øde, at der ikke ville blive sten på sten tilbage af templet, og ransagende spurgte han dem: „Hvordan kan I undgå at dømmes til helvede [gehenna, Diaglott]?“ — Mattæus 15:1-14; 23:1-38; 24:1, 2; Johannes 8:44.

16. Hvordan var reaktionen på Jesu og hans disciples forkyndelse?

¹⁶ Så ødelæggende for de skriftkloges og farisæernes religiøse græsgange var Kristi Jesu advarsel og forkyndelse, at de jamrende sagde til hinanden: „Der kan I se, at I slet ikke udretter noget; alverden løber jo efter ham.“ (Johannes 12:19) Tilskyndet af Satan bragte de hans tunge til tavshed i døden. Men forinden havde Jesus udvalgt og uddannet apostle og disciple til at følge i hans fodspor, og de fortsatte kampagnen. De efterlignede hans metoder, brugte de samme pladser og blev velsignet med den samme fremgang. En forøgelse af antallet af Rigets forkyndere blev fuldbyrdet ved at prædike „offentligt og fra hus til hus“. (Apostlenes Gerninger 20:20; eng. overs.; 18:28) Ligesom Kristus Jesus pådrog de sig de forfølgende skriftkloges og farisæeres vrede. Hvorfor? Fordi resultaterne af deres intensive advarselsværk var ligesom resultatet af Jesu vældige forkynderkampagne, hvilket fremgår af de rasende religionslederes fortvivlede skrig, at apostlene og disciplene havde „bragt hele verden i oprør“. (Apostlenes Gerninger 17:6) Hvad de mente, var deres egen lille religiøse verden bygget op på den falske grundvold af pomp og ceremoni og på den mundtlige overleverings løse sand. De ønskede at bevare status quo i den tids religiøse forretning.

17. Undslap de, der ikke gav agt på advarselen? Og hvorfor?

¹⁷ Men deres land og deres folk, som de søgte at redde ved at udgyde Jesu og hans efterfølgeres blod, blev ikke reddet. Ofrene for vandfloden kunne ikke gøre Noas advarsel til intet ved at drive vandmasserne tilbage til deres plads i himmelrummet. Sodomitterne kunne ikke slukke ildregnen. Den rasende farao havde ingen medicin imod de ti plager. Juda var lige så magtesløs over for babylonierne, som Israel tidligere havde været over for assyrernes invasion. Heller ikke kunne disse hedenske nationer, da deres tur kom, gøre Gud til en løgner ved at blive ved at eksistere ud over den tid, der var fastsat for deres undergang. Og den jødiske nation kunne heller ikke på Kristi tid gøre den advarsel til intet, som Jehova havde ladet forkynde vidt og bredt ved sin elskede søn. (Esajas 46:10, 11; 55:11) „Øgleungerne“ kom selv til at opleve tabet af deres land og nation, byens og templets ødelæggelse, og de undgik ikke at „dømmes til helvede“ eller „gehennas dom“. — Mattæus 23:33, En Amer. Overs., margen.

18. Hvordan vil det gå „den nuværende onde verden“?