En opfordring til lovprisning

„Alt, hvad der ånder, pris Jehova! Halleluja!“ — Salme 150:6.

1. Hvem skal vi prise? Hvorfor bliver det mere og mere betydningsfuldt at gøre det?

JEHOVA, universets store bygmester og livets skaber, er værdig til lovprisning. Til sit eget velbehag påtog han sig villigt den byrde at skabe en mængde ordnede skaberværker, synlige og usynlige. Ingen af disse skaberværker eksisterer uafhængigt af ham, og derfor har hele skabningen en pligt over for Gud og må forene sig om at vidne om hans overhøjhed og vise, at hans værk er prisværdigt, eller gå fortabt. Slaget ved Harmagedon, der hastigt nærmer sig, gør spørgsmålet om at prise Gud mere og mere brændende med hensyn til at overleve. På dette kritiske punkt i verdens historie er det mere end et spørgsmål om, hvad der er hensigtsmæssigt for os. Vi lever på en stor afgørelsens dag, hvilket nødvendiggør, at vi ser kendsgerningerne i øjnene og bestemmer, hvor vi står med hensyn til spørgsmålet om det universelle eneherredømme. Er vi for Gud og hans retfærdsrige? Eller står vi last og brast med denne onde verden under dens fyrste Satan og er tilfreds med, hvad den kan skaffe os, og støtter vi dens mangehånde planer til forbedring af menneskehedens forhold? Vi kan ikke komme uden om spørgsmålet, og tiden er så kort, at den ikke tillader os at grunde altfor længe over vore skridt. Kun positiv handling nu for at lovprise Jehova kan sikre vor evige tilværelse; thi Gud fører nu alting frem til den endelige dom. Det, der ikke genspejler Guds herlighed, er dømt til undergang. — Salme 9:8, 9.

2. Hvor højt op rækker befalingen til at prise ham? Hvorfor?

² Den inspirerede salmedigter havde kundskab forud om alt dette, og derfor opfordrer han „alt, hvad der ånder“, til at prise Jehova. Så fuldstændigt erkendte han, at skabningerne er helt og holdent afhængige af Gud med hensyn til fortsat liv nu på dommens dag, at han går ud over menneskets verden og lader sin opfordring til lovprisning række helt ind i de usynlige himle. I ophøjede vendinger synger han: „Halleluja! Pris Jehova i himmelen, pris ham i det høje! Pris ham, alle hans engle, pris ham, alle hans hærskarer, pris ham, sol og måne, pris ham, hver lysende stjerne, pris ham, himlenes himle og vandene over himlene! De skal prise Jehovas navn, thi han bød, og de blev skabt; han gav dem deres plads for evigt, han gav en lov, som de ej overtræder!“ (Salme 148:1-6) De trofaste åndelige skabninger, der bebor de usynlige himle højt over menneskene, er ikke engang undtaget fra at ære Jehova Gud. De må prise og love Gud som bevis for, at de støtter hans universelle herredømme. De trofaste åndelige skabninger gør det, thi ved Jesu fødsel viste de sig sammen med den engel, der bragte budskabet, og blev iagttaget af gudfrygtige hyrder. „I det samme var der med engelen en mangfoldig himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sagde: Ære være Gud i det højeste og på jorden fred i mennesker, der har hans velbehag.“ (Lukas 2:13, 14) Nu, da Jesus er kommet og siden 1914 sidder som konge på magtens trone, får disse himmelske hærskarer mere end nogen sinde før Guds boligs korridorer til at genlyde af hans pris. — Åbenbaringen 12:1-12.

3. Hvem på jorden får befaling til at prise ham? Hvorfor er det viist at gøre det?

³ Det ville være en skæbnesvanger fejltagelse at mene, at nødvendigheden af at lovprise Gud er begrænset til de himmelske skabninger alene. Ingen skabning, af den højeste rang eller i den mest ydmyge stilling, er undtaget fra pligten til at ære og herliggøre sin Skaber. Desuden var det her på jorden, at Guds overhøjhed oprindelig blev draget i tvivl, og det er derfor her i jordens nærhed, at spørgsmålet snart skal afgøres for bestandig. Så vist som mennesket blev skabt lidt lavere end englene, vil det gøre klogt i at tage sin parole fra de trofaste hærskarer. Hele den livløse skabning fremviser Guds ære, så det er kun rimeligt, at alle levende skabninger og først og fremmest de fornuftbegavede menneskelige skabninger bør forene sig med den øvrige skabning, også englene, i at kundgøre Guds beundringsværdige egenskaber og dyder. Det var ikke salmedigterens mening at overse noget, da han opfordrede til at lovprise Gud. Derfor vender han sin opmærksomhed fra himlene i det høje til vor jord: „Lad pris stige op til Jehova fra jorden, I havdyr og alle dyb, ild og hagl, sne og røg, storm, som gør, hvad han siger, I bjerge og alle høje, frugttræer og alle cedre, I vilde dyr og alt kvæg, krybdyr og vingede fugle, I jordens konger og alle folkeslag, fyrster og alle jordens dommere, ynglinge sammen med jomfruer, gamle sammen med unge! De skal prise Jehovas navn, thi ophøjet er hans navn alene, hans højhed omspænder jord og himmel.“ (Salme 148:7-13) Nu er det klogt for mennesket at give alvorligt agt på disse ord, for de betyder liv. Årsagen vises af en anden af Guds profeter, som har skrevet følgende om disse sidste dage: „Jehova går i rette med folkene; over alt kød holder han dom, de gudløse giver han til sværdet, lyder det fra Jehova.“ — Jeremias 25:31-33.

4. Har herskerne og folket adlydt denne befaling? Hvad beviser det?

⁴ I betragtning af en sådan gavnlig formaning og forudsigelsen af de alvorlige følger for dem, der ikke giver agt på opfordringen til at prise Gud, kunne man vente at finde et helt kor af stemmer, der ophøjede den Højeste og ventede på hans frelse. Ulykkeligvis er det ikke tilfældet. Det er åbenbart, at „jordens konger og alle folkeslag, fyrster og alle jordens dommere, ynglinge sammen med jomfruer, gamle sammen med unge“ har ikke efterfulgt vejledningen i salme 148. Hvis de havde gjort det, ville der ikke have været to store verdenskrige i dette århundrede med praktisk talt hele menneskeheden, unge og gamle, mænd og kvinder, udkommanderet til at deltage i nationens kamp imod sine fjender. Nationerne ville ikke nu være stillet over for det vanskelige problem med at kontrollere atomkraften og forhindre en ulykke for hele verden. Militæret ville ikke sætte alle landes videnskabsmænd ind på frembringelsen af endnu mere effektive redskaber til at sprede død og ødelæggelse. Frygten for en bombe med kosmiske stråler med tusinde gange større kraft end dens forløber atombomben ville ikke plage de styrende, og de ville heller ikke finde det nødvendigt at bruge uhyre pengesummer for at holde sig på højde med de andre i verdens rustningskapløb. Nej, i stedet ville alle landes og menneskers samlede anstrengelser koncentrere sig om i fællesskab at ophøje Herren Gud, hvis rige under Kristus Jesus blev oprettet i 1914 som en opfyldelse af bibelens profetier.

5. Hvordan beviser det, hvem der ikke er de foresatte øvrigheder?

⁵ I lyset af salme 148 har nationerne altså svigtet deres højeste pligt. Mere end nogen sinde før er det nu klart, at de herskende ikke er de „øvrigheder“, vi har over os, og som er „indsat af Gud“, og der er ikke gran af sandhed i deres påstand om, at de hersker „af Guds nåde“. Kendsgerningerne viser afgjort, at de ikke hersker „til Guds ære“ og heller ikke er hans administrerende tjenere. (Romerne 13:1-4) De tjener heller ikke folkets bedste interesser; thi i overensstemmelse med Jesu forudsigelse om selve vor tid ser vi, at „mennesker dåner af rædsel og gru for det, som kommer over jorderige“. — Lukas 21:26.

Fejlagtig lovprisning

6. Hvem genlyder jorden nu af lovprisninger af? Og hvem er det, der lovpriser?

⁶ Ikke desto mindre påstår jordens nationer nu i tiden, navnlig i kristenheden, at de lovpriser Gud. Imponerende kirkebygninger og templer findes overalt, med et betalt præsteskab til at lede menneskers lovprisning. Men i stedet for lovprisning af Gud genlyder jorden af lovprisning af skabninger. Mænd og kvinder, som har opnået berømmelse på det finansielle, politiske, sociale, militære, religiøse og atletiske område, holdes stadig frem for offentlighedens øjne og roses for deres gerninger. Menneskene vedbliver med at svigte Guds lov, uden protest fra præsterne, der ofte gør dem følgeskab. De ophøjer de fremragende og vise mænd i denne verden, der ligger under den onde, Satan, Djævelen. (1 Johannes 5:19; Mattæus 4:8, 9) De ulykkelige resultater, der altid er fulgt af at lovprise mennesker, har ikke haft nogen hindrende virkning på denne tilbedelse, der er ledet i en fejlagtig retning. Hvert menneske roser sig af sine egne gerninger og sine medmenneskers, hvorimod apostelen Paulus gav os det råd: „Den, der roser sig, skal rose sig i Herren.“ (1 Korinter 1:31) Man ignorerer den vise erklæring, at det er Gud, der skal prises, og det af gode grunde. „Værdig er du, vor Herre og Gud, til at få æren og prisen og magten; thi du har skabt alle ting, og de blev til og blev skabt, fordi det var din vilje.“ (Åbenbaringen 4:11) Det indbefatter lovprisning fra mennesket, som blev skabt til Guds velbehag.

7. Hvilken verdensorganisation er gjort til en afgud? Vil lovprisningen af den vedvare?

⁷ Ikke bare forener menneskene sig om at lovprise personer, men nationerne har forenet sig i opstillingen af en stor afgud, som de giver ære og herlighed. En organisation af forenede nationer med en verdenshovedstad fremholdes som det eneste middel mod de frygtelige vanskeligheder, der nu plager folkeslag og nationer. Ordsproget giver mennesket det råd: „Ros dig ikke af dagen i morgen, du ved jo ikke, hvad dag kan bringe.“ Men de, der vil bygge verden op, taler hen i vejret om „en bedre verden af i morgen“ ved de Forenede Nationers bestræbelser. De forudsiger, at denne organisation vil udrette store ting for den lidende menneskehed, og de opfordrer folk til at stole på den og støtte den. Religionens præsteskab yder den moralsk støtte og betragter den som Guds middel til at indføre fred. F. N. er blevet et afgudsbillede, der repræsenterer menneskers magt og præstationer, og hyldes som verdens frelse. Men denne afgud kan aldrig stå side om side med Jehova Gud. I den kommende afgørelse af striden om, hvem der er værdig til pris, vil Gud ikke lade sin ære og herlighed gå til et sådant billede. Han siger: „Jeg er Jehova, så lyder mit navn. Jeg giver ej andre min ære, ej gudebilleder min pris.“ — Esajas 42:8.

8. Hvad burde disse afgudsdyrkere lægge mærke til, når de undersøger bibelen?

⁸ De politiske og religiøse ledere ville gøre vel i at undersøge beretningen om fortiden for at se, om lignende planer til frelse for verden havde succes. De kunne med fordel lægge mærke til, hvad der skete efter vandfloden på Noas tid, da menneskene forsøgte at bygge en verdenshovedstad og et tårn, som kunne række ind i himlene, alt sammen som et forsøg på at holde sammen på verden og skabe sig selv et stort navn. Gud holdt fast ved sin regel om, at han ikke vil tillade, at hans pris og ære går til en anden. Han gjorde de vordende bygmestre til skamme og reducerede deres fælles anstrengelser til intet. Han har ikke forandret sig fra da og til nu, og han vil ikke forandre sig i den kommende tid indtil slaget ved Harmagedon med hensyn til at kræve, at han bliver lovprist. Hvis det tyvende århundredes mennesker vedbliver at bygge afguder, kan de ikke vente noget bedre over deres bestræbelser end det, som Gud har udtalt: „Til skamme blev alle, som dyrkede billeder, de, som var stolte af deres afguder.“ (Salme 97:7) De kunne med fordel lægge mærke til, hvordan Gud blev vækket op til vrede og drevet af nidkærhed på grund af de afgudsbilleder, Israel tilbad, og hvordan han overlod denne gamle nation til fuldstændig undergang. — Salme 78:55-64.

9. Ved hvilket redskab vil Gud opnå fuldkommen pris? Hvornår?

⁹ Men herskerne bryder sig ikke om at agte på den historiske beretning, der er skrevet til belæring for dem, der ønsker at være virkelig vise. (1 Korinter 10:11) Uanfægtet af fortidens fejltagelser fortsætter de med deres egne planer uden hensyn til Gud, samtidig med at de foregiver, at de anerkender Gud. Verdenssituationen er, som Esajas var forpligtet til at skildre den: „Eftersom dette folk kun holder sig nær med sin mund og ærer mig med sine læber, mens hjertet er fjernt fra mig, og fordi deres frygt for mig blev tillærte menneskebud, se, derfor handler jeg fremdeles sært og sælsomt med dette folk; dets vismænds visdom forgår, de kloges klogskab glipper.“ (Esajas 29:13, 14; 1 Korinter 1:19) Jehova vil ikke tjenes gennem nogen politisk regering og heller ikke ved noget redskab for afgudsbilleder. Det er ved og gennem Riget, at Jehova vil give sig selv fuldkommen pris både i himmelen og på jorden. Det er derfor, Riget er det fremtrædende emne i bibelen, og derfor lærte Jesus de kristne, at de altid skulle bede om dets komme. Nu står det åbenbaret i den himmelske herlighed, og det vil snart overtage det uindskrænkede regimente over vor planet jorden. Derfor er den dag i sandhed kommet, da menneskene må afgøre, om de vil tilbede skabninger og afgudsbilleder, eller om de vil søge efter Gud og ære ham.

Hvorfor kende og prise ham?

10. Hvad betyder det for os at kende og prise Jehova? Hvorfor?

¹⁰ Men lad os nu stille et praktisk spørgsmål: Hvorfor skulle et ærligt og oprigtigt menneske søge at kende Gud og lovprise ham? Vil det ikke gå dig ilde i en verden, der er overfyldt af mennesker, som priser skabninger, afgudsbilleder skabt af mennesker og store planer om at blive rig i en fart, hvis du indtager det modsatte standpunkt og lovpriser Gud? Hvad vil du få ud af det? Kort udtrykt betyder det liv for dig, ikke i tres eller halvfjerds år, men i utallige år. Jesus sagde: „Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, som du har sendt, Jesus Kristus.“ (Johannes 17:3; Romerne 6:23) Intet menneskeligt redskab kan garantere dig så meget. Når Gud den Almægtige snart går ud for at udøse sin retfærdige vrede over denne ugudelige, menneskedyrkende verden, skal kun de, der har en urokkelig tro, leve, fordi de har Guds velbehag. Mennesker, som nu dyrker Gud på den rette måde, vil blive skjult på Jehovas vredes dag. (Zefanias 2:3) Derfor bør du anerkende sandheden i profetens ord: „Stor og højlovet er Jehova, forfærdelig over alle guder; thi alle folkeslagenes guder er afguder, Jehova er himmelens skaber.“ „Fra sol i opgang til sol i bjerge være Jehovas navn lovpriset.“ (1 Krøniker 16:25, 26; Salme 113:3) Du må forstå, at din evige skæbne hviler i Guds hånd, og derfor må du søge at vinde Guds gunst ved at prise hans navn; thi „i hans gunst er livet“. — Salme 30:6, eng. overs.

11. Hvorfor skal man begynde at lovprise ham nu, inden slaget ved Harmagedon?

¹¹ Tag nu ikke fejl i den sag! Det er lovprisningen af Gud, der sikrer befrielse og frelse ind i den nye verden med evigt liv. Hvis et menneske ikke nu priser Gud ved at bekende sin tro på ham, er der ingen varig fremtid for ham: og der gives ingen undtagelser. „Thi der står skrevet: Så sandt jeg lever, siger Herren, for mig skal hvert knæ bøje sig, og hver tunge skal lovprise Gud.“ „Vend dig til mig og bliv frelst, du vide jord, thi Gud er jeg, ellers ingen; jeg svor ved mig selv, fra min mund kom sandhed, mit ord vender ikke tilbage: Hvert knæ skal bøjes for mig, hver tunge sværge mig til.“ (Romerne 14:11; Esajas 45:22, 23) Den trofaste apostel Paulus havde således medhold i bibelen, når han hævdede, at ikke lovprisning af mennesker eller afgudsbilleder, men bekendelse og lovprisning af Gud fører til evig frelse. Det var Guds tanke, han udtalte om sagen, da han sagde: „Med hjertet tror man til retfærdighed, og med munden bekender man til frelse.“ (Romerne 10:10) Det er uundgåeligt, at alle mennesker, som lever, må bøje knæ for Jehova Gud og bekende hans overhøjhed, og de må begynde nu. Når først Harmagedonslaget bryder løs over jorden, vil det være til ingen nytte for menneskene at begynde på de gerninger, der ærer Gud; thi så vil dommen over alle levende mennesker være blevet fældet, og de, der skal eksekvere dommen, vil have fået ordre til at begynde. Ingen anger på dødslejet i slaget ved Harmagedon vil være antagelig. Derfor er det tid at overveje sagen nøgternt nu, medens der endnu er lejlighed.

12. Af hvem prises han nu mere og mere? På hvilken måde?