Guds undervisning bærer god frugt

„Visdommen ovenfra er først og fremmest ren, dernæst fredselskende, mild, hensynsfuld, fyldt med barmhjertighed og gode frugter.“ — Jakob 3:17.

1. Hvilken stilling indtager Gud med hensyn til undervisning? Og hvorfor?

JEHOVA GUD ligger i spidsen med hensyn til moderne undervisning. Det betyder ikke, at hans inspirerede belæring har ændret sig for at følge med tiden; thi han fuldførte den lærebog, der bruges ved hans undervisning, for over atten århundreder siden. Det er ikke hans undervisning, der indretter sig efter tiden; derimod er det tiden, der nu er nået til det punkt, som hans profetiske visdom hele tiden har samlet sig om. Den guddommelige visdom, der for længe siden blev samlet på bibelens sider, bliver nu kun forstået til fulde af Jehovas tjenere; thi profetierne samlede sig om de sidste dages urolige tider, og nu, da menneskene har nået denne tidsperiode, sammenknytter man de iagttagne opfyldelser med profetierne, og forståelsen funkler i vort oplyste sind. „Jehova, han giver visdom, fra hans mund kommer kundskab og indsigt. Til retsindige gemmer han lykke, han er skjold for alle med lydefri vandel.“ „Det blev skrevet til påmindelse for os, til hvem de sidste tider er kommet.“ (Ordsprogene 2:6, 7; 1 Korinter 10:11; Romerne 15:4) Menneskene har altså nu endelig nået det tidspunkt, da Jehovas moderne undervisning folder sig ud i fuldt flor, for at menneskene skal kunne forstå den.

2. Giver alle agt på den undervisning, Jehova tilbyder? Hvad viser det?

² Men ikke alle mennesker agter på den undervisning, Jehova giver. De betragter den som gammeldags, og i stedet vender de sig til den moderne verdens visdom. Med stolthed peger de på videnskabens og kundskabens fremskridt på kemiens, fysikkens og lægevidenskabens område. De stirrer i deres kikkerter og mikroskoper, studerer jordens struktur, læser beretningen i klipperne og opstiller masser af teorier. Studier i menneskelige forhold gennemløber hele skalaen fra familiekredsen til den internationale front. De har nået store resultater i dyrkelsen af musik, litteratur og kunst. Endvidere har deres religioner udviklet sig med tiden, er blevet materielt rigere, har omfattet sociale problemer, er trængt ind på det politiske område, og der er blevet føjet til dem og trukket fra dem, for at de må kunne leve sammen med de formodede fremskridt i videnskab og oplysning. Og for at undervise i al denne verdslige visdom har de oprettet indviklede skolesystemer, der slår klo i menneskets sind allerede i barndommen og fylder det med doktriner, til det bliver voksent. Verden betragter dette undervisningssystem som en livssag og fremmer det af al magt, medens den lægger hindringer i vejen for den gammeldags bibelske undervisning.

3. Hvilke frugter har verdens undervisningsprogram frembragt?

³ Har verdens undervisningsprogram båret gode frugter? Har det bragt fred, lykke, sundhed og liv, som menneskeheden ønsker? Har det fjernet griskhed og selviskhed, racehad og religiøs fordom fra menneskenes sind og hjerte? Har ikke krigen mere end freden stillet det største krav til menneskenes videnskabelige kundskab? Er der ikke mange, som vurderer lykken i form af penge? Er ikke sundheden blevet ofret på den såkaldte civilisations alter med dens unaturlige levemåde? Er livet ikke blevet kunstigt, opfyldt af selskabelig tant og anden tomhed? Har menneskenes kundskab i medicinen befriet dem for de dårlige følger af sygdom, slette vaner og umoralsk vandel? Menneskehedens sygdomme er taget til sammen med dens oplysning. Kundskaben har fremskyndet menneskets fordærvelse. Verdens visdom følger ikke med tiden, og dens undervisningsprogram holder ikke trit med de sidste dage. Dens religionssystemer har ikke engang kunnet nære menneskene med den guddommelige undervisning, som de tørster og hungrer efter. Som det siges hos profeten Amos: „Se, dage skal komme, lyder det fra den Herre Jehova, da jeg sender hunger i landet, ikke hunger efter brød, ikke tørst efter vand, men efter at høre Jehovas ord. Da vanker de fra hav til hav, flakker fra nord til øst for at søge Jehovas ord, men finder det ej.“ — Amos 8:11, 12.

4. Hvorfor findes der ingen åndelig føde i kristenhedens programmer?

⁴ Selv om søgende mennesker rejser gennem kristenhedens religiøse område på kryds og tværs, finder de ingen åndelig føde i dens religiøse og verdslige undervisningsplaner. Hvorfor? Fordi disse verdslige systemer enten har udvandet eller helt forkastet Jehova Guds vigtigste lærebog, bibelen. Vor tids Guds folk af navn har fejlet på samme måde, som israelitterne gjorde i sin tid. „To onde ting har mit folk gjort: Mig, en kilde med levende vand, har de forladt for at hugge sig cisterner, sprukne cisterner, der ikke kan holde vand.“ (Jeremias 2:13) Præsterne har selv givet anledning til, at deres vandingssteder er revnet og gennemhullet af menneskelige teorier om udvikling og videnskabelig tvivl såvel som besmittet af hedensk religionsfilosofi. Deres nye teorier kan ikke holde vand, og deres gamle hedenske teorier bliver hurtig punkteret af bibelens sandheder, som de har vendt sig fra. Deres visdom rækker ikke højere end nogen anden af den nuværende gamle onde verdens visdom, og denne visdom takserer Jehovas ord således: „Denne verdens visdom er nemlig dårskab i Guds øjne.“ — 1 Korinter 3:19; 1:17-29; Esajas 29:14.

5. Hvilken forskel er der på kristenhedens systemer og Guds vidner med hensyn til nidkærhed?

⁵ På grund af den åndelige hungersnød visner de ortodokse kirkesamfund bort og er for svage til at bekæmpe den indtrængende materialisme og ateisme. Verdslige iagttagere har lagt mærke til denne tilstand, og de har også set noget andet. Læg mærke til følgende, der var offentliggjort i det engelske Illustrated Leicester Chronicle den 10. september 1949: „Overalt i landet er forsamlingerne i kirker og kapeller skrumpet ind i foruroligende grad. Tusinder af børn opdrages med kun ringe eller slet ingen religiøs baggrund. Manden på gaden har kun ringe interesse for de gamle, grundfæstede trossystemer. Dog kunne et religiøst konvent i Leicester sidste weekend tiltrække 8500 tilhængere af en trosbekendelse, som inspirerer medlemmerne til en overvældende iver. Jehovas vidners brændende begejstring er noget, som burde få præster og deres stærkt medtagne menigheder til at tænke — og tænke stærkt. Hvorfor er denne bevægelse så stærk en magnet? Hvorfor er dens medlemmer fyldt med en sådan inderlighed? Eet svar er, at Jehovas vidner ser det som deres opgave at bringe religionen ud til menneskene. De tror, at de skal prædike fra dør til dør. De er fuldstændig klar over reklamens værdi og foretagsomme i deres brug af den. De råber deres religion ud fra hustagene. Hvad end kirkegængere kan mene om deres tro og metoder, så er deres brændende iver en udfordring til biskopper og præster i ethvert stift og til enhver kirke i landet. Vil de svare på udfordringen ved at kaste deres gammeldags ideer bort?“

6. Hvad er årsagen til denne forskel i nidkærhed?

⁶ Hvad disse oprigtige iagttagere ikke forstår er, hvorfor Jehovas vidner er så nidkære og kirkegængerne så apatiske. Selv præsterne kan se forskellen, og det udtalte den katolske biskop Thomas J. McDonnell af New York sig om i følgende beklagelse: „Gennemsnitskatolikken mangler ofte enhver sans for et lægt apostolat. Alt for tit er han tilfreds med kun at være passivt medlem. Han betragter sin religion som noget mellem sig selv og Gud og har ingen interesse for at dele sin tro med andre. Tro uden gode gerninger er død.“ Derpå omtalte biskoppen Jehovas vidner som „det sidste ord i retning af nidkærhed for at udbrede deres tro“. (New York Times, 15. november 1948) Men hvoraf kommer forskellen? Det er ikke, fordi Jehovas vidner som mennesker er anderledes på nogen måde. De fleste af dem var en gang apatiske og ugidelige medlemmer af ortodokse religionssamfund. Kærnepunktet i sagen er, at de ændrede deres åndelige diæt eller, for at være mere korrekt, de brød den åndelige faste, der blev påtvunget dem i kristenhedens trossamfund. Da de ikke fik åndelig føde, havde de heller ingen åndelig styrke til kristeligt arbejde. Men da de brød ud fra kristenhedens afsvedne og hungerplagede religiøse græsgange og begyndte at spise af den rige og nærende åndelige føde fra Guds ord, bibelen, fik de kræfter og energi og kogte åndeligt talt over. Og ved stadig at tage til sig af føden får de fornyet styrke til vedblivende at koge over i en brændende og nidkær kristen forkyndelse.

Åndelig føde gjort tilgængelig

7. Hvordan er mange retsindige holdt op med at hungre midt i overfloden?

⁷ Ved Jehovas vidners forkyndelse af evangeliet opdager tusinder af retsindige mennesker den rigelige forsyning af åndelig føde. De holder op med den tåbelige liden hunger midt i overfloden. De får noget at vide om det guddommelige undervisningsprogram, som Jehova Gud byder på. Det er ikke teologiske doktorer med embedseksamen fra et teologisk fakultet, de lærer af, og de vinder heller ikke bibelkundskab ved regelmæssigt at gå til kirkebygninger, prydet med tårne og tinder. Deres undervisning begynder ofte hjemme, og uden at det koster noget, hverken i form af fastsatte skolepenge eller indsamling ved en kollektbøsse. „Hid, alle, som tørster, her er vand, kom, I, som ikke har penge! Køb korn og spis uden penge.“ „Den, som vil, skal modtage livets vand uforskyldt.“ — Esajas 55:1; Åbenbaringen 22:17.

8. Hvis undervisningsmetoder holder vi fast ved nu i tiden? På hvilken måde?

⁸ Kristus Jesus er nøje forbundet med Jehova Gud i undervisningsværket, og han lærte i folks hjem, da han var her på jorden. Hans første disciple fulgte i hans fodspor, „og de holdt ikke op med hver dag at lære i helligdommen og i hjemmene“. Apostelen Paulus underviste mennesker „i hjemmene“ eller fra hus til hus. (Apostlenes Gerninger 5:42; 20:20) Sande kristne i vor tid holder fast ved de metoder, som blev anvist af deres forbillede, Kristus Jesus. De aflægger besøg i folks hjem og fremholder evangeliets budskab for dem. Når de står på gaderne og viser deres bibelske blade frem og en forbipasserende viser interesse, tilbyder de at besøge vedkommende i hans hjem og lede et bibelstudium. — Ordsprogene 1:20, 21; 8:1-3

9. Hvilken metode finder mange nu er en praktisk måde at få moderne undervisning på?

⁹ Mange retsindige mennesker finder, at en praktisk måde, hvorpå de kan få del i den guddommelige undervisning, er at sætte en time til side hver uge til bibelstudium sammen med sådanne kristne, Jehovas vidner. Ved hjælp af bibelen og bibelske hjælpebøger kan man grundigt undersøge og drøfte grundlærdommene i Guds ord. Det betyder ikke de ortodokse religioners trosbekendelser og dogmer; thi den, der studerer Guds ord, vil snart opdage, at sådanne læresætninger som treenigheden, et brændende helvede, den udødelige sjæl og andre ikke er bibelske. Hvad han lærer er sandheder om Kristi rige, om de velsignelser, det vil bringe til en ny jord, om de nu synlige tegn, der beviser, at vi lever i de sidste dage, beviserne for, at Kristi rige er oprettet i himmelen og snart skal rykke frem med eksplosionsagtig kraft imod denne onde verden i det slag, der er kendt som Harmagedon. Og han modtager megen anden betydningsfuld belæring, som kan hjælpe ham til at overleve trængselens dage og til sidst leve ind i Jehova Guds nye verden uden ende. (Mattæus 24:3-39; 2 Timoteus 3:1-5) Det er moderne undervisning, som passer for vore farlige tider, og den kommer ikke bag efter sin tid, som den verdslige undervisning, der spotter og siger, at det, der skal komme som opfyldelse af bibelens profetier, endnu ligger langt borte, hvis det da overhovedet kommer. — 2 Peter 3:3, 4.

10. Hvem velsigner sådanne bibelstudier i hjemmene? Hvorledes og hvorfor?

¹⁰ Jehova Gud velsigner dette bibelstudium i hjemmene, og Kristus Jesus begunstiger endog så lille en forsamling. Har han ikke selv lovet: „Hvor to eller tre er forsamlede om mit navn, der er jeg midt iblandt dem.“ (Mattæus 18:20) Når det nidkære vidne så leder et sådant hjemmestudium i ro og orden, oplyser de sande lærere, Jehova Gud og Kristus Jesus, den ydmyge læsers forstands øjne og lader Guds hensigter lukke sig op for ham. (Esajas 30:20; 54:13; Efeserne 1:18) Trofast vil vidnet gå til dette hjem hver uge i flere måneder og undertiden i mere end et år og gavmildt give af sin tid og kraft for at lyde Kristi befaling om at føde fårene, ikke med eet enkelt, men med mange, mange åndelige måltider. — Johannes 21:15-17.

11. Hvordan deler den, der undervises, med den, der underviser?

¹¹ Efterhånden som tiden går og bibellæseren gør fremskridt, bliver han bedre i stand til at give agt på bibelens regel: „Den, der undervises i ordet, skal dele alt godt med den, der underviser ham.“ (Galaterne 6:6) Den, der undervises, bidrager til at forøge studiets værdi og udbytte ved at give lederen det gode tilbage, han har lært. Derved fæstnes de sandheder, han lige har lært, i hans sind, og det giver ham tillid, når han udtrykker dem med sine egne ord. Så vil han bedre kunne fortælle sine naboer, hvad det er, han har lært.

12. Hvordan udvider han sin forret med hensyn til studium? Hvad gavn får han af det?

¹² Nu bliver han indbudt til at deltage i et bibelstudium i en større gruppe i et hjem i nærheden. Dette kredsbogstudium ledes på samme måde som det, der blev holdt i hans eget hjem, men der deltager flere i det, og de forskellige bemærkninger stimulerer hans egne tanker til virksomhed og til at huske det, han tidligere har lært. Hans erfaring beviser bibelens ordsprog: „Jern skærpes med jern, det ene menneske skærper det andet.“ (Ordsprogene 27:17) Den nye føler, at han skærpes ved samværet med andre af Jehovas vidner, og han bliver ivrig efter at komme til Jehovas vidners større kredsmøder i deres mødesal. Vil han så ikke høste yderligere velsignelser ved at følge formaningen: „Lad os give agt på hverandre, så vi opflammer hverandre til kærlighed og gode gerninger, og lad os ikke svigte vor egen menighedsforsamling, som nogle har for skik, men formane hverandre, og det så meget mere, som I ser dagen nærme sig.“ — Hebræerne 10:24, 25.

13, 14. Hvad opnår han ved at studere efter emner? Er den metode bibelsk?

¹³ I kredsens mødesal vokser der et stærkt bånd af kristeligt fællesskab op mellem den nye og andre i kredsen. Samfundet med dem opflammer ham til kærlighed og gode gerninger og styrker ham mod de voksende onder, efterhånden som tiden nærmer sig mere og mere til den dag, da Gud vil gøre regnskabet op med denne sataniske verden. De offentlige foredrag i salen behandler mange af de punkter, som han tidligere har fået forklaret, men de forskellige talere behandler emnet ud fra nye synsvinkler, og det klargør og udvider hans forståelse. Ganske vist tager talerne skriftsteder fra forskellige dele af bibelen for at belyse det ene emne, og den nye bibellæser kan erindre, at hans verdslige venner, ja selv hans tidligere præst, spottede denne metode og sagde, at vidnerne „springer her og der omkring i bibelen ligesom græshopper, og ved at hoppe sådan rundt i bibelen kan man jo bevise hvad som helst“. Men ved dette studium efter emner var det, at han lærte mere af vidnerne i een måned, end han havde lært i sit tidligere kirkesamfund i tyve år.

¹⁴ Og har ikke også de inspirerede forfattere af de græske skrifter anført tekster, der er spredt overalt i de hebraiske skrifter? Og brugte ikke den store efterlignelsesværdige lærer, Kristus Jesus, i sin berømte bjergprædiken en og tyve citater fra de hebraiske skrifter, fra anden Mosebog, tredje Mosebog, fjerde Mosebog, femte Mosebog, anden Kongebog, Salmerne, Esajas og Jeremias? Han forsøgte ikke at „bevise hvad som helst“ ved at springe her og der i sin anvendelse af skriftstederne. Det var ved denne metode og til folkets behagelige overraskelse, at „han lærte dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge“, fordi han støttede sin lære og undervisning på Guds skrevne ords autoritet. — Mattæus 7:29.

15. Hvilke forrettigheder med hensyn til studium og undervisning opnås i mødesalen?

¹⁵ Ved studiet af Vagttaarnet i mødesalen får han at se, hvordan maden i rette tid fra Guds ord stråler og funkler og oplyser vejen til livet. Han har læst Vagttaarnet hjemme hos sig selv, men nu indser han, at der var meget af indholdet, han ikke havde fået rigtigt fat i. Og så tjenestemøderne og det teokratiske kursus! Da han gik i kirke, oplevede han aldrig noget, der kunne sammenlignes med disse møder! Det var altså derfor, Jehovas vidner var så dygtige til at forkynde evangeliet. Ved tjenestemøderne studerede de effektive måder at præsentere budskabet på, og de demonstrerede metoderne og drøftede dem. Og det hele var lagt sådan til rette, at den ene ikke gentog den andens arbejde. I skolen blev de undervist i at tale godt, i at opbygge et foredrag, de lærte om bibelens oprindelse og beskyttelse, om hvornår de forskellige bøger var blevet skrevet, af hvem, til hvem, hvad de indeholdt, og mange andre ting af stor betydning for forkyndere. De forkyndere, der var indtegnet som elever, holdt derefter foredrag i klassen og blev vejledet på en gavnlig måde med hensyn til deres måde at tale på og opbygningen af deres foredrag. Det var tydeligt nok, at vidnerne gjorde deres bedste for at adlyde den givne formaning: „Stræb efter at kunne træde frem for Gud som en mand, der kan stå prøve, som en arbejder, der ikke skammer sig ved sit arbejde, men forkynder sandhedens ord på rette vis.“ — 2 Timoteus 2:15.

16. Hvordan svarer tjenestemødet og det teokratiske kursus til den undervisning, Jesus gav sine disciple?

¹⁶ Den belæring og uddannelse, Jesus gav apostlene og de første kristne, kan sammenlignes med Jehovas vidners teokratiske kursus og tjenestemøder nu i tiden. Mange af Jesu taler var arbejdstaler, hvori han tilskyndede sine efterfølgere til at lade lyset skinne, til at forkynde Rigets evangelium, til at bære frugt, til at døbe de nye og sætte dem i gang med forkyndergerningen. Han ledede demonstrationer til gavn for sine efterfølgere og førte an i arbejdet og viste dem, hvordan det skulle udføres. „Han vandrede om fra by til by og fra landsby til landsby og prædikede og forkyndte evangeliet om Guds rige; og de tolv var med ham.“ (Lukas 8:1) De iagttog mester-forkynderen og lærte af ham, og senere hen gav de andre anledning til at mindes denne storslåede undervisning. (Apostlenes Gerninger 4:13) Da Jesus sendte de tolv apostle ud for at prædike, gav han dem særlig belæring om, hvordan de skulle behandle de interesserede og den modstand, de mødte i arbejdet fra dør til dør. (Mattæus 10:1-16) Senere hen gav han halvfjerds disciple en lignende undervisning i Teokratiets tjeneste, før han sendte dem ud i forkyndergerningen, og de vendte tilbage for at aflægge rapport om, hvordan det var gået dem i arbejdet. — Lukas 10:1-11, 17.

En herlig forandring for de guddommeligt uddannede

17. Hvilken forandring til det bedre medfører denne guddommelige belæring?

¹⁷ Nu standser den nye bibellæser for at tænke lidt over, hvad han har opnået ved den guddommelige undervisning, som Gud har tilbudt ham gennem sine vidner. Tidligere havde hans liv været en trædemølle af arbejde og et næsten desperat forsøg på at skaffe sig det, han engang regnede for „morskab“, hvilket ofte kunne trække ud til de sene nattetimer og medførte udsvævelser, som kun føjede nye byrder til hans jordiske arbejde. Bekymring over de forvirrede problemer i verden med krigsfrygten altid hængende over hovedet og ængstelse for sin familie på grund af finansielle byrder og farerne for ungdomskriminalitet berøvede hans sind al fred. Men hvor helt anderledes er det ikke nu! Han kendte Guds riges sikre hjælpemiddel, vidste, at det var nær, at de nuværende veer kun var forløbere for evige glæder i en ny verden, at de sorte skyer havde strålende sølvrande, når de blev betragtet i Guds ords profetiske lys. — Lukas 21:28-32.

18. Hvilken forandring sker der med hensyn til venner? Bekymrer han sig om det?

¹⁸ Naturligvis kommer mange af hans gamle venner ikke mere sammen med ham som før. Det ser ud, som om de ikke længere taler det samme sprog. Han ønsker ikke mere at gøre det, han plejede at gøre sammen med den gamle klike, han føler, at han har spildt alt for megen tid på det tidligere, og han bryder sig ikke engang om, at hans forrige venner nu søger at latterliggøre ham. Han finder trøst, når han læser: „Det er nok, at I tidligere har gjort hedningernes vilje og levet jeres liv i tøjlesløshed, onde lyster, fylderi, svir, drik og skammelig afgudsdyrkelse. Derover undrer de sig nu og spotter jer, når I ikke med de andre styrter jer ud i den samme strøm af udsvævelser; men de skal gøre regnskab for ham, som er rede til at dømme levende og døde.“ (1 Peter 4:3-5) Han bekymrer sig ikke over tabet af dem, for han har vundet mange andre og bedre venner. — Mattæus 19:29.

19. Hvilken fred kan han nyde, og hvorfor?

¹⁹ Desuden ejer han nu „Guds fred, som overgår al forstand“. (Filipperne 4:7) Ikke fred, blot fordi han ved, hvad fremtiden bærer i sit skød, og ikke mere er bekymret over forholdene og for sin familie. Ikke fred, blot fordi han har fundet åndelig føde og ikke længere er imponeret af verdens dåragtige visdom, der så ofte anvendes til ødelæggelse, eller fordi han har fundet bedre og renere venner. Hans fred er fra Gud, fordi han er blevet undervist af Gud med Guds visdom, og han er delagtig i denne guddommelige visdoms fordele. Som der står skrevet: „Visdommen ovenfra er først og fremmest ren, dernæst fredselskende, mild, hensynsfuld, fyldt med barmhjertighed og gode frugter, fri for partiskhed og hykleri. Og retfærdighed er frugt af en sæd, der sås i fred til gavn for dem, som stifter fred.“ — Jakob 3:17, 18.

20. Hvorfor må han bære frugt? Ved hvilken åndelig forvandling?

²⁰ Han er delagtig i velsignelser i fuldt mål, endogså så langt, at han frembringer „gode frugter“. Han begyndte som lærling og er nu blevet et redskab til undervisning som følge af sit flittige studium, for nu er han „duelig til også at lære andre“. (2 Timoteus 2:2) „I har fået det for intet, giv det for intet“, husker han på. (Mattæus 10:8) I henhold til bibelens regel har han erfaret, at „saligere er det at give end at modtage“. (Apostlenes Gerninger 20:35) Ved studiet af Guds ord, ved den belæring, han har fået i det teokratiske kursus og ved tjenestemøderne, og ved iagttagelse af nidkære vidners gode eksempel er hans mentale udsyn blevet forandret fra at tænke på den gamle verdens manér til at tænke i overensstemmelse med den nye verden. „Skik jer ikke lige med denne verden, men lad jer forvandle gennem en fornyelse af jeres sind, så I må kunne skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, velbehagelige og fuldkomne.“ (Romerne 12:2) Nu er han renset for alle tidligere dårlige tanke- og handlingsvaner ved Guds ord, og han er frugtbar i Rigets gerning, således som det er befalet. „Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den tager han bort, og hver, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt. I er allerede rene på grund af det ord, som jeg har talt til jer. Derved er min Fader herliggjort, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple.“ — Johannes 15:2, 3, 8.

21. Hvordan gavner den praktiske brug af denne undervisning ham?

²¹ Fred, som overgår al menneskelig forstand, ejer han nu, fordi han har fred med Gud, er i harmoni med Gud, gør Guds vilje og er med til at forsvare Gud. Han beviser, at han har visdom og forstand, ved at han adlyder befalingen om at prædike. (Salme 111:10) Ved at gøre brug af den guddommelige undervisning på arbejdsmarken, ved at gentage bibelens sandheder for folk ved dørene fæstner han sandhederne i sit sind og forhindrer, at de forlader hans hukommelse, når han har brug for dem. Vedvarende studium fylder på ny det ufuldkomne sind, der lader sandhedens vand flyde ud som fra et utæt kar. (Hebræerne 2:1) Ved flittig brug af sine åndsevner i studium opøver og styrker han dem, så de kan fordøje ikke bare mælken, men også den faste føde i Guds ord, og den styrke, han således opnår, sætter ham i stand til at modstå forfølgelse og andre sataniske snarer, som der er så mange af her i verden. Han skrider frem til den fulde modenhed, som bibelen formaner til: „Den faste føde er for de fuldvoksne, for dem, som gennem brugen har fået sanserne opøvet til at skelne mellem godt og ondt. Lad os derfor ikke her gå ind på børnelærdommen om Kristus, men ledes frem til de voksnes stade.“ — Hebræerne 5:14; 6:1.

22. Hvilken stor forret med hensyn til tjenesten kan han nå frem til?