Flere og flere pionerer for det gode budskab

I denne artikel foretages en grundig undersøgelse af spørgsmålet om heltidstjenesten som livsstilling. Her betragtes nogle af pionerens problemer, kravene og hvordan man kan holde ud i gerningen. Der gøres opmærksom på, at også børn kan deltage i pionerarbejdet. Da emnet har med arbejdet at gøre, bør artiklen studeres ved tjenestemødet i stedet for ved studiemødet over „Vagttaarnet“. Med anvendelse af den sædvanlige studiemetode bør hver kreds gennemgå artiklen på de tre sidste tjenestemøder i maj måned. Brug kun 30 minutter ved hvert møde til dette studium. Ved det første møde gennemgås paragrafferne 1-10, ved det andet møde paragrafferne 11-21 og ved det tredje møde paragrafferne 22-31.

1. Hvad styrter menneskeheden nu frem imod? Hvordan kan menneskene standse denne flugt?

SEKS og tredive år er forløbet, siden Gud oprettede sit rige i himmelen til gavn for menneskeslægten. „Jehovas dag“, som begyndte i 1914, er nu langt fremrykket, og verdens fuldstændige ende er nær. Menneskeheden står over for det største mandefald siden Noas tid. Når Harmagedons uvejr er forbi, vil der ikke være levende mennesker nok til at begrave de døde. (Jeremias 25:33) Ådselædende rovfugle og markens og skovens vilde dyr vil blive kaldt sammen til et festmåltid på menneskekød. (Jeremias 34:20) De usynlige dæmonhære kan uden tvivl se Jehovas befuldmægtigede repræsentant Kristus Jesus rykke frem imod dem. I desperation retter de deres fortvivlede og foruroligende indflydelse mod jordens konger for at drive dem som forskræmt kvæg til deres undergang. (Åbenbaringen 16:14-16) Det er derfor, jordens herskere er så forvirrede og forstyrrede, og den ene nation slår til den anden, ligesom det brølende hav slår mod de klippefulde kyster, medens menneskenes hjerter forsmægter af frygt for det, de ser komme over jorden. Jo nærmere enden kommer, desto mere vokser dæmonernes tryk; jordens herskere bliver mere desperate og hovmodige, hvilket fører til mere og mere undertrykkelse af menneskehedens hav. Kun ved kundskab om Guds rige og fuldstændig tillid til det kan mennesker standse deres hovedkulds flugt ned mod Harmagedons døde hav.

2. Hvordan viser Gud hensyn mod de undertrykte og uvidende?

² Jehova har ikke behag i de gudløses død. Hvor meget mindre har han da behag i de undertryktes og uvidendes død! I denne klasse er der mange sagtmodige og lærvillige mennesker, som sukker og græder over de vederstyggeligheder, der øves i landet. Selv om fremtiden ser mørk og håbløs ud for mange, er der dog en udvej. Ned gennem tiderne har Jehova altid vist hensyn mod de undertrykte. I tidligere tider sendte han sine profeter for at advare og pege på vejen til befrielse og efterlade en skriftlig beretning til gavn for fremtidige slægter. Tror du, at Gud nu i „endens tid“ ville lade verden gå sin undergang i møde uden en advarsel og uden at pege på en udvej? Vi kan være ganske sikre på, at det ville han ikke gøre, og han har ikke gjort det.

3. Hvorfor eksisterer Selskabet? Hvilke særlige opfordringer sender det ud?

³ Nu i tiden har Jehova Gud en moderne, effektiv arbejdsorganisation af tjenere, som er helt viet til ham og ledet af hans ånd. Guds ånd vejledte dem til at organisere deres lovformelige korporation, der hedder Vagttaarnets Bibel- og Traktatselskab, et redskab til at lette arbejdet med at kundgøre advarselen over hele verden, før den fulde ende kommer. Vagttaarnets Selskab klassificerer Jehovas aktive tjenere i to grupper: den klasse, der kun prædiker en del af tiden, og den klasse, der mere arbejder på heltidsbasis og forkynder budskabet mindst hundrede timer om måneden. Den sidstnævnte gruppe kalder Selskabet for „pioner-forkyndere“. Fra tid til anden udsendes der til alle kredse af Jehovas vidner specielle breve, der viser, hvor stor brug der er for, at flere går ud i pionergerningen. Selskabets grunde til stadig at udsende kald til pionerer forstås bedre, når man undersøger indholdet af de inspirerede skriftlige beretninger, der er skrevet til det nulevende slægtled.

4. Hvordan viste sønnen ligesom Gud hensyn mod den lidende menneskehed?

⁴ De hellige skrifter forudsagde en Messias, der ville forsvare Jehovas universelle eneherredømme og tilvejebringe en genløsning for den døende menneskeslægt. Tro mod Guds skrevne ord trådte hans førstefødte søn frem på jorden for at gøre sin Faders vilje. Det samme kærlige hensyn, som Gud viste mod den lidende menneskehed, blev også lagt for dagen af hans søn, og det på en afgjort måde. Skønt han ikke viste sig klædt som en amerikansk pioner i hjorteskind og med en riffel dinglende over skulderen, lignede han til at begynde med en mand, der pløjer jorden op og baner vej gennem religionens ørken, en ørken af gejstlige traditioner, som havde besnæret menneskene og gjort dem fremmede for den sande gudsdyrkelse. Med en virksom pionerånd skar Jesus en vej gennem jødernes religion og dannede en sti ud af den, som strålede af sandhedens lys. En lige og snæver sti var det, sammenlignet med den brede vej, der fører til undergangen; men dog førte den til frihed og evigt liv.

5. Hvordan var han et fuldkomment eksempel på en heltidspioner?

⁵ Jesus Kristus var et fuldkomment eksempel på en heltids pioner-forkynder. Han forstod til fulde den håbløse tilstand, jøderne befandt sig i, indspundet i deres religiøse traditioner, og derfor gjorde han alt, hvad der var muligt for at frelse dem. Hans dybtfølte sympati og ivrige omsorg for Jerusalems vel ses, da han sagde: „Jerusalem! Jerusalem! du, som ihjelslår profeterne og stener dem, der er sendt til dig! hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, som hønen samler kyllingerne under sine vinger! Og I ville ikke.“ For Jesus var det altid: Ske ikke min vilje, men din vilje ske, på jorden som den sker i himmelen. Derfor kan man ikke undgå at se Guds ånds virkekraft, der drev ham til at forøge intensiteten af evangeliets forkyndelse, efterhånden som hans jordiske virksomhed nærmede sig sin afslutning.

6. Hvad var nødvendigt for at undgå undergangen og gå ind i Riget?

⁶ Så stærk var denne forøgelse, at den tids religionsledere lagde råd op for at dræbe ham, inden deres græsgange blev fuldstændig ødelagt. Budskabets alvorlige betydning kunne ses og fornemmes af dem, der hørte Jesu indtrængende og vækkende formaning på løvhyttefestens store dag: „På den sidste og store højtidsdag stod Jesus frem, råbte og sagde: Om nogen tørster, han komme til mig og drikke! Den, som tror på mig, fra hans indre skal der, som Skriften har sagt, rinde strømme af levende vand.“ (Johannes 7:37, 38) Alt, hvad jøderne behøvede at gøre, var at tage imod Jesus som deres Messias, ikke i blind tro, men ved at ransage Skrifterne, som forudsagde ham, og se den håndgribelige opfyldelse lige for deres øjne. Havde de gjort det, ville de have undflyet Jerusalems ødelæggelse i år 70 og tillige vundet det evige liv i Riget.

7. Hvordan flød der vande ud fra de troende? Med hvilket resultat?

⁷ I Jesu og hans apostles tid udvidedes gerningen mere og mere. Når andre hørte og efterfulgte budskabet, strømmede der levende vand ud af deres indre, efter at den hellige ånd var blevet udgydt på pinsedagen i år 33, og dette „vand“ nåede igen ud til andre, som også fulgte budskabet. (Johannes 7:38, 39) Og således blev det ved indtil henved fyrretyve år senere, da Jerusalem blev ødelagt. Jehova tillagde ikke dengang disse første forkyndere nogen blodskyld. De havde ladet advarselen lyde, og det førte til frelse for dem, der gav agt på den, men til ødelæggelse for spotterne. Nu viser Vagttaarnets Selskab samme hensynsfuldhed mod denne generation, der står over for Harmagedonslagets ødelæggelse. To store fjendtlige organisationer skal da kæmpe den endelige kamp for een gang for alle at afgøre spørgsmålet om, hvem der har overherredømmet. Satans strategi går ud på at holde menneskene i uvidenhed og lade dem tumle i blinde ned i Harmagedonkatastrofens afgrund. Guds hensigt er at lade advarselen lyde ved at sende sine vidner gennem landet for at åbne de blindes øjne og udfri dem, der sidder i mørket.

8. Hvordan kommer Guds barmhjertighed til udtryk gennem, hans organisation af vidner?

⁸ Kristus Jesus er nu usynlig til stede i sit rige og hersker midt iblandt sine fjender. (Salme 110:1, 2) Han er nidkær for Jehovas side i stridsspørgsmålet, og han vil ikke vise barmhjertighed mod dem, der ikke vil forlade den store modstanders lejr. På den anden side er hans barmhjertighed mod de undertrykte ikke blevet formindsket den ringeste smule, siden han levede synligt her på jorden. Hans efterfølgere, som nu lever på jorden, ser også klart, hvad stridsspørgsmålet drejer sig om, og de har en særlig nidkærhed for Jehovas side i striden. De indser, at menneskene i vort slægtled er stillet over for en stor afgørelse, og for at de kan træffe denne afgørelse fornuftigt, må de have forståelse. Her kommer Guds barmhjertighed mod menneskene til udtryk gennem hans organisation på jorden, ved at han sender sine tjenere til dem. Og sandelig, Jehovas gerning er ikke forgæves, thi mange fra alle nationer, stammer og tungemål kommer op ad den lige og sikre vej, som fører til livet. Forkyndergerningen udvides mere og mere, men stadig er høsten stor, og i sammenligning med den er arbejderne få. Derfor er der stor brug for, at flere arbejdere bliver sendt ud på arbejdsmarken. Vagttaarnets Selskab indser dette og ledes derfor af Guds ånd til stadig at udsende opråb efter flere pionerer.

Betingelser for at træde ind i gerningen

9. Hvorfor bør man tage pionergerningen under overvejelse? På hvilken måde?

⁹ Ingen bør lukke sindet til for disse opråb og mene, at pionergerningen slet ikke er et spørgsmål, der angår ham. Hvis du er et af Jehovas indviede vidner, må du forstå, at for Gud er alle ting mulige. Han kan også gøre dig til pioner. Ved at tilskynde flere til at tage pionergerningen op venter Selskabet dog ikke, at du skal gøre det uden grundig overvejelse. En sådan beslutning må i sidste instans træffes ædrueligt ind for Jehova og i fuld tillid til ham. Hvis en mand har familie at forsørge og kommer til kundskab om sandheden og ønsker at blive heltidstjener, ville det ikke være ret for ham at gøre det, hvis han ikke samtidig kunne forsørge sin familie. De, der ikke sørger for deres egne, siger i Timoteus 5:8, er værre end de vantro.

10. Hvordan skulle en, der er bundet af ægteskab, bestemme sig vedrørende pionergerningen?

¹⁰ Det ville heller ikke være ret for en mand at lade sig skille fra sin hustru på grund af hendes vantro eller omvendt og gå ud i pionerarbejdet. Hvis den vantro er villig til at leve sammen med den indviede kristne, bør den indviede tage fornødent hensyn til den vantro. Det er den bibelske fremgangsmåde, og det kan være, at den indviedes vise og hensynsfulde handlemåde vil vinde den vantro over på Jehovas side. Gud forenede mand og kvinde i ægteskab, og sandheden skulle ikke adskille dem, medmindre den vantro nægter at blive boende sammen med den, der ønsker at tjene Jehova Gud. Derved ville den indviede naturligvis blive stillet frit, så han kunne koncentrere sig om Rigets gerning. Vi formanes til at arbejde på vor egen frelse med frygt og bæven. For at kunne det må vi gøre brug af et sundt sinds ånd. Følelser bør ikke have lov til at lede en til en forhastet beslutning efter øjeblikkets indskydelse. Jesus rådede sine tjenere til først at søge Riget og lovede, at de materielle ting skulle gives dem i tilgift.

11. Med hensyn til tjenesten, hvad betyder da det at søge Guds rige først?

¹¹ At søge Riget først betyder, at man altid sætter Rigets interesser højest i sine tanker. Den, der gør det, vil spejde efter lejligheder til at tjene Rigets sag og vil ikke altid først søge de materielle fornødenheder og samle sig verdsligt gods for at sikre sin fremtid. Naturligvis vil ikke alle kunne tage heltidstjenesten op. Alligevel gælder dette råd lige så vel dem, der finder det nødvendigt at beskæftige sig med verdsligt arbejde for at tjene de penge, de behøver. Ved at søge stadig at tjene Riget, efter som lejligheder byder sig, har mange set vejen åbne sig for dem til at træde ind i pionergerningen. Tusinder har benyttet sig af sådanne lejligheder, og uden tvivl er der nu tusinder andre knyttet til kredse af Jehovas vidner, som kunne blive pionerer, hvis de søgte mere ivrigt efter denne forret.

12. Hvorfor bør man ikke se med skepsis på deltidsarbejde for en pioner?

¹² Mange husmødre finder det muligt at arbejde tre til fire timer hver dag med at tale til andre om Rigets velsignelser. Måske ville du kunne gøre det samme. Om så er, burde du alvorligt overveje opråbene til at blive pioner. Det vil måske endda være muligt for både mand og hustru at arbejde som pioner, ved at den ene af dem eller de begge arbejder nogen tid ved verdsligt arbejde. Man skal ikke rynke på næsen ad muligheden for at arbejde en tid ved jordisk arbejde, for at man kan blive i stand til at blive ved i Rigets gerning. Det var nøjagtigt, hvad apostelen Paulus gjorde, for at han ikke skulle falde dem til byrde, som han prædikede for. Når han gjorde det, kunne der ikke rettes nogen anklage imod ham, medmindre den kunne rettes mod selve budskabet. Denne verdens ortodokse religion ser imidlertid ikke med anerkendelse på denne metode. På den anden side samler Jehovas vidner ikke deres menigheder i udsmykkede katedraler og stikker en kollektbøsse hen foran dem hele tiden under møderne.

13. Hvordan kan vi afgøre, hvor meget jordisk arbejde vi må udføre? Hvordan bør vi bruge den uretfærdige mammon?

¹³ Jehovas vidner kommer fra alle samfundsklasser og er beskæftiget med alle slags verdslige foretagender. Deres første mål er at behage Jehova Gud ved trofast at opfylde deres indvielsesløfter om at prædike. Hvor meget jordisk arbejde de skal udføre må rette sig efter omstændighederne. Med hensyn til at samle sig rigdom til fremtiden eller at leve i luksus nu, bør de kristne give agt på Jesu råd: Saml jer ikke guld og sølv, hvor tyve bryder ind og stjæler. Hvis man stræber efter at samle sig jordiske skatte, vil hjertet og sindet også være optaget af det. Men hvis „uretfærdighedens mammon“ bruges viist nu, kan det føre til, at dens bruger vil blive modtaget af vore sande venner, Jehova og Kristus, i de evige boliger, når den svigter. Hvorfor? Fordi hans skatte er samlet i himmelen, hvor tyve ikke kan stjæle, og fordi han direkte eller indirekte brugte sine penge som et middel til at gøre det muligt for ham at søge Riget først. — Lukas 16:9.

Guds støtte i arbejdet

14, 15. Hvordan må forkynderen tage Gud på ordet ligesom i Israels tilfælde?

¹⁴ Den indviede Guds tjener tager så at sige Jehova på ordet. Ved fornuftig eftertanke indser han, at hans handlemåde er den samme, som den israelitterne fulgte, da Jehova kaldte dem ud af Ægypten. Israelitterne var i trældom under den tids verdensmagt og stønnede under svære byrder og undertrykkelse. Ved Moses’s hånd udfriede Gud dem, efter at han havde ført ti ødelæggende plager over Ægypten. De sidste plager var et tykt mørke og Ægyptens førstefødtes død. Ved en storslået demonstration af sin vældige magt åbnede Gud det Røde Hav, og Israel marcherede over på tørt land. Farao og hans hær, der var drevet af vildt, blindt raseri, sprang lige ud på den åbnede vej, bare for at blive fanget og fuldstændig udryddet. Denne vældige demonstration af massebefrielse og massenedslagtning satte Jehovas navn på en fremtrædende plads i den daværende verdens øjne. Hans navn var blevet knyttet til et folk, han selv havde udvalgt.

¹⁵ Tror du, at Gud efter alt dette ville lade Israel gå til grunde i ørkenen? Tror du, han ville tillade, at der blev sagt: Gud kunne udfri Israel fra trældom, men han var ikke i stand til at ernære dem under deres rejse i ørkenen? Absolut ikke! For sit navns skyld bevarede Jehova over 2.000.000 israelitter i fyrretyve år. Deres klæder blev ikke gamle og udslidte; deres sandaler blev ikke slidt op, og mannaen fra himmelen svigtede aldrig, men stillede altid deres sult. Israel levede ikke i luksus, men de havde tilstrækkeligt, medens de var på vandring mod det forjættede land. Fremfor alt havde de rigeligt af åndelig føde, som de fik gennem Moses og det levitiske præsteskab. Med det frugtbare løftets land foran sig burde de have haft fred og tålmodighed og tilfredshed.

16. Hvad er der lovet os og givet os, som vi bør være tilfreds med?

¹⁶ I vor tid finder en tilsvarende udfrielse sted for tusinder, ja rimeligvis for millioner, inden det endelige opgør i Harmagedon. Denne store skare er dem, der bliver udfriet fra den nærværende onde verdens trældom. For dem er denne verdens øvrigheder og magter allerede, som om de var tilintetgjort; de anerkender kun Jehova Gud og hans søn Kristus Jesus som „øvrigheden“. (Romerne 13:1) Deres forstands øjne ser foran dem den lovede nye verden, der flyder „med mælk og honning“. Lige så sikkert som Jehova kaldte sit folk ud af Ægypten ved sin tjener Moses, således kalder han nu sit folk ud fra det modbilledlige Ægypten under sin større Moses, Kristus Jesus. Intet liv i overflod og behageligheder er lovet dem nu. Men der er rigeligt af det, de mest behøver til deres underhold. Hvad er det? siger du. Det er et bord med åndelig føde, „mad i rette tid“, der overgår alt, hvad der tidligere er blevet givet. Med sådanne åndelige velsignelser og det storslåede håb om en ny verden så nær kan Guds tjenere nu indtage samme tålmodige stilling som Paulus, der sagde: „Når vi har føde og klæder, skal vi lade os nøje med det“; thi „gudsfrygt er virkelig en stor vinding — sammen med nøjsomhed“. — 1 Timoteus 6:8, 6.

17. Hvordan betragter vi tingene, når vi får forøget værdsættelse af Gud?

¹⁷ Efter som den kristne vokser i åndelig forståelse og modenhed, forøges hans værdsættelse af Gud. Dette livs ting, der tidligere blev regnet for at være det vigtigste, skænker han nu kun ringe opmærksomhed. Han ser deres tilstand, som befinder sig i det modbilledlige Ægyptens tykke mørke, og gør, hvad han kan, for at åbne deres øjne for det eneste lys. Hvis Herren Gud åbner deres øjne for sandhedens lys, vil det lede dem sikkert gennem den gamle verdens forviklede politiks, handels og religions vildsomme ørken.

Børn som pionerer

18. Hvad opfordrer Selskabet børn til at blive, og hvorfor?

¹⁸ Israelitiske børn marcherede også under denne udgang fra Ægypten og blev ved gennem ørkenen for at arve det forjættede land. Børn findes også i dag i Guds folks rækker på vej frem mod den nye verden. Også de må være åndeligt stærke og rede til at vise, hvem de er, ved at vidne for andre. Derfor tilskyndes forældre til at opdrage deres børn i Herrens tugt og formaning. Til barnets eget vel og til Guds pris opfordrer Vagttaarnets Selskab også børn til at blive feriepionerer. „Af spædes og diendes mund har du beredt dig lovsang.“ (Mattæus 21:16; Salme 8:3) Ville det ikke gøre jer, I forældre, lykkelige og stolte at have et barn, der ønskede at tjene sin Skaber? At vide, at det ved kundskab og forståelse har valgt at tjene Gud i stedet for at bære sig ad, som børn her i verden ellers gør? En handlemåde, der endog kunne lede til forbrydelse og bringe skam og forsmædelse over jer.

19. Hvordan kunne nogen bestemme imod barnets bedste interesser? Hvorfor?

¹⁹ Du kunne måske tværtimod sige: „Jeg elsker mit barn for højt til at fylde dets unge sind med ideer, som kunne føre til, at det blev upopulært blandt nabolagets legekammerater, og derfor vil jeg ikke opmuntre det til at tjene Gud nu, men vil vente, til det bliver voksent; så kan det bestemme selv.“ Er det sand kærlighed til barnet? Sand kærlighed ville være at følge den fremgangsmåde, som gavner barnet mest i det længste tidsrum. I Harmagedonslagets nedslagtning vil hverken gamle eller unge blive skånet. Da arbejdet med at sætte et tegn var udført ifølge Jehovas befalinger, lød befalingen til hans skarprettere: „Oldinge og ynglinge, jomfruer, børn og kvinder skal I hugge ned og udrydde; men ingen af dem, der bærer mærket, må I røre.“ (Ezekiel 9:6) Derfor er der ikke givet nogen sikkerhed for, at et barn vil leve igennem Harmagedonslaget på grund af dets forældres arbejde i felten, hvis de har været ligegyldige over for deres egne børn. En fader eller moder kan i virkeligheden være nidkær og trofast på alle punkter undtagen med hensyn til at overgive sine egne børn til Guds gerning. Den selviske kærlighed til barnet kan måske få faderen eller moderen til at søge at beskytte det mod modstanderens forhånelser, som kommer over alle dem, der tager standpunkt for Riget.

20. Hvad viser Abrahams handlemåde med hensyn til at bestemme for sit barn?

²⁰ Tænk på Abraham, der ikke holdt sin eneste, elskede søn tilbage fra Gud. Abraham lærte Isak om Jehova, og da tiden var inde til, at han skulle ofres i lydighed mod Guds befaling, var han rede og villig. Antag, at Isak som følge af mangel på kundskab var blevet rædselsslagen og havde revet sig løs fra sin fader og var løbet af sted over bakkerne. Eller antag på den anden side, at Abrahams tro på Gud var blevet rystet af en selvisk kærlighed til hans søn, så han havde nægtet at lyde. Jehovas hensigt ville ikke være blevet opfyldt ved at danne et profetisk billede, der skulle forudsige hans enbårne søns opofrelse. Det var mere en prøve for Abraham end for Isak, men Abraham vidste, at det var en viis handlemåde at lyde. Det ville medføre det største gode for ham selv og for hans elskede søn. Forestil dig Abrahams og den unge fyrs glæde og tilfredshed, da Jehova sagde: „Ræk ikke din hånd ud mod drengen og gør ham ikke noget; thi nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke sparer din søn, din eneste, for mig. . . . Så vil jeg velsigne dig; . . . og i din sæd skal alle jordens folk velsignes, fordi du adlød mig.“ — 1 Mosebog 22:12-18.

21. Hvordan var Jesus ligesom Isak en viis søn?

²¹ Jehova bad ikke Abraham om at gøre noget, som han ikke selv var villig til at gøre. Som dreng blev Jehovas søn Jesus undervist tidligt, og det skabte hos ham ønsket om at vide endnu mere om sin himmelske Fader. Derfor var han i en tidlig alder i sin Faders hus og spurgte og diskuterede. Selv om denne handlemåde bragte ham i konflikt med den daværende verden og medførte hans død på pælen, ønskede han aldrig et eneste øjeblik at vende om. Både Isak og Jesus var vise sønner og glædede deres fædres hjerter.

22. Hvordan kan forældre tilskynde og hjælpe børn til at tjene Gud mere?

²² Strålende eksempler som disse kaster lys over den vej, nutidens forældre bør følge, når de opdrager børn. Hvis du har børn, så hjælp dem til at føle og fastholde ønsket om at tjene deres Skaber. Gør det muligt for dem at følge opfordringen til at blive feriepionerer. Mange vil følge opfordringen, hvis de bliver rigtigt undervist i hjemmet og regelmæssigt tages med hen i mødesalen til studiemøder, og hvis du tager dem med ud i arbejdet. Hvis de gør det, vil de ikke blive revet med i denne verdens stadigt voksende strøm af børneforbrydere, men vil give det evigt voksende rige deres støtte.

23. Hvad vil bevæge barnet til at følge opfordringen til at blive pioner?

²³ Fra barnets standpunkt vil dets unge sind kunne se forskellen på denne verdens målestok og den nye verdens, også med hensyn til børn på dets egen alder. I stedet for at fylde sit sind med dyrkelse af helte som for eksempel „Overmennesket Dick Tracy og den ensomme jæger“ vil det nøgternt betragte trofaste mænd af virkelig værdi som Josua og David. Hvis der ses skævt til barnet, fordi det ikke viser samme iver for vor tids sportshelte, behøver det ikke at bekymre sig om det. Det vil være tilfreds med at kunne påpege, at ingen af de andre børns helte kunne stå mål med David, der som ung hyrde dræbte en løve og besejrede en vældig kæmpe med en slynge, og Samson, der slog tusind fjender ihjel med kæbebenet af et æsel. Det barn, der med iver og begejstring vil tjene sin Skaber, har løfte om at komme til at leve i et smukt, jordisk paradis, hvor alle skovens dyr vil være dets kammerater. Kærlighed til Gud og tro på hans løfter vil være den drivkraft, der vil få barnet til at følge opfordringen til at blive feriepioner. Sidste sommer sluttede alene i de Forenede Stater over 800 børn sig til pionerernes rækker for at synge Jehovas pris.

Om at forblive i den gren af gerningen

24. Hvordan kan pionerer gøre fyldest i deres tjeneste?

²⁴ At forøge sin virksomhed og gå ud i pionergerningen vil ikke gå for sig uden prøver, hvad enten man er gammel eller ung, mand eller kvinde. En sådan fremgang vil få „denne verdens gud“ til at lægge endnu mere modstand på din vej for at hindre din fremgang. Følg Paulus’s råd: „Vær ædruelig under alle forhold, bær dine lidelser, gør en evangelists gerning, gør fyldest i din tjeneste.“ (2 Timoteus 4:5) Tusinder af pionerer rundt om på jorden gør fyldest i deres tjeneste trods hindringer og prøvelser. Jehova har forøget deres rækker så stærkt, at deres antal er vokset fra 462 i 1922 til over 12.000 pionerer, der er heltidsarbejdere. Af dem har over 1200 gennemgået Vagttaarnets bibelskole Gilead og fået yderligere uddannelse til missionsarbejde, så de kan tjene i andre lande overalt i verden. De er blevet udsendt til mere end 80 lande med det livgivende budskab til alle, som vil høre. I Sydamerika for eksempel er i de forløbne fem år den nye verdens tjeneres antal vokset fra 1700 til over 5000, som nu rapporterer hver måned. Det er en tilvækst på over 194 procent. En lignende tilvækst andre steder i verden må for en stor del tilskrives pionerforkyndernes arbejde. Og dog behøves der stadig flere og flere pionerer, for høsten er i sandhed stor.

25. Hvilke to store bud opfylder de? Med hvilke resultater?

²⁵ Jesus sagde, at hele Loven og Profeterne afhang af de to store bud: Du skal elske Jehova af hele dit hjerte, sind, sjæl og styrke, og dernæst: du skal elske din næste som dig selv. At rejse til et fremmed land for at arbejde kræver stor tro og fuld tillid til Gud. Kærlighed til Herren Gud og til ens næste betyder ikke en selvisk, følelsesbetonet kærlighed, der er en følge af falske religiøse lærdomme. Det betyder det fuldkomne udslag af uselviskhed. Pionerforkyndere må udvise den slags kærlighed, når de drager til et fremmed land. Trængsler og vanskeligheder vil de møde, men ved trofast udholdenhed vil frugterne af vort arbejde bringe glæde langt over forventning. Missionærernes erfaringer vidner herom. For eksempel hører vi fra det indre af Philippinerne om hele områder, hvor Jehovas vidner er i flertal. Fra Afrikas hjerte hører vi om hele landsbyer, som består af Jehovas vidner, og i alle lande vokser antallet af vidner. Rapporterne viser nu, at over 300.000 tjenere forkynder budskabet i det mindste noget af tiden hver måned. Deres forsamlinger er naboerne, som bor inden for deres rækkevidde. Således lægger de den sande kærlighed for dagen, ikke bare til Gud i lydighed mod hans befaling om at prædike, men også til deres næste. Når disse tjenere gør således, garanterer de frelse for sig selv og også for dem, der følger Rigets budskab.

26. Hvad kan Guds tjenere vente af ham, uanset hvad verden mener?

²⁶ Det er sandt, at Jehovas nye verdens tjenere, hvad enten de er pionerer eller ej, er et ejendommeligt folk. For Gud er de hans øjesten. For verden er de besynderlige og betragtes af mange som religiøse fanatikere. Men uanset hvad verden mener om Jehovas tjenere, som han i sin barmhjertighed sender ud med den sidste advarsel, vil han aldrig forlade dem. Hans øjne løber hid og did på jorden, og han vil vise sig stærk til at hjælpe dem, der elsker ham. — 2 Krøniker 16:9.

Hvad kræves der

27. Hvordan vil nogen måske ræsonnere med hensyn til at blive i pionergerningen?

²⁷ Hvad må man gøre, når man har taget skridtet ind i pionergerningen, for at være sikker på at kunne blive i denne gren af tjenesten? Lad os som svar på det spørgsmål betragte for eksempel „det troværdige og sanddru vidne“, Jesus Kristus. Hans virkelige handlemåde og hans mange råd giver os fuldkommen vejledning. „Javel,“ siger du måske, „Jesus sagde, at vi skulle betragte liljerne på marken, de hverken arbejder eller sørger for fremtiden, og dog var Salomo i al sin herlighed og rigdom ikke klædt så skønt som de. Jesus sagde også, at vi skulle se på himmelens fugle, hvordan den himmelske Fader sørger for dem. Og videre sagde han, at vi ikke skal bekymre os for dagen i morgen, for hver dag har nok i sin plage. Hvordan kan jeg blive i pionertjenesten, hvis jeg har en sådan indstilling? Vi lever i det moderne tyvende århundrede, og vi må være praktiske med hensyn til dyrtiden.“ Disse spørgsmål må naturligvis tages op til behandling.

28, 29. a) Hvorledes er tro på hjælp i tjenesten et nødvendigt krav? b) Hvordan ses det af Jesu egne erfaringer?

²⁸ Det første krav, der stilles til en pioner, er tro. Jesus overgik os alle i denne egenskab. Uden tro er det umuligt at behage Gud. Med den er tjenerens sind og hjerte i den rette tilstand til at kunne forstå og til at svare hurtigt, når han bliver oplyst. Jesus var en sand tjener, opflammet af en nidkærhed, der fik ham til at arbejde i sin Faders tjeneste som ingen anden. Han kunne ikke sætte sig ned og svaje for brisen bare for at se smuk ud i menneskers øjne og vente, at Gud skulle sørge for ham. Det var ikke hensigten med, at han var på jorden. Men liljerne opfyldte deres bestemmelse, og af den grund opholdt Gud dem i deres skønhed. Himmelens fugle opfylder også det, der er hensigten med dem, og bliver forsørget. For at Jesus kunne blive forsørget, måtte han opfylde Guds hensigt vedrørende ham, nemlig at bære vidnesbyrd om sandheden til forsvar for sin Faders eneherredømme over alle og at tilvejebringe genløsningen.

²⁹ Jesus udførte sin opgave fuldkomment, og der blev sørget tilstrækkeligt for ham, medens han var her på jorden. I tre og tredive og et halvt år levede han som menneskelig skabning, og hans materielle behov var ikke mindre end andre menneskers. Som ung har han uden tvivl arbejdet ved tømrerfaget. Tredive år gammel viede han hele sin tid til forkyndelsen af evangeliet. Han havde ikke lagt planer for ægteskab og for at sætte børn i verden, men besluttede i en tidlig alder at tjene sin himmelske Fader fuldstændigt. Da han trådte ind i heltidsarbejdet, behøvede han ikke at tænke på at skulle forsørge en familie. Hans tro var tilstrækkelig til, at han fuldstændig overlod omsorgen for sine fornødenheder i sin himmelske Faders hånd. Under sin trofaste forkyndelse fandt han, at de, der lyttede til ham, i mange tilfælde var villige og ivrige efter at indbyde ham til at spise hos dem. Når Jesus gjorde det, gav han dem åndelig føde, som var langt mere værd end den materielle mad, han fortærede. Han gjorde sig ikke mange bekymringer om sit nattelogis, men sov på ethvert sted, Jehova sørgede for, hvad enten det var under stjernerne, i en stald eller et hjem. Han sagde: „Ræve har huler og himmelens fugle reder; men Menneskesønnen har ikke det sted, hvor han kan lægge sit hoved til hvile.“ — Mattæus 8:20.

30. Hvad vil heltidstjeneren leve af og bære frugt?

³⁰ Det samme er muligt nu for ugifte mennesker, der ikke har familie og finansielle forpligtelser, og som fremfor alt er opflammet af nidkærhed for Jehova ligesom Jesus. Atter siger vi, at det betyder ikke, at du vil få de behageligheder og den luksus, som denne verdens mennesker venter sig. Mennesket lever ikke af brød alene, men af hvert ord, som går ud af Jehovas mund. Hvis du forkynder evangeliet, vil du leve af evangeliet, fordi en arbejder er sin løn værd. Mange af dem, du bringer livets vand, vil betragte det som en forret og en tjeneste for Herren Gud at give dig mad og drikke. Modtag det som Guds gave i sagtmodighed og med taknemmelighed. Da Jesus sagde om dem, der ville høre, at fra deres indre skulle der flyde levende vand, mente han, at Guds sandhed ville blive det første for dem i livet. De ville bære frugt, og apostelen Paulus sammenlignede dem med god jord, der drikker den åndelige vederkvægelses hyppige byger og frembringer vegetation eller Rigets frugter, som er til gavn for dem, for hvis skyld jorden bliver dyrket. Pionerer bliver dyrket af Gud for at udføre arbejdet med at forkynde om hans rige og advare om slaget ved Harmagedon.

31. Hvorfor er det nu særlig tiden til at slutte op i pionerernes rækker?