Mere om blodtransfusion

Den 3. februar 1950.

Fru N. N.

Deres brev af 16. december er ikke blevet besvaret før på grund af travlhed.

Deres oprigtige udtalelse om blodtransfusion sætter vi stor pris på, og vi vil ikke af den grund tage nogen åndelige forholdsregler over for Dem eller over for nogen anden, men må lade den store lovgiver være Deres dommer, ligesom han er vor. De udtalelser, vi har offentliggjort om dette emne, er noget, vi skylder dem, der søger åndelig vejledning hos os, og de er ikke fremkommet for at skabe splittelse blandt Jehovas folk. Gentagne gange stilles vi over for anmodninger om oplysning med hensyn til blodtransfusion, og de går ofte ud på at få os til at udtale en anerkendelse af denne medicinske behandlingsmåde. Det er så almindeligt, at vi til underretning for alle var forpligtet til at fremkomme med en udtalelse om sagen, så at de kunne kende vort standpunkt. Vore udtalelser har ikke skabt mere meningsforskel om dette emne, end der var, før vi sagde noget om det. Der er kun sket det, at vi har udtalt os tydeligt om sagen, så at andre, der har været i tvivl om vor stilling, ikke vil bede os om at anerkende, at de tager deres tilflugt til denne omdiskuterede lægebehandling. Hvis nogen mener, at vor stilling er rigtig og har bibelsk støtte, og vil lade sig lede af den, så er det godt; men hvis ikke, så må de selv stå til regnskab derfor ind for Gud. De vil ikke kunne hævde, at de har fulgt en bestemt handlemåde på grund af uvidenhed om, hvad vi tror er bibelens lære om emnet.

I 1 Korinter 9:9, 10 siger Paulus: „Er det okserne, der ligger Gud på sinde? Eller er det ikke helt med tanke på os, at han siger det? Jo, med tanke på os blev det skrevet [Moseloven].“ Vi spørger Dem derfor nu: Hvis Gud regnede de lavere dyrs blod så helligt, at han forbød at overflytte blodet fra deres legemer til det menneskelige legeme, regner han så den højere skabnings, menneskets, blod for at være mindre helligt, så at det ustraffet kan føres fra det ene legeme over i det andet? Gud begrænsede den rette brug af dyreofrenes blod til alteret for at gøre forsoning eller forligelse for synder, som et forbillede på at Jesu blod ligeledes kun måtte bruges på det åndelige alter til renselse for menneskehedens synder; og alle de kristne græske skrifter slår denne kendsgerning fast. Med hensyn til dette vigtige punkt har De derfor fuldstændig uret, når De siger, at „Gud eller Kristus Jesus aldrig har udstedt en befaling imod menneskets blod undtagen imod at udgyde det ved mord“. De siger med rette, at Kristus sagde, at hans disciple skulle spise hans kød og drikke hans blod, men De stiller også det spørgsmål: „Når Jesus gav sit blod for os, for at vi skulle få liv, evigt liv, ville det så ikke være passende, at vi, hans efterlignere, giver vort blod til en syg broder, når han er døden nær, så han kan blive rask og yderligere tjene Herren?“ Men vi spørger Dem: Gav Jesus sit blod ved den medicinske transfusion? Er det ved en medicinsk blodtransfusion, at hans disciple „drikker hans blod“? Eller er det ved tro på hans blod, der blev anvendt ligesom Israels dyreofres blod på Guds alter? Og hvis Jesus er Guds ypperstepræst, forbilledlig fremstillet ved Israels ypperstepræst Aron, begrænsede han så ikke anvendelsen af sit opofrede menneskelivs blod til den brug, som Guds lov foreskrev for det, nemlig på Guds hellige alter? (3 Mosebog 17:11) Hvordan kan nogen da påstå, at udgydelsen af Jesu blod som et offer bemyndiger hans efterfølgere til at være bloddonorer i forbindelse med blodtransfusion?

De siger, at Guds love vedrørende brugen af dyrenes blod ikke har noget at gøre med spørgsmålet om blodtransfusion. Vi siger, at Guds love i denne sag er betydningsfulde og forbilledlige, og at de i høj grad har noget med den sag at gøre. Hvis stilling er den sikre, Deres eller vor? Hvis stilling er mest bibelsk og tager det rette hensyn til Guds love?

Deres indrømmelse er meget interessant: „Hvis det blod, der gives Dem, ikke er foreneligt med Deres egen type, vil det dræbe Dem.“ Hvis blodtransfusion er anerkendt af Gud og er kristelig, hvorfor skulle det da være således? Af hvilken type var Kristi blod? Og gavner hans blod kun mennesker med en vis slags blod? Eller er det til gavn for alle? De henviser til det skriftsted, der siger, at Gud „har gjort, at hvert folk iblandt mennesker bor ud af eet blod“. (Apostlenes Gerninger 17:26, den rev. overs. af 1907) Hvorfor må lægerne da være så omhyggelige vedrørende blodtyper og andre ting i forbindelse med visse menneskers blod? Hvis Gud, den store læge, anerkender blodtransfusion, som den nu praktiseres, mellem menneske og menneske (ikke lavere dyr og menneske), hvorfor skulle blodtransfusion så ikke være udelukkende gavnlig og anvendelig uden alle de forsigtighedsforanstaltninger? Og tænk på al den skade, blodtransfusion har gjort, før lægerne opdagede faren ved denne behandlingsmåde, som de må være på vagt overfor. Tror De, at Gud har retfærdiggjort al den skade, der blev gjort under forsøgsstadiet, ud fra den antagelse, at lægerne arbejder på metodens fuldkommengørelse til større sundhed for hele menneskeheden?

De sender os et udklip af Evening Bulletin fra Philadelphia for fredag den 16. december 1949, der meddeler, at „Sjælden operation redder pige på 14 år“, og beretter om, hvordan denne pige var „bygget op af 17 blodtransfusioner“, og om hendes udskrivning fra hospitalet. Vi kan svare med et udklip fra The American Weekly for 29. januar 1950 med overskriften „Sikring af blodbankerne“. Det fortæller, at en ung pige, Mary, blev kvæstet og fik et chok ved en automobilulykke. Hun fik en blodtransfusion og var tilsyneladende normal efter to ugers forløb. Men „en måned senere fik Mary feber. Hendes øjne og hud fik et gulligt skær. Lægerne stillede diagnosen gulsot og sporede den tilbage til en alvorlig leversygdom, som mellem læger har navnet virus hepatitis. Denne sygdom forårsages af en smitsom virus. Hidtil er der ikke fundet noget særligt middel til at tilintetgøre denne virus. . . . I begyndelsen var kilden til Marys infektion et mysterium. Men så viste en undersøgelse, at hendes transfusion stammede fra en donor, hvis blod indeholdt den virus, som forårsager hepatitis. Marys helbredelse fra den sygdom, hendes donors blod havde givet hende, tog meget længere tid end hendes helbredelse fra følgerne af automobilulykken.“

Læg mærke til, at det foregående ikke er en sekterisk mening hos os, fremstillet i „jernhårde regler for menneskelige væseners opførsel“, „den frafaldne religions iøjnefaldende kendetegn“, men er en udtalelse af forfatteren af avisartiklen. Det er måske sandt, som De siger, at en romersk-katolsk pave bandlyste blodtransfusion, og dog har en anden pave, der påstås at være lige så ufejlbarlig som den første, prøvet blodtransfusion, som forårsagede donorens død, og nu til dags tyr katolikker til den samme behandling. Vi ved ikke, hvorfor katolikker forkaster en ufejlbarlig paves bandlysning; men vor indstilling til blodtransfusion er ikke dikteret af en paves bandlysning. Vi appellerer til den hellige skrift.

At De bringer spørgsmålet om tobaksrygning ind i denne sag, er ved siden af. Men det ser ud til, at i Deres argumentation for at få os til at stille os ligegyldige til rygning, er De inkonsekvent, når De appellerer til alt det gode, lægevidenskaben siger til fordel for blodtransfusion, medens De synes at ignorere alt, hvad videnskaben og dygtige lægeundersøgelser har at sige imod rygning og dens skadelighed for menneskets konstitution. Hvorfor ikke holde sig til alt, hvad lægevidenskaben siger, og være i overensstemmelse med det?

Vi vil lade disse paragraffer være nok som svar på Deres syv sider i håb om, at de gør vort standpunkt endnu mere klart for Dem. Om De antager det eller forkaster det, skader eller hindrer ikke os. Det er Dem, der skal tage følgerne af den handlemåde, De følger. Vi må bære vort ansvar ind for Gud som dem, der prøver på at forklare hans hellige ord og befalinger.

Med hjertelig hilsen.