Tilegnelse af livgivende kundskab

„Dette betyder evigt liv, at de tilegner sig kundskab om dig, den eneste sande Gud, og om den, du udsendte, Jesus Kristus.“ — Johannes 17:3, New World Translation.

1. Hvad forudsagde Jehova i Hoseas 4:1-9 om vore dage?

JEHOVA GUD talte om vore dage, dengang han gennem sin profet Hoseas sagde: „Hør, israelitter, Jehovas ord, thi Jehova går i rette med landets folk. Thi ej er det troskab, ej godhed, ej kender man Gud i landet. Man sværger og lyver, myrder og stjæler, horer, gør indbrud, og blodskyld følger på blodskyld. Derfor sørger landet, og alt, hvad der bor der, sygner, markens dyr og himlens fugle; selv havets fisk svinder bort. Dog skænde man ej, dog revse man ej, når mit folk kun er som dets præster. Du skal styrte ved dag, og med dig profeten ved nat. Mit folk skal gå til grunde, fordi det er uden kundskab. Da du har vraget kundskab, vrager jeg dig som præst; du glemte din Guds åbenbaring, så glemmer og jeg dine sønner. Jo fler, des mere de synded, ombytted deres ære med skændsel; mit folks synd lever de af, dets brøde hungrer de efter. Men præst skal det gå som folk; jeg hjemsøger ham for hans færd, hans id gengælder jeg ham.“ — Hoseas 4:1-9.

2. Hvad er årsagen til undergang? Hvem er ansvarlig herfor?

² Nogle få år efter, at hoseas ophørte med at profetere, blev Israels nordlige rige indtaget af hedenske erobrere, og i det påfølgende århundrede blev Jerusalem, den hellige stad, og templet ødelagt og jøderne landsforvist. En lignende undergang venter i en nær fremtid kristenheden. Ønsker de, der iagttager verdensbegivenhederne, at vide, hvad årsagen er til denne undergang? Med tanke på kristenheden, som den nu er, skulle de mærke sig profetens ord: „Man sværger og lyver, myrder og stjæler, horer, gør indbrud, og blodskyld følger på blodskyld“, altsammen fordi man „ej kender . . . Gud i landet“. Hvem gør Herren Gud ansvarlig for denne uvidenhed? De religiøse ledere, præsterne og profeterne, fordi det er deres pligt at undervise folket om Gud og folket venter denne vejledning fra dem. Og nu er folket ved at gå til grunde, „fordi det er uden kundskab“. Men retfærdighedens Gud erklærer, at „præst skal det gå som folk“, præsterne og præsteskabet vil det ikke gå bedre end folket. De har forledt folket til at vrage kundskaben om sandheden, og når en blind leder en blind, falder de begge i grøften, men den, som leder den anden, har større ansvar. — Mattæus 15:14.

3. Hvilken åndelig tilstand har ramt kristenheden? Af hvilken grund?

³ Guds skrevne ord, bibelen, har fået en udbredelse på hundreder millioner eksemplarer, og dog har det religiøse præsteskab ikke draget fordel af denne enestående omstændighed og tilskyndet folket til at studere den hellige skrift og vinde sig kundskab om Gud og hans rige. Er det derfor til at undres over, at ligegyldigt hvor man vender sig hen i kristenheden, befinder folk sig i religiøs forvirring, ingen forstår, hvorfor den almægtige Gud har tilladt dette ondskabens styre at råde indtil nu, og hvordan han har i sinde at gribe sagen an, eller hvad han vil de skal gøre, som længes efter en tryg tilværelse. Fordi bibelen med dens guddommelige undervisning har stået til rådighed for præsteskabet og de har forkastet dens sandheder og oplysende profetier, har Gud, den gavmilde giver af så rige åndelige gaver, vraget dem som sine talsmænd og den kanal, hvorigennem han giver oplysning og undervisning i bibelkundskab. De er blevet vraget som hans præster, for der står skrevet: „Præstens læber burde vogte på kundskab, og man burde søge vejledning af hans mund; thi han er hærskarers Jehovas sendebud.“ (Malakias 2:7, Amer. Stand. Overs.) Således har den åndelige hunger som forudsagt ramt kristenheden. „Se, dage skal komme, lyder det fra den Herre Jehova, da jeg sender hunger i landet, ikke hunger efter brød, ikke tørst efter vand, men efter at høre Jehovas ord. Da vanker de fra hav til hav, flakker fra nord til øst for at søge Jehovas ord, men finder det ej. Den dag vansmægter af tørst de fagre jomfruer og unge mænd [tørst efter sandhedens vand].“ (Amos 8:11-13) I stedet for, at man skulle finde Jehovas ord blandt præsteskabet og i kristenhedens religionssystemer, viser kendsgerningerne, at de forfølger Jehovas vidner, som forkynder hans ord.

Granskningen giver oplysende resultater

4. Hvorfor er det så nødvendigt at sidde inde med kundskab nu? Hvordan kan man vokse i kundskab?

⁴ Der lyder i dag fra folkene et fortvivlet råb om at få lov at leve. Men hvordan kan de finde vejen til liv? Dersom Guds regel står fast, at „mit folk skal gå til grunde, fordi det er uden kundskab“, så må også det modsatte være tilfældet, nemlig at folket skal frelses og bevares gennem tilegnelse af kundskab. Aldrig har kravet på livgivende kundskab været større end netop nu, fordi begivenhedernes udvikling siden 1914 tilkendegiver, at denne verden er nået frem til „endens tid“ og nu nærmer sig afslutningen på denne periode. Den så hårdt tiltrængte oplysning har Gud i sin nåde lovet at tilvejebringe, thi han sagde for lang tid siden til profeten Daniel: „Sæt lukke for ordene og segl for bogen til endens tid! Mange skal granske i den [løbe hid og did; eng. overs.], og kundskaben skal blive stor.“ (Daniel 12:4) Men hvis folkenes løben hid og did i kristenheden ikke bringer dem i kontakt med Jehovas ord, så de kan stille deres åndelige hunger, hvilken løben hid og did fører da til den lovede kundskabsforøgelse. Det er ved at løbe hid og did i Guds skrevne ord, det vil sige ved at granske og undersøge bibelen, at vi skal blive oplyste. Dersom det betalte præsteskab og de åndelige rådgivere kaster vrag på bibelen til fordel for verdslig filosofi og menneskelige overleveringer, der er i modstrid med Guds ord, så må de, der oprigtigt ønsker at opnå liv, selv granske i den hellige bog, om de nogen sinde skal få større livgivende kundskab. Enhver må derfor handle uafhængigt af de religiøse ledere, der har svigtet folket, og lægge tro for dagen og granske i Guds bog, der nu er uforseglet og åben. Hans ånd, der ransager Guds dybder, er blevet udgydt. Hans herlige tid til åndelig oplysning er kommet.

5, 6. a) Hvilken vigtig tjeneste har præsteskabet undladt at udføre? b) Hvad havde det til følge for dem selv og for Israels folk?

⁵ Den største tjeneste, nogen mand eller kvinde kan yde menneskeheden i dag, er at bibringe dem kundskaben om Gud og opmuntre dem til at granske hans bog ved personligt studium. Det religiøse præsteskab er kommet til kort i denne vigtige tjeneste, ligesom tilfældet var på Jesu tid. Guds søn udpegede uforfærdet dem, som Gud holdt ansvarlige for den dødbringende uvidenhed, folket befandt sig i. Han løb risikoen for at møde præsternes og de religiøse lederes forenede modstand, når han sagde: „Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! thi I lukker himmeriget for menneskene; selv går I ikke derind, og dem, som vil gå ind, tillader I det Ikke.“ „Ve jer, I lovkyndige! thi I har taget kundskabens nøgle; selv er I ikke gået ind, og dem, som ville gå ind, har I hindret deri.“ — Mattæus 23:13 og Lukas 11:52.

⁶ Ved at tilbageholde sandheden fra folket førte præsterne på Jesu tid hele nationen i undergang. Ved det ansvar, der påhvilede dem, gjorde disse religiøse ledere sig fortjent til udslettelse. Derfor råbte Jesus til dem: „Slanger, øgleunger, hvordan kan I undfly Gehennas dom?“ (Mattæus 23:33, New World Translation) Ved at holde folket i uvidenhed, fik de dem til at forlange, at Jesus skulle dræbes på marterpælen på Golgata. Syv og tredive år senere fik denne selvvalgte uvidenhed katastrofale følger, selve Jerusalems ødelæggelse, ledsaget af et enormt tab af menneskeliv, nøjagtig som Jesus havde forudsagt, ligesom også jødefolket ophørte med at eksistere som nation betragtet lige til vor tid. Og nu i „endens tid“ har den genopståede Israels nation med hovedstad i det moderne Jerusalem på ny valgt at følge i sine fædres spor og tilsidesætte Jehova Guds vejledning. Den har atter valgt „kejseren“ til ven fremfor at søge Guds rige ved Kristus. Den har vendt sig til denne gamle dødsdømte verden og er blevet medlem af de Forenede Nationer. Der er kun eet udfald muligt: undergang sammen med denne verden, fordi den som følge af mangel på kundskab om Jehova Gud og hans messianske rige har fulgt en uret vej.

Den rette vej

7, 8. a) Hvilke to mænd stod under Jesus i visdom? b) Hvorledes viste Israels erfaringer, at mennesket ikke kan frelse sig selv?

⁷ Jesus Kristus var den største af alle jøder, han var den jødiske Messias, Kristus. Kong Salomo i Jerusalem var, så længe han vandrede med Jehova, fortidens viseste mand, men Jesus Kristus var større end Salomo. Han vidste, hvad man må vide for at vinde det evige liv. Han var visere end den gamle hedenske filosof Thales af Miletus, der sagde: „Kend dig selv.“ Visere end den engelske digter Alexander Pope, der blev berømt for sine ord: „Vil man studere menneskeheden, sker det gennem studium af mennesket.“ Jesus pegede hen til en større kundskab, der var en betingelse for liv. Hvis et menneske søger at lære sig selv at kende, må den eneste ærlige slutning, han kan komme til, være, at han er ufuldkommen ligesom alle andre mennesker og en synder, og at han ikke i sig selv besidder noget middel til frelse. Selv den rest af samvittighed, han har nedarvet fra Adam, vil minde ham om, at han er en synder, og fordømme ham.

⁸ Vejen til frelse, midlet til at vinde det evige liv, ligger ikke i mennesket selv, om der end gives ham en fuldkommen lov. I femten århundreder levede jødefolket under loven, som Jehova gav dem gennem Moses. De kunne dog ikke følge Guds gode og hellige lov, den afslørede dem blot i endnu højere grad som syndere. Den lektie, man kan lære heraf, opsummerede Paulus med disse ord: „Vi ved, at alt hvad loven siger, taler den til dem, der er under loven, for at hver mund skal stoppes og hele verden stå strafskyldig for Gud, thi i hans øjne vil intet menneske blive retfærdiggjort af lovgerninger; ved loven når man nemlig kun at erkende sin synd.“ (Romerne 3:19, 20) Hvor kan vi i dag være glade for, at vi ikke behøver at gennemgå Israels femten århundreders erfaringer for at finde ud af, at vor frelse ikke opnås ved vore egne bestræbelser for at opnå selvretfærdighed!

9. Hvad var ifølge Jesu tilkendegivelse det største kald for os?

⁹ For at blive vise til frelse må vi agte på hans ord, som er større end Salomo, Jesus Kristus. Da han var her på jorden, sagde han til mænd og kvinder, at de skulle følge og efterligne ham. Det kan vi gøre ved at udføre det samme arbejde, som han udførte. Fordi Jesus ved et mirakel udvirket af Jehova Gud, hans himmelske Fader, fødtes som et fuldkomment menneske, var han den eneste mand, der kunne sætte sit liv til som et genløsningsoffer for menneskeslægten og således gøre det muligt for den at opnå evigt liv i den nye verden. Men hvad var det for et arbejde han udførte, inden han nedlagde sit liv, og som behagede Gud og var af så stor betydning? Hvad indviede han sig til som det allernødvendigste for folket, der gik undergangen i møde? Til den ifølge profetien fastsatte tid forlod han sin tømrervirksomhed og begyndte at prædike. Skønt han vidste, at det ville føre til martyrdød og offentlig skændsel, indviede han sig til at udbrede kundskab om Jehova Gud. Han fastslog derigennem, at forkyndelsen af Guds ord er det højeste kald. Denne verden vil betragte forkyndelsen af bibelen som noget dåragtigt og uden praktisk værdi, især på denne kritiske tid i verdenshistorien. Men hele verden med dens politiske stillinger og dens store forretningsposter og eftertragtede religiøse embeder kunne aldrig tilbyde os et højere kald end det, Jesus fremholdt fos os. For sin loyale færden midt i en fjendsk og utaknemmelig verden opnåede han titlen: „Det troværdige og sanddru vidne.“ (Åbenbaringen 3:14; 1:5) Kan vi i dag nyde nogen større forret end den at være vidner ligesom han, Jehovas vidner, og trofast vedblive dermed? Jesu eksempel siger nej!

Lærere

10. Hvilke ord af Jesus viser os, hvad mennesker må gøre for at vinde livet?

¹⁰ Næst efter at forsvare Jehovas eneherredømme som universets retmæssige suveræn var Jesus interesseret i et rigt og evigt liv for folket. Gud havde givet ham magt over alt kød, og Jesus var interesseret i at give menneskeheden fuldkomment liv i Guds billede og lighed, fri for al synd. Han vidste, at vi behøvede dette, og han gav sig selv hen for at vinde det til os. Han vidste, hvad det betød at kende Gud, og derfor sagde han: „Jeg er den rigtige hyrde, og jeg kender mine får og mine får kender mig, ligesom Faderen kender mig og jeg kender Faderen, og jeg overgiver min sjæl for fårenes skyld.“ Og i sin sidste bøn på jorden sammen med sine får sagde han: „Retfærdige Fader, verden er ikke kommet til at kende dig, men jeg er kommet til at kende dig.“ (Johannes 10:14, 15; 17:25, New World Translation) Det var Jesu personlige kendskab til Gud, der gav ham styrke til at hævde Guds universelle suverænitet og gennemføre Guds kærlige beslutninger med menneskeslægten, koste hvad det koste ville. I den sidste bøn, han bad til Gud sammen med sine trofaste apostle, sagde han til sin himmelske Fader: „Herliggør din søn, så sønnen kan herliggøre dig. Du har givet ham myndighed over alt kød, for at han kan give evigt liv til hele det antal, du har givet ham. Dette betyder det evige liv, at de tilegner sig kundskab om dig, den eneste sande Gud, og den, du udsendte, Jesus Kristus.“ — Johannes 17:1-3, New World Translation.

11. Hvorfor er studiet af Gud og kundskab om ham et højere studium, og hvorfor fører det til liv?

¹¹ Det råd, der fører til evigt liv, er ikke: „Kend dig selv.“ Menneskets største studium er ikke mennesket, enten dig selv eller andre. Menneskets største studium er Gud og Guds hovedredskab, Jesus Kristus. Det er rigtigt, at Gud er usynlig og står så uendelig langt over menneskets fatteevne, og dog har Gud gjort dette studium muligt for mennesket gennem sit skrevne ord og ved hjælp af sin oplysende kraft eller ånd. Et sådant studium befatter sig med ophøjede ting og er af allerstørste vigtighed for os. Vi må fortsætte dette studium, dersom vi ønsker at tilegne os den kundskab, der betyder evigt liv i den nye verden. Hvorfor? Fordi det betyder, at vi tilegner os kundskab om selve livets store kilde, Jehova, den eneste sande Gud, og også om Guds hovedredskab, hvem han bruger til at gøre det muligt for os at opnå livet, Jesus Kristus, som Gud udsendte til denne verden for at fortælle os om Gud, hvad ingen profet indtil da havde gjort. Når vi studerer mennesket, studerer vi en døende skabning. Når vi studerer Gud, studerer vi den livgivende Skaber. Det er naturligvis langt vigtigere at kende Skaberen og komme i kontakt med ham end at studere syndige, jordiske skabninger, der er dømt til døden. Det er også vigtigere at kende Skaberens livsmiddel end at interessere sig for skabninger, der trænger til liv og ikke formår at frelse sig selv. Dette højere studium fører til evigt liv.

12. Hvis lærer bliver Jehova? Ifølge hvilket løfte?

¹² Når vi vender os til Gud og Kristus og begynder et studium af Guds bog, så bliver han vor lærer, og han ved, hvorledes han skal vise os vejen til opnåelse af en evig tilværelse i fred og lykke. Gud lod nedskrive hos profeterne: „Alle dine børn bliver oplært af Jehova, og stor bliver børnenes fred.“ (Esajas 54:13) Disse ord blev henvendt til Guds „kvinde“, det vil sige Jehovas teokratiske organisation, „Zion“, der frembringer dem, som skal være Guds åndelige børn. Den første og største blandt disse børn er Jesus Kristus, der blev salvet til at være Jehovas konge i det forjættede rige. De andre af hendes her omtalte børn er hans efterfølgere, der er salvet med Guds ånd til at forenes med Jesus Kristus i det himmelske rige. Når hun frembringer disse børn, hvoraf Jesus var det første, opfordres hun til at juble og fryde sig og bryde ud i glædessang, fordi hun ikke længere er gold. (Esajas 54:1) Apostelen Paulus viser, at denne kvinde er Jehovas teokratiske organisation, og at hendes børn er Jesus Kristus og hans legemes trofaste lemmer, idet han siger: „Jerusalem, som er oventil, er frit, og det er vor moder. Thi der står skrevet: Fryd dig, du ufrugtbare, du, som ikke føder; bryd ud i råb, du, som ikke har veer, thi mange er den enliges børn, ja, flere end hendes, som har manden. Og I, brødre, er ligesom Isak forjættelsens børn. . . . Så er vi da, brødre! ikke trælkvindens, men den frie kvindes børn.“ — Galaterne 4:26-28, 31.

13, 14. a) Gennem hvem giver Jehova denne undervisning? b) Hvem får adgang til hans skole, og hvilke velsignelser opnår de?

¹³ Hvor storslået er det ikke at have Jehova Gud til vor lærer! En højere uddannelse end den kunne ingen få, for det betyder at modtage belæring fra den højeste kundskabskilde i livets skole. Og Gud har udvalgt sin kongelige søn, Jesus Kristus, til at være lærer sammen med sig. Af denne særlige grund sagde Jesus til sine efterfølgere: „Men I skal ikke lade jer kalde Rabbi; thi kun een er jeres mester, og I er alle brødre. . . . Ej heller skal I lade jer kalde førere; thi kun een er jeres fører, Kristus.“ (Mattæus 23:8, 10) Vi må derfor lade os undervise af Jehova Gud gennem Jesus Kristus.

¹⁴ Mange nægter at lade sig oplære, fordi undervisningen kommer gennem Jesus Kristus, og de ønsker ikke at blive som deres lærer. Det er derfor ikke alle mænd og kvinder, der får adgang til eller anmoder om optagelse i denne skole for den højeste lærdom, men kun dem, som elsker og frygter Jehova Gud og som han drager til sig. Jesus gjorde dette klart, da han sagde: „Ingen kan komme til mig, uden at Faderen, som sendte mig, drager ham; og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. Der står skrevet hos profeterne: Og de skal alle være oplært af Jehova. Enhver, der har hørt og lært af Faderen, kommer til mig.“ (Johannes 6:44, 45, New World Translation) Ifølge Jesus fører den lærdom, en kristen tilegner sig i denne teokratiske skole, til opstandelse fra de døde og til evigt liv i de indledende tusinde år i den nye verden. De, som oplæres i denne skole, velsignes med fred og fremgang og holdes borte fra denne gamle verdens selviske og dødbringende stridigheder. Lad os derfor vogte os, at vore lærere ikke bliver mennesker med deres døde forskrifter, overleveringer og verdslig filosofi, men at det er universets to store lærere, Jehova Gud og Jesus Kristus. Det betyder selve livet for os.

15, 16. Hvad var det, der gjorde Jesus til en pålidelig lærer?

¹⁵ Jesus opfyldte alle betingelser for at være en pålidelig lærer. Han tog ikke plads på lærersædet i Jehovas livets skole, for derfra at vende sig til denne verdens tomme filosofi og lære sine elever noget, der gik imod den store overlærers principper, blot for at vinde popularitet i denne gamle verden. Hvad Gud kræver af alle, som påstår at repræsentere ham og tale på hans vegne, er, at de siger sandheden om Gud og videregiver den sande kundskab om ham til folket. Ved to lejligheder citerede Jesus fra Hoseas’s profeti, det sjette kapitel, hvor der står: „Ej slagtoffer — kærlighed vil jeg, ej brændofre — kendskab til Gud! De bryder pagten i Adam, er mig utro der.“ (Hoseas 6:6, 7; Mattæus 9:12, 13; 12:7) Det var derfor, Jesus svang Guds profetiske ord som et sværd og jog det i det religiøse præsteskab og aflivede deres religiøse påstande.

¹⁶ Hoseas’s profeti forudsagde i de foregående vers, at Jesus ville handle således: „Hvor kan jeg hjælpe dig, Efraim, hvor kan jeg hjælpe dig, Juda? Jeres kærlighed er morgentåge, dug, som årle svinder! Thi hugged jeg løs [Jeg hugged løs, eng. overs.] ved profeter, dræbte med ord af min mund, min ret stråler frem som lys.“ — Hoseas 6:4, 5.

17. Hvilken vej må vi følge for at blive trofaste vidner for Gud?

¹⁷ Hele bibelens lære fra første til sidste vers går ud på, at folket går til grunde af mangel på kundskab om Gud, deres skaber og frelser. For at tilfredsstille denne kundskabshunger tilbyder Gud dem denne undervisning i sin inspirerede bog. Lad derfor os, som ønsker at være hans trofaste vidner, lægge os dette på sinde og ikke vende os til noget andet. Lad os holde os strengt til at forvalte Guds rene ord til ære for ham og til frelse for folket. Nu er turen kommet til kristenhedens præsteskab, fordi de har vendt sig fra hans ord og har efterlignet præsteskabet på Jesu tid; der hugges nu løs på dem ved profeter, og de dræbes ved ord af Guds mund. Kan de lide det? Naturligvis ikke; de hader Jehovas vidner, fordi de forkynder profetierne og ord fra Guds mund, der har en så dræbende virkning på præsteskabet i folkets øjne.

Alsidig undervisning

18, 19. Hvorfor er delvis kundskab ikke tilstrækkelig for at opnå frelse?

¹⁸ Når vi lader os undervise af Gud gennem bibelen, lad os så tage imod al den undervisning, der gives der. Den store lærer advarer os om, at vi hverken må føje falsk verdslig kundskab til hans ord eller trække noget fra. Vi må have de fulde oplysninger for at kunne opnå den frelse, Jehova har tilvejebragt. I tusinder af år havde gudfrygtige mænd og kvinder søgt oplysning om den, som Gud ville udsende, og ønskede at identificere ham for at slutte sig til ham. Til den fastsatte tid kom Messias i Jesu Kristi skikkelse. Dersom vi ville bære os ad ligesom præsteskabet på Jesu tid og lade hånt om de kendsgerninger, der er en opfyldelse af profetierne, ville vi aldrig vinde det evige liv. Vi ville være som de jøder, der gik til grunde, fordi de vragede denne kundskab. Kundskab om Gud er kun delvis uden kundskaben om hans søn, Jesus Kristus. Det er umuligt at opnå liv ved Moseloven. Ligeledes er kundskab om Jesus Kristus uden kundskab om Jehova Gud kun delvis, som den er det i kristenheden i dag. At kende Jehova Gud og at kende Jesus Kristus er to uadskillelige ting, hvis frelse skal kunne opnås.

¹⁹ Johannes 3:35, 36 siger: „Faderen elsker Sønnen, og alt har han givet i hans hånd. Den, som tror på Sønnen, har evigt liv; den som ikke lyder Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham.“ Og i 1 Johannes 2:22, 23 står der: „Hvem er løgneren, om ikke ham, som nægter, at Jesus er Kristus? Han er antikristen, som fornægter Faderen og Sønnen. Enhver, som fornægter Sønnen, har heller ikke Faderen; den, som bekender Sønnen, har også Faderen.“ Og hertil føjer 1 Johannes 4:15: „Den, der bekender, at Jesus er Guds søn, i ham bliver Gud, og selv bliver han i Gud.“ Der er ingen anden vej. At vi tilegner os kundskab om den eneste sande Gud og også om den, han sendte, Jesus Kristus, er, hvad der betyder det evige liv for os.

(The Watchtower, 1. september 1950)