Begyndelsen til den nye verdens samfund

1. Hvordan bliver den nye verdens samfund? Hvorledes har Rigets oprettelse allerede berørt os?

DEN GAMLE verden har sit samfund eller sin sociale ordning, hvorunder dens beboere lever. Den nye verden vil også have sit samfund, og dens medlemmer vil leve i harmoni med en retfærdig ordning. Satan, Djævelen, det nuværende onde tingenes systems gud, er det gamle verdenssamfunds usynlige hersker, men han vil ikke blive den nye verdens gud. Hans onde system vil blive udslettet i den kommende krig på „Guds, den Almægtiges, store dag“, Harmagedon. (Åbenbaringen 16:14-16, NW) Jehova, hvis universelle overhøjhed Satan har draget i tvivl, vil blive den nye verdens eneste sande og levende Gud. Han vil herske gennem sin trofaste søns, Kongen Jesu Kristi, teokratiske regering. Dette rige vil indføre nye tingenes systemer, dem, bibelen omtaler som fremtidige. Selve oprettelsen af Guds rige i himmelen ved indsættelsen af hans søn på tronen i 1914 foranledigede en fuldstændig forandring i Guds åndelige børns aktivitet, disse, som var under den nye pagt. Det har på vidunderlig måde forandret det budskab, de forkynder på hele jorden til et vidnesbyrd for alle nationerne. Ja, det har lagt en „ny sang“ i deres mund, sangen om Guds rige, som nu endelig lyder efter årtusinders ventetid. (Åbenbaringen 14:3; 12:1-10) De tingenes systemer, hvorunder vi har levet i overensstemmelse med den nye pagt, har været storslåede, må vi indrømme; men de, som vil blive indført i den nye verden, vil blive endnu vidunderligere for hele dens samfund.

2. Hvorfor bliver det anderledes i den nye verden? Hvilket bevis har vi herfor?

² Hvorfor skulle det ikke blive anderledes, ja bedre? Den vil jo have nye himle og en ny jord. Tilintetgørelsen af denne gamle verden med dens djævelske himle og jord vil ikke være nogen ulykke. Vi ser med længsel og iver hen til den og gør, som apostelen Peter sagde: „Mens I venter og holder nær i tanke Jehovas dags nærværelse, hvorved himlene skal komme i brand og opløses og elementerne komme i glød og smelte. Men der er nye himle og en ny jord, som vi venter på ifølge hans løfte, og i disse skal retfærdighed bo.“ (2 Peter 3:12, 13, NW) Jesu Kristi rige vil, sammen med hans 144.000 trofaste sejrvindere, udstrække sin magt over hele denne klode og udgøre de „nye himle“. Til disse åndelige efterfølgere har Jesus sagt: „Der er ingen, som har forladt hus eller hustru eller brødre eller forældre eller børn for Guds riges skyld, uden at han skal få det mangefold igen her i denne tidsperiode og i det kommende tingenes system evigt liv.“ (Lukas 18:29, 30, NW; Markus 10:30) I Mattæusevangeliet tales der om det kommende system, og der kaldes det „genfødelsen“ eller den „nye verden“, og der siges her: „I genfødelsen [den nye verden], når Menneskesønnen sidder på sin herligheds trone, skal også I, som har fulgt mig, sidde på tolv troner og dømme Israels tolv stammer. Og enhver, som har forladt hjem eller brødre eller søstre eller fader eller moder eller børn eller marker for mit navns skyld, skal få det mangefold igen og arve evigt liv.“ — Mattæus 19:28, 29, NW, margen.

3. Hvad bliver den „nye jord“?

³ Men hvad med den „nye jord“? Den vil blive et samfund af mennesker på selvsamme jordklode naturligvis, men organiseret efter et nyt og retfærdigt tingenes system under Riget. Uden al tvivl vil de fleste af dem, som skal leve på den „nye jord“, blive oprejst fra de døde. Som Jesus sagde, da talen drejede sig om menneskeslægtens opstandelse som et hele: „Dette tingenes systems børn tager til ægte og bortgiftes; men de, som er blevet agtet værdige til at få del i det tingenes system og i opstandelsen fra de døde, tager hverken til ægte eller bortgiftes. I virkeligheden kan de heller ikke mere dø; for de er som englene, og de er Guds børn, da de er opstandelsens børn.“ — Lukas 20:34-36, NW.

4. Med hvem vil den nye jord begynde? På hvilken måde er de fremmede?

⁴ Til at skabe dette kommende tingenes system bruger Gud sin herliggjorte søn Jesus. (Hebræerne 1:1, 2, NW) Den „nye jord“, som Riget vil indføre, vil begynde med dem, som overlever Harmagedon, og som har et jordisk håb. De er den rette Hyrdes „andre får“. En „stor skare“ af dem, hvis tal stadig vokser, lever nu sammen med resten af Rigets arvinger, der er under den nye pagt. Disse „andre får“ nyder godt af mange af den nye pagts foranstaltninger side om side med den åndelige rest. I virkeligheden svarer vor tids „andre får“ til de retsindige „fremmede“, der levede i fred og samdrægtighed inden for det gamle Jerusalems byporte og under den gamle lovpagt. De ti buds lov om sabbaten taler profetisk om „den fremmede inden dine porte“. Denne gamle lovpagt havde mange foranstaltninger for disse gudfrygtige fremmede. I mange ting havde den de samme anordninger for dem som for de kødelige israelitter. (2 Mosebog 20:8-10; 12:48, 49) Vor tids skare „fremmede“, der bor som gæster inden for den nye pagts porte, er blevet rigt velsignet sammen med den åndelige rest, når de har adlydt de samme guddommelige anordninger.

„Fyrster på hele jorden“

5. Hvis tilsynekomst har vi i årevis set frem til? Hvorfor?

⁵ I en årrække har både resten og den store skare fremmede eller „andre får“ set frem til, at den nye jords lovede „fyrster“ skulle komme. Deres forventninger har været baseret på den udtalelse i Salme 45:17, der er henvendt til den nye verdens konge: „Dine sønner træder ind i dine fædres sted. Du gør dem til fyrster på hele jorden.“ (KJ) Før i tiden har vi forstået det således, at det kun gjaldt Jehovas vidner fra gamle dage før Kristus, mænd, som var enten Jesu Kristi kødelige forfædre som Abraham, Isak, Jakob og David eller trofaste profeter og medvidner på deres tid. Deres række strækker sig fra Abel til Johannes Døber, og en del af deres navne og bedrifter omtales i Hebræerne, det ellevte kapitel. Ud fra Hebræerne 11:2, 38 plejede Vagttaarnets publikationer at hentyde til dem som „fortidens troshelte“.

6. Hvilke børn vil Kongen få? Hvordan? Hvilket spørgsmål melder der sig derfor?

⁶ Dengang Jesus Kristus var på jorden, døde han ugift og barnløs, men Salme 45:17 forsikrer os om, at i sin himmelske herlighed som konge skal han have jordiske børn, og Esajas 9:6 taler om hans fødsel og siger, at hans navn skal være „Evigheds-fader, Fredsfyrste“. Ved at skænke evigt liv til den lydige menneskehed, for hvis liv i den nye verden han døde, vil han have mange sønner, Fredsfyrstens sønner. Han skal være deres evige Fader. De, som vi plejede at kalde „fortidens troshelte“, skal også være hans sønner, idet han oprejser dem fra de døde og giver dem liv som belønning for deres usvigelige loyalitet. Spørgsmålet er derfor: vil disse sønner, som han gør til „fyrster på hele jorden“, begrænse sig til at omfatte de trofaste vidner for Jehova Gud fra før Kristi fødsel? Hvilket svar kan vi nu give?

7. Hvorledes og hvorfor begunstiges nogen nu med det høje kald? Hvem andre har vist sig, og i hvor store tal?

⁷ Folket for Jehovas navn, som han har kaldet med det høje kald til det himmelske rige, og som han har udtaget af alle nationer gennem den nye pagt, er nu næsten fuldtalligt. Kun en lille rest af dem findes endnu på jorden. Også i vor tid er det kun få af de mange, som indvier sig helt og fuldt til Gud gennem Kristus, der vidner om at have modtaget det høje kald. De få, som nu modtager dette kald, begunstiges på denne måde, for at de skal indtage sådannes plads blandt den åndelige rest, som på grund af utroskab midt i denne verden mister deres forret i forbindelse med Riget. Dette høje eller himmelske kald vil snart ophøre, idet alle medlemmer af rigsskaren vil være løskøbt blandt menneskeheden og have bevist sig som trofaste sejrvindere over Satans verden. Men nu i året 1950 er der tusinder af andre, som helt har indviet sig til Jehova ved Kristus, og som har taget den alvorsfulde tjeneste som Jehovas vidner op. Forud for 1935 kunne vi ikke forestille os denne „store skare“ af indviede „andre får“. Hvad med dem, spørger vi nu. — Åbenbaringen 7:9-17.

8. Hvad sagde Den nye Skabning, kapitel 3, herom?

⁸ Så langt tilbage som 1904 skrev Vagttaarnets Selskabs første præsident sjette bind af Studier i Skriften, „Den nye Skabning“. I kapitel 3, „Den nye Skabnings Kaldelse“, sagde han følgende (side 175): „Vi kan være sikre paa, at Herren har andre Velsignelser i Beredskab for dem, der indvier sig helt som Ofre i Herrens Tjeneste, efter at Førstegrøden er blevet fuldtallig, og at hans Velsignelser kun kan blive dem til Del, som saaledes overgiver sig til ham. De kan muligvis komme til at dele Lod med Trosheltene fra Tiden før Kristus, der havde det gudvelbehagelige, opofrende Sindelag, før den store Kaldelse udgik.“

9. Hvad sagde Vagttaarnet herom i sit decembernummer 1915?

⁹ Mange år efter udgivelsen af denne publikation havde Vagttaarnet følgende at sige i dets nummer for december 1915 i paragraf 5, 6 i artiklen om „Høstarbejdet“ (side 184): „Det er vor Tanke, at naar denne Evangelietidsalders „Dør“ er lukket, vil ikke flere blive avlet af den hellige Aand til den aandelige Natur. Enhver, der efter den Tid kommer til Gud gennem Indvielse, før Genoprettelsesværket indstiftes, vil blive antaget af Ham, ikke til det aandelige Tilværelsesplan, men til det jordiske Plan. Saadanne vil maaske komme ind under de samme Vilkaar som de gamle Værdige, der blev antaget af Gud. De gamle Værdige kom ind paa en Tid, da intet Kald stod dem aabent — idet det høje Kald endnu ikke var aabnet, . . . Vor Tanke er den, at enhver, der under saadanne Betingelser vil indvi sig fuldt og helt til Herren, forlade alt for at følge i Hans Fodspor og leve trofast med Hensyn til denne Indvielse, maaske kan faa det Privilegium at blive regnet med til en Klasse lig den, der gik forud for denne Evangelietidsalder. Vi kender ingen Grund, hvorfor Herren skulde nægte at antage dem, der indvier sig efter Evangelietidsalderens og det høje Kalds Afslutning, førend Tusindaarstidsalderen fuldt ud er indført.“

10. Hvilke kendsgerninger vedrørende denne skare er siden 1920 kommet til at stå meget klarere?

¹⁰ I nummeret for april 1920 (siderne 54-62) drøftede Vagttaarnet i en artikel, „Fortidens og Nutidens Værdige“, spørgsmålet om muligheden af en skare „nutidens værdige“, og svaret blev i overensstemmelse med den tids oplysninger og kendsgerninger nej! Men det var femten år før åbenbarelsen af den „store skare“, der skildres symbolsk i Åbenbaringen 7:9-17. Det var år før, medlemmerne af denne store skare af „andre får“ begyndte at strømme til den åndelige rests side. Det var år før, man forstod, at det var på sin plads for denne store skare at foretage en fuldstændig indvielse til Gud gennem Kristus. Men disse, som hører til denne stadig voksende store skare, har allerede indviet sig til Gud gennem Kristus i lige så fuld udstrækning som den åndelige rest. Ligesom resten har de symboliseret deres indvielse ved vanddåben. Og siden har de bestræbt sig for at bevise oprigtigheden i deres personlige indvielse ved at gøre Guds vilje og underkaste sig det ansvar, der påhviler Jehovas vidner.

11. Hvorledes står det til med deres tro i sammenligning med fortidens trofaste vidners?

¹¹ Er de mænd og kvinder af samme tro som Abel, Enok, Noa, Abraham og Sara? Ja, og de er gået endnu længere i deres tro end fortidens vidner. Disse så i tro hen til Kristus, Abrahams sæd. Men de „andre får“ i vor tid har taget imod Jesus som Messias, deres frelser og konge. Mange retfærdige mænd og konger i fortiden ønskede at se de ting, som de „andre får“ nu ser og hører. I stedet for at pege frem til Riget som noget ubestemt og fremtidigt forkynder disse får nu, at Riget er oprettet og snart vil indføre den nye verden. — Mattæus 13:17.

12. Har de lidt for deres tro ligesom fortidens trofaste mænd og kvinder? Er disse lidelser nu forbi?

¹² Men har disse andre får lidt for deres tro som Jehovas vidner ligesom fortidens godkendte mænd og kvinder? Har de måttet „udstå spot og pisk, ja lænker og fængsel“? Er de blevet stenet, dræbt med sværd, har de været iført fåre- og gedeskind, har de lidt nød og trængsel, er de blevet mishandlet, har de flakket om i ørkener og bjerge og i jordens huler og kløfter? (Hebræerne 11:36-38, NW) Har den gamle verden handlet på uværdig måde over for disse nutidens Jehovas vidner? Der er de senere års beretninger. Undersøg dem. Beviserne er overvældende! Men der må endnu flittigt lægges tro og retskaffenhed for dagen, vidnes og lides i stor udstrækning, inden vi som sejrvindere træder ind i den nye verden. Disse „andre får“ beviser sig i sandhed som urokkelige vidner for den højeste Gud ligesom deres forgængere i tiden før Kristus. Men de må fortsætte med at bevise deres hengivenhed lige til enden i den tid, der er tilbage inden Harmagedonslaget og den nye verdens herlige fødsel.

13. Siger Salme 45:17, at det kun er „fædrene“, der vil blive gjort til fyrster? Hvordan skal dette vers forstås?

¹³ De, som lægger tro og retskaffenhed for dagen, vil blive Kongen Jesu Kristi, Evigheds-Faderens, børn, lige såvel som de trofaste vidner før Kristi tid. Da de jo lægger samme tro for dagen, er der intet i bibelen, der modsiger tanken om, at han vil bruge så mange af disse „andre får“, som han finder nødvendigt, og sætte dem til „fyrster på hele jorden“. Når vi undersøger Salme 45:17, ser vi, at der ikke står, at kun de, som var Jehovas salvede konges jordiske „fædre“, vil blive de børn, som han gør til synlige jordiske fyrster, der skal repræsentere det himmelske rige. Moffatts bibeloversættelse gengiver Salme 45:17 således: „Dine sønner skal træde i dine fædres sted og blive til fyrster i hele landet.“ Den franske romersk-katolske oversættelse af Crampon lyder: „Dine børn skal tage dine fædres plads; du vil gøre dem til fyrster over hele jorden.“ Den spanske romersk-katolske oversættelse Nácar-Colunga gengiver det på samme måde.a

14. Hvorledes benyttes udtrykket Sar? Hvad antyder det med henblik på de trofastes fremtidige muligheder?

¹⁴ Når vi undersøger betydningen af ordet fyrste eller prins, der er gengivet fra det hebraiske ord Sar (hunkøn: Sara), ser vi, at det ikke nødvendigvis hentyder til en kongesøn eller prins af kongelig byrd, der gøres til statsoverhoved. Det betyder den første, ypperste, overhovedet for en hvilken som helst enhed eller gruppe. I bibelen anvendes udtrykket Sar, der til tider oversættes prins eller fyrste, om Jesus selv, om ærkeengelen Mikael, om Israels stammeoverhoveder, om provinsers landshøvdinger, byers statholdere og hærførere, befalingsmænd over tusinder, over hundreder, over halvtreds og over ti. At blive gjort til fyrste i den hebraiske betydning af ordet Sar i den nye verdens samfund, på den „nye jord“, rummer en mængde muligheder for tjeneste med større eller mindre ansvar; der vil blive mange sådanne forrettigheder. På den nye jord vil man ikke anvende titler foran navnene som „Fyrst Charles“, „Fyrst Abraham“, „Fyrst Albert“, o.s.v. Nej; til den tid vil vi leve under en kristen regering. Vi lever nu under denne guddommelige regering, og vi bruger ikke den slags titler i den teokratiske organisation. Det ville derfor være inkonsekvent at mene, at vi skulle benytte sådanne titler i den nye verden. Ligesom vi nu omtaler ledende brødre som tjenere eller Selskabets bestyrelsesmedlemmer, således vil vi der omtale dem som sarím (prinser, fyrster) i den hebraiske betydning af ordet. Alt hvad vi nu kan sige er, at de „andre får“, som har fået tildelt ansvarsfulde stillinger i den synlige teokratiske organisation i dag, selv om det blot er over en gruppe på ti, der kommer sammen til bibelstudium og tjeneste i nabolaget, bør give agt på, hvorledes de bærer dette ansvar. Husk den regel, Jesus fremholdt: „Den, som er trofast i det mindste, er også trofast i meget.“ (Lukas 16:10, NW) Kun dersom du er trofast i det, som nu pålægges dig, har du muligheden for at blive gjort til fyrste på den nye jord sammen med trofaste vidner fra tiden før Kristus.

Organiseret tilsynekomst

15. Hvorfor lever vi nu anderledes end denne verdens samfund?

¹⁵ Vidunderligt tegner fremtidsudsigterne sig for alle, som forbliver trofaste. Takket være Guds nye pagt ved Kristus befinder vi os allerede under de nye tingenes systemer. Men vi stiler mod nyere tingenes systemer med en hel retfærdsverdens genfødelse med nye himle og en ny jord. Vi har ikke lod og del i denne gamle verden, og vi blander os ikke i dens anliggender. Dette er et vidnesbyrd om, at vi er under den nye pagts system og for den nye verden. At Jehova Gud handler med os på denne måde, er yderligere bevis for, at den nye verden er på vej. Gud forbereder os ikke til intet. Nej, han har en ny verden i behold til os. Med denne forudviden bereder han en ny verdens samfund. Derfor lever vi anderledes, som et folk, der ikke har fællesskab med denne gamle verdens samfund. Han bereder ikke alene resten af de åndelige israelitter til medlemskab i de nye himles himmelske rige, men han bereder også vore retsindige medarbejdere, den store skare af „andre får“, til at indtage deres plads i den nye jords synlige samfund. Ordsprogene 14:28 siger: „At folket er stort, er kongens hæder, brist på folk er fyrstens fald.“ I overensstemmelse med dette princip samler kongen Jesus Kristus, Fredsfyrsten, nu en stor skare uden tal af sine jordiske „andre får“ ind i sin fold.

16. Hvorfor er det sikkert, at resten og de „andre får“ vil overleve Harmagedon?

¹⁶ Resten og de „andre får“ vil sammen nå sikkert ind i den nye verden, uden hensyn til hvor desperat Satans gamle verden søger at udslette os. Den kan lige så lidt forhindre os i at overleve Harmagedonslaget, som den kan dæmme op for eller tilintetgøre de nye himle og den nye jord. „Thi,“ siger Esajas 66:22, „ligesom de nye himle og den nye jord, som jeg skaber, skal bestå for mit åsyn, lyder det fra Jehova, således skal jeres afkom og navn bestå.“ Det er ikke forgæves, at han nu danner kærnen til den nye verdens samfund. Skjult af Jehovas vældige hånd på hans vredes dag imod denne dødsdømte gamle verden vil denne kærne overleve Harmagedon, ligesom Noa og hans familie overlevede Vandfloden, skjult i arken. I, som skal overleve Harmagedon, vil blive de første til at tage jeres opgaver op på den „nye jord“.

17. Hvorledes ønsker vi at komme til syne? Hvad vil der derpå ske?

¹⁷ Men hvad vi ønsker er, at når vi efter Harmagedon kommer frem fra arkens skjulested, skal det være som en organiseret skare. Fjenden kan endnu lægge hånd på os og sprede os for alle vinde eller drive os under jorden. Men når han er blevet ødelagt i Harmagedon, og vi kommer frem fra hans ruiner, sker det som en teokratisk organiseret enhed, der kender til organisationsmetoder. Vi vil alle komme sammen igen og over hele jorden arbejde som et frit samfund i den nye teokratiske verden. Til sin tid vil resten blive forvandlet gennem død og opstandelse og samlet i de usynlige nye himle, men de „andre får“ vil fortsætte som den nye jord med synlige fyrster. Denne retfærdige „nye jord“ vil vokse fra denne lille kærne, til den omfatter alle de døde, der oprejses fra graven, og som adlyder Riget. Når Riget vil have fuldbyrdet Guds hensigt med menneskeslægten ved afslutningen af de tusinde år, da vil denne ordning høre op. Derpå vil der følge nye tingenes systemer til fryd, glæde og velsignelse for den nye jords trofaste menneskeslægt i evighedernes evigheder. — 1 Korinter 15:24-28.

18. Hvad er vi fast besluttede på fra nu af?

[Fodnote]