Tilbagebetal Gud, hvad Guds er

JEHOVA GUD vil i nær fremtid for bestandigt afgøre stridsspørgsmålet mellem sig og „kejseren“ om, hvem der skal have herredømme over jorden. Når dette store spørgsmål vedrørende universel overhøjhed er afgjort, vil alle, som får lov til at leve på jorden, tilbagebetale Jehova Gud alt, for til den tid vil „kejseren“ ikke eksistere mere. Der vil ikke være nogen forpligtelser at dele mellem Gud og denne gamle verdens politiske magter. Denne gamle verden med dens kejsere vil være forsvundet. Den retfærdige nye verden vil være kommet med Jehova som den levende sande Gud og med den fuldkomne regent, som han vil give al myndighed på hele jorden.

^2. Men indtil den altomfattende krig, Harmagedonslaget, fjerner „kejseren“ og alle hans håndgangne mænd og kommercielle og religiøse forbundsfæller, må enhver, selv de, som ikke er en del af denne verden, men dog lever i den, regne med „kejseren“. Dengang Guds søn var her på jorden som menneske og opholdt sig på kejserens domæne, sagde han: „Jeg er ovenfra . . . jeg er ikke af denne verden.“ „Jeg er ikke af verden.“ Men samtidig sagde han: „Tilbagebetal derfor kejseren, hvad kejserens er, men Gud, hvad Guds er.“ (Johannes 8:23; 17:14, 16 og Mattæus 22:21, NW) Så længe denne verden består, gælder disse Jesu ord. Spørgsmålet, der skal afgøres, er derfor, hvad skal der tilbagebetales „kejseren“, og hvad skal der tilbagebetales Gud. Det skal ikke afgøres ud fra „kejserens“ diktatoriske påbud, men i overensstemmelse med Guds egen bog, bibelen, fordi Jehova Gud er den højeste myndighed.

^3. De omstændigheder, under hvilke Jesus fremsatte denne så ofte citerede udtalelse, fortæller os noget om, hvad det er vi må betale „kejseren“. Det var ikke et spørgsmål om tilbedelse og pligtopfyldelse eller om hilsen af militære bannere, de drøftede, men om betaling af skat til regeringens administrative formål. Dette forhold fremhæves af den bibelske beretning på det tidspunkt, da Herodes Antipas var kejserlig udnævnt landsfyrste over provinsen Galilæa, og Pontius Pilatus var det samme over provinsen Judæa. Stedet var Jerusalem i Judæa, og tidspunktet to dage før Jesus blev hængt på marterpælen på Golgata. Beretningen lyder:

^4. „Da gik farisæerne hen og traf beslutning om at fange ham i ord. De sendte så deres disciple til ham sammen med herodianerne for at sige: Lærer! vi ved, at du er sanddru og lærer sandfærdigt om Guds vej uden at ænse andres dom, thi du kender ikke til personsanseelse. Sig os derfor: Hvad synes du? Har man lov til at give kejseren skat eller ej? Men da Jesus mærkede deres ondskab, sagde han: Hvorfor stiller I mig på prøve, I hyklere? Vis mig skattens mønt! De rakte ham en denar [svarende til en krones penge, en arbejders dagløn dengang]. Og han sagde til dem: Hvis er det billede og den indskrift? De svarede ham: Kejserens. Da sagde han til dem: Tilbagebetal derfor kejseren, hvad kejserens er, men Gud, hvad Guds er. Da de hørte det, undrede de sig, og de forlod ham og gik bort.“ — Mattæus 22:15-22, NW; Markus 12:13-17; Lukas 20:19-26.

^5. Det var disse jødiske farisæeres, skriftkloges og ypperstepræsters tanke at yppe klammeri mellem Jesus og Palæstinas kejserlige regering og udsætte ham for at blive anklaget for oprør. Det var derfor, de sendte jøder af det parti, som ønskede Herodes til landsfyrste. Lukas viser dette, når han siger: „Og de [de skriftkloge og ypperstepræsterne] holdt øje med ham og udsendte lurere, der anstillede sig, som om de var ærlige folk, for at fange ham i ord, så de kunne overgive ham til øvrigheden og landshøvdingens [Pontius Pilatus’] magt.“ Det lykkedes dem ikke at fange Jesus i oprørske ord. Ikke desto mindre gik de to dage senere med vidende og overlæg hen og anklagede ham for Pontius Pilatus: „Vi er kommet efter, at denne mand nedbryder vort folk og forbyder at betale skat til kejseren og siger om sig selv, at han er Kristus, en konge.“ (Lukas 20:20; 23:2, NW) Intet under, at Jehovas vidners religiøse fjender nu over for de politiske øvrigheder anklager vidnerne for spionage, samfundsnedbrydende og oprørsk virksomhed! Jesus, Jehovas ypperste og sanddru vidne, erklærede, at dersom hans fjender anklagede ham, Mesteren, for sådanne ting, så ville de i langt højere grad føre falske anklager imod hans efterfølgere i den hensigt at skabe vanskeligheder for dem hos de politiske myndigheder!

^6. Ved analyse af Jesu udtalelse ser vi, at han ikke var oprørsk, men fair over for kejseren. Hvad enten farisæerne, de skriftkloge og ypperstepræsterne syntes om det eller ej, så indrømmede Jesus kejseren retten til at modtage skat. Det er sandt, at kejseren var Palæstinas militære erobrer, og at han holdt jøderne nede i underkastelse; ikke desto mindre varetog kejserens embedsmænd visse regeringsfunktioner. Deres administration medførte mange offentlige goder, og de opretholdt fred og orden. Til gengæld for sådanne sociale, økonomiske og administrative fordele og ydelser måtte selv de undertrykte, frihedselskende, uafhængighedssøgende jøder betale kejseren, hvad der tilkom ham. En del af skatten anvendte kejseren måske til militære togter, men selv om jøderne ikke bifaldt disse militæroperationer eller meldte sig til hans hære, måtte de dog betale skat, da det jo var kejserens sag og ikke deres, hvorledes han anvendte sine egne penge. Denaren var udmøntet af ham og ikke af Jehovas teokratiske styre. Billedet og indskriften på mønten identificerede den politiske skattemyndighed, og det var i denne mønt, at skatten skulle betales. De ydelser, hvormed kejseren tjente det underkastede folk, måtte tilbagebetales ham i den mønt, han forlangte, også når han pålagde dem store skattebyrder.

^7. Jesus betalte skatten. At han ikke havde noget imod, at jøderne opkrævede og betalte skat til en fremmed magt, viste han ved at omgås toldere og skatteopkrævere og arbejde på deres frelse. Derfor sagde hans religiøse fjender: „Se, hvilken frådser og dranker, ven med skatteopkrævere og syndere.“ (Mattæus 11:19, NW) Jesus kom til jorden som Guds udsending. Selv i et fremmed land under fremmed regeringsmagt må et andet lands udsending eller ambassadør betale skat af den ejendom eller jord, han besidder, eller for de ting, han køber, eller tjenester, der ydes ham. Jesus var rimelig og retfærdig i sin indstilling til, hvad der tilkom kejseren. — 2 Korinter 5:20.

De, som er underlagt dette påbud

^8. Kejseren har måske ikke delt Jesu opfattelse af sagen, idet det betød en begrænsning af hans magt. I dag lægger vor tids „kejsere“ og yderliggående nationalistiske patrioter først og fremmest vægt på den betaling, der skal erlægges til kejseren, og de bryder sig ikke om at citere eller blive stillet over for resten af Jesu udtalelse om at tilbagebetale Gud, hvad Guds er. Nu bør enhver lægge mærke til, at Jesus talte ikke disse ord til hedningerne, de hedenske romere eller grækere, men til de religiøse jøder. De tilhørte et folk, der var indviet til Jehova Gud, og som han havde udvalgt og sluttet pagt med. De var først og fremmest underkastet den teokratiske lov, Gud havde givet dem gennem Moses, og den var ledetråd for deres personlige levevis og deres gudsdyrkelse. Ved denne teokratiske lov var de skyldige at adlyde Jehova Gud først og ikke nogen menneskelig skabning som kejseren. Senere den samme dag fortalte Jesus jøderne dette, da en af farisæerne, der var kyndig i den teokratiske lov, stillede ham på prøve ved at sige: „Lærer, hvilket bud i loven er det største?“ Som svar citerede Jesus fra loven i 5 Mosebog 6:5 og 3 Mosebog 19:18 og sagde: „Du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele dit sind. Dette er det største og første bud. Der er et andet, som er dette ligt: Du skal elske din næste som dig selv. På disse to bud hviler hele loven og profeterne.“ — Mattæus 22:34-40, NW.

^9. Det var ikke i forbindelse med kejserens lov, at spørgsmålet om det lovlige i at betale skat til ham blev drøftet. Kejserens egen lov krævede skatten betalt, men det var med henblik på Jehovas lov, den teokratiske lov, at jøderne var i tvivl om lovligheden deraf. De hedenske romere tilbad kejseren i overensstemmelse med hans lov, og de tilbad også deres militærbannere eller viste dem religiøse æresbevisninger. Det første og andet af de ti bud forbød indviede jøder som Jesus at gøre dette. (2 Mosebog 20:2-6) Kejserne tillod under skin af tolerance de overvundne folk at tilbede deres egne stedlige eller nationale guder, men forlangte, at de også skulle tilbede kejseren som gud og således være medvirkende til at knytte kejserriget sammen i en forenet tilbedelse. Men Jesus og hans trofaste efterfølgere kunne ikke være delt i deres tilbedelse. Dette gjorde han ganske klart under fristelsen på bjerget. Herom læser vi: „Så førte Djævelen ham op og viste ham i et øjeblik alle den beboede jords riger og sagde til ham: Dig vil jeg give magten over alt dette tillige med dets herlighed; thi til mig er den overgivet, og jeg giver den, til hvem jeg vil. Hvis du altså vil udføre en tilbedelseshandling for mig, skal den helt være din. Jesus svarede ham og sagde: Der står skrevet: Du skal tilbede Jehova din Gud, og ham alene skal du yde hellig tjeneste.“ (Lukas 4:5-8, NW) Når Jesus derfor sagde, at de, som var underlagt den teokratiske lov, skulle tilbagebetale Gud, hvad Guds er, mente han ikke kejseren som gud. Han mente Jehova Gud, der gav sit udvalgte folk moseloven. Med henblik på det, som vi skylder Gud, kan vi ikke indgå kompromis med „kejseren“ og hans politiske stråmænd.

^10. I året 1914 udløb „nationernes fastsatte tider“, der begyndte i 607 f. Kr. med kong Nebukadnezars ødelæggelse af Jerusalem. Siden da har nationerne befundet sig på „endens tid“ for denne verden. Under trykket af den kritiske internationale situation, og i særdeleshed som følge af den kolde krig mellem den østlige og vestlige blok, der når som helst kan blusse op til en tredje verdenskrig, føler den politiske stat, symboliseret ved kejseren, sig nødsaget til at forlange, at dens borgere skal betale kejseren alt og tilskrive staten borgernes velfærd og frelse. Mere og mere griber den ind over for de gudgivne ting, sande kristne må tilbagebetale den levende, sande Gud, og dens forlangender kommer i konflikt med den rettesnor, Jesus gav. De ærgerrige, stolte og selvoptagne nationer tænker aldrig på, at de som nationer skylder Jehova Gud noget. Ikke desto mindre skylder de Gud at tilbagebetale ham det, som tilkommer ham, i særdeleshed siden 1914. Siden det tidspunkt er stridsspørgsmålet om den universelle overhøjhed blevet fremholdt for dem af Jehova Guds vidner. Det indbefatter spørgsmålet: Hvem skal med rette herske over jorden og styre alle dens folk? Hvem det med rette tilkommer, fremgår tydeligt af profetien om vor tid i Salme 24:1, 2, 7, 10: „Jehovas er jorden og dens fylde, jorderig og de, som bor derpå; thi han har grundlagt den på have, grundfæstet den på strømme. Løft jeres hoveder, I porte, løft jer, I ældgamle døre, at ærens konge kan drage ind. Hvo er han, den ærens konge? Jehova, Hærskarers Herre, han er ærens konge.“

^11. Ingen nation har absolut ejendomsret til det landområde, den regerer over. Jorden tilhører Jehova, Skaberen, og det er kun, fordi han ikke har grebet ind over for dem, at nationerne midlertidigt besidder hans ejendom. De er ansvarlige over for ham for den måde, hvorpå de forvalter jorden. De forskellige landes regeringer og folk har et fælles ansvar ind for Skaberen, i særdeleshed de regeringer, som påstår at være kristne eller har forkastet kristendommen. Han kræver dem til ansvar, ligesom han i sin tid gjorde det med Sodoma og Gomorra, over hvilke byer han lod ild og svovl regne ned. De fastsatte tider for nationernes verdensherredømme udløb i 1914. Det har han bekendtgjort for dem ved sine vidner, der forkynder oprettelsen af hans rige ved Kristus. Det ville derfor være ret og rigtigt af nationerne, navnlig dem i kristenheden, at tilbagebetale Gud, hvad der er hans, og overgive deres landområde og overhøjhed til ham og Kristus. Men „kejseren“ nægter at anerkende denne rette handlemåde. Alle nationerne vælger i selviskhed fortsat at støtte „kejseren“ og at udplyndre Jehovas ejendom, jordkloden, og at lægge den og dens befolkninger øde. Som skildret gennem de „ti konger“ foretrækker de at opfylde Åbenbaringen 17:12-14: „De har een og samme tanke, og deres kraft og magt stiller de til dyrets rådighed. De skal føre krig mod Lammet, og Lammet skal sejre over dem, fordi det er herrernes herre og kongernes konge, sejre sammen med dem, som er i dets følge, de kaldede og udvalgte og trofaste.“