Den Kristnes Sabbat

„DER ER seks hverdage; på dem kan I jo komme og lade jer helbrede, men ikke på sabbatsdagen!“ Således talte en synagogeforstander til folkeskaren, der netop havde været vidne til, at Menneskesønnen udførte en mirakuløs helbredelse. (Luk. 13:14) Hans indstilling var uden tvivl grundet på Talmuds læresætninger, som f. eks. „den, der strengt overholder sabbaten, får sine synder tilgivet, selv om han er en AFGUDSDYRKER“. Denne samme sabbat (lørdag, der faktisk begynder fredag aften) overholdes også mere eller mindre strengt af jøder i dag.

Det var år 321 e. Kr., at den hedenske (udøbte) kejser Konstantin fik sat ugens første dag, der var helliget tilbedelsen af solen, til side til „kristen“ tilbedelse. Under den mørke middelalder var overholdelsen af søndagen strengt påbudt af den katolske kirke. Reformationens ledere støttede denne helligholdelse af søndagen.

I de amerikanske koloniers tidligste historie var puritanerne så strenge, at de endog forbød, at man smilte eller kyssede sit eget barn om søndagen. Præsterne udspændte kæder tværs over gaderne for at hindre deres sognebørn i at bruge hest og vogn om søndagen. Loven foreskrev blandt andet tvungen kirkegang om søndagen; de, som ikke deltog, fik bøder. Da automobilen først blev populær, tilbragte så mange mennesker søndagen med at køre ud i deres biler, at præsterne fra deres prædikestole buldrede løs om, at bilerne førte folk til helvede.

I dag tager de fleste såkaldte kristne søndagen temmelig let, hvilket ses af det ringe antal, der kommer i kirke, sammenlignet med de store mængder, der går til sportsstævner og i biografer. En undtagelse danner syvendedags adventisterne, som holder ugens syvende dag, lørdagen, og for hvem dette er en af religionens vigtigste sider.

Er det nødvendigt for kristne at helligholde een dag af syv? Har de en sådan sabbat eller hviledag? og i så fald, hvilken dag er det, og hvorledes skal den holdes?

Når vi betragter den måde, hvorpå Gud handler med sine skabninger, ser vi, at hans befalinger til dem ikke er de samme til alle tider. Gud gav vore første forældre det påbud at være frugtbare, mangfoldige og opfylde jorden o.s.v., og han gav dem også befaling om, hvilke træer de måtte spise frugten af. Men han sagde intet til dem om en hviledag. Noa fik af Gud befaling om at bygge arken, om livets og blodets hellighed o.s.v., men ikke et ord blev der sagt til ham om sabbaten. Når vi frem til Abraham, finder vi, at Gud gav ham visse instrukser med hensyn til ofringer, omskærelse o.s.v., men han fik hverken befaling til at bygge en ark eller til at overholde en sabbatsdag.

I den tid, Israels børn var slaver i Ægypten, kunne de umuligt have holdt sabbat. Det var i virkeligheden først efter, at israelitterne var kommet ud af Ægypten og befandt sig i ørkenen, at der blev pålagt nogen af Guds skabninger en hviledag, den syvende af syv, og dette skete i forbindelse med opsamlingen af deres føde, mannaen, der faldt fra himmelen. Gud forklarede dem tydeligt, at på den sjette dag skulle de samle dobbelt så meget som sædvanligt, da der ikke ville falde nogen manna fra himmelen på den syvende dag. Til trods herfor var der alligevel „nogle blandt folket, der gik ud på den syvende dag for at samle; men de fandt intet“. For dette gav Jehova dem en alvorlig irettesættelse gennem Moses. At det faldt dem så vanskeligt at holde dette lovbud, er et yderligere vidnesbyrd om, at de ikke var vant til at overholde sabbaten. — 2 Mos. 16:25-30.

På Moabs sletter, hvor Guds lov blev gentaget for israelitterne, fik de klart at vide: „Jehova vor Gud sluttede en pagt med os ved Horeb. Det var ikke med vore fædre, Jehova sluttede den pagt, men med os, vi, der i dag er her til stede, alle vi, der er i live.“ Denne sabbat var heller ikke for andre folk, men skulle være et tegn mellem dem og Jehova. — 5 Mos. 5:2, 3; 2 Mos. 31:17.

Israelitternes sabbat var heller ikke bare begrænset til ugens syvende dag. Den syvende måned fik særlig betydning, både på grund af forsoningsdagen, den tiende dag og løvhyttefesten, der begyndte den femtende dag. Det syvende år var et sabbatsår; da måtte intet sås eller høstes, for Gud lovede dem, at der i det sjette år ville vokse tilstrækkeligt til at forsyne dem, indtil de havde høstet det ottende års afgrøde. Efter syv sådanne sabbatsår fulgte jubelåret, hvor der blev udråbt frihed for hele landet, hvor al gæld blev slettet, og hvor — med få undtagelser — alt, hvad der var mistet under de sidste ni og fyrre år, blev givet tilbage. Alle disse sabbater var dele af eet system. Dersom een af sabbaterne stadig skal holdes, så skal de andre også. Og for den sags skyld hele loven, dens ofringer o.s.v., „thi,“ som Jakob siger, „den, der holder hele loven, men blot på eet punkt snubler, er blevet skyldig i alle.“ — Jak. 2:10; 3 Mos. 16:29-31; 23:34; 25:2-28; 26:2.

Kristne ikke under loven

Apostelen Paulus forsikrer os imidlertid om, at kristne er fritaget for alle lovens forpligtelser: „Han tilgav os alle vore overtrædelser. Han udslettede det anklagende skyldbrev med dets lovbestemmelser, det, som var os imod; han tog det bort ved at nagle det til korset. Lad derfor ingen dømme jer for mad og drikke eller med hensyn til højtid, nymåne eller sabbat; det er alt sammen kun en skygge af det, der skulle komme, men sagen selv kom med Kristus.“ (Kol. 2:13, 14, 16, 17) Læg mærke til, at Paulus ikke skelner mellem den såkaldte ceremonilov og de ti bud; lige så lidt som Jesus gjorde det i sin bjergprædiken. — Se Matt. 5:23-43.

Til kristne, som var blevet vildledt til at indordne sig under den mosaiske lov, skrev Paulus: „Hvor kan I så vende tilbage igen til de svage og fattige „magter“ og ønske atter på ny at trælle for dem? I overholder dage og måneder og festtider og år.“ (Gal. 4:9, 10) Ja, hvorfor skulle de det, når Kristi offer afskaffede „loven med dens bud og forskrifter“? — Ef. 2:13-15.

Fordi nogle i den første menighed hævdede, at omvendte hedninger måtte omskæres og holde loven, udsendte apostlene og de ældste, der var forsamlet i Jerusalem, følgende instruktioner (og læg mærke til, at de ikke indbefatter sabbatsbudet): „Thi den hellige ånd og vi har besluttet ingen yderligere byrde at lægge på jer ud over dette nødvendige, at I afholder jer fra blod og fra kød af kvalte dyr og fra utugt.“ — Ap. G. 15:1-29.

Men holdt Jesus ikke sabbat, da han vandrede her på jorden? Jo, han gjorde. Hvorfor? Fordi han var „født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven“. (Gal. 4:4, 5) Men husk, at han holdt ikke alene sabbatsdagen, men også påsken og alle de andre dele af Moseloven. „Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne; jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at fuldkomme,“ sagde han og tilføjede, at ikke det mindste bogstav af loven skulle forgå, før det var sket altsammen. Ved at Jesus Kristus opfyldte de forbilledlige træk af loven, forgik den, og i dens sted oprettede han en ny pagt. — Matt. 5:17, 18; Joh. 1:29, 36; 1 Kor. 5:7; 2 Kor. 3:5-11.

Andre sabbater

Mens vi således ser, at kristne ikke er forpligtet til at holde en ugentlig hviledag, har de alligevel en hvile, en sabbat: „Altså står der endnu en sabbatshvile tilbage for Guds folk. Thi den, som er gået ind til hans hvile, har opnået at hvile fra sine gerninger, ligesom Gud fra sine.“ (Hebr. 4:9, 10) Gud hvilede fra sine gerninger, ikke fordi han var træt, for han udmattes ikke, men i den forstand, at han „afstod“ fra yderligere skabende virksomhed med hensyn til denne jord. Han betragtede sit skaberværk med glad tilfredshed og følte sig „vederkvæget“ derved. — 1 Mos. 2:1-4; 2 Mos. 31:17.

Betyder det, at Gud stadig hviler på denne måde? Ja. Læg mærke til Sl. 95:7-11, hvor Gud siger, at han svor, at de oprørske israelitter i ørkenen ikke skulle gå ind til hans hvile, og dette var ca. 2500 år efter skabelsen. Og da Paulus råder de kristne til at gå ind til Guds hvile, må den have varet til hans tid, 4000 år efter skabelsen. Andre skriftsteder viser, at Guds dag vedvarer til slutningen på Kristi tusindårige regering; altså får den en længde på 7000 år. — Hebr. 4:11; 1 Kor. 15:25-28; Åb. 20:5, 6.

Så var de dage, der nævnes i det første kapitel i 1 Mosebog, ikke 24 timer lange? Nej; husk, at solen ikke skinnede på jorden før den fjerde dag, og det er den sol, der giver os 24-timersdagen. Desuden viser en videnskab som geologi, at der på denne jord har eksisteret planter og dyreliv i meget mere end 6000 år. Læg også mærke til, at hele skabelsesperioden omtales som „den dag, da Jehova Gud skabte jord og himmel“. (1 Mos. 2:4, AS) I Bibelen er en dag ikke altid 24 timer lang. Det er i overensstemmelse med Bibelen, at hver skabelsesdag såvel som hviledagen er på 7000 år. — 2 Pet. 3:8.

For at komme tilbage til Guds hviledag. Hvordan kan kristne da gå ind til den hvile? Paulus forklarer, at det var ulydighed og mangel på tro, der var grunden til, at jøderne ikke opnåede den. „Thi kun vi, som er kommet til tro, går ind til hvilen. . . . Lad os derfor stræbe efter at gå ind til den hvile, for at ingen skal falde som de og blive et lignende eksempel på ulydighed.“ (Hebr. 4:3-11) Ja, ved at vise tro på Gud og ved at følge i Kristi fodspor, vil vi opnå hvile fra vore selviske gerninger, ikke bare een dag om ugen, men hver dag.

Når nu sabbaten var en del af loven, og loven var „en skygge af kommende goder“, hvad var så sabbaten en skygge af? Af den store hviledag for hele menneskeheden, Kristi tusindårige regering, det syvende årtusinde af Guds hviledag. I seks tusind år har menneskene trællet og lidt under „denne verdens gud“, Satan, Djævelen. På den modbilledlige sabbat vil Kristus befri menneskene for trældommen under Satan og hans dæmoner, for synd, sygdom og død, ligesom han for 1900 år siden på en forbilledlig sabbat befriede en „Abrahams datter“ for en fysisk sygdom. — Hebr. 10:1; 2 Kor. 4:4; Åb. 20:1-3; 21:1-4; Luk. 13:16.

(The Watchtower, 1. januar 1951)