Verdens hykleri, kristnes nidkærhed
DYBT i de fleste menneskers hjerter ligger den foruroligende bevidsthed om, at den religiøse kristenhed er fyldt med hykleri; men alt for sjældent får ærlig selvransagelse lov til at trænge ind og bringe denne sandhed for lyset, og alt for sjældent får grundig undersøgelse denne kendsgerning til at træde så skarpt frem, at den gennemborer en forhærdet samvittighed.
Har De læst nok i bibelen til, at De kender Jesu bjergprædiken? hans andre lærepunkter? hans handlemåde over for de verdslige religiøse og politiske ledere? og apostlenes og disciplenes enkle liv i tro og deres modige død i ustraffelighed, fordi de prøvede at følge Kristus som deres eksempel? Så vil De vide, at Kristus ikke var militarist, ikke politiker, ikke ortodoks gejstlig, ikke finansmand og ikke en rød revolutionær, der søgte at styrte kejserens herredømme. Han ærede Guds ord, forsvarede det, underviste i det og døde trofast mod det. Både han og hans efterfølgere var i verden, men erklærede, at de ikke selv var en del af den. De var ikke hyklere.
Det er det samme i dag. Af og til får religionslederne og andre øje for fakta og bekendtgør dem med rosværdig ærlighed. Det var således tilfældet med den protestantiske biskop Austin Pardue fra Pittsburgh, da han den 7. august 1950 udtalte følgende:
„Vi kristne af i dag er sørgelig uværdige. Men lige et ord til de selvretfærdige udenforstående, som peger på vort hykleri: Vi kan altid skaffe plads til flere hyklere, og vi indbyder dem hjerteligt til at komme og slutte sig til os. Vort hykleri er ikke tilstræbt, men bekvemt. Vore ortodokse amerikanske sekters lastefulde sygdom kommer af vantroens ætsende syre, som i den grad har gennemvædet vor tro, at meget af vor religion blot er blevet vaner og traditioner.
På den ene side er den nedbrydende højere bibelkritik blevet så omfattende, at mange af os moderne præster knap nok ved, hvad vi tror. På den anden side er vi i den grad blevet tilbedere af intellektuelle kulter og talemåder, at vi ikke længere tør tro på bønnernes og sakramenternes overnaturlige magt. De ortodokse retninger ser ofte med overlegen hån på de mange nyopdukkede bevægelser, der bygger på bibelen, og som stort set vokser hurtigere end andre religiøse organisationer i Amerika. Disse folkemasser er sandsynligvis af den samme enkle type mennesker, som først fulgte Jesus, og som i dag finder håb og fanatisk tro hos disse udløbere af den kristne tro.
Alene i sidste uge fyldte Jehovas vidner Yankee Stadium med 70.000 mennesker, der var samlet til en heldags vækkelse i den stegende julisol. Alt for ofte ser vi disse evangeliske forsamlinger og affærdiger dem med det foragtelige ord: „Følelsesmennesker“. Vi spotter dem, som om vi pæne, såkaldte intellektuelle middelklassemennesker er blevet alt for kultiverede til at udtrykke vore følelser. Det er umuligt at have en levende kristendom uden varme følelser. På pinsedagen var det ikke en kold intellektuel forsamling, men den var grebet af den hellige ånds ild. Den blev fyldt med handlekraft, overbevisning og naturlig følelsesmæssig oprigtighed.“ — New York Times, den 7. august 1950.
Et af de tydeligste kendetegn på sande kristne er den forfølgelse, de lider på grund af deres nidkære forkyndelse. Alabama Baptist for 14. september 1950 gjorde bemærkning herom i sin ledende artikel, hvori det hed:
„Over hele verden hører man om, at denne sekt bliver forfulgt. I vort eget land, i Wyanet, Illinois, blev et af deres møder for nylig forstyrret og afbrudt af en gruppe mennesker, som satte ild i automobildæk og trillede dem ind blandt deltagerne under deres friluftsmøde. Jehovas vidner søgte skadeserstatning i retten, men juryens dom blev ikke gunstig for dem. I Kennett, Missouri, blev et forsøg på at afbryde Jehovas vidners møde hindret af det tilstedeværende statspoliti og nationalgarden. Der var ca. 150 forstyrrende elementer. I Sovjetzonen i Tyskland er 1000 vidner blevet kastet i fængsel.
Selv om vi ikke kan anerkende alt, hvad disse mennesker tror på, må vi afgjort fordømme dem, der prøver at blande sig i deres ret til at holde offentlige møder og udtrykke sig frit. Disse elementer, der modstår Jehovas vidner, kan lige så let vende sig mod baptisterne. Vi betragter handlinger af den slags mennesker som absolut uamerikanske og i strid med vor tro på religionsfriheden. Det eneste, der ligger til grund for angrebene, er sikkert, at vidnerne har en brændende tro på deres bibelske læresætninger. I hvert fald skal så meget siges om dem, at de udgør den eneste gruppe i vort land, som er så nidkær i sin tro og sine handlinger, at den står imod indtil forfølgelse. Vi siger: Skam over dem, som forfølger nogen kristen gruppe, så længe denne holder sig inden for vort lands love og inden for de rettigheder, konstitutionen garanterer.“
Denne artikel viste afgjort, at årsagen til forfølgelsen af Jehovas vidner var deres forkyndelse af bibelske lærepunkter, men kun få forfølgere vil ærligt indrømme det; de giver snarere deres pøbelvirksomhed et skær af patriotisme ved at påstå, at vidnerne er oprørere eller kommunister. Hvad dette punkt angår, så læg imidlertid mærke til det følgende uddrag fra Nassau Herald den 7. oktober 1950 med titlen „Jehovas vidner set i nyt lys“:
„Jehovas vidner har i den sidste tid fået stor national publicity i Amerika, særlig i denne uge, hvor CBC, „Verden rundt i nyheder“ og Lowell Thomas har fortalt om vidnernes aktivitet i Østtyskland, hvor kommunisterne over hals og hoved har fængslet dem og anklaget dem for amerikansk spionage. Der er noget i disse nyheder, som ikke passer så godt sammen med de anklager, der tidligere er blevet slynget mod vidnerne, om, at de er kommunister. For hvis de tilhører den kommunistiske fløj, så må de være meget dårlige kommunister — netop så dårlige, at de forfølges og sættes i fængsel af dem, som de siges at tjene. Vi kan ikke tro andet, end at hvis Jehovas vidner er kommunister, ville de blive bedre behandlet af disse, for det er vel kendt i verden, at selv Fanden hytter sine. Det ser derfor ud til, at vi nu er moralsk forpligtet til at revidere nogle af vore alt for hastigt affattede meninger om Jehovas vidner og kommunismen.“
Der blev hensynsløst rettet falske beskyldninger om oprør og revolutionær forkyndelse mod Jesus og hans første disciple, så det skulle ikke komme som nogen overraskelse, at de samme beskyldninger bliver hæftet på hans efterfølgere i dag. — Mark. 14:55-59; Luk. 20:20-25; 23:2-5; Ap. G. 17:5-8; 24:5.
(The Watchtower, 15. februar 1951)