Gør fremskridt i at tæmme tungen

DISCIPLEN Jakob gav nogle råd angående den menneskelige tunge. Ved hjælp af træffende illustrationer viste han, hvor vanskeligt det er at kontrollere denne lille legemsdel. Hvis et menneske kunne kontrollere tungen, ville han være i stand til at holde hele legemet i tømme. Bidslet i hestens mund kan dirigere hele dens krop. Det lille ror på et stort skib, der drives af stærke vinde, kan dreje hele skibet rundt. På samme måde er tungen et lille lem på legemet, men den taler store ord. Ligesom blot en gnist kan sætte en skov i brand, således kan tungen være en ild, der antænder hele legemet og fordærver det. Dyr, fugle, slanger, havdyr, alle kan de tæmmes af mennesket. „Men tungen kan intet menneske tæmme.“ Hvorfor? Fordi, „hvis en ikke fejler med sine ord, så er han en fuldkommen mand“.

Samme kilde giver ikke både velsmagende og bittert vand. Et figentræ bærer ikke oliven, og et vintræ ikke figener. Ikke heller giver en salt kilde fersk vand. Og dog sender menneskets tunge både velsignelser og forbandelser ud af den samme mund. Det burde ikke være sådan. Selv om vi erkender, at så længe de kristne er i det ufuldkomne kød, kan tungen ikke tæmmes til fuldkommenhed, og at dette skulle få os til at vise barmhjertighed mod angrende overtrædere, så vil det dog ikke sige, at uret tale er noget, vi skal undskylde uden videre og ganske rolig kan hengive os til. Vi bør være på vagt for at volde så lidt fortræd som mulig med den uregerlige, skadelige tunge, som er fuld af dødelig gift. Vi bør kunne vise, at vi gør fremskridt i vore bestræbelser for at tæmme tungen og undertrykke dens ophidsende udbrud. Som Jakob sagde (NW): „Det er ikke rigtigt, mine brødre, at disse ting fortsætter på denne måde.“ — Jak. 3:2-12.

Tunger, som brænder af begær efter at sladre

„Den, der holder hele loven, men blot på eet punkt snubler, er blevet skyldig i alle. Thi han, som sagde: Du må ikke bedrive hor, har også sagt: Du må ikke slå ihjel. Dersom du da ikke bedriver hor, men slår ihjel, er du dog blevet overtræder af loven.“ (Jak. 2:10, 11) Med denne regel for øje må vi lægge mærke til et andet punkt i loven: „Du må ikke gå rundt og bagvaske din landsmand.“ (3 Mos. 19:16) Den, som er klog, vil heraf kunne se, hvor alvorlig en ting sladder er, og hvor dåragtigt det er at undskylde den som harmløs samtale. Moselovens forbud mod bagtalelse er blevet ført over på de kristne, som ikke er under den lov.

„Ved at løbe omkring i hjemmene lærer de desuden lediggang, og ikke blot det, men også at være sladdervorne og at blande sig i ting, der ikke kommer dem ved, og at føre utilbørlig snak.“ (1 Tim. 5:13) Det, der først og fremmest er de kristnes opgave, er at bruge deres tunge til at forkynde evangeliet, men nogle lediggængere foretrækker at beskæftige sig med andres sager: „Vi hører nemlig, at nogle vandrer uskikkeligt iblandt jer og ikke arbejder, men giver sig af med, hvad der ikke kommer dem ved.“ (2 Tess. 3:11) Resultatet af en sådan fremgangsmåde bliver, at de på en vanærende måde må lide som dem, der blander sig i andres sager: „Lad ingen af jer lide som en morder eller en tyv eller en forbryder eller som en, der blander sig i andres sager. Men hvis han lider som en kristen, lad ham ikke føle skam.“ — 1 Pet. 4:15, 16, NW; Ordsp. 20:3.

En, der sladrer, er ikke nogen trofast ven. „Ven viser kærlighed når som helst, broder fødes til hjælp i nød.“ (Ordsp. 17:17) Men når en broder allermest trænger til en ven, når han måske møder modgang som følge af medfødte svagheder og ufuldkommenheder, så benytter bagtaleren, der udgiver sig for at være en ven og broder, denne vanskelige tid til at udbasunere den hårdt prøvede broders mangler og fejltrin. „Bagtaleren røber, hvad ham er betroet, den pålidelige skjuler sagen.“ — Ordsp. 11:13.

Et menneske kan i dumhed og tankeløshed optræde som bagtaler, men at han er tankeløs, gør ikke skaden mindre. Skønt bagvaskeren ikke bevidst søger at gøre ondt, kan han såre andre dybt med sine ord, der for ham er som små lækkerbiskener, som han ikke kan lade være med at bringe videre: „Bagtalerens ord er som lækkerbiskener, de synker dybt i bugen.“ (Ordsp. 18:8) Ikke alene ødelægger øretuderen sit eget forhold til broderen, men han kan gøre det vanskeligt for den forurettede at beholde sine andre venner. „Den, der bagtaler, skiller venner.“ „Den, der ripper op i en sag, skiller venner.“ — Ordsp. 16:28; 17:9.

Foruden alt dette spilder bagtaleren tid, der burde benyttes til nyttigt arbejde. Hvis ikke han tøjler sin løbske tunge og lægger bånd på dens tilbøjelighed til at sladre, vil den snart gøre ham åndelig fattig: „Ved al slags møje vindes der noget, mundsvejr volder kun tab.“ — Ordsp. 14:23.

De, som er optaget af rygter, der drager en andens opførsel eller retskaffenhed i tvivl, bør lægge bånd på deres tøjlesløse tunge. Rygter viser sig ofte at være løgn. Ifølge landets love om bagvaskelse og injurier er den, der gentager en usand, ærekrænkende udtalelse, lige så hjemfalden til straf som den, der oprindelig fremkom med den. Rygtesprederen kan citere fra den offentlige presse, fra et brev, eller hvad han har hørt på første hånd, og han kan opgive sine kilder; men er det en usandhed, kan han blive sagsøgt, og han kan ikke lægge ansvaret over på sin oprindelige kilde. Et rygte ville dø i fødslen, hvis det kun blev udtalt af den, der startede det. Det er først, når uteokratiske rygtespredere gør det kendt vidt og bredt, at skaden voldes.

En tunge, der sladrer, lyver også tit. Når den gentager sine historier, overdriver og fordrejer den for at gøre de lækkerbiskener, den byder på, mere pikante og sensationelle. Jo mere opsigtsvækkende, nyheden kan gøres, desto mere værdifuld bliver den i bagtalernes kreds. Den får det til at krible i benene på andre, som er ivrige efter at bringe historien videre og derved gøre skade. Næsten altid voldes der splittelse, og man pådrager sig Jehovas had. Jehova siges at hade syv ting: „Stolte øjne, løgnetunge, hænder, der udgyder uskyldigt blod, et hjerte, der udtænker onde råd, fødder, der haster og iler til ondt, falsk vidne, der farer med løgn, og den, som sætter splid mellem brødre.“ — Ordsp. 6:16-19.

„Et hjerte, der udtænker onde råd.“ Et sådant hjerte står ofte bag den tunge, som smigrer. „Mand, der smigrer sin næste, breder et net for hans fod.“ Sådanne tvesindede mennesker skammer sig ikke ved at smigre med tungen, mens de udfører deres hemmelige hensigter: „De taler med smigrende læber og er tvesindede. Den Evige [Jehova] afskærer hver smigrende læbe og tunger, der taler så overlegent — mennesker, som erklærer: Vi giver vore tunger frie tøjler; vore læber er vore egne: Hvem kan kræve os til regnskab?“ (Sl. 12:3-5, Mo; Ordsp. 29:5) For at svække de troskyldiges opmærksomhed smigrer de folk for fordels skyld og fører overmodige ord i munden. (Jud. 16) Ligesom Paulus vil de sande kristne ikke benytte sig af skalkeskjul for at opnå selviske fordele: „Vi kom jo, som I ved, aldrig med smigrende ord eller med påskud, der skulle dække over havesyge — Gud er vort vidne.“ De ved, at „hyklersk mund volder fald“. — Ordsp. 26:28; 1 Tess. 2:5.

Hykleriske og usømmelige tunger

Hykleri står i nøje forbindelse med smiger, og begge dele er skæbnesvangre for dem, der vedbliver med at praktisere dem. „En hykler skal ikke komme frem for ham [Jehova].“ Han kan måske nu berige sig ved at hykle, men „hvilket håb er der for hykleren, selv om han har opnået vinding, når Gud tager hans sjæl bort?“ (Job 13:16; 27:8, KJ) Kristus Jesus fordømte hykleriske tunger, der kun talte for at imponere, da han sagde til de skriftkloge og farisæerne: „I hyklere! Med rette har Esajas profeteret om jer og sagt: Dette folk ærer mig med læberne; men deres hjerte er fjernt fra mig. Det er forgæves, de dyrker mig, når de fører lærdomme, som kun er menneskebud.“ Det, der kræves, er ikke blot at have Guds navn på sine læber, men at gøre hans vilje. Målet er ikke rutinemæssig bibellæsning, men i vor opførsel at overholde Bibelens forskrifter. Farisæerne hyklede, selv når de bad, og var mere interesserede i at blive set af mennesker og gøre indtryk på dem end i at blive hørt af Gud. (Matt. 6:5; 7:21; 15:7-9; 23:2, 3) En, der har det sådan, kan aldrig opfylde kravet om at elske sin næste som sig selv, for „en hykler ødelægger sin næste med sin mund“. — 3 Mos. 19:18; Ordsp. 11:9, KJ.

En usømmelig tunge er beslægtet med en hyklerisk tunge, hvis den påstår at være kristen. Er det ikke inkonsekvent at bruge tungen til at prædike det rene og ubesmittede evangelium om Riget, og så til andre tider, når den ikke er optaget af tjenesten, at anvende den til banden og sværgen og utilbørlig skæmt? Den samme Bibel, som opfordrer til at forkynde, fordømmer usømmelighed: „Men utugt og al slags urenhed eller havesyge bør end ikke nævnes iblandt jer, som det sømmer sig for hellige, ej heller skammelig færd eller tåbelig snak eller letfærdig skæmt (den slags er utilbørligt), . . . for sådanne synders skyld kommer Guds vrede over ulydighedens børn. Gør derfor ikke fælles sag med dem! Vær ikke meddelagtige i mørkets golde gerninger, men bring dem hellere for dagen. Thi hvad der lønligt bedrives af dem, er skammeligt blot at nævne.“ — Ef. 5:3-7, 11, 12.

Denne vildledte gamle verden kan måske mene, at det er nødvendigt at sværge og bande for at bevise sin mandighed; den kan mene, at upassende historier er nødvendige for at vise, at man ikke er blødagtig. Verdslige mennesker er faktisk bange for at lade være med at le ad en smudsig vittighed, hvad enten de finder den morsom eller ikke; de må slå en skraldende latter op for ikke at blive betragtet som uskyldige børn, der ikke kunne opfatte den sjofle pointe. Men vil kristne lade sig påvirke til at være fejge og nedlade sig til at deltage i utilbørlig spøg af frygt for at blive anset for ikke at være normale mennesker af denne onde verden? De er ikke så tåbelige. De har en gang vendt den slags ryggen — hvorfor så atter vende tilbage til sølen og spyet? Paulus siger: „I dem vandrede også I engang, da I levede jeres liv i dem. Men nu skal også I aflægge det alt sammen: Vrede, hidsighed, ondskab, spot, skamløs snak af jeres mund.“ Tungen må tøjles, hvis vor gudsdyrkelse ikke skal være forgæves. — Kol. 3:5-8; Jak. 1:26; 2 Pet. 2:20-22.

Tungen er kun et redskab for sindet og hjertet. Jesus sagde: „Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med.“ Vi må derfor gå til ondets rod, når vi søger at tæmme en uregerlig tunge. Vi må arbejde på at fjerne fra sind og hjerte de tilskyndelser, som får tungen til at føre dåragtig tale. Hvis sind og hjerte er fyldt med gode ting, vil de ikke tillade munden at sladre, lyve, smigre, hykle og tale usømmeligt. Når sind og hjerte er fyldt med det rette, vil de ikke give plads for den slags dårskaber. — Matt. 12:34; 15:18, 19.

En, der har et kristent sind, vil ikke alene stænge sin mund, så den ikke sladrer, men han vil også lukke sine ører til for bagtalelse, og afvise bagvaskere ved at møde dem med et udtryk af mishag. „Nordenvinden fremkalder regn, bagtalende tunger vrede miner.“ (Ordsp. 25:23) Den skarpsynede ved, at det at kritisere og sladre om andre er en indirekte måde at ophøje og prale af sig selv på. At tale nedsættende om andre giver en falsk og bedragerisk følelse af overlegenhed. Derfor tjener den kristne både sig selv og bagvaskeren bedst ved at nægte at høre på sladderen. Uden brændsel vil ilden gå ud. — Sl. 141:5; Ordsp. 14:7; 17:4, 20; 20:19; 26:20, 21; 28:23.

Tænk på Jesu lignelse med fårene og bukkene. (Matt. 25:31-46) Hvad bukkene gjorde mod Kristi brødre, blev regnet som gjort mod ham. Hvad vi gør imod disse brødre, bliver betragtet som gjort imod Kristus. Vil du sladre om vor Herre? finde fejl hos ham? tale ufordelagtigt om ham? Vil du prøve at lyve om eller for ham? smigre ham? hykle for ham? Eller ville du ganske roligt komme til ham med usømmelige vittigheder? Hvis du ikke kunne tænke dig at gøre disse ting over for ham, så gør det heller ikke mod dine brødre. Gør ikke bukkenes misgerninger!

Prøv derfor at gøre fremskridt i at tæmme tungen ved at uddrive det onde med det gode. „I øvrigt, brødre! alt, hvad der er sandt, hvad der er sømmeligt, hvad der er retskaffent, hvad der er rent, hvad der er elskeligt, hvad der har godt lov, al dyd og alt, hvad der er ros værd: det skal I have i tanke!“ (Fil. 4:8) Studér Guds ord og få derved dit sind forandret, så det kan forandre din ustyrlige tunge: „Ophør med at lade jer forme efter dette tingenes system, forvandl jer gennem en fornyelse af jeres sind, for at I kan forvisse jer om, hvad der er Guds gode, velbehagelige og fuldkomne vilje.“ (Rom. 12:2, NW) Fortsæt med at studere og derved vinde mere af den kundskab, som vil iklæde dig en personlighed i Kristi billede: „Affør jer den gamle personlighed med dens væremåder, og iklæd jer den nye personlighed, der gennem nøjagtig kundskab fornyes efter hans billede, som skabte den.“ — Kol. 3:9, 10, NW.

Indtil en sådan forandring er sket fuldt ud gennem studium og ved Guds ånds hjælp, og man derved har lært at tæmme tungen fuldstændig, må vi alle være nøje på vagt over for dette lille lem; enhver må vogte sin egen tunge og holde dens ild under kontrol. Lad dine ord være få og rolige, når der opstår forvirrede forhold, som Skriften tilråder: „Ved megen tale undgås ej brøde, klog er den, der vogter sin mund. Vogter man munden, bevarer man sjælen, den åbenmundede falder i våde. Den, som har kundskab, tøjler sin tale, mand med forstand er koldblodig. Den, der vogter sin mund og sin tunge, vogter sit liv for trængsler.“ (Ordsp. 10:19; 13:3; 17:27; 21:23) Hold tungen i stramme tøjler, når du bliver ophidset, og hold om nødvendigt din hånd for munden. (Sl. 39:2; Ordsp. 30:32) Hvis du i dig selv er for svag til, at det kan lykkes for dig, så bed sammen med salmisten: „Jehova, sæt vagt ved min mund, vogt mine læbers dør.“ — Sl. 141:3.

Det er livsvigtigt at tæmme tungen, for „død og liv er i tungens vold“. Hvis tungen misbruges til ophidsende udbrud, er den fuld af dødelig gift, men „et livets træ er tungens mildhed“. (Sl. 34:13-15; Ordsp. 15:4; 18:21) Med den anerkender man Gud og Kristus og „bekender til frelse“. — Rom. 10:10; 14:11; Fil. 2:11; Hebr. 6:1.