Peter, apostelen med nøglerne

HVILKE forandringer! Fra ukendt fisker til fremtrædende Jesu Kristi apostel! Fra at fiske fisk til at være menneskefisker! Hvilken omvæltning for denne mand Simon, der endog fik tilnavnet Peter! Hele hans tilværelse, heri indbefattet hans ønsker, motiver, stræben og fremtidsudsigter, ændredes fuldstændig. Ubeskrivelige velsignelser, begunstigelser og privilegier faldt på hans vej. Denne ulærde og jævne mand gjorde denne verdens vise mænd til skamme og fik rådighed over livets og dødens underfulde kræfter. Desuden fik han betroet særlige kundskabsnøgler, der kunne lukke op for Guds hellige hemmeligheder. At studere denne mands liv, personlighed, opførsel og svagheder vil derfor hjælpe os til at omdanne vort eget jeg fra denne gamle syndens og dødens verden til den nye retfærdighedens og livets verden.

Skjult af ubemærkethedens mørke, som Simons tidligere liv er, ved man kun meget lidt om det. Nogle mener, at han var mellem 30 og 40 år, da han blev en af Kristi disciple. Hans fader hed Jonas. Simon Jonas’ søns hjemsted var Betsajda, en by ved Galilæas nordlige kyst. Der drev han fiskeri sammen med sin broder Andreas og Zebedæus’ to sønner, Jakob og Johannes. Simon var gift, og hans svigermoder boede i et temmeligt stort hus i det nærliggende Kapernaum. — Matt. 8:14; 16:17; Joh. 1:44.

Selv om fiskeri måske var et beskedent erhverv, var det på ingen måde en slaves arbejde eller uforeneligt med høj intelligens og kultur. Der var tvungen skolegang for alle jødiske drenge, så selv om Simon ikke gik på særlige rabbinerskoler for at opnå titler eller grader inden for teologien, havde han dog et godt kendskab til de vigtigste ting i livet, nemlig De hellige Skrifter, som fremholdt Jehovas handlemåde med sit udvalgte folk og især hans dyrebare løfter om den kommende Messias.

Det er derfor ingen overraskelse, når man ved det første møde med Simon finder ham som en af Johannes Døbers disciple, der var beredt til at tage imod Kristus. Da Johannes i efteråret 29 e. Kr. råbte: „Se Guds lam!“, var Peter en af de første til at anerkende ham, og da var det, at Kristus første gang sagde til Simon: „Du skal hedde Kefas (det er det samme som Peter).“ (Joh. 1:35-44) Et halvt år senere opfordrede Kristus ham og hans medarbejdere: „Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere“, og Peter forlod straks alt og tog tjenesten op. (Matt. 4:18-20; Mark. 1:16-18; Luk. 5:1-11) At Peter fulgte denne opfordring til heltidstjeneste, betød begyndelsen til en fuldstændig ny og højst glædelig og velsignet tid i hans liv. — Matt. 19:27-29.

En særlig apostel

Læg blot mærke til nogle få af Peters vidunderlige forrettigheder. Som en af de tolv apostle fik han magt „over urene ånder“, for at han kunne helbrede „al slags sygdom“, og han blev sendt ud for at lære og forkynde i Kristi navn. (Matt. 10:1–11:1; Mark. 3:16; Luk. 6:13, 14) Mange gange var han således den første til at tale på de andres vegne, som f. eks. i dette tilfælde: „Jesus sagde da til de tolv: Vil I også gå bort? Simon Peter svarede ham: Herre! til hvem skal vi gå hen? Du har det evige livs ord.“ (Matt. 15:15; 18:21; Mark. 11:21; Luk. 8:45; 12:41; Joh. 6:67, 68) Peter var en af de tre apostle, som var vidne til Jairus’ datters opstandelse, som så forklarelsen på bjerget, og som i Getsemane overværede Jesu dødsangst. (Matt. 17:1-6; 26:36-45; Mark. 5:35-37) Det var Peter og Johannes, der blev udvalgt til at forberede den sidste påske. (Luk. 22:7-13) Det var også Peter, der blev sendt hen for at fange den fisk, i hvis mund han skulle finde en statér (ca. 2,80 kr.) til at betale tempelskatten med. — Matt. 17:24-27.

Det var også Peters store forret ved guddommelig åbenbaring at identificere Jesus som „Kristus, den levende Guds søn“. Han fik da overdraget to symbolske „nøgler“, som han senere brugte til at åbne kundskaben om det himmelske rige for jøder og hedninger med; hans anvendelse af disse nøgler var forud godkendt i himmelen. — Matt. 16:13-20, NW.

I tre år oplærte og underviste Kristus således Peter om den vej, der fører til livet, idet han endog irettesatte og dadlede ham, når han fejlede. Da Peter vandrede på vandet, begyndte han at synke, og Jesus sagde bebrejdende: „Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?“ (Matt. 14:28-31) Dengang Jesus fortalte, hvordan han måtte lide og dø, protesterede Peter: „Gud bevare dig, Herre. Nej, sådan må det ingenlunde gå dig!“ Det var derfor nødvendigt at irettesætte ham, fordi hans tænkemåde var den „gamle-verdens“ tænkemåde: „Vig bag mig, Satan! Du er mig til forargelse,“ sagde Jesus til ham, „thi du sanser ikke, hvad Guds er, men kun, hvad menneskers er.“ — Matt. 16:21-23; Mark. 8:31-33.

Jesu tjeneste var ved at være til ende. Det var den sidste nat. Der var kun nogle få timer tilbage. Da påskemåltidet var forbi, gav Jesus sig til at vaske disciplenes fødder, til trods for Peters indvendinger. (Joh. 13:3-11) Dernæst siger beretningen: „Da siger Jesus til dem: I denne nat skal I alle forarges på mig.“ Men Peter protesterede og sagde, at selv om alle de andre svigtede, så ville han dog aldrig falde. Jesu svar lød ikke desto mindre: „I denne nat, før hanen galer, vil du fornægte mig tre gange.“ — Matt. 26:31-35.

Da pøbelen ikke længe efter kom for at gribe Kristus, drog Peter sit sværd og huggede øret af en af dem. Peter troede, at han herved viste, at han var villig til at dø for sin Herre, men i stedet opførte han sig ukorrekt. (Joh. 18:10, 11) Dersom Peter ønskede at bevise sin ustraffelighed, fik han tre lejligheder dertil kort efter, da han sad i ypperstepræstens gård. Tre gange nægtede Peter på det kraftigste, at han nogen sinde havde kendt Kristus; men hanens galen bragte ham til fornuft, og han gik ud og græd bitterligt. — Matt. 26:69-75.

Kort efter Jesu opstandelse besøgte Peter, forvirret og rådvild, den tomme grav, for han forstod ikke, hvad der var sket. (Luk. 24:1-12; Joh. 20:1-10; 1 Kor. 15:3-8) Disciplene forstod ikke fuldt ud betydningen af Kristi opstandelse, førend Jesus materialiserede sig og forklarede dem det. Ved en sådan lejlighed spurgte Jesus Peter, om han elskede ham. „Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær,“ svarede Peter. Tre gange stillede Jesus ham dette spørgsmål, og hver gang, når Peter forsikrede Herren, at han virkelig elskede ham, befalede Jesus ham at vise dette ved at føde Herrens „lam“ og „får“. — Joh. 21:1-17.

Et virksomt liv som apostel

Det var ikke uden grund, at Peter fik al denne oplæring og undervisning. Der lå meget arbejde foran ham. Han var en af dem, til hvem Kristus havde sagt: „I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria, ja, indtil jordens ende.“ (Ap. G. 1:8) Ansvaret for udnævnelsen af apostle hvilede også på denne „menneskefiskers“ stærke skuldre, og Peter sørgede derfor for, at der blev valgt en anden til at tage den onde Judas’ plads. — Ap. G. 1:15-26.

Desuden var der de kundskabsnøgler, som Peter fik betroet. Den første blev brugt på pinsedagen. En kraftig lyd som vindens susen, tunger af ild over de forsamledes hoveder, så en forbløffet og forvirret menneskemængde af mange nationaliteter, der samledes for at høre evangeliet på deres eget sprog — hvad betød alt dette? Peter trådte frem og åbnede med den første nøgle for deres forståelse, idet han råbte: „Omvend jer og lad jer døbe“, og „lad jer frelse fra denne vanartede slægt“. Lejlighedens dør blev således åbnet, og omtrent 3000 jøder gik ind og blev døbt. — Ap. G. 2:1-41.

Opflammet af den hellige ånd brugte Peter sine mirakuløse helbredelsesgaver og opfattelsesevner til at overbevise andre om, at Jehova er Gud og den opstandne Kristus hans hovedredskab og den, der uddeler liv. Han forkyndte frimodigt og bevirkede mirakler på offentlige steder, idet han helbredte alle slags sygdomme, også lammelser, og oprejste endog de døde. (Ap. G. 3:1-16; 5:12-16; 9:32-42) Trusler, arrestationer, afstraffelser og forfølgelser fra det misundelige og ondskabsfulde præsteskabs side standsede ham ikke. Da det blev forbudt Peter at forkynde, sagde han til det religiøse råd: „Døm selv, om det i Guds øjne er ret at lyde jer mere end Gud; for vi kan ikke lade være at tale om det, vi har set og hørt.“ „Man bør adlyde Gud mere end mennesker.“ (Ap. G. 4:19; 5:29) Inden for menigheden var Peter ikke mindre nidkær med hensyn til at leve op til sit ansvar, hvilket ses af tilfældet med Ananias og Safira. (Ap. G. 5:1-11) Da Peter og Johannes blev sendt til brødrene i Samaria, for at de kunne få den hellige ånd, og en vildledt mand ved navn Simon ved bestikkelse prøvede at erhverve sig samme magt som apostlene, sagde Peter: „Gid dit sølv må gå til grunde og du selv med.“ — Ap. G. 8:14-20.

Det var nu på høje tid, at hedningerne lærte om Jehovas frelsesvej; derfor blev apostelen med nøglerne tilskyndet til at bruge den anden nøgle og åbne vejen. Det gjorde han så, og den romerske soldat Kornelius og hans husstand var de første ikke-jøder, der modtog det høje kald om det himmelske rige. (Ap. G. 10:1–11:18) Kort efter blev Peter fængslet af den onde kong Herodes og ville uden tvivl være blevet dræbt, om ikke Jehovas engel mirakuløst havde udfriet ham. (Ap. G. 12:1-17) Peters arbejde var endnu ikke afsluttet.

Det ser ud til, at Peter, med undtagelse af, at han engang blev kaldt til Jerusalem i anledning af et spørgsmål om ikke-jøders omskærelse, tilbragte omtrent hele resten af sit liv blandt jødiske menigheder uden for Jerusalem. (Ap. G. 15:1-21; Gal. 2:7-9) Der er imidlertid ikke skygge af bevis for, at han nogen sinde nåede Rom, men vi ved, at han skrev to breve i Babylon, kort før han døde. (1 Pet. 5:13) I dem vises det klart, at Kristus og ikke Peter er menighedens „hovedhjørnesten“. (1 Pet. 2:4-6) Han gør ingen steder krav på ærkebiskoppelig værdighed eller ufejlbarlighed, lige så lidt som han taler om en efterfølger, til hvem han gav „nøglerne“. Peter var tværtimod teokratisk og et godt eksempel for alle kristne med hensyn til ydmyghed, beskedenhed og anger og i nidkærhed og hengivenhed for den nye verdens interesser.