Moralsk Handlefrihed og Ordet

1. Hvorledes har Gud givet os moralsk handlefrihed med hensyn til hans ord, hvem kan vi takke for velsignelser, og hvem skyldes vore vanskeligheder?

GUD anerkender os som skabninger, der er frit stillet i moralsk henseende, og han lader os selv vælge, om vi vil tro hans ord eller ej. Hvis vi holder hans ord og af den grund velsignes rigt, kan vi takke Gud for disse velsignelser. „Lutter gode og fuldkomne gaver kommer ned ovenfra, fra himmellysenes fader, hos hvem der ikke er forandring eller skygge, der kommer og går.“ (Jak. 1:17) Giver vi derimod ikke agt på hans ord, men følger vore egne selviske ønsker eller en anden skabnings ord, fordi det stemmer overens med vor selviske vilje, og derved bringer os selv i vanskeligheder, er vi tilbøjelige til at sige: „Det var Djævelen, der gjorde det!“ Ja, det var Djævelen, der gjorde det, men husk, han gjorde det gennem dig, fordi du gav efter for ham. Du lagde så at sige tingene til rette for ham. Og det er jo ikke netop, hvad du behøver at gøre.

2. Hvilket syn på Guds ord er ofte skyld i, at vi har vanskeligt ved at klare vore egne problemer? Hvad giver dette os anledning til at bevise?

² Når vi har vanskeligt ved at afgøre, hvad der er Guds vilje i vore personlige anliggender, skyldes det tit, at hans ord ikke er skrevet for hver enkelt af os, men for hans folk som organisation betragtet. De råd og den vejledning, der gives i hans ord, gælder derfor alle enkeltpersoner, som er i organisationen eller er knyttet til den. Det siger ikke een ting til et menneske og noget andet til et andet menneske for at imødekomme hver enkelts personlige smag. Gud giver ikke efter eller ændrer sin lov bare for at behage et eller andet menneske og opfylde hans selviske ønsker og tilbøjeligheder. Hans lov er teokratisk og harmonerer med hans vilje og hele handlemåde. Den bestemmes ikke af nogen skabnings egensindige vilje. De råd og instruktioner, der gives deri, er ofte generelle og fremholder et princip til efterfølgelse, men den stiller den enkelte frit i moralsk henseende, så han selv kan vælge, om han vil følge det sande princip, der er fremholdt for ham, eller om han vil rette sig efter sin egen selviske vilje. I så henseende indrømmer Gud den enkelte lejlighed til at bevise, hvor stor kærlighed og tillid han nærer til Gud, ordets Giver, og hvor magtpåliggende det er for ham at gøre hans vilje. Gud påtvinger ikke nogen skabning sin vilje. Han ønsker kærlig lydighed.

3. Hvad siger apostelen Paulus om ægteskab, og hvilket spørgsmål står åbent for den enkelte kristne?

³ For eksempel indeholder bibelen en hel del forskrifter for ægteskab og forholdet mellem de to køn. Apostelen giver det råd, at hvor umoralitet er almindelig og en kristen person er seksuelt disponeret og tilbøjelig til at lade sig opflamme af lidenskab, må han hellere gifte sig og få sin egen lovformelige hustru. Han siger ligeledes: „Er du fri? søg dig ikke en hustru! Men selv om du også gifter dig, har du ikke derved syndet; dog vil de, der gør det, få timelig trængsel.“ Foruden timelig trængsel vil de også blive beskåret i deres frihed til at vælge og bevæge sig, som de vil. Manden vil søge at behage sin hustru, og hustruen sin mand. Begge vil således til en vis grad være optaget af ting, der hører verden til, for at vinde hinandens bifald. Men „den ugifte kvinde og jomfruen bekymrer sig for det, der hører Herren til, at hun kan være hellig [sat helt til side] både på legeme og ånd.“ Et lovformeligt ægteskab er ikke synd. Det står enhver kristen frit at gifte sig, „blot det sker i Herren“, det vil sige, ægtefællen må være i pagt med Herren. Spørgsmålet bliver derfor: Hvilken stand er at foretrække, den enlige stand eller ægtestanden? Paulus besvarer spørgsmålet som en mand, der har Guds ånd: „Også han, der giver sin jomfrudom hen i ægteskab, gør vel, men den, der ikke giver den hen i ægteskab, gør bedre.“ (NW) — 1 Kor. 7.

4. Hvis en kristen beder Gud om råd i spørgsmålet om ægteskab eller rådfører sig med en broder, hvad kan han så vente eller ikke vente?

⁴ Ægteskab vil undertiden gøre en person uegnet til at tjene et nærmere bestemt sted i forbindelse med Guds synlige organisation, fordi tilfældet kræver en enligstillet mand. Til trods herfor kommer en enlig mand til at synes om en ung pige, og ønsket om at gifte sig med hende vælder op i ham. Skal han gøre, hvad han ønsker, eller skal han lade være? Så siger han: Jeg vil bede Gud vise mig, hvad der er hans vilje. Men Gud giver ikke noget direkte eller personligt svar på hans specielle tilfælde. Han spørger da en af sine kristne brødre til råds. Dog, Gud inspirerer ikke denne broder til at optræde som profet og giver ham ikke et særligt budskab, der fortæller den spørgende, om han skal gifte sig eller ikke. Det eneste, broderen kan gøre, er at råde ham til at søge vejledning i Guds skrevne ord, eller han kan fortælle den tvivlrådige broder, hvad der siges heri. Broderen er skuffet og går utilfreds og såret sin vej. Men sådan ville han ikke føle sig til mode, hvis han ikke lod sit selviske ønske få overtaget.

5. Råder Gud nogen kristen til at gifte sig, og hvad er for nogles vedkommende tanken med at søge råd hos andre angående ægteskab?

⁵ Gud fortæller ikke den enkelte kristne, hvorvidt han skal gifte sig eller ikke. Han lader hver især træffe sin bestemmelse og tage følgerne. En person, der ønsker at gifte sig, tænker måske som så, at han i betragtning af, at så mange ægteskaber lider skibbrud nutildags, kunne ønske, at en anden end han selv skulle forsikre ham om, at det er i sin orden og nok skal gå, hvis han gifter sig, og således tage ansvaret for at råde ham til at gifte sig. Går ægteskabet så ikke godt, har han ikke sig selv at dadle, fordi han giftede sig; han fulgte ikke sin egen vilje, da han tog dette skridt, absolut ikke. Han rettede sig efter det andet menneskes råd, og han alene er at dadle.

6. Var det Guds vilje, at Isak skulle gifte sig? Hvordan fik han sin hustru?

⁶ Gud vil ikke tage ansvaret for at råde os til at indgå ægteskab og være skyld i følgerne. Vi må huske på, at vi ikke er Isak’er og Rebekka’er. Isak traf ikke selv beslutning om sit ægteskab. Det var hans fader, Abraham, der gjorde det, og han sendte en repræsentant eller mellemmand ud for at vælge Isak en hustru af sin broders slægt. Var det Guds vilje, at Isak skulle gifte sig? Ja; thi Abrahams sæd eller afkom skulle kaldes gennem Isaks slægtslinie, og Isak måtte derfor have et barn eller børn, og for at få det måtte han have en hustru. Men det skulle være en hustru af hans egen semitiske slægt. Isak valgte ikke selv sin brud. Han havde aldrig set hende, før mellemmanden fremstillede hende for ham. Og for at mellemmanden kunne få afgjort, om den unge ukendte pige, han traf ved brønden, var den rette, bad han Gud om et tegn, og Gud opfyldte hans bøn og viste ham således, hvem der var den rette. Den unge pige viste sig at være en grandkusine til Isak.

7. Hvilken bibelsk udvej gives der for den kristne, der ikke selv ønsker at tage stilling til ægteskab? Hvad var udvælgelsen af Rebekka et billede på?

⁷ I vor tid er vi i den vestlige verdens demokratiske lande imidlertid ikke underlagt den slags ægteskabsforanstaltninger. Vi er ikke Isak’er, der har pligt til at gifte sig og få børn for at holde slægtslinien ubrudt indtil Abrahams forjættede sæds, Kristi, komme. Ægteskab er et personligt anliggende, som den enkelte kristne selv må tage stilling til. Der påhviler ham ikke nogen guddommelig pligt til at gifte sig. Ønsker han ikke selv at tage ansvaret for at afgøre, om han skal gifte sig, så lad ham gøre, som de gjorde i bibelsk tid, lad hans forældre eller formyndere bestemme for ham. Bestemmer de, at han skal gifte sig, så lad dem vælge hustruen til ham, selv om han aldrig har set hende, og lad dem slutte den kontrakt, der binder kvinden til ham. Uha nej, det ville da berøve ham friheden til selv at vælge sin brud! Det synes han ikke om! Nå ja, så må han selv skuldre sit ansvar og bestemme, om han skal gifte sig eller ej, og han må selv vælge den kvinde, han ønsker. Guds vejledning og udvælgelsen af en hustru til Isak var ikke et billede på, hvordan Gud vælger en brud til hver især af de kristne, der ønsker at gifte sig. Det er et billede på, hvordan Gud vælger en brud til den store Brudgom, hans søn, Jesus Kristus, og hvordan han sender sin engel og vælger dem, der skal høre til brudeskaren. — 1 Mos. 24:1-67.

8. Hvilken udtrykkelig oplysning giver Gud om den enlige stand og om ægtestanden, og hvad er Guds vilje med dem, der gifter sig?