En øde jord i tusinde år?

EFTER hvad flere, som f. eks. syvende-dags adventisterne, tror, er „det nuværende liv givet mennesket som en prøvetid, der udløber ved døden“. Før Kristi andet komme finder der en „domsprøve“ sted, som bliver afgørende for hver enkelts skæbne, og ved hans komme vil de retfærdige blive belønnet med himmelsk lyksalighed, de onde blive straffet med ødelæggelse og hele jorden lagt øde ved et stort jordskælv.

Det påstås endvidere, at denne øde jord vil udgøre den afgrund, hvori Satan og hans dæmoner kastes, og hvor de således bindes ved en „kæde af omstændigheder“. Ved slutningen af de tusinde år vil de hellige vende tilbage til jorden og de onde blive oprejst fra døden. Under Satans og hans dæmoners ledelse vil de onde så drage op mod de hellige, og „netop som den angribende hær forbereder det sidste slag, se, da falder der ild ned fra himmelen fra Gud og fortærer dem“. Således lærer adventisterne.

Er den afgrund, i hvilken Satan og hans dæmoner kastes, en øde jord? De, der lærer således, fremholder som bevis, at det hebraiske ord, der i 1 Mos. 1:2 er oversat „verdensdybet“, også kan oversættes „afgrunden“. „Og jorden var øde og tom, og der var mørke over verdensdybet [afgrunden].“ Men den blotte kendsgerning, at det hebraiske ord i 1 Mos. 1:2, der gengives med „verdensdybet“, også kan oversættes „afgrunden“, er intet bevis på, at den afgrund, der omtales i Åbenbaringen 20:1-3, og som Satan kastes i, er jorden. Hvorfor ikke? Fordi der ikke findes noget bevis for, at jorden og verdensdybet i 1 Mos. 1:2 hentyder til en og samme ting.

I vor tid omtaler vi havet som dybet. De gamle talte om det som en afgrund, hvis dyb var uudgrundeligt og bundløst, så vidt det angik dem. Det dyb, der omtales i 1 Mos. 1:2, er utvivlsomt det vældige firmament af vand, der var ophængt som et dække om jorden, og som blev skilt fra vandene på jorden, for at der kunne dannes en atmosfære eller „hvælving“. (Se 1 Mos. 1:6, 7, 20) Læg også mærke til, at da Kristus var her på jorden, bad visse dæmoner ham om ikke at sende dem „ned i afgrunden“. Eftersom de allerede var på jorden, kunne den ikke være afgrunden, som de hentydede til. — Luk. 8:31.

Hvad er da den afgrund, som Satan og hans dæmoner kastes i? Det er dødstilstanden, ligesom Jesus i døden blev omtalt som værende i afgrunden. (Rom. 10:7) Det er ganske afgjort, at det var ikke nødvendigt for en engel at komme ned fra himmelen med en lænke for at binde Satan og kaste ham i afgrunden, dersom det skete ved en „kæde af omstændigheder“. (Åb. 20:1) Det er klart, at det ikke er menneskene, men Djævelen, der vil blive fjernet.

Jorden øde i tusinde år?

Findes der noget bibelsk bevis for påstanden om, at jorden skal lægges øde i tusinde år? Det er sandt, at Åbenbaringen 16:18, 19 taler om et stort jordskælv, men skal vi nødvendigvis drage den slutning, at det er et bogstaveligt jordskælv, når der så mange andre steder i denne profeti tydeligt er anvendt symbolske udtryk? Læg også mærke til, at efter jordskælvet faldt der store hagl (ikke bogstavelige hagl), og menneskene spottede Gud på grund af denne hagl; heraf fremgår det, at jordskælvet ikke havde tilintetgjort alle onde mennesker.

I deres forsøg på at finde beviser citerer tilhængerne af teorien om den øde jord profetierne fra Esajas 24:1-6 og Jeremias 4:23-28, som taler om, at Jehova vil gøre jorden til en tom og øde ørken uden mennesker. Et omhyggeligt studium af disse profetier viser imidlertid, at de fik en bogstavelig opfyldelse, dengang Judas land lå øde fra 607 f. Kr. til 537 f. Kr., hvilket er hovedemnet i Jeremias’ bog. Om genopbyggelsen dengang siges der følgende: „Så siger Jehova: På dette sted . . . på Jerusalems gader, der er lagt øde, uden mennesker og kvæg, skal atter høres fryderåb og glædesråb.“ — Jer. 33:10-14.

Det fremgår af sammenhængen, at disse profetier ikke sigter til, at hele jorden skal tømmes for menneskelige skabninger. Læg mærke til Esajas 24:6: „Derfor fortærer forbandelse jorden, . . . kun få af de dødelige levnes.“ Og i Esajas 24:12-14 fortælles der, at i den øde by skal der være en „efterslæt“, og at „disse opløfter røsten, jubler over Jehovas storhed“. I Jeremias 4:27 får vi at vide: „Al jorden bliver ørk, men helt ødelægger jeg ikke.“ Og i vers 29 i det samme kapitel vises der, at menneskene vil flygte ind i krat og stige op på klipper. Ved den mindre opfyldelse i 607 f. Kr. til 537 f. Kr. blev hele jorden ikke lagt øde, og det vil den heller ikke blive, når disse skriftsteder får deres større opfyldelse ved Harmagedon.

Hvorfor gøre hele jorden øde i tusinde år? Hvilket formål ville det tjene? Når jorden ikke blev skabt forgæves, ville det så ikke i det mindste være forgæves med hensyn til de tusind år, hvis den skulle være øde i den tid? (Es. 45:18) At man hævder, at de hellige skal dømme onde mennesker og engle for at afgøre graden af deres skyld og straf, og at dette vil tage tusinde år, viser blot, hvor svag påstanden er. Alle de onde vil blive kendt skyldige i en grad, der fortjener døden, og dommen vil være forbi og eksekveret, førend de hellige begynder at regere med Kristus i de tusinde år. Eftersom adventisterne indrømmer, at de ondes løn er død og ikke skærsilden eller evig pine, hvordan kan det så samstemme med forskellige grader? Død er død. Det ville være inkonsekvent at sige, at der vil være forskellige grader af straf for dem, der tilintetgøres.

Gud har fastsat en dag, hvor Kristus Jesus skal dømme verden, og de hellige skal være meddommere. Denne dommedag vil være tusinde år lang, og når Jehovas „domme rammer jorden, lærer de, som bor på jorderig, retfærd“. (Es. 26:9; Ap. G. 17:31; 1 Kor. 6:1-4; 2 Pet. 3:8) Dersom jorden er øde, hvem lærer så retfærdighed?

Bibelen viser endvidere, at alle jordens slægter skal velsignes gennem Abrahams sæd, som består af Kristus såvel som hans legemes lemmer, de hellige. Dersom denne sæd skal tages til himmelen og så vende tilbage efter tusinde år for at nyde jordens velsignelser, hvem er da alle jordens slægter, som sæden skal velsigne? — 1 Mos. 22:17, 18; Gal. 3:16, 29.

Åbenbaringen 20:5, 6 viser, at de hellige skal være konger og præster i tusinde år. Over hvem skal de regere som konger i tusinde år, hvis jorden skal lægges øde i den tid? Og hvem kan de som præster betjene, dersom der i den tid ikke er nogen mennesker på jorden, som behøver præsters tjeneste?

Læg også mærke til, at Bibelen ikke siger, at de, der slutter sig til Djævelen i hans sidste forsøg, bliver løsladt eller oprejst fra døden med ham. Tværtimod viser den klart, at når han er blevet løsladt, vil han gå ud for at forføre dem, der bor på jorden, hvilket tilkendegiver, at der er mennesker på jorden, før han løslades, og som ikke er forført. — Åb. 20:7-10.

Øjensynlig ligger vanskeligheden i, at man ikke anerkender, at der ved Kristi komme vil være endnu en klasse mennesker foruden de kristne, der får en himmelsk belønning, og de onde, der bliver tilintetgjort. Bibelen er fuld af beviser for, at der vil være to forskellige og adskilte skarer, der vil blive frelst, den ene til himmelsk, den anden til jordisk liv. Jesus lovede ganske rigtigt nogle af sine efterfølgere en himmelsk belønning: „Frygt ikke, du lille hjord! thi jeres Fader har besluttet at give jer Riget.“ (Luk. 12:32) Se også Joh. 14:1-3; 1 Kor. 15:35-54; 2 Pet. 1:4. Imidlertid talte han også om „andre får, som ikke hører til denne fold“, og han fremholdt meget klart, at der var nogle med fårets sindelag, som ikke ville få den himmelske belønning. „Blandt kvindefødte er der ikke fremstået nogen større end Johannes Døber; men den mindste i Himmeriget er større end han.“ Men naturligvis ville Gud ikke undlade at belønne en så trofast tjener som Johannes Døber. Hvordan vil han blive belønnet? Ved en opstandelse til liv på jorden. — Sl. 115:16; Matt. 11:11; Joh. 10:16.

Jesus sammenlignede denne verdens ende med Vandflodens tid. (Matt. 24:37-39) Vandfloden rensede jorden, akkurat som Harmagedon vil gøre det i nær fremtid. Dengang var det kun forholdsvis få retfærdige, der blev sparet, og sådan vil det ligeledes være forholdsvis få, der spares nu, nemlig de, der søger ydmyghed og retfærdighed. Gud gentog det påbud om at blive frugtbare, som først var givet Adam og Eva, til dem, der overlevede Vandfloden, og han vil atter gentage det til dem, der overlever Harmagedon. Men medens Satan snart fordærvede den menneskelige race efter Vandfloden, vil han efter Harmagedon blive bundet, så at han ikke vil kunne gøre det til den tid. — 1 Mos. 1:28; 9:1; 10:8; 11:1-9; Zef. 2:1-3.

En anden vanskelighed i forbindelse med læren om den øde jord skyldes manglende forståelse af den store forskel på åndelige og jordiske skabninger. Bibelen erklærer, at den himmelske skabning er langt højere end og ikke engang kan ses af den jordiske skabning. I virkeligheden har mennesket ingen idé om, hvordan en åndelig skabning ser ud. (Ap. G. 26:13, 14; 2 Mos. 33:20; 1 Kor. 15:40-54) Kristus afklædte sig sin himmelske herlighed og blev en jordisk skabning. Han bad, om Gud ville herliggøre ham med den herlighed, som han havde hos sin Fader, før verden var. Paulus fortæller os, at Gud har højt ophøjet ham, endog højt over det, han var før. Kan vi forestille os Kristus i menneskeskikkelse nu? Og dersom hans efterfølgere skal blive ham lig, skal de så ikke også blive herlige åndeskabninger? Og hvis det er tilfældet, kan vi da tænke os, at de, efter i tusind år at have haft en tilværelse som herlige åndeskabninger i det himmelske rige, skal degraderes eller forringes til jordiske forhold og legemer og være tilfredse med at tilbringe en evighed på denne måde? — Rom. 2:7; Joh. 17:5; Fil. 2:5-11; Hebr. 1 og 2.

Men nu vil nogle spørge: „Dersom de tusind år skal bruges til at dømme levende og døde, hvorfor siger Åbenbaringen 20:5 så, at „de andre døde blev ikke levende, før de tusinde år var til ende“?“ Læg mærke til, at der ikke siges, at de andre døde ikke blev oprejst, før de tusind år var til ende, som om der var tusind års mellemrum mellem den første opstandelse og den almindelige opstandelse af menneskeslægten. Der siges blot, at de ikke blev „levende“, før de tusinde år var til ende.

Formålet med Kristi tusindårsrige er at skænke liv til menneskene. Men selvom de oprejses fra de døde, vil de ikke i Guds øjne være virkelig levende, fuldkommengjorte og have gjort fuld brug af genløsningen og have ret til liv, førend de har bevist, at de er værdige til det evige liv ved at modstå den sidste ustraffelighedsprøve, som bringes over dem ved Satans og hans dæmoners løsladelse. Bibelen omtaler gentagne gange syndere som døde, skønt de ikke er det i virkeligheden. „Lad de døde begrave deres døde.“ „Også jer har han levendegjort, da I var døde i jeres overtrædelser og synder.“ — Matt. 8:22; Ef. 2:1.

Håb for de døde

Dersom som det påstås, „det nuværende liv er givet mennesket som en prøvetid, der udløber med døden“, hvad vil så alle de hedningers skæbne blive, som aldrig har levet i en domsperiode og aldrig har haft mulighed for at høre om Gud, Kristus og de ti bud? Dersom man hævder, at alle disse vil blive frelst på grund af uvidenhed, hvorfor så ikke holde alle mennesker i uvidenhed og derved frelse dem alle. Men alle disse vanskeligheder forsvinder, når vi forstår de foranstaltninger, som Kristi tusindårsrige vil træffe for sådanne, der aldrig i fortiden levede under en guddommelig domsperiode.

I korte træk: Ifølge Bibelen vil Kristus Jesus tilintetgøre alle de onde, både synlige og usynlige, i slaget ved Harmagedon, som Bibelens profetier viser ikke er langt borte, og til den tid vil Satan og hans dæmoner blive bundet i dødstilstandens og ubevidsthedens afgrund i tusinde år. De, som overlever slaget, vil få den forret at blive frugtbare, mangfoldige og opfylde og underlægge sig jorden. I løbet af denne tid vil de hellige regere med Kristus i himmelsk herlighed, idet de vil få del i at dømme verden med retfærdighed og i at velsigne alle jordens slægter. I denne tid vil de uretfærdige, som er bevaret i Guds erindring i gravene (men ikke de, der med vilje har været onde, og hvis navn smuldrer hen), blive oprejst. Da de ikke tidligere har været udsat for Jehovas ugunstige dom, vil de nu få lejlighed til at lære retfærdighed. — Joh. 5:28, 29; Ordspr. 10:7.

Ved slutningen af de tusinde år vil alle i gravene være kommet frem, og jorden vil være underlagt mennesket, bragt tilbage til paradisiske tilstande og fyldt med retfærdige skabninger. (1 Kor. 15:24-28) Så vil Satan og hans dæmoner blive løsladt en lille tid for at prøve alle dem, der bor på jorden. De, der ikke består denne prøve, vil blive tilintetgjort sammen med Djævelen og hans dæmoner. Så vil de overlevende leve i ordets fulde betydning, idet de er blevet fuldkomne og ejer retten til liv. Da vil der ikke være nogen død, der skyldes nedarvet adamitisk synd, ej heller sorg eller skrig eller pine, for alle tidligere ting vil være forsvundet. (Åb. 21:4) I stedet for at jorden således har ligget øde i tusinde år, vil den have været fuld af muligheder, aktivitet og velsignelser.