Hadet for hans navns skyld

JESUS KRISTUS forkyndte uden modsigelse det største budskab om fred, glæde og tilfredshed, som nogen sinde har lydt i menneskers ører. Han lovede imidlertid ingen steder sine efterfølgere denne verdens gunst eller bare så meget som, at den ville behandle dem menneskeligt. Han fortalte dem rent ud, hvad de kunne vente sig, da han sagde: „Så skal man overgive jer til trængsel og slå jer ihjel, og I skal blive hadet af alle folk for mit navns skyld.“ — Matt. 24:9.

I år 64 (e. Kr.) var kristendommen kendt over en stor del af det romerske kejserrige, heri indbefattet hovedstaden Rom. De kristnes særlige kendetegn, form for tilbedelse og faste vægring ved at gå på kompromis havde gjort dem til sikre skydeskiver for fjendtligheder og spot. I dette år, kejser Neros tiende regeringsår, hærgedes Rom af en brand, som var så stor, at den endnu omtales i digte og sagn. Da ilden var blevet bekæmpet, lå store slumkvarterer i den stolte hovedstad enten helt eller delvis i ruiner. Neros påfølgende gavmildhed over for de hjemløse og hans energiske genopbygningsprogram kunne ikke dæmpe den voksende mistanke om, at han var sin egen hovedstads brandstifter. I sin søgen efter en bekvem syndebuk, der kunne aflede opmærksomheden fra hans egen person, skyndte den ødelæggelseslystne kejser sig offentligt at kaste skylden på de upopulære kristne. På den måde begyndte der en tidsperiode på næsten tre hundrede år med ti voldsomme forfølgelser af de kristne, foranlediget af forskellige romerske kejsere.

De ti forfølgelser

Nero sørgede for, at den første af disse grusomme forfølgelser angav tonen for de øvrige. Han lod øjeblikkelig de kristne samle sammen, holdt en kort rettergang og myrdede dem på den mest barbariske måde, man kan tænke sig. Nogle blev kastet for de vilde dyr i den offentlige arena, andre blev syet ind i dyreskind og overladt til vilde hundes raseri, mange blev korsfæstet, og endnu andre blev iklædt brændbare stoffer og antændt som menneskefakler, der oplyste Neros haver om natten. Det var under denne forfølgelse, at apostelen Paulus led martyrdøden.

Ved Neros død fulgte der et kort pusterum, men i de sidste år af det første århundrede brød den anden store forfølgelse ud under kejser Domitian. Det siges, at ca. 40.000 led martyrdøden alene i år 95. Domitian havde ligesom Nero flere sindssyge karaktertræk. Han havde tidligere myrdet sin egen broder og flere romerske senatorer. Et af hans dekreter gik ud på, at hele Davids slægt skulle lide døden. Under denne herskers forfølgelse døde mange fremstående kristne, ifølge Blanchards Book of Martyrs også den Timoteus, som Paulus skrev to kanoniske breve til. Det var endvidere i denne periode, at Johannes, den sidstlevende af de tolv apostle, blev forvist til øen Patmos, hvorfra han omkring år 96 skrev den inspirerede bog Åbenbaringen.

Efter Domitian slog Nervas korte tretten-måneders regering en forfriskende bro over til den tredje store trængselstid, fremkaldt af det romerske raseri. Under kejser Trajanus’ regering slog hadet på ny ud i lys lue.

En kristen enke, der nægtede at ofre til kejseren, blev hængt i sit eget hår og derpå druknet i en flod. Fokus, en kristen tilsynsmand, blev først kastet i en ophedet kalkovn, derefter i kogende vand, før han døde, En anden, Ignatius fra Antiokia, blev torteret med ild, fik sit kød sønderrevet med rødglødende knibtænger og blev til sidst flået i stykker af vilde dyr. Trajanus’ efterfølger, Adrian, fremturede på samme måde til sin død i år 138, da han blev efterfulgt af den forsonende Antonius Pius.

Men atter var freden kun midlertidig. Med år 162 kom den fjerde bølge af mishandlinger under den stærkt hedenske Marcus Aurelius Antonius. Under hans styre blev de kristne, uden hensyn til køn, udsat for den hidtil mest umenneskelige behandling. Kendte medlemmer af den kristne kirke, som Polykarp og Justinus, gik standhaftigt i døden. Nye rædsler, som de rødglødende torturstole, kunne ikke ødelægge den kristne tro.

Den femte forfølgelse var hovedsagelig et lokalt anliggende, der periodevis brød ud i forskellige dele af kejserriget, hvor de eksisterende love mod de kristne blev håndhævet med mellemrum. Kejseren, Severus, skabte ingen ny uret i lovens navn, og det skyldtes øjensynlig hans hengivenhed for en kristen læge, som havde helbredt ham for en farlig sygdom.

Kristne holder ud og sejrer

Da en ung kristen mand i Asien fik befaling om at ofre til Venus, svarede han stolt: „Det forbavser mig, at I vil ofre til en skændig kvinde, hvis udsvævelser jeres egne historikere beretter om, og hvis liv bestod i sådanne handlinger, som jeres love ville straffe. Nej, jeg vil bringe den sande Gud velbehagelige lovprisningsofre og bønner.“ Af denne grund blev han radbrækket på hjulet og derefter halshugget. Julian, der var hjemmehørende i Cilicia, blev bundet i en sæk med slanger og kastet i havet. To forhenværende hedenske præster, som var blevet omvendt til kristendommen og selv omvendte mange andre, blev arresteret under denne forfølgelse, og da de nægtede at afsværge deres tro, levende brændt. Den kendte kirkefader Origenes blev grebet og fængslet, og kun Decius’ død hindrede hans henrettelse. Krig med Goterne lagde beslag på efterfølgeren Gallus’ opmærksomhed; men da riget derefter hjemsøgtes af forskellige plager, udgik der befaling om, at der skulle bringes omfattende ofre til Roms guder. Dette forårsagede flere myrderier på de kristne, denne gang fra lokale pøbelhobes og øvrigheders side.

Stadig ingen hvile! I april år 257 udbrød en ottende forfølgelse under kejser Valerian. Denne bølge føjede utalte martyrer til listen og gjorde brug af mere djævelsk tortur. Stormløbet var i hovedsagen begrænset til de ældste og ansvarlige inden for den kristne kirke, idet hensigten hermed var at bryde rækkerne ved at dræbe de ledende. Forrest blandt denne tids ofre var Kyprian, Kartagos tilsynsmand. Da han både var respekteret og kendt af de stedlige romerske embedsmænd, blev han ikke torteret for ved tvang at tilbagekalde sin tro, men idømtes den mindst smertefulde død, man kendte, halshugning.

År 274 udråbte kejser Aurelian den niende forfølgelse. Den flammede op en kort tid, men døde så hurtigt hen, da kejseren blev myrdet af sine egne husfolk.

Diocletian overtog kronen i år 284. I begyndelsen lod han til at være de kristne venlig stemt, men i år 303 gav han efter for overtalelser og indledte den tiende forfølgelse, sandsynligvis den grusomste af dem alle. Mænd og kvinder uden forskel fyldte Romerriget med blod. De blev kvalt i røg, tvunget til at drikke smeltet bly, druknet masser ad gangen, brændt og radbrækket på hjulet. I en enkelt måned blev der myrdet 17.000. I provinsen Ægypten døde alene under denne forfølgelse 144.000, der bekendte sig til at være kristne, foruden 700.000 andre, der døde som følge af de strabadser, der mødte dem i landflygtigheden eller under tvungent offentligt arbejde.

Ved Diocletians abdikation i 305 var landet delt mellem seks kejsere. Konstantin myrdede sig frem til overhøjheden i vest og bragte forfølgelserne til ophør i den hensigt at danne en sammensmeltet religion af kristendom og hedenskab og således styrke enheden i sit folk.

Det, der særlig karakteriserede disse ti forfølgelser, standsede på ingen måde med dem. Djævelen fortsatte sine onde voldshandlinger mod kristendommen op gennem middelalderen, reformationen og lige til vore dage. Det er ikke de virkelige årsager til forfølgelsen, der har forandret sig, men forfølgerens hånd er nu en anden. For at blive klar over, hvad disse spørgsmål drejede og drejer sig om, er det værd at, høre disse første tapre kristnes afgjorte svar på spørgsmål, som stadig stilles af nutidens „kejsere“.

Betalingen til Gud og kejseren

Da den romerske prokonsul søgte at tvinge den aldrende menighedsforstander Polykarp til at fornægte kristendommen eller i det mindste „overbevise folket“, sådan at regeringen kunne løslade ham uden at miste folkets agtelse, sagde han:

„Jeg føler mig forpligtet til at give jer en forklaring, for vor religion lærer os at behandle de [borgerlige myndigheder] med tilbørlig ærbødighed, for så vidt som det er i overensstemmelse med vor frelse. Men hvad dem udenfor angår, så anser jeg dem for uværdige til noget forsvar fra min side.“ Pøbelen fordømte ham derpå som „vore guders fjende“ og røbede derved, at deres største bevæggrund var religiøs fordom.

I år 200 forsvarede to kristne deres tro over for prokonsul Saturninus, og hertil sagde embedsmanden: „Også vi er gudfrygtige, og vi sværger ved kejserens, vor herres, skytsengel, og vi beder for hans velfærd, hvad I også må gøre.“ Den ene af dem svarede: „Jeg ved ikke af, at der er nogen skytsengel for denne jords hersker, men jeg tjener min Gud i himmelen, som intet menneske har set, ikke heller kan se. Jeg har aldrig stjålet noget fra nogen; jeg betaler samvittighedsfuldt alle de skatter og afgifter, jeg har pligt til, for jeg anerkender kejseren som min hersker, men jeg kan kun tilbede min Herre, Kongernes Konge, Nationernes Herre.“

De kristnes afgjorte holdning som fuldstændig adskilte fra denne verden og dens systemer trådte tydeligt frem ved deres vægring ved at gøre militærtjeneste, som i tilfældet med den unge kristne Maximilian, der som indvending erklærede, at han hørte til Kristi hær og derfor ikke kunne anerkende denne verdens. Der er også tilfældet med den romerske høvedsmand Marcellus, der i forvejen var soldat, men som kristen nægtede at tilbede afguderne og staten og derfor offentligt kastede sine værdighedstegn fra sig og led døden.

Man bør lægge mærke til, at selv det gamle Roms hårde, totalitære regering anså det for hensigtsmæssigt at skjule sine forfølgelser under falske anklager mod ofrene, som om den kviede sig ved åbenlyst at myrde dem med „deres religion“ som eneste grund. Dekretet, som i 311 satte punktum for den tiende forfølgelse og opsummerede de mange undskyldninger som „fornærmelse af Roms guder“, „fornægtelse af kejseren“, „vægring ved militærtjeneste“ o.s.v., erklærede i et forsøg på at retfærdiggøre forfølgelserne, at de kristne kun var blevet undertrykt, for at de skulle vende tilbage til „deres fædres gamle, traditionelle religion“ og således ophøre med at følge deres „egne forskrifter“.

Sejrvindere for en ny verden

Der blev gjort alt for at stille de kristne i et ufordelagtigt lys. Skønt de på Neros tid blev falskeligt anklaget for brandstiftelse på Rom, oplyser Tacitus os om, at de oftere blev straffet under anklagen „had mod den menneskelige race“. Det er sandt, at de var frimodige og åbenlyst forkyndte om det gudløse verdenssystems kommende ødelæggelse. Deres materielt indstillede fjender kaldte dem „dystre og strenge“ og påstod, at de ved deres forsøg på at stifte oprør og omstyrte myndighederne prøvede på at fremtvinge en øjeblikkelig opfyldelse af deres profetier. Regeringen var mere opsat på, at de skulle tilbagekalde deres ord, end på at lade dem lide, og det skyldtes muligvis, at disse uskyldige menneskers liv tog glansen af Romerrigets historie. Selv når de var blevet dømt, holdt de kristne valget mellem liv [ved kompromis] og død i deres egne hænder. De kristne kunne være sikre på, at de overtroiske romere ville give dem skylden for ethvert tænkeligt onde, det være sig jordskælv, pest eller oversvømmelser, idet romerne indbildte sig, at alt sådant var tydelige tegn på gudernes vrede over selve de kristnes eksistens. Men det er bemærkelsesværdigt, at der til trods herfor var mange hedninger, endog officerer i hæren, som omvendte sig til kristendommen på grund af den urokkelige tro, de kristne udviste under selv den grusomste tortur.

Til trods for, at de måtte kæmpe imod modstand, blev de alligevel ved at gå fremad; selv om deres gudsdyrkelse blev forbudt, fortsatte de med at komme sammen, skønt det ofte måtte foregå i katakombernes underjordiske gravkamre. Lige så sandt, som Paulus’ brev til hebræerne beskriver de førkristne vidner for Jehova Gud, sådan blev disse trofaste også „. . . stenet, martret, gennemsavet, dræbt med sværd, . . . led nød og trængsel og blev mishandlet, dem var verden ikke værd“. — Hebr. 11:37, 38.

Er det det samme i dag? Jehovas vidners erfaringer synes at bekræfte det. På samme måde som de kristne i de første århundreder er de falskeligt blevet stemplet som oprørere, nazister, kommunister, kapitalistiske amerikanske spioner og som „hadere af alt“ i almindelighed, alt afhængigt af, hvor de har været, og hvad der lettest ville gøre dem upopulære. Men kendsgerningerne viser, at det er deres anklagere, der er haderne, og deres gerninger simpelthen en opfyldelse af den del af Jesu store profeti om disse sidste dage, der lyder således: „I skal blive hadet af alle folk for mit navns skyld.“

Før og under den anden verdenskrig var disse trofaste kristne vidner genstand for pøbelangreb, mishandlinger og fængslinger i de demokratiske lande, mens de standhaftigt trodsede bøddelens økse, galgerne og torturkamrene i de nazistiske koncentrationslejre. Siden krigen er de blevet forbudt, pint og dræbt i de kommunistiske lande, og i såkaldte „frie“ lande som f. eks. Grækenland er voldshandlingerne taget til i en sådan grad, at man har ladet dem skyde. Det kan ikke være anderledes, for vi lever under det samme tingenes system, som myrdede Kristus Jesus og forgæves søgte at udrydde hans første efterfølgere fra jordens overflade.

Denne ilde medfart afskrækker dog ikke retsindige mennesker fra at slutte sig til det eneste virkelig glade folk på jorden, der ikke roser sig af forfølgelsen, men af at ophøje deres Gud. Tro imod deres Gud og deres egne erfaringer viser de ikke dem, der søger efter fred og glæde, hen til det gamle tingenes system. De forkynder Jehova Guds nye verden!