De største optimister
„Men alle tings fuldstændige ende er kommet nær.“ — 1 Pet. 4:7, NW.
JEHOVA er den største optimist i universet, og hans inspirerede bog, Bibelen, genlyder af optimisme fra 1 Mosebogs begyndelse til Åbenbaringens afslutning. Hans vidner, der er fremstået i en fortsat række i de sidste seks tusinde år, er de største optimister på jorden i denne sidste halvdel af det tyvende århundrede.
2 Ja, vil nogen indvende, men I forkynder det mest pessimistiske budskab på jorden i dag. Ganske særlig i de sidste halvfjerdsindstyve år har I forkyndt verdens ende. Kunne noget være mere nedtrykkende og pessimistisk end det? Den naturlige følge er den, at I ikke samarbejder med verden i dens bestræbelser for at holde sammen og i dens humanitære indsats til forbedring af folkenes materielle og sociale kår. Med hvilken ret omtaler I jer selv som de største optimister?
3 Vi har al god grund. I dag gentager vi med større alvor end nogen sinde den kristne apostel Peters ord: „Men alle tings fuldstændige ende er kommet nær. Hav derfor et sundt sind og vær årvågne med hensyn til bønner.“ (1 Pet. 4:7, NW) Men anerkendelse af det faktum, at alle tings ende er kommet nær, får os ikke til at føle det, som om intet var værd at leve for mere. Det får os ikke til at tabe al interesse for livet, eller får os til at trække os tilbage fra ethvert samkvem med det menneskelige samfund til en eneboerhytte eller et religiøst kloster og drive omkring uden at bestille andet end at bede. Tværtimod får det os til at indse, at vi har alt at leve for, ja enhver tilskyndelse til at leve. At vi venter, at denne gamle verden snart skal ophøre, betyder, at vi ser frem til en ny verdens begyndelse, der vil bringe de skønneste livsmuligheder. Det er ikke en falsk, ubegrundet optimisme, men den er baseret på Guds eget ord.
4 Denne verdens mennesker er i virkeligheden dem, som giver udtryk for pessimisme, som intet håb har for fremtiden. De forfærdelige udsigter gør dem så ædru, at de fremkommer med verdensomfattende forslag om, hvad der må gøres for at hindre det værste i at ske. Under overskriften „Atomvidenskabens mænd støtter en verdensforening“ sagde en avisartikel, dateret Los Alamos, Ny Mexico, den 28. april: „I denne by, hvor atomvåben fremstilles, arbejder stærke kræfter på oprettelsen af en verdensregering. Mange videnskabsmænd i regeringens undersøgelseslaboratorium hævder, at hvad de foretager sig, kan komme til at betyde undergang for civilisationen, som vi kender den i dag, medmindre der findes en udvej til at bringe brugen af atomvåbnene under kontrol og hindre krig . . . Mange videnskabsmænd her er enige om, at en verdensregering er nødvendig for kontrollen med atomvåbnene, men har forskellige opfattelser med hensyn til den bedste måde for opnåelsen deraf.“ — New York Times, den 29. april 1951.
5 I betragtning af behovet for underjordiske beskyttelsesrum venter mange mennesker i verden i dag, som ikke har forståelse af Bibelen, at menneskeheden som følge af brugen af atomvåben og andre våben til masseødelæggelse vil blive tvunget tilbage til et huleboerplan, unægtelig en tilbagegang for civilisationen. Dog er det krigsvidenskaben, der dominerer menneskenes tankeliv verden over. Det har til resultat, at ærgerrigheden kvæles i utallige menneskehjerter. De er kun optaget af nuet og af at få det mest mulige ud af det, på hæderlig eller uhæderlig vis.
6 Visheden om, at denne verden med raske skridt nærmer sig sin afslutning, får imidlertid ikke Jehovas vidner til at leve uden mål og med eller lade hænderne synke. Nej, det driver dem til handling, til mere intensivt arbejde for Guds sag end nogen sinde før. Se Djævelen, siger de, han blev kastet ud af himmelen og ned til jorden, efter at Guds rige blev født i himlene i 1914. Om ham siger det profetiske syn i Åbenbaringen 12:12: „Ve jorden og havet, thi Djævelen er kommet ned til jer, og hans vrede er stor, fordi han ved, hans tidsperiode er kort.“ (NW) Satan, Djævelen, drives til handling, afsindig ved tanken om, at denne verdens ende nærmer sig, og at han kun har kort tid tilbage inden „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“. Derfor sætter han ind på at gøre al den skade på jorden, han kan, ved at få mennesker til at blive bitre og modstå Gud, så at hele menneskeheden, når Djævelen selv forgår, drages med ned i undergangen. Hans onde hensigt er den, at Jehova Gud, når han vinder sejr i Harmagedonslaget, ingen vil have på jorden at udøve sit universelle herredømme over. Dersom det har denne virkning på Djævelen, så vil forståelsen af, at enden er nær for hans verden, i ikke mindre grad anspore Jehovas vidner til usædvanlige bestræbelser.
7 Selv religiøse gejstlige i kristenheden tvinges til at indrømme, at Jehovas vidner, til trods for at de er overbeviste om, at verdens ende er nær, er mere nidkære for kristent arbejde, end gejstligheden og deres religiøse hjorde er. De er de største optimister på jorden i dag.