Det sande Israel er nu genoprettet

GUDS SANDE Israel er blevet nøjagtig identificeret i den foregående artikel, men der er stadig nogle vigtige spørgsmål, vi ikke har berørt. Det er en meget betydningsfuld kendsgerning, der ofte overses, at ingen af de to største jødiske profeter, Moses og Jesus, fremholdt noget håb om genrejsning for det naturlige Israel. Denne nation fik valget imellem trofasthed og liv eller utroskab og død. De valgte det sidste, og deres hus blev lagt øde. (5 Mos. 11:26-28; 30:15-19; Matt. 23:38) De så ofte citerede løfter om genoprettelse findes alle i de skrifter, der er forfattet af profeter som Ezekiel, Jeremias og andre. (Ez. 34:1-31; 36:1-38; Jer. 32:27-42) Men under hvilke omstændigheder blev disse løfter givet?

Dette er et vigtigt punkt, som vi bør lægge mærke til. Løfterne om, at Jehova ville samle sit pagtsfolk Israel og genoprette det i dets land, blev givet, før det blev ført i fangenskab i Babylon i året 607 f. Kr. Nøjagtig til den fastsatte tid, nemlig efter at Judas land havde ligget øde i 70 år, vendte en lille rest af israelitterne tilbage for at genopbygge templet og murene og på ny deltage i den sande tilbedelse af Jehova. — Ezra 1:1-8; 3:1-13.

Denne hjemkomst var imidlertid kun en opfyldelse i mindre målestok af profetierne, kun et forbillede eller en skygge af en større og vigtigere hjemkomst, der skulle finde sted senere. (1 Kor. 10:6, 11) Så opstår spørgsmålet: Var det et mønster eller billede på den kolonisering, som de naturlige jøder er i gang med i Palæstina i dag, eller fremstillede det billedligt det åndelige Israels genopbygning nu i tiden?

Dengang i fortiden omstyrtede Jehova det onde Babylon og oprejste perseren Kyros, som støttede jøderne ved deres tilbagevenden. Men det britiske imperium, der havde mandatet over Palæstina, efter at det tyrkiske styre blev brudt i den første verdenskrig, var ikke noget modstykke til Kyros. Storbritannien modstod oprettelsen af en jødisk stat og har ikke levet op til sin egen Balfour-deklaration. Storbritannien var ikke den første i rækken til at anerkende den nye jødiske stat i lighed med Persien under Kyros, men derimod den tre og tredivte. Jehova gav landet tilbage til fortidens Israel uden kamp, men nutidens zionister udkæmpede en barbarisk krig, og det landområde, de ikke formåede at underlægge sig ved erobring, købte de af arabiske jordejere.

I forbilledet vendte de jødiske fanger hjem til et øde land, ubeboet af mennesker og dyr, men vor tids kolonister kom til et beboet Palæstina, og byen Jerusalem var en verdensby i rivende udvikling. I forbilledet vendte jøderne tilbage for at genopbygge Jehovas tempel. Nutidens jøder fandt en muhamedansk moské på templets gamle grund, og de har ikke gjort sig nogen anstrengelser for at fjerne den. Og selv om de havde gjort det, ville de ikke have noget autoriseret præsteskab, nogen, der kunne bevise, at de nedstammede fra Aron. Sådan var det ikke med dem, der vendte tilbage fra Babylon.

Israel er ikke teokratisk

Det mest afgørende bevis for, at de naturlige jøders tilbagekomst til Palæstina ikke har noget at gøre med Bibelens profetier, er det faktum, at den nye stat ikke er teokratisk i nogen betydning af ordet. Landets grundlov erklærer uden omsvøb, at „staten Israel er en . . . demokratisk republik“, ikke et teokrati. På alle måder er den i høj grad en del af denne verden. Hvad det kommercielle område angår, så står dens forretningsforetagender på samme lave niveau, som er almindeligt i den øvrige del af verden. Socialt og moralsk set er den ikke bedre faren end de andre nationer. I militære anliggender stoler den ikke på Jehovas arm, og dens statschefer mænger sig med vestmagternes militære rådgivere. I religiøs henseende er den splittet i adskillige sekter og samfund — ortodokse, reformerte, konservative, ateistiske — og ingen af dem kan gøre krav på at være Jehovas vidner. (Es. 43:10-12, AS) Med hensyn til politik er den opdelt i partier som „venstre“ og „højre“ og „centrum“, der alle kæmper indbyrdes om magten.

Israel bad de Forenede Nationer — den „afskyelige ting, der forårsager ødelæggelse“ (Matt. 24:15, NW) — om „at hjælpe det jødiske folk med opbygningen af dets stat og at optage Israel i nationernes familie“. Dette skete, og staten blev det ni og halvtredsindstyvende medlem den 11. maj 1949, stik imod Guds lov om, at hans pagtsfolk ikke måtte indgå noget forbund med andre nationer. (5 Mos. 7:2; Dom. 2:1, 2; Es. 31:1) For nitten århundreder siden var Jerusalem „i trældom med sine børn“, men hvor meget mere er Israel ikke i dag i trældom i denne babyloniske verden! I alle henseender har Israel gjort sig til en del af denne gamle verden og er derfor dømt til ødelæggelse om kort tid i Harmagedon, nøjagtig som den jødiske profet Daniel forudsagde. — Gal. 4:25, NW; Dan. 2:44.

Er der nogen, der vil protestere imod det, der her er sagt, og påstå, at republikken Israel virkelig har visse teokratiske træk? Nogen sådan påstand vil imidlertid ikke kunne holde stik, hvis den bliver nærmere undersøgt. Det er sandt nok, at der er en minister for religion, der har en post i regeringen, at der er strenge love, der påbyder, at hæren kun må få kød, der er rent ifølge Moseloven, og at der er strikse sabbatslove, der praktisk talt lammer det civile liv. Men alt dette er blot menneskelavede ordninger, og er absolut ikke på nogen unåde godkendt af Jehova Gud eller hans messianske konge. Redaktøren for Jewish Newsletter, William Zukerman, skrev i Harper’s magasin (Nov. 1950) og forklarede, at den slags „teokratiske“ forhold bare var de ting, der lærtes af en eller anden lille sekt, der tilfældigvis havde magten. Besøgende beretter, at største delen af befolkningen er irreligiøs. Den 31. maj 1951 sagde New York Times under overskriften „Ingen teokratisk stat i Israel“. „Israels statsminister, David Ben-Gurion, forsikrede i går, at hans nation under ingen omstændigheder ville blive en teokratisk stat.“

Mens nogle få røster løfter sig for en reorganisering af Sanhedrinet (den gamle højesteret, der bestod af rabbinere), mens nogle foreslår, at der oprettes et rabbinsk hierarki i Jerusalem, antagelig efter det vatikanske hierarkis mønster, og mens visse religiøse fanatikere, der kalder sig „Byens vogtere“, terroriserer landet i et forsøg på at gennemtvinge ortodoksi, er der mange, mange andre, som overdøver dem med råbet: „Vi ønsker ikke noget teokratisk styre over os!“ Dr. Abraham J. Feldman, præsident for Amerikanske Rabbineres Fælleskonference, „advarer imod et forsøg på at oprette nogen form for teokrati i Israel“. Dr. William F. Rosemblum sagde: „Det ville være intet mindre end en international katastrofe, hvis det skulle lykkes de fanatiske og yderliggående elementer i Israel at oprette et teokrati.“ Og under overskriften „Opposition mod teokratisk styre i Israel“ meddelte New York Times (30. marts 1951): „Moshe Shapiro, Israels minister for indenrigsanliggender, sundhed og indvandring, . . . forsikrede, at alle religiøse partier var strengt imod enhver teokratisk tendens i hans land.“ Det er, som det var for tre tusinde år siden, da „Jehova sagde: . . . de har vraget mig, så jeg ikke skal være konge over dem“. (1 Sam. 8:7, AS) Og det er, som det var for nitten århundreder siden, da de forkastede Messias til fordel for verdsligt, politisk styre: „Vi har ingen anden konge end kejseren!“

Storslået genoprettelse af det sande Israel

Beviserne er afgørende for, at Jehova ikke handler med det naturlige Israel som nation betragtet. Det er tværtimod resten af de åndelige israelitter, der er genrejst til en vidunderlig, begunstiget stilling i Jehovas tjeneste. Denne rest af Jehovas vidner blev under den første verdenskrig stærkt hånet og forfulgt og med magt bundet af det store modbilledlige Babylon, Djævelens verdensorganisation. (Åb. 14:8; 16:19; 17:5–18:21) Men i 1919 befriede den større Kyros, Kristus Jesus, dem fra deres fangenskab og genrejste dem til deres arvelod, der består i ren tilbedelse og tjeneste.

I modsætning til republikken Israel blev denne salvede rest af det åndelige Israel skilt ud fra verden og blev renset for selvisk politik, grådigt handelsvæsen og dæmonisk religion, som tilsammen udgør denne verdens officielle elementer. (Es. 52:11) Disse hengivne Guds tjenere nægtede at indgå noget kompagniskab med det vederstyggelige Folkeforbund eller de Forenede Nationer, og de gik ud for at forkynde, at Guds teokratiske rige er menneskehedens eneste håb, og det fortsætter de med. De hylder Guds salvede konge, Kristus Jesus, og kundgør, at han nu er blevet sat på tronen og regerer på det himmelske Zions bjerg. (Hebr. 12:22-24) Det er derfor nu tiden til, at Zakarias’ profeti, kapitel 8, vers 20 til 23, går i opfyldelse.

Med kendsgerningerne for øje ses det let, at det nu er på høje tid for alle retsindige mennesker at vågne op over for disse sandheder. Det er i kappefligen på disse åndelige jøder, som virkelig priser Jehova, at alle velvillige mennesker nu griber fat, nøjagtig som Zakarias forudsagde. Ligesom „ti mænd ud af alle sprog og nationer“ siger de: „Vi vil gå med jer, thi vi har hørt, at Gud er med jer.“ Lad derfor alle naturlige jøder, som ønsker at leve og at prise Jehova, komme og slutte sig til resten af det åndelige Israel, Abrahams sande sæd, og lad dem sætte deres håb og tillid til Guds messianske rige i stedet for til den af mennesker oprettede republik Israel. Lad både jøder og hedninger ud af alle nationer skynde sig at sige: „Lad os i hast gå hen og bede om Jehovas nåde og søge Hærskarers Jehova.“ (Zak. 8:20-23, AS) Dette betyder evigt liv for dem i den paradisiske nye retfærdighedens verden under et herligt teokratisk styre, som aldrig vil forgå!