Organisationen må bevares ren

„Træk ikke i ulige åg med vantro, thi hvad har retfærdighed og lovløshed med hinanden at skaffe? Eller hvad fællesskab har lys med mørke?“ — 2 Kor. 6:14.

1. Hvorfor er Jehova interesseret i at bevare sin organisation ren, og hvad ønsker han, at dens medlemmer skal være?

JEHOVA er særdeles interesseret i at bevare sin organisation ren og adskilt fra denne onde verden, hvori vi nu lever. Han har en grund derfor. Hans tjenere tilhører ham, de står for hans navn, de står for hans ord, og de står for sand tilbedelse. Jehova Gud ønsker, at de skal være hans efterlignere. Derfor inspirerede han sin tjener Paulus til at skrive i Efeserne 5:1, 2 (NW): „Bliv derfor Guds efterlignere, som elskede børn, og vedbliv at vandre i kærlighed, ligesom også Kristus elskede jer og gav sig selv hen for jer som en gave og et offer til Gud som en liflig duft.“

2. a) Hvem efterlignede Jesus, og hvorledes blev han derigennem et mønster til efterligning? b) Hvorledes ville hans efterfølgere, når de efterlignede ham, være forskellige fra verden?

² Dengang Kristus Jesus var her på jorden, efterlignede han sin himmelske Fader. Han var interesseret i at gøre sin Faders vilje til enhver tid. Derfor var han et lifligt duftende offer for Gud. Hans efterfølgere må være folk af samme slags. De burde frembære lifligt duftende ofre for Gud, og dette kan de gøre ved at efterligne Gud og ved at efterligne Kristus Jesus. (Fil. 4:18; 1 Pet. 2:5) Jesus lagde kærlighed til sit folk for dagen. Han gav sit liv for dem, så han kunne genløse dem, og med den kærlighed, han viste dem, ønskede han, at hans efterfølgere skulle være anderledes end denne gamle verden. Han ønskede, at de skulle komme ud fra dette fordærvede tingenes system og vinde livet. Den gamle verden er ond. Den efterligner ikke Jehova Gud. Guds folk må være anderledes, forskellige fra denne gamle verden. Forskellen ses i deres livsførelse og har med vor kærlighed til hverandre at gøre. I Johannes 13:34 sagde Jesus: „En ny befaling giver jeg jer, at I skal elske hverandre; ligesom jeg har elsket jer, skal I også elske hverandre.“ Dette at elske hverandre er helt forskelligt fra den vej, verden følger. Verden handler ud fra selviskhed og had. Jesus indførte noget helt nyt, nyt for denne verden. Det var et kærlighedsprincip: mennesker, der kom sammen i en menighed, som elskede hverandre og kom godt ud af det med hverandre. Denne kærlighed er mulig, dersom vi efterligner Gud. Efterligner vi ham ikke, så vil vi ikke eje denne kærlighed, thi Gud er kærlighed.

3. På hvilken grundvold er menigheden bygget op, og hvad ville derfor være den almindelige grund for at udstøde nogen?

³ Nu kunne vi måske undre os over, at der i denne menighed, som Gud lader fremstå, og som bygger på kærlighed, skulle være nogen, der ønskede at tale om udstødelse af menigheden. Det kan ikke være uden grund. Nej, grunden til udstødelse er den, at der er nogle, som kommer ind i Guds menighed, som ikke elsker Kristus. „Men alle elsker da Kristus,“ vil du sige. Nej, kendsgerningerne viser, at de ikke længere efterligner Kristus eller efterligner Faderen, Jehova Gud. De vandrer ikke mere i Kristi fodspor. Hele formålet med at bringe hans tjenere, hans folk, ind i en organisation, er at holde dem ubesmittede af Djævelens organisation. Så længe vi vandrer ad samme vej som Djævelens hob, kan vi ikke forblive rene. Gud har derfor dannet sin egen organisation. Der findes i dag to organisationer i verden. Den ene er Guds, og den anden er Djævelens, der er „dette tingenes systems gud“. Den organisation, som Jehova Gud nu opbygger til hævdelse af sit navn og ord, er bygget på kærlighed. Hele denne organisation samarbejder i endrægtighed. Herom læser vi i Efeserne 4:16 (NW): „Ham skyldes det, at hele legemet, idet det er harmonisk knyttet sammen og gennem alle led samarbejder, så de i rette omfang yder det nødvendige efter hver enkelt dels opgave, vokser til dets egen opbyggelse i kærlighed.“ Her er grundlaget, kærlighed. Når man over for hinanden svigter kærlighedens og hengivenhedens princip, så er det på tide, at et sådant menneske bliver udstødt af menigheden.

Ukorrekt opførsel

4, 5. Hvem er det da, der begår uret, og hvorfor må nogle afskæres fra det kristne legeme?

⁴ Grunden til, at nogen bliver udstødt, er den, at de opfører sig ukorrekt. Det er ikke menigheden, der er noget i vejen med, for den tilhører Gud. Men det er en eller anden i menigheden, som ikke efterligner Gud eller lader sig lede af hans sandheds- og retfærdsprincipper. Han lader sig ikke opbygge i kærlighed. Han efterligner ikke mere Jehova Gud eller Sønnen eller apostlene. Derfor bliver vi i 2 Tessaloniker 3:6, 7 (NW) formanet: „Nu giver vi jer befaling, brødre, i Herren Jesu Kristi navn, at holde jer fra enhver broder, som vandrer usømmeligt og ikke retter sig efter den overlevering, I modtog af os. I ved jo selv, hvorledes I bør efterligne os, for vi opførte os ikke usømmeligt iblandt jer. Vi hører nemlig, at nogle vandrer usømmeligt iblandt jer og slet ikke arbejder, men blander sig i, hvad der ikke kommer dem ved.“

⁵ Her fremhæver Paulus, at han, apostelen, da han var iblandt dem, ikke vandrede usømmeligt, så det var ikke nogen ukorrekt opførsel fra hans side, der førte dem på afveje. Jehova Gud gør intet usømmeligt. Kristus Jesus gør intet usømmeligt. Vi har fuldkomne mønstre at følge. Fra dem har vi gode, formanende råd, som vi kan agte på. Hvis dette legeme gør noget usømmeligt, eller en del af dette legeme gør noget usømmeligt, så betyder det, at legemet vil pådrage sig sygdom. Det ville ikke vedblive med at opbygges i kærlighed. En tugtelse må finde sted. Det kan betyde, at noget må fjernes. I tilfældet med det legeme, hvorom vi taler, nemlig Guds menighed, kan det betyde, at en person må fjernes, fordi han opfører sig usømmeligt og ikke lader sig opbygge i kærlighed.

6. Hvorfor må vi ikke forhaste os med at udstøde nogen, og hvad formaner Paulus os til at gøre med dem, som opfører sig usømmeligt?

⁶ Vi bør dog ikke handle overilet i en sådan sag, blot fordi vi hører, at en eller anden handler uret, og straks tage affære og udstøde vedkommende af menigheden. Der eksisterer den mulighed, at de personer, som handler urigtigt, vil angre og bedre deres vej. Derfor siges der i 2 Tessaloniker 3:13-15 (NW): „For jeres del, brødre, opgiv ikke at gøre det rette. Men hvis nogen ikke er lydig imod vort ord gennem dette brev, skal I mærke jer ham og ophøre med at omgås ham, for at han må skamme sig. Dog skal I ikke regne ham for en fjende, men vedblive med at formane ham som en broder.“ I Herrens menighed har vi derfor alle et ansvar over for dem, som opfører sig usømmeligt. Alle vi i menigheden må vedblive med at gøre det rette til gavn for de andre. Vi kan måske gavne dem, der gør sig skyldig i mindre forseelser. Vi fortsætter med at gøre det rette, uanset hvorledes de bærer sig ad, men vedbliver de med at handle uret, så skal vi mærke os dem. Vi må ophøre med at omgås dem, fordi de ikke er rene. De virker ikke til forsvar for Jehovas navn og ord. De arbejder ikke på dette legemes opbyggelse i kærlighed. De modarbejder organisationen.

7. Skal vi tvinge nogen, som har båret sig urigtigt ad, til at vandre ad den rette vej, og hvorledes bør vi bruge vor frihed som Guds folk?

⁷ Måske kan vi frelse en broder, og han kan komme ind på den rette vej igen, hvis han lytter til formaningen og giver agt på den irettesættelse, der gives ham. Vi er frie folk. Vi kan bruge vort sind, som vi vil. Vi tvinges eller trues ikke til at følge den vej, vi vandrer ad, men vi er blevet frigjort, fordi Kristus Jesus har løskøbt os. Derfor siger Peter i sit første brev, det andet kapitel, versene 16 og 17 (NW): „Vær som frie folk.“ Tænk selvstændigt, men efterlign dog stadig Gud, for du er fri til at tænke i overensstemmelse med det, som har sandheden til grundvold. Den onde verden vil føre dig i graven; sandheden vil vinde dig livet. „Vær som frie folk,“ som Peter siger, „dog betragt jeres frihed, ikke som et dække for moralsk slethed, men som Guds trælle. Ær alle slags mennesker, hav kærlighed til hele samfundet af brødre, frygt Gud, ær Kongen.“ Vi ser heraf, at vi skal huske på vore brødres menighed og bevare den ren. Vi kan ikke komme ind i organisationen med et forbehold i vort sind vedrørende moralsk slethed. Vi er ikke frie til at gøre det, vi ønsker for at tilfredsstille kødet og vore egne lyster. Vi er i denne menighed i en bestemt hensigt: for at ære Jehovas navn og hans ord.

Årsager

8. a) Hvad kan gøre en menighed uren? b) Hvorledes greb Paulus ind over for en uren, og hvorfor?

⁸ Men dersom vi skal bevare organisationen ren, hvad er da nogle af de ting, som kan gøre den uren? Hvad er det, vi kan se gå for sig i menigheden, og som vi bør rense ud af menigheden? Eftersom der er åndelige årsager og moralske årsager for udstødelse, er nogle af disse ting utugt, hor, tyveri og drukkenskab. Lad os lige for et øjeblik betragte sådan en ting som utugt. Paulus berørte dette emne i det brev, han skrev til korinterne. Der var en ung mand, som havde begået utugt med sin faders hustru. Paulus sagde i sit brev: „Selv utugt indberettes der om iblandt jer, og tilmed sådan utugt, som end ikke findes blandt nationerne, at en vis mand lever sammen med sin faders hustru.“ Mærkeligt nok hæftede menigheden sig ikke videre ved det. De betragtede det tværtimod som en anledning til at opnå et vist ry. Paulus sagde: I er opblæste over denne sag; I er stolte over det, som finder sted i jeres midte. I burde sørge, I burde være bekymrede over dette, der foregår i Herrens menighed, og det fordærv, det bringer med sig. Men Paulus, en Herrens apostel, havde myndighed til at gribe ind, og han greb ind. Han udstødte vedkommende. Han bad ikke menigheden: „Giv mig myndighed eller foretag en afstemning om det, jeg gør.“ Paulus, en Guds tjener, sørgede for, at den skyldige blev fjernet. Han havde myndighed dertil. Det var derfor, han sagde, at han allerede havde fældet dom over vedkommende, og bød dem, at de skulle „overgive et sådant menneske til Satan til kødets undergang“. (1 Kor. 5:1-12, NW) En sådan person hører ikke hjemme blandt Guds rene organisation eller menighed. Han burde vende tilbage til den onde gruppe, han kom fra, og dø sammen med den og Satans organisation.

9. Hvad er det, der skal frelses blandt menigheden, når nogen udstødes?

⁹ Lad den onde gå sin egen onde vej; han kan ikke forblive i Guds menighed, for denne menighed må bevares ren. Hvorfor må den forblive ren? „For at ånden kan frelses på Herrens dag.“ Guds hellige ånd virker blandt hans folk. Den er hans virkekraft, hans ledelse af sin menighed. Vi, menigheden, må have den samme Guds ånd. Vi må vidne over for hverandre. Denne ånd, som vi får gennem forståelsen af Guds ord, må være virksom; den må bevares, den må frelses. Havde derfor den første menighed i Korint ladet denne mand, der bedrev utugt iblandt dem, forblive i deres midte, eller havde Paulus undladt at gribe ind, så ville denne smule surdejg gennemsyre og fordærve hele menigheden eller hele dejgen. „En smule surdejg gennemsyrer hele dejgen,“ sagde Paulus. Det var grunden til, at Paulus måtte gribe ind og rense den bort, for at Guds ånd, denne rene, hellige eller virksomme Guds kraft, og menighedens ånd, der bygger på Guds ord, ville forblive og frelses, altsammen til Jehovas navns ære.

10. Hvilket moralsk fordærv, siger Paulus, udelukker en fra Riget, og hvad må en kristen gøre i denne forbindelse?

¹⁰ I 1 Korinter 6:9-11 (NW) siger Paulus: „Hvad! Ved I ikke, at uretfærdige ikke vil arve Guds rige? Lad jer ikke føre vild. Hverken utugtige, eller afgudsdyrkere, eller ægteskabsbrydere, eller mænd, der bruges til unaturlig omgang, eller mænd, der ligger med mænd, eller tyve, eller havesyge, eller drankere, eller spottere, eller udsugere vil arve Guds rige. Og dog er det, hvad nogle af jer var. Men I er blevet tvættet rene, I er blevet helliget, I er blevet erklæret retfærdige i vor Herre Jesu Kristi navn og ved vor Guds ånd.“ Paulus fremhæver her, at enkeltpersoner af denne art syndere har forladt verden og er kommet ind i Guds menighed, men at disse former for synder ikke kan fortsætte i Guds menighed, når de, som engang begik disse ting, er blevet renset. Når en kommer til Guds organisation og indvier sig selv, så er han renset. Fra da af bør han bestræbe sig for at træde lige spor med sine fødder og at følge Guds ord. Han bør ikke øve disse ting mere, og Herren vil tilgive ham alt, hvad han førhen har gjort i sit liv. Pletterne er blevet vasket bort, og han må ikke vende tilbage til disse urenheder. Vender han atter tilbage til disse ting, så begår han en synd, der fortjener udstødelse. Han udsætter Guds menighed for at fordærves, og dette fordærv må fjernes. Det er moralsk fordærv.

11, 12. a) Hvilke åndelige grunde gives der for udstødelse? b) Hvad må vi gøre, så der kan herske en sindets enighed blandt menigheden?

¹¹ Men der gives også åndelige grunde for at fjerne enkeltpersoner fra Guds organisation. Bagtalelse, fremførelse af falsk lære, foranledning til splittelse, netop sådanne ting, som Paulus skrev om til romerne: „Nu formaner jeg jer, brødre, til at holde øje med dem, som volder splittelser og giver anledning til fald i modstrid med den lære, som I har modtaget, og at undgå dem.“ (Rom. 16:17, NW) Det er ganske klart. Paulus underviste dem i Guds sande ord. Dersom nu nogen kom ind i menigheden med det for øje at få menigheden til at ophøre med at holde fast ved dette sande Guds ord eller at føre til fald eller volde splittelse i menigheden, så ville det være nødvendigt at undgå et sådant menneske. Den bedste måde at undgå ham på er ved at udstøde ham, tilsidesætte ham og få ham ud af menigheden, så hele menigheden kan forblive ren.

¹² Om splittelse og mental uenighed læser vi i 1 Korinter 1:10 (NW): „Nu formaner jeg jer, brødre, i vor Herre Jesu Kristi navn, at I bør alle tale enigt, og at der ikke bør være splittelser iblandt jer, men at I skal være fuldt ud forenede i samme sind og i samme tankegang.“ Guds tanker må være dine tanker. Det er derfor, vi kommer sammen som en menighed for at studere Guds ord, så at hans tanker kan blive vore tanker. Om vi ikke tænker Guds tanker, om vi ikke grunder over de ting, som de inspirerede disciple fremholdt for den første menighed, og som er blevet nedskrevet til vor belæring nu, så vil vi ikke kunne tænke Guds tanker, og det er jo kun dem, som elsker retfærdighed, der vil arve Himmeriget. Som han sagde: „Ved I ikke, at uretfærdige ikke vil arve Guds rige?“ Skal vi arve dette rige eller den nye verdens velsignelser, så må vi have vort sind vendt til Guds belæring, og ikke til den anden organisation, Djævelens organisation, der skal tilintetgøres.

Eksempler

13. Hvorfor vender vi os til bibelske eksempler på udstødelse i fortiden?

¹³ Lad os betragte nogle eksempler fra Bibelen, eksempler på folk, som Jehova Gud udstødte, fjernede fra sin menighed, blev af med, fordi de handlede uret, for hvad han gjorde førhen, det vil han gøre i dag, fordi han ønsker, at det folk, der repræsenterer ham, skal være et rent folk, der vil være hans tjenere og træde op for hans navn og for hans sande tilbedelse. Der gives mange eksempler i Bibelen, hvoraf vi vil betragte nogle få.

14. Hvad kan vi lære af Koras og hans tilhængeres eksempel?

¹⁴ Kora, for eksempel. Der var nogle på Moses’ tid, der blev hovmodige, ja tre, der tænkte: „Vi kan vel være lige så gode for Gud som Moses, vi er også af Israels stammer. Hvorfor skal han have al æren for at være mellemmand?“ Men de talte imod Guds repræsentant. Moses stod frem og talte med vægtige og klare ord og sagde: I morgen vil vi se, hvem der er Guds tjener, og hvem han bruger til at udføre sit arbejde nu. Hvad der sker i morgen, vil ikke blot være en naturlig død for disse mennesker, men Gud vil øve et mirakel og fjerne Kora, Datan og Abiram og alle, der er knyttet til dem, fra menigheden. Hvad skete der næste morgen? Jorden åbnede sig, og alt, hvad der tilhørte dem, deres børn og hustruer, slugtes levende i dette hul. Kora og de 250 fyrster, der frembar røgelse, blev fortæret af ild fra Jehova. 4 Mosebog 16:32, 35 siger: „Og jorden lukkede sit gab op og slugte dem og deres boliger og alle mennesker, der tilhørte Kora, og alt, hvad de ejede. Og ild for ud fra Jehova og fortærede de 250 mænd, der frembar røgelse.“ Gud tilkendegav sit mishag med sådanne, der spottede ham og ikke ville anerkende den ordning, Gud havde truffet. Dem, som gør oprør imod Gud, vil han udstøde. Han vil fjerne dem. Han vil udrense dem af menigheden.

15. Hvorledes kaster Mirjams erfaring lys over sagen?

¹⁵ Vi vil nu se på et andet eksempel i Bibelen. I 4 Mosebog 12 berettes der om Mirjam og Aron. De blev en kende hovmodige. Mirjam var Arons og Moses’ søster, men hun blev stolt og dåragtig. Fordi hun ønskede at indtage en mands stilling i menigheden og få noget at sige i forbindelse med Herrens foranstaltninger blandt israelitterne, blev hun ramt af spedalskhed. Hun måtte udstødes af menigheden i syv dage; og det var først, da hendes broder Moses bønfaldt Jehova om at redde hendes liv, så at Gud ikke skulle lade hende dø af spedalskhed, at hun blev renset og vendte tilbage. Hun havde båret sig stolt og dåragtigt ad. Herren Gud ønskede ikke den slags mennesker i sin menighed. Hun forandrede sind, og hun kom tilbage, men først efter at være blevet straffet, og Aron selv tog ved lære og erkendte sin egen stilling af det, der overgik hans søster.

16. Hvorledes viser Akans tilfælde, at Gud ikke tolererer tyve?

¹⁶ Så er der tyve, hvem Herren Gud ikke vil tolerere i sin organisation. Her har vi eksemplet med Akan. Dengang Israels børn gik over Jordan og indtog Jeriko under Jehovas ledelse, idet han vandt slagene for dem, fik israelitterne påbud om, at alt, hvad der var i byen, skulle overgives til ødelæggelse med undtagelse af de genstande, der var af guld, sølv, kobber og jern. Disse ting skulle forbeholdes Jehova. Ingen måtte tage til sig af byttet. Akan havde imidlertid en anden opfattelse. Da han kom ind i jeriko, fandt han en babylonisk kappe, 200 sekel sølv og en guldtunge på halvtredsindstyve sekel, og han sagde: Det tager jeg med hjem og begraver det og beholder det for mig selv. Det er der ingen, der vil få nys om. Men han hørte til Jehovas menighed, og nu var fordærv kommet derind. Det måtte komme for dagens lys. De drog ud til kamp ved Aj, men israelitternes hære kunne ikke holde stand. De kunne ikke vinde. Josua fik at vide, at fordærv var kommet ind i menigheden. Det måtte fjernes. I overensstemmelse med Jehovas anvisninger udpegedes Akan som den, der var årsag til fordærv. De fandt, at han havde skjult sit bytte i teltet. Hvad skete der nu? Gud nøjedes ikke med at udstøde ham af menigheden eller sende ham udenfor i syv dage, som han gjorde med Mirjam. Han lod Akan stene til døde, og hans familie med ham, fordi han var en tyv. — Jos. 6:17 til 7:26.

17. Hvorledes er de faldne „gudssønner“ et eksempel på udstødelse?

¹⁷ Århundreder tidligere, i Noas dage forud for Vandfloden, var der engle i himmelen, åndeskabninger, som blev ulydige. De så, at menneskedøtrene var smukke at se til, og de forlod deres stand og kom ned til jorden og tog sig hustruer. Heri handlede de ulydigt. 2 Peter 2:4. (NW) siger om dem: „Gud holdt sig ikke tilbage fra at straffe de engle, der syndede.“ Nej, han kastede dem i Tartarus og overgav dem til „et tykt mørkes afgrunde for at vente på dom“. De var ulydige, de overtrådte Guds lov, og han udelukkede dem fra sit råd. Til prøve for hans trofaste skabninger eksisterer de stadig, men Guds domme om deres endelige tilintetgørelse er nedskrevet imod dem.

18. Hvordan viser Judas, at nødvendigheden af at kæmpe en hård kamp for troen har noget med dette spørgsmål at gøre?