Vogt dit hjerte mer end alt andet!
PÅ den smukke træbevoksede plads foran radiostationen WBBR på Staten Island, New York, stod en stor eg, som ragede højt op over de omkringstående træer og dominerede hele området. Dens stolte, solide stamme syntes at være selve symbolet på styrke. Men en dag efter en særlig stærk storm lå denne skovens kæmpe fældet. Alle træerne rundt om den blev stående, men den var væltet og knækket midt over. Var lynet slået ned i den? Nej. Hvad var da årsagen til dens fald, når mindre og tilsyneladende svagere træer blev stående? Jo, den var hul og rådden indvendig. Den havde et dårligt hjerte.
Tid efter anden bliver man vidne til samme tragedie i forbindelse med det menneskelige legeme. En, der tilsyneladende har det bedste helbred, dør pludselig af et hjerteanfald. Han så også ud til at være stærk, men et eller andet, for mange bekymringer, for meget arbejde, eller måske for mange fornøjelser og nydelser, havde tæret på hans livskraft og svækket hans hjerte, og derfor kunne en overanstrengelse fælde ham, som stormen fældede egen. Eftersom denne tragedie også kan finde sted i åndelig forstand, som vi snart skal se, er følgende formaning i høj grad på sin plads: Vogt dit hjerte mer end alt andet!
Jehova, den vidunderlig vise skaber, har ikke alene dannet dette enestående organ, det menneskelige hjerte, der indeholder de stærkeste muskler i menneskelegemet, og som arbejder uophørligt fra vugge til grav — ja, som faktisk var bestemt til at virke evigt, — men han er også ophavsmand til de gode egenskaber og evner, der symboliseres ved hjertet. Ingen forstår dette symbolske hjerte så godt som han, og han er i stand til at forhærde, styrke, svække og endog knuse det, hvis det behager ham, ved den måde, hvorpå han handler med sine skabninger. — Rom. 9:16-18.
Jehova Gud forhærdede faraos hjerte ved den måde, hvorpå han behandlede ham, og derefter knuste han denne tyrans hjerte ved at dræbe hans førstefødte. Ved de kraftige gerninger, Gud gjorde for sit folk Israel under dets ørkenvandring, forårsagede han, at kana’anæernes hjerter fyldtes med angst, som Rahab bevidner: „Da vi hørte det, blev vi slagne af rædsel og tabte alle modet.“ (2 Mos. 7:3; Jos. 2:11) Job klagede over, at Gud havde gjort hans hjerte svagt. — Job 23:16, KJ.
I de fleste tilfælde, hvor ordet „hjerte“ forekommer i Bibelen, bruges det i denne billedlige betydning, som et symbol på individets sind, tilbøjeligheder, kærlighed og bevæggrunde. På den tid, da Bibelens Hebraiske Skrifter blev nedskrevet, betegnede ordet for hjerte (lebh) „sædet for alt, som berører sindet og dets tankevirksomhed; følelser som kærlighed og had, begær, glæde, sorg, mod, loyalitet, frygt og stolthed tænktes at komme fra hjertet, såvel som evnen til at huske, fantasere og ræsonnere“. (Albright’s Archaeology and the Religion of Israel [Arkæologien og Israels religion], side 24, 25).
Det er i denne betydning, som sædet for vor kærlighed og tankevirksomhed, at udtrykket „hjerte“ bruges i Ordsprogene 4:23: „Vogt dit hjerte mer end alt andet, thi derfra udspringer livet.“ Ja, ligesom det menneskelige legemes sundhed, styrke og liv afhænger af det bogstavelige hjerte, således afhænger den kristnes åndelige sundhed, styrke og liv af det symbolske hjertes tilstand.
Vi lever i de sidste dage for denne gamle, onde tingenes ordning, i kritiske og vanskelige tider, da ondskaben tager overhånd, og der kun findes lidt tro, da modstanderen, Satan Djævelen, gør sit yderste for at fordærve menneskeslægten og ødelægge alle dem, der er besluttede på at bevare deres retskaffenhed over for Jehova Gud. (Matt. 24:9-13; Luk. 18:8; 2 Tim. 3:1-5; Åb. 12:12, 17) Nu mere end nogen sinde tidligere må vi give nøje agt på formaningen om at vogte vort hjerte mer end alt andet.
Jesus forudså denne situation og nødvendigheden af, at vi vogter vort hjerte, og derfor gav han os følgende betimelige formaning: „Men vogt jer, at jeres hjerter ikke nogen sinde sløves af svir og drukkenskab og timelige bekymringer [hvilket også er skadeligt for det bogstavelige hjerte], så den dag kommer pludselig over jer. Thi som en snare skal den komme over alle dem, der bor på hele jordens flade. Men våg og bed til enhver tid, så I må blive i stand til at undfly alt dette, som skal ske, og til at bestå for Menneskesønnen.“ (Luk. 21:34-36) Vi kan være sikre på, at efterhånden som tiden går, vil vi blive udsat for flere og flere trosprøver og hjerteransagende fristelser.
Vort hjerte repræsenterer det, vi virkelig er i vort indre, og det bestemmes af, hvad vi beskæftiger vore tanker med, og hvad vi samler vor kærlighed og hengivenhed om. Hvis man tillader sit hjerte at fæstne sig ved denne gamle verdens fordærvede glæder, og blot undlader at tale om dem af frygt for at blotte sig og blive udsat for ufordelagtig kritik og straf, kan man måske for en tid dølge sine virkelige ønsker og skjulte hensigter for andre mennesker, men ikke for Gud. Hans ord siger: „Ville Gud ikke opspore det? Han kender jo hjerternes løndom.“ (Sl. 44:22) „Jeg, Jehova, jeg ransager hjerte [lebh] og prøver nyrer for at gengælde hver hans færd, hans gerningers frugt.“ (Jer. 17:10) Der er intet skjult, som ikke skal åbenbares, og hvis vort hjerte er svagt eller urent, vil det før eller senere komme for dagens lys. Vi kan måske for en tid bevare vor retskaffenhed som kristne forkyndere, men når prøven kommer, vil vi falde.
Hvordan man vogter sit hjerte
Hvordan kan vi nu vogte vort hjerte omhyggeligt, så vi kan sikre os guddommelig godkendelse og evigt liv i den nye verden? Ved at vi omhyggeligt betragter det, vi kan lide at beskæftige vore tanker med, det, vor opmærksomhed samler sig om, og som vi giver vor hengivenhed. Tag for eksempel en ung pige, som fylder sit hjerte med tanker om ægteskab. Hun vil beskæftige sit sind med romantiske forestillinger om idealet af en „drømmeprins“; hun vil danne sig et nøjagtigt billede af, hvordan han ser ud, hvordan hun mødte ham, hvordan han gjorde kur til hende, og brylluppets spænding. Alt dette vil hun tænke på og fylde sit sind eller hjerte med, fordi det er dette, hendes hengivenhed er knyttet til.
Hvis vi som kristne tjenere og vidner for Jehova har vort hjerte fæstet på ophøjelsen af Jehovas navn, den nye verdens velsignelser og udbredelsen af den sande gudsdyrkelse nu i tiden, vil vi fylde vort sind med Guds ords rene, smukke og livgivende sandheder og med planer om, hvordan vi kan gøre andre delagtige i disse sandheder. (Fil. 4:8) Vi vil studere og give agt på disse ting, fylde vort sind med dem og gøre dem til genstand for vore overvejelser og lade os lede af dem. Lad os derfor ikke vende os om og med længsel se på de selviske ting i Satans verden; lad os adlyde Gud ved at se fremad mod den nye verden og holde blikket rettet mod Guds rige. Ved ikke at se til højre eller venstre, men gå lige frem med fast beslutsomhed kan vi holde vore fødder på vejen, der fører til evigt liv, og undgå det onde. — Ordsp. 4:20-27.
Salmisten David var klar over dette faktum, og derfor sagde han om Guds love, forskrifter, vidnesbyrd, befalinger og forordninger: „Din tjener tager og vare på dem; at holde dem lønner sig rigt. Hvo mærker selv, at han fejler? Tilgiv mig lønlige brøst! Værn også din tjener mod frække, ej råde de over mig! Så bliver jeg uden lyde og fri for svare synder. Lad min munds ord være dig til behag, lad mit hjertes tanker nå frem for dit åsyn, Jehova, min klippe og min genløser!“ — Sl. 19:12-15.
At vort hjertes tanker kan være til behag for Jehova er ensbetydende med, at vi må fylde vort hjerte med hans ords sandheder, og derfor må vi studere. Vi må studere selve Bibelen og også de hjælpemidler, Gud har tilvejebragt, for at vi kan lære at forstå hans ord Og vi må ikke alene studere for os selv, men også sammen med andre, med medlemmerne af vor nærmeste familie og med vore brødre i den kristne menighed, efter som vi har lejlighed til det. Desuden må vi fæste vort sind på det, vi læser, koncentrere os om emnet, for ellers vil det ikke prente sig i vort sind; og hvordan skulle vi kunne tænke over noget, som ikke er blevet indprentet i vor hukommelse?
Hvis vi fylder vort hjerte med de gode ting, der angår Jehova Gud og hans rige, vil det samme også findes på vore læber, for hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. (Luk. 6:45) Således er det med andre ord vort hjerte, der bestemmer vor endelige skæbne, for mens det er „med hjertet, man udøver tro til retfærdighed“, er det „med munden, man offentligt bekender til frelse“. — Rom. 10:10, NW.
I betragtning af den store betydning, vor offentlige forkyndelse har, bør vi ikke være tilfredse med en rutinemæssig virksomhed for blot at opnå nogle timer, men vi må være ivrige efter at gøre det på den bedste og forstandigste måde, så vi udretter mest muligt: „Vel går det den, der mærker sig ordet; lykkelig den, der stoler på Jehova. Den vise kaldes forstandig, læbernes sødme øger viden. Kløgt er sin mand en livsens kilde, dårskab er dårens tugt. Den vises hjerte giver munden kløgt, på læberne lægger det øget viden.“ — Ordsp. 16:20-23.
Når vi er klar over, hvor alvorligt vort ansvar er, vil vi også søge at lægge de bedste planer og træffe de bedste arrangementer i forbindelse med vort arbejde som vidner for Jehova. Og når vi har gjort vor del, efter at vi har taget Guds skrevne ord under moden overvejelse, vil vi se hen til Jehova Gud efter vejledning og hjælp. Hvis vore planer er helt i overensstemmelse med Bibelen, som vi forstår den, kan vi tillidsfuldt vente, at Herren vil lede os på den vej, vi har planlagt at vandre ad, og give os sin godkendelse. „Menneskets hjerte udtænker hans vej, men Jehova styrer hans fjed.“ (Ordsp. 16:9) Hvordan gør Jehova det? Ved hjælp af sin ånd eller aktive kraft, som er stærkere end vi selv, og som også er ufejlbar.
At vi vogter vort hjerte, vil hjælpe os til at føre et rent liv, og det vil sætte os i stand til at forkynde det gode budskab om Guds rige og gøre det på den mest overbevisende måde. Det vil desuden gøre vort hjerte stærkt, og stærke hjerter må de kristne have, for advarer Paulus os ikke om, at „sådan skal også alle de, som vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus, blive forfulgt“? (2 Tim. 3:12) Alt tyder på, at forfølgelserne vil tage til, og kun hvis vi har stærke hjerter, kan vi stå dem igennem. Ved at betragte de eksempler på frygtløs og trofast hengivenhed for Gud, som findes i hans ord, og ved at vi anvender hans løfter om, at han til enhver tid vil hjælpe os, på os selv, vil vi få styrke til at holde ud og underkaste os alt, hvad han måtte tillade. Hvis vi fylder vort indre med hans ord, vil det afholde os fra i oprør at synde mod Gud, når vi påvirkes eller fristes af denne verden og dens herskere. „Havde jeg ikke troet, at jeg skulle skue Jehovas godhed i de levendes land . . . Bi på Jehova, fat mod, dit hjerte være stærkt, ja, bi på Jehova!“ — Sl. 27:13, 14; 119:143, 144, 153, 157, 161.
Lad os styrke vort hjerte ved allerede nu at opøve det til at være stærkt. Lad os ikke frygte menneskers hån, men frimodigt bekende Jehovas navn ved hver en lejlighed, — under vort verdslige arbejde, når vi kommer i forretninger, under tjenesten på arbejdsmarken, på gadehjørnerne og fra hus til hus. En sådan opøvelse vil forberede os på de ildprøver, der ligger foran os. Og lad os altid være på vagt, så vi ikke i nogen henseende går på kompromis. — Fil. 1:27-29.
I dag ser hele verden fremtiden i møde med frygt og ængstelse, idet den frygter en tredje verdenskrig, som er truende nær, og den er fuld af angst for de rædsler, der vil ramme den moderne civilisation ved brugen af atomvåben. Men vi kan ikke frygte det, verden frygter, for hvis vi, der bærer Jehovas navn, skulle svigte, hvem skulle så være stærke? Hvordan skulle vi også kunne opfordre andre til at være stærke, hvis vi ikke selv er det? Husk, at vor opgave er: „Styrk de slappe hænder, lad de vaklende knæ blive faste, sig til de ængstede hjerter: Vær stærke, vær uden frygt! Se jeres Gud! Han kommer med hævn, gengæld kommer fra Gud; han kommer og frelser jer.“ — Es. 35:3, 4.
Statistikken viser, at sygdomme i det bogstavelige hjerte er årsag til det største antal dødsfald i den moderne civilisation. Lad os være på vagt, så vi ikke går glip af det evige liv i den nye verden, fordi vi har et svagt eller dårligt symbolsk hjerte. For at få et stærkt, sundt hjerte må vi lade vort sind oplyse af Guds ord og dets løfter. Vi må stadig fylde vort hjerte med kundskaben om Jehovas store gerninger, hans trofaste handlinger med sit folk i tidligere tid og nu og hans hensigter med Riget. Lad os altid huske på det store stridsspørgsmål om overhøjheden i universet, idet vi ved, at vi kan få andel i ophøjelsen af Jehovas navn, ved at vi forbliver trofaste og bevarer vor retskaffenhed over for ham. Lad os have vor hengivenhed, vor kærlighed, rettet mod ham og hans herlige teokratiske regering under Kristus Jesus. Lad os vidne om det, vi ved er sandt, og lad os gøre det uden frygt for menneskers spot. Når vi følger en sådan handlemåde, vil vort hjerte være stærkt, for „vismand er større end kæmpe, kyndig mand mer end kraftkarl“. (Ordsp. 24:5) Og: „Vogt dit hjerte mer end alt andet, thi derfra udspringer livet.“ — Ordsp. 4:23.