„Lad enhver være opmærksom på, hvorledes han bygger“

BIBELEN omtaler Jehova Gud som en bygmester eller konstruktør. „Hvert hus bygges jo af en eller anden, men den, der har bygget alt, er Gud.“ Den omtaler også Kristus Jesus som bygmester. „På den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets [hades’, NW] porte skal ikke få magt over den.“ Kristi efterfølgere siges både at være Guds bygning og hans medarbejdere: „Thi Guds medarbejdere er vi; Guds ager, Guds bygning er I.“ — Matt. 16:18; 1 Kor. 3:9; Hebr. 3:4.

Angående de kristnes byggearbejde fortsætter Paulus: „Efter den Guds nåde [ufortjente godhed, NW], som blev givet mig, har jeg som en kyndig bygmester lagt grundvold, men andre bygger videre på den. [Men lad enhver stadig være opmærksom på, hvorledes han bygger på den, NW]! Thi ingen kan lægge anden grundvold, end den, der er lagt, nemlig Jesus Kristus. Og hvis man på den grundvold bygger med guld, sølv, kostbare sten, træ, hø, strå, så skal det engang åbenbares, hvad slags arbejde enhver har udført; thi dagen skal gøre det klart, for den bryder frem med ild, og ilden skal prøve, hvordan enhvers arbejde er. Hvis det arbejde, som en har bygget derpå, består, da skal han få løn; hvis ens arbejde bliver opbrændt, da skal han miste lønnen; men selv skal han blive frelst, dog som gennem ild.“ — 1 Kor. 3:10-15.

Hvem er disse ord henvendt til? Først og fremmest „til Guds menighed i Korint, til dem, der er helligede i Kristus Jesus, kaldede til at være hellige, sammen med alle, der alle vegne både hos dem og hos os påkalder vor Herres Jesu Kristi navn“. (1 Kor. 1:1, 2) Disse „Guds medarbejdere“ har gjort Kristus Jesus til deres grundvold ved at antage ham som deres frelser, genløser og eksempel. Nu står det til hver enkelt „stadig [at] være opmærksom på, hvorledes han bygger på [ham]“.

De må være opmærksomme på, „hvorledes“ de bygger, eller hvilken slags byggemateriale de anvender; det vil sige, hvilket håb de opbygger for sig selv, hvilke lærdomme de antager og forkynder, og hvilken handlemåde de følger. Det er indlysende, at guldet, sølvet og de kostbare sten fremstillede det rette håb, de rette lærdomme og den rette handlemåde, hvorimod træet, høet og strået var billeder på den urette slags.

Kristus Jesus fortalte mange lignelser, der viser, at han ved sin genkomst ville dømme og belønne sine trofaste efterfølgere. (Mattæus, kapitel 25) Sådanne bibelske profetier, som vi finder i Mattæus, kapitel 24, og Åbenbaringen 11:15-18, viser, at han kom igen i året 1914. Imidlertid viser de fysiske kendsgerninger, at han ikke begyndte at holde dom over sine efterfølgere før 1918; dette svarer således til hans renselse af det forbilledlige tempel i Jerusalem og forkyndelse af dommen over nationen tre og et halvt år efter, at han havde fremstillet sig som Messias. — Matt. 21:12, 13; 23:1-39; 2 Kor. 6:16; 1 Pet. 4:17.

Forud herfor lod Jehova et arbejde udføre, nemlig en forberedelse af Herrens vej på samme måde, som han bemyndigede Johannes Døber til at forberede vejen for Jesu første komme. (Mal. 4:5, 6; Matt. 11:14; Luk. 1:17) Dette forberedelsesarbejde samlede et betydeligt antal kristne, som bekendte sig til at være indviet til Gud og at anerkende Kristus som deres grundvold.

Imidlertid kom de fra de frafaldne religionssystemer, og derfor bragte de mange trosregler og religionsøvelser med sig, som i virkeligheden var træ, hø og strå. Deriblandt var troen på, at det var nødvendigt at udvikle en smuk karakter for at komme i himmelen, og at dette var en kristens første pligt; den opfattelse, at kristne bør have et ydre skin af hellighed og fromhed og være mere optaget af, hvad mennesker tænker, end af, hvad Gud tænker, falske lærdomme, som for eksempel at denne onde verdens politiske magter er de øvrigheder, der omtales i Romerne 13:1, og som de burde adlyde, selv om de derved gik stik imod Guds befalinger; at en dynge sten i Ægypten udgjorde et vidne for Jehova (Es. 19:19, 20); at et ufuldkomment menneske, der lever nu, gentagne gange er omtalt i Bibelens profetier, o.s.v.

Blandt Herrens folk på den tid var der to klasser. Den ene byggede med holdbart materiale ved at tjene Gud ydmygt, oprigtigt og uselvisk efter bedste evne og forståelse. De havde imidlertid endnu noget af træet, høet og strået hos sig. Og så var der den anden klasse, som var egocentriske, stolte og hykleriske. De tjente ene og alene Gud for, hvad de fik eller håbede at få for det. — 2 Tess. 2:10-12.

Ligesom i lignelsen med hveden og rajgræsset fik disse to klasser lov til at fortsætte side om side indtil høsten eller tiden for dommen, hvilket var forudsagt som tidspunktet for Herrens komme til sit tempel. „Se, jeg sender min engel, og han skal bane vej for mit åsyn; og til sit tempel kommer i et nu den herre, I søger. . . . Men hvo kan udholde den dag, han kommer, og hvo kan stå, når han kommer til syne? Han er jo som metalsmelterens ild og tvætternes lud. Han sidder og smelter og renser sølv; han renser Levis sønner, lutrer dem som guld og sølv, så de kan frembære offergave for Jehova i retfærdighed.“ (Matt. 13:36-43; Mal. 3:1-3) Lignende profetier finder vi i Zakarias 3:1, 2; 13:9.

Hvad er den ild, som vil åbenbare hvilken slags bygning, hver enkelt har opført? Katolske teologer bruger dette skriftsted, 1 Korinter 3:15, til støtte for deres skærsildslære. Men hvordan kan det være det? Må vi forstå det således, at guldet, sølvet, de kostbare sten, træet, høet og strået skal tages bogstaveligt? Nej! Hvorfor så mene, at ilden er bogstavelig? Det er logisk, at når alle disse materialer blev brugt til at repræsentere noget andet, må ilden også repræsentere noget og kan ikke hentyde til bogstavelig ild. Den skulle fremstille noget, der blottede og tilintetgjorde de falske håb, de falske lærdomme og den ukristelige levevis hos dem, som var eller påstod at være kristne, Guds medarbejdere, ikke sandt?

Og hvad var det? Kendsgerningerne viser, at det redskab, Gud brugte til at ødelægge dette værdiløse, brændbare materiale, var og er sandheden. Ja, Guds ords sandhed fremstilles ikke alene som et skarpt sværd, som hagl og som en hammer, men også som ild. „Er ikke mit ord som ild, lyder det fra Jehova, og som en hammer, der knuser fjelde?“ (Es. 28:17; Jer. 23:29; Hebr. 4:12) Denne ild viste sig som lysglimt fra Guds tempel, som klart skinnende sandheder, der opbrændte træet, høet og strået. (Job 37:3; Åb. 11:19) Sandheden tilintetgjorde disse ting i de trofastes øjne ved at blotte deres manglende bibelske støtte, deres urimelighed og dårskab.

De, hvis hjerte var ærligt, var kun glade for at blive delagtige i det voksende lys og at forkaste de falske lærdomme og urette gerninger, så snart ilden gjorde dem opmærksomme derpå. Der var ikke nogen selvisk forbindelse mellem dem og disse ting. De ønskede, at deres budskab skulle være lige så rent som Jehovas ord, som sølv, der er renset i en smelteovn syv gange. (Sl. 12:6, 7; Es. 12:1) Deres højeste ønske var at have Jehovas godkendelse og være med til at ophøje hans navn. — Ordsp. 27:11.

På den anden side nægtede de, der havde antaget den „nærværende sandhed“ ud fra et eller andet selvisk motiv, at forkaste træet, høet og strået. Det var netop disse ting, der havde draget dem til sandheden, og derfor kunne de ikke sige farvel til dem. De var for stolte til at indrømme, at de havde taget fejl; de var for egocentriske til at forkaste den smigrende karakterudvikling og mennesketilbedelse; de frygtede for meget for, hvad Satans verden ville gøre dem, hvis de utvetydigt og frimodigt tog standpunkt for Guds rige. Derfor gik de og deres hø, træ og strå til grunde hvad angår Jehovas organisation. Hvis de havde forkastet disse ting, kunne de være blevet frelst. — 1 Kor. 3:15.

Disse Paulus’ ord, som vi her har betragtet, er ikke alene af profetisk interesse for os, men de fortæller også om et af Jehova Guds principper, som gælder alle hans skabninger, ikke alene resten af „Kristi legeme“, der var på jorden, da Herren kom til sit tempel. I dag er der mange såkaldte kristne, der bygger med træ, hø og strå; de udfører store gerninger i Jesu navn, men han siger til dem: „Jeg har aldrig kendt jer; vig bort fra mig, I, som øver uret.“ — Matt. 7:23.

Disse mennesker går i kirke om søndagen, lejlighedsvis eller regelmæssigt, men de har ingen opfattelse af, hvad Bibelen lærer, eller hvad Gud kræver af dem. De holder fast ved treenighedslæren, til trods for at Jesus sagde: „Faderen er større end jeg“, og at han var „Guds skaberværks begyndelse“. (Joh. 14:28; Åb. 3:14, NW) De tror og lærer at mennesket har en udødelig sjæl, hvorimod Bibelen tydeligt siger, at „den sjæl, der synder, den skal dø“. (Ez. 18:4) Yderligere lærer de, at syndens straf er evig pine, skønt Gud tydeligt fortalte Adam, at på grund af hans ulydighed ville han vende tilbage til støvet, og Paulus siger, at „syndens løn er død“. — 1 Mos. 3:19; Rom. 6:23.

Videre tror de, at flere hundrede millioner, enten ved døden eller via skærsilden vil komme i himmelen, og det skønt Skriften klart lærer, at kun forholdsvis få, nemlig en lille skare på 144.000, vil komme der. (Matt. 7:13, 14; Luk. 12:32; Åb. 14:1) De blander sig i denne verdens politiske og kommercielle systemer, skønt Jesus sagde til sine efterfølgere, at de ikke skulle samle sig skatte på jorden, og at de ikke skulle gøre sig til en del af denne verden. (Matt. 6:19; Joh. 15:19) De sætter menneskers love over Guds love, skønt Jesus tydeligt befalede: „Så giv . . . Gud, hvad Guds er“, og hans apostle sagde: „Man bør adlyde Gud mere end mennesker.“ (Matt. 22:21; Ap. G. 5:29) De antager evolutionsteorien, der gør Guds ord til intet, skønt Jesus sagde, at dette ord er sandheden. — Joh. 17:17.

Det er sikkert, at de falske religiøse organisationer i verden bygger med brændbart materiale, som vil blive beskadiget nu, hvor sandhedens ild rammer dem, og som vil blive fuldstændig fortæret i det kommende slag ved Harmagedon. Politikere og finansmænd bygger også med materiale, der ikke kan bestå gennem Harmagedon.

I betragtning af disse kendsgerninger bør alle retsindige mennesker ruske sig selv op. Lad dem undersøge, hvad Bibelen lærer, hvilket håb Gud fremholder for dem, og hvilke krav han stiller dem, som de må opfylde, hvis de ønsker at virkeliggøre dette håb. Jehovas vidner over hele jorden betragter det som et privilegium at hjælpe alle sådanne oprigtige til at bygge med holdbart materiale og at følge apostelens påbud: „Lad enhver stadig være opmærksom på, hvorledes han bygger.“ — 1 Kor. 3:10, NW.