Se stadig nøje til, hvorledes I vandrer

JEHOVA GUD, den Allerhøjeste, er retfærdig, ren og hellig. Han er himmellysenes Fader, og alle hans gerninger er fuldkomne. (3 Mos. 19:2; 5 Mos. 32:4; Jak. 1:17) Hans søn, Kristus Jesus ligner sin Fader i en sådan grad, at han kunne sige: „Den, som har set mig, har set Faderen.“ (Joh. 14:9) Og hvad denne klode angår, er det Jehovas hensigt her at oprette nye himle og en ny jord, hvor retfærdighed skal råde. — 2 Pet. 3:13.

Kan vi blot for et øjeblik forestille os, at mennesker i denne nye verden vil drikke sig fulde? leve i umoralitet? søge skilsmisse under mange påskud? holde løsslupne selskaber? se, hvor langt de kan vige fra den rette vej uden helt at falde? se, hvor nær de kan komme til hor og utugt og alligevel trække sig tilbage? Naturligvis ikke! Mennesker vil til den tid leve et rent, sømmeligt og retskaffent liv.

Der er imidlertid mennesker, som forestiller sig, at sådanne kødets gerninger på grund af den medfødte synd nu kan lades mere eller mindre uænset, men dog uænset. I den nye verden, ræsonnerer de, vil de være anderledes. Men vil Harmagedon, som markerer enden på denne gamle verden, skabe en sådan forandring i disse mennesker, at de ikke længere vil ønske at gøre, hvad de nu ønsker? Vil denne Jehovas mægtige handling pludselig og mirakuløst fjerne deres selviske tilbøjeligheder og automatisk gøre alle rene?

Lad os ikke bedrage os selv. Harmagedon vil ødelægge denne onde verden, lige så sikkert som Vandfloden ødelagde den onde verden på Noas tid, men slaget vil ikke bortfeje de faldne tendenser i vore dødelige legemer. Det er genløsningen, ikke Harmagedon, der renser os for synd. For at få del i genløsningens velsignelser, må vi samarbejde med Guds hellige ånd ved at modstå synden. — Matt. 24:37-39; Ef. 4:30; 1 Joh. 1:7.

Ja, i den nye verden vil det fremdeles være nødvendigt for os at kæmpe imod de faldne tendenser, skønt det utvivlsomt vil være lettere til den tid, end det er nu. Fremgang i rette gerninger vil blive belønnet med bedring i mentalt og fysisk velbefindende, hvilket vil muliggøre endnu mere fremgang. Da vil der ikke være nogen Satan og dæmoner til at friste os; heller ikke vil der være en smudsig, drukken, frådsende, grådig og seksualdyrkende gammel verden til at friste Guds tjenere. Alt dette vil forsvinde i Harmagedon. — 1 Joh. 2:16, 17; Åb. 20:3; 21:4.

Men ingen må tro, at en sådan forandring af omgivelserne fuldstændig vil ordne problemet, for selv til den tid vil nogle blive afskåret af døden, når de har levet i 100 år, på grund af selviskhed. Og det ser ud til, at forholdsvis mange vil vise sig at være selviske ved slutningen af de 1000 år og blive tilintetgjort sammen med Satan og hans dæmoner. — Es. 65:20; Åb. 20:7-10.

Hvis vi venter med at rense os til den nye verden er oprettet, fordi forholdene dér vil være bedre, vil vi sandsynligvis aldrig komme der, for Gud vil ikke skåne nogen, som nærer sympati for den nuværende onde tingenes ordning og dens gøren og laden. Hvis vi ønsker at nyde den nye verdens velsignelser, må vi allerede nu leve i overensstemmelse med dens rene og retfærdige principper, så godt vi formår. Vi må ikke udsætte kampen. Vi må kæmpe imod synden i vort legeme nu, hvis vi ønsker at nyde gavn af Guds barmhjertighed; for hans barmhjertighed er ikke beregnet på den ligegyldige, bevidste fremturen i synd, men kun på enkelte handlinger, der skyldes den adamitiske svaghed. — Sl. 51.

Læg mærke til, hvorledes apostelen Johannes skelner mellem de to slags synd. Først siger han: „Børnlille, dette skriver jeg til jer, for at I ikke skal synde [begå en synd, NW]. Men synder nogen, så har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige; og han er soning for vore synder, ja, ikke alene for vore, men også for hele verdens.“ Heraf ser vi, at der er tilgivelse, hvis vi begår en synd. Men videre siger Johannes: „Enhver, der gør [praktiserer, NW] synd, begår dermed også lovbrud, ja, synd er lovbrud. Enhver, der bliver i ham, synder ikke; enhver, der synder, har hverken set ham eller kendt ham. Børnlille, lad ingen føre jer vild. . . . Den, der gør synd, er af Djævelen; thi Djævelen har syndet fra begyndelsen.“ Her ser vi klart, at der ikke er nogen tilgivelse for dem, der praktiserer synd. — 1 Joh. 2:1, 2; 3:4, 6-8.

Nogle, der søger at finde et forsvar for deres ligegyldige opførsel, henviser til de fejl, trofaste mennesker i fortiden gjorde, mænd som Noa, David og andre. Men de overser den kendsgerning, at der ikke er noget, der viser, at disse Guds tjenere gentagne gange gjorde de samme fejltrin. Snarere begik de en synd, angrede oprigtigt, tog imod Herrens tugtelse og blev genoptaget i Guds gunst. Beretningerne om disse afvigelser fra den rette vej blev nedskrevet, for at de, der kom efter, og som fejlede på lignende måde, kunne hente trøst og håb om Guds barmhjertighed, men ikke for at undskylde synd eller forsvare løsagtighed. — Rom. 15:4.

Lad derfor nu enhver kristen, som håber at vinde livet i den nye verden, give agt på apostelens formaning: „Se derfor stadig nøje til, at I ikke vandrer som uvise, men som vise, idet I køber den belejlige tid til jer selv, fordi dagene er onde.“ (Ef. 5:15, 16, NW) Ja, og lad enhver, „der mener at stå, tage sig i agt, at han ikke falder“. Vi har en listig og ond fjende, modstanderen Djævelen, der „går omkring som en brølende løve og søger, hvem han kan opsluge“. Vi må derfor „stå ham imod, faste i troen“, og stole på, at hvis vi står Djævelen imod, så skal han fly fra os. Hvis vi bliver ligegyldige og lader Djævelen overliste os, kan vi ikke lægge skylden på ham. Den undskyldning hjalp ikke Eva, og den vil heller ikke hjælpe os. — 1 Kor. 10:12; 1 Pet. 5:8, 9; Jak. 4:7.

Vi må også holde os klar af verden, for „hvad fællesskab har lys med mørke?“ Verden gør mindst mulig modstand over for fristelser. „Thi det er tilstrækkeligt, at I i den tid, der er gået, har efterfulgt folkeslagenes Vilje, da I vandrede i løsagtighed, . . . Fordi I ikke med dem fortsætter at styrte ad denne vej til den samme lave udsvævelsernes pøl, undrer de sig og vedbliver med at tale ilde om jer.“ — 2 Kor. 6:14-18; 1 Pet. 4:3, 4, NW.

Både Djævelen og hans verden appellerer til vore naturlige ønsker og fordærvede tendenser, og hvis vi ikke er på vagt, vil disse ønsker og tendenser beherske os, i stedet for at det skulle være os, der beherskede dem, og således bliver vi syndens trælle. (Rom. 6; 1 Joh. 2:16, 17) Det er større at styre sit sind end at indtage en stad. (Ordsp. 16:32) Der foregår en kamp i os, således at det, vi ønsker at gøre, gør vi ikke, og hvad vi ikke vil, gør vi. Det er grunden til, at vi fortsat må anspænde vor viljestyrke og undertrykke vort legeme; hold det der, hvor det hører til, som en ussel slave, for ellers vil det gøre sig til en viljestærk og lunefuld herre. (Rom. 7:15-23; 1 Kor. 9:27) For at hjælpe os til at undgå skadelige ting, giver Guds ord os mange eksempler på, hvad der skete med dem, som vandrede i ligegyldighed. — 1 Kor. 10:5-11.

Hvis vi stadig skal være på vagt over for vore handlinger, må vi begynde med sindet, hjertet. Det er her, vanskelighederne begynder, som Jesus klart påpegede, og det er derfor, vismanden råder os til at vogte vort hjerte eller sind fremfor alt andet. (Ordsp. 4:23; Matt. 15:19) Den bedste måde at holde al uret borte på, er at fylde sindet med de rette tanker: „I øvrigt, brødre! alt, hvad der er sandt, hvad der er sømmeligt, hvad der er retskaffent, hvad der er rent, hvad der er elskeligt, hvad der har godt lov, al dyd og alt, hvad der er ros værd: det skal I have i tanke!“ — Fil. 4:8.

Vi påstår at elske Gud, ikke sandt? Hvis vi virkelig elsker Gud, vil vi holde hans befalinger. (1 Joh. 5:3) Ligegyldighed vil bringe skam over hans navn. Det var det, Israel i gammel tid og visse mennesker i Paulus’ dage gjorde sig skyldig i. (Ez. 36:20-32; Rom. 2:24) Eftersom Jehova er nidkær for sit navn, har han intet alternativ, men må holde sine velsignelser borte fra dem, der bringer skam over det ved en selvisk handlemåde. Da Akan og Elis sønner gjorde sig skyldige i en graverende overtrædelse, led hele nationen nederlag. (Jos. 7; 1 Sam. 2:22-25; 3:11-14) Guds principper forandres ikke. Ønsket om at have Guds velsignelser vil gøre os påpasselige.

Hvis vi elsker vor næste som os selv, vil det ligeledes gøre os påpasselige med vor opførsel. Hvordan kan vi gøre andre, som sukker og jamrer over alle de vederstyggeligheder, de ser i landet, interesseret i Guds rige, hvis de også ser en sådan ondskab hos os? (Ez. 9:4) Hvordan kan vi med god samvittighed belære andre, hvis vi ikke selv gør en alvorlig anstrengelse for at leve op til Guds krav? „Du altså, som lærer andre, du lærer ikke dig selv! Du, som prædiker, at man ikke må stjæle, du stjæler!“ (Rom. 2:21-23) Overlad det til det frafaldne præsteskab at følge denne handlemåde, men ikke til Jehova Guds sande tjenere. — Sl. 50:16, 17; Matt. 23:1-5.

Kærlighed til vor næste vil også få os til at lade være med at opmuntre ham til at handle uret. Folk, der handler ondt, mener måske selv, at de er smarte, men når lejlighed gives, må vi lade dem forstå, at vi ikke synes, de er det. „Du må ikke bære nag til din broder i dit hjerte, men du skal tale din næste til rette, at du ikke skal pådrage dig synd for hans skyld.“ „Den, der revser, får tak til sidst fremfor den, hvis tunge er slesk.“ (3 Mos. 19:17; Ordsp. 28:23) Det er meget bedre end at sladre om vor næstes fejl. Sladder hjælper hverken den, der sladrer, eller den, der bliver sladret om, eller den, der hører sladderen; faktisk skader den alle tre. Hvorfor så hengive sig til den?

Lad os imidlertid ikke gå til fanatiske yderligheder, når vi stadig ser nøje til, hvorledes vi vandrer. Lad os ikke være som de gammeldags religionsdyrkere, der fordømte al dans, drikken og latter, og som endog betragtede det som en synd at kysse sin ægtefælle eller sine børn om søndagen. Der vil ikke være nogen, der forstyrrer glæden i den nye verden; den vil være en verden fuld af glæde, men glæden vil være af den rette slags. Det vil være en ren, sund og varig glæde. Den glæde, Djævelen og hans verden nu tilbyder os, er som bitter aske. Den gør en til sidst skuffet og mismodig. Hvorfor miste sin fred i sindet, blive til skamme og måske gå glip af det evige liv for nogle øjeblikkes spænding og kortvarige glæder?

Gudsfrygt sammen med tilfredshed er en kilde til stor vinding. (1 Tim. 6:6, NW) Gud ved, hvad der er det bedste, og han advarer imod visse ting, så lad os ikke trodse den guddommelige visdom og afvise den guddommelige kærlighed ved at ignorere disse advarsler. Ja, lad os, af hensyn til Jehovas navns ære, til gavn for vore medmennesker og for vor egen velfærds skyld, stadig se nøje til, at vi vandrer som vise.