Patriarkalsk samfund

„Abraham, slægtsoverhovedet, . . . ved tro boede han midlertidigt i forjættelsens land som i et fremmed land og boede i telte med Isak og Jakob, arvinger med ham til den selv samme forjættelse.“ — Hebr. 7:4; 11:9, NW.

1. Hvorfor finder kristne det i dag betimeligt at undersøge tidligere samfunds skygger og systemer?

GUDFRYGTIGE mennesker jorden over har nu øjnene åbne for, at den fordærvede gamle verdens samfund er i opløsning. Bibelens profetier og tidens tegn beviser afgørende, at denne gamle verden med dens tingenes ordning er ved at forlade skuepladsen for bestandig, og dens sidste og dybeste nedværdigelse bliver selve dens totale undergang, der er nær forestående. Lykkeligvis har Jehova Gud i sin store nåde og forudseenhed ladet optegnelser af sine guddommelige åbenbaringer bevare til gavn for den generation af retfærdige, der befinder sig på jorden, optegnelser, der rummer et væld af hemmeligheder vedrørende vort velfærd nu og i fremtiden. Begivenhedernes pres bevirker, at mange af disse hemmeligheder nu bliver åbenbaret af selve den store Fortolker. (Dan. 2:47) Ud fra disse åbenbarede hemmeligheder er det muligt at få et klart overblik over de nærmere enkeltheder i forbindelse med den nye verdens samfundsorden. Den nye samfundsorden er allerede ved at tage form og vil være fuldt ud funktionsdygtig, når Harmagedonslaget indtræffer, og rede til at udfylde det tomrum, der vil opstå ved den gamle samfundsordens voldsomme undergang. Dette er grunden til, at Guds vidner på jorden nu med flid studerer de Hellige Skrifter for grundigt at undersøge de mange skygger, principper, metoder, fremgangsmåder og systemer, som Guds tjeneres forskellige samfund benyttede sig af i bibelske tider. Guds handlemåde med disse fortidens samfund giver os et billede af den nye verdens samfundsorden og belyser den fra mange sider. — Rom. 15:4.

2. Hvad forstås der ved et „patriarkalsk samfund“? Hvornår eksisterede der en form for et sådant bibelsk samfund?

² Først vil vi give os til at undersøge det patriarkalske samfund. Til at begynde med bør vi vide, hvad ordet samfund almindeligvis betyder. Et samfund er en organisation af personer, der har sluttet sig sammen med et eller andet mål for øje, og hvor de enkelte medlemmer sædvanligvis lever sammen som en enhed. I et tidsrum af 856 år efter Vandfloden var det samfund af mennesker, som Jehova Gud viste opmærksomhed, et patriarkalsk samfund. Israelitterne tilbragte imidlertid de sidste 215 år af denne patriarkalske tidsalder i trældom, og deres patriarkalske samfund var underlagt Ægypten. En patriark var et slægtsoverhoved eller en stamfader. (Ap. G. 7:8, 9) Et patriarkalsk samfund var derfor en organisation af enkeltpersoner, som var blodbeslægtede eller beslægtet ved ægteskab eller optagelse i familien, og som levede og arbejdede sammen som en enhed under et mandligt slægtsoverhoveds ledelse. Et sådant patriarkalsk samfund dannede et „slægtsstyre“.a

Slægtsoverhovedet Noa

3. Gør rede for Noas organiserede virksomhed,

³ Noa var den første store patriark eller det første store slægtsoverhoved i det samfund, der fortsatte lige efter Vandfloden. Vi kan ud fra Bibelens beretning om Noas bedrifter og fra senere vidnesbyrd om hans førerskab forstå, at Noa var en stor samfundsorganisator. I de henved 40-50 år forud for Vandfloden organiserede Noa sin familie, der bestod af hans tre sønner, deres hustruer og hans egen hustru, til byggearbejdet på arken. Det var et storstilet projekt, der nødvendiggjorde både indsamling og sammenføjning af meget tømmer og andre materialer. Alt dette krævede handelsaftaler med nabofolk, udbetaling af penge for modtagne varer og ydede tjenester og indgåelse af kontrakter, der medførte anvendelse af visse handle- og forretningsregler. Ligeledes krævede inddrivningen af de mange dyr, der senere skulle føres ind i arken, planlæggelse og orden. I året 2370 f. Kr. gik den kloge og skarpsindige organisator Noa 599 år gammel ind i arken med et organiseret samfund, hvis slægtsoverhoved han var. I et år og ti dage opretholdt han ordenen og sørgede for dette samfunds velfærd i arken, mens Vandfloden dækkede jorden. — 1 Mos. 6:13–8:19.

4. Hvad gjorde Gud for det menneskelige samfund lige efter Vandfloden?

⁴ Jehova Gud havde velsignet og vejledt dette patriarkalske samfund under Noas førerskab, som det eksisterede før Vandfloden. Nøjagtig som dette samfund fuldt organiseret var gået ind i arken, således kom de også fuldt organiseret ud derfra under et slægtsstyre. Da de atter i god behold steg ud på den tørre jord i året 2369 f. Kr., var Noas første handling som anfører for sin familie at bringe et vældigt brænd- og takoffer til deres befrier, Jehova. Jehova så med velbehag på dette bevis på taknemmelighed og gav Noa anvisninger for den videre beståen af dette samfund af mennesker. Gud lovede menneskene, at han aldrig igen ville forbande jorden, og at jorden fortsat skulle nyde godt af de skiftende årstider. Der blev også givet et guddommeligt påbud om at opfylde alle dele af jorden med Noas afkom. Gud begyndte ved direkte åbenbaring at give menneskene sin lov, idet han brugte Noa som mellemled. Regnbuen blev sat på himmelen som et tegn på Guds store pagt med det overlevende samfund under Noas førerskab. Jehova Gud som den store Overordnede gjorde derfor skridt til at give mennesket en retfærdig start på en renset jord. Gud gav den retfærdige menneskehed en lov som udviklingsgrundlag for det styre, der skulle råde efter Vandfloden. — 1 Mos. 8:20–9:17.

5. Hvordan blev Noa udrustet, så han kunne lede menneskesamfundet på rette vis efter Vandfloden?

⁵ Fordi Noa mange gange havde haft direkte forbindelse med Gud og havde modtaget åbenbaringer af den guddommelige vilje, var han som en skarpsindig lovkyndig og organisator i stand til med myndighed at lede udvidelsen af menneskesamfundet efter Vandfloden. Dette gjorde han nidkært i de 350 år, han levede efter denne katastrofe. Som en mand, der sad inde med stor visdom, forudseenhed og rig teokratisk erfaring, kunne Noa sætte det rette eksempel i regeringsanliggender. Når nye problemer opstod, ville han være i stand til at kaste lys over de rette principper, vælge de rette fremgangsmåder, indstifte gavnlige skikke og bruge sund dømmekraft i harmoni med Herrens tanker, som han som Guds betroede tjener og profet havde indsigt i. Hvor heldigt var ikke dette samfund af mennesker stillet i tiden efter Vandfloden, fordi de havde en så veludrustet teokratisk organisator til rådgiver. — 1 Mos. 9:28, 29.

6. Hvilket regeringsmønster gav Noa for samfundet efter Vandfloden?

⁶ Benyttede Noa sig efter Vandfloden af lejligheden til at gøre sig til konge i en slags superstat, der skulle herske over hans efterkommere, som hastigt tog til i antal? Nej. Noa var en gudfrygtig mand, der satte sin lid til den forjættede sæd, som skulle udsendes til at være konge og til at oprette en ny verdensregering over hele menneskeheden. (1 Mos. 3:15; Hebr. 11:7) At herske som konge var ikke Noas tildelte lod. Tværtimod gav Noa et mønster på udviklingen af små familieregeringsenheder eller patriarkalske samfund. Disse familieenheder levede uafhængigt af hverandre og emigrerede til alle egne af jorden. Kernen i denne ordning var ikke den enkelte person, men familien, en gruppe af beslægtede personer, der blev styret af slægtsoverhovedet, patriarken. Efter slægtsoverhovedets død overtog den ældste søn lederstillingen og tillod andre sønner at flytte bort, som Esau og Jakob gjorde det på et senere tidspunkt, så de kunne grunde deres egne særskilte samfund. Længere fremme på tidens strøm holdt et slægtsoverhoveds sønner efter faderens død sammen under en særlig fremtrædende broders ledelse, som tilfældet var med Jakobs tolv sønner, der således blev et „hus“ eller en klan på tolv familier. I tidens løb voksede hver enkelt israelitisk familie til en stamme, og til sidst blev disse beslægtede stammer til et helt folkeslag under Jehovas overherredømme. — 1 Mos. 46:2, 3; 49:28; 50:24, 25; 2 Mos. 19:4-6.

7. Hvad oplevede Noa at se? Hvorledes søgte Satan at krydse Guds hensigter for tiden efter Vandfloden? Hvad resulterede det i?

⁷ Under Noas kloge overopsyn blev det forbilledlige påbud fra Gud om at befolke jorden opfyldt i en sådan udstrækning, at der efterhånden fandtes halvfjerdsindstyve nationer, der alle talte samme sprog, men som nomadesamfund drog ud i alle retninger for at bosætte sig nye steder. Seks og tyve af disse nationer stammede fra Noas søn Sem, fjorten fra hans ældste søn Jafet og tredive fra hans yngste søn Kam. (1 Mos. 10:1-32) Noa så også begyndelsen til et oprør, der bredte sig som kræft, og som var vendt imod den store Overordnede, Jehova Gud. Ophavsmanden til dette oprør var en ung sønnesøns søn af Noa ved navn Nimrod, der ikke indtog den ærefulde stilling som et af de halvfjerdsindstyve slægtsoverhoveder over de halvfjerds folkeslag. Ved at trodse Guds regnbuepagt, ved at gøre brug af krig som middel til at indgyde frygt for sig hos andre og ved at være et redskab i Satans hånd gjorde Nimrod oprør imod Noas regeringsordning. Han opstillede i dens sted den første rigsregering med Babylon som hovedsæde. Denne opkomling søgte at gøre sig større end Noa ved at udråbe sig selv til den første jordiske konge. Han gav sig i lag med et projekt, et religiøst tårnbyggeri, der skulle hindre slægterne i at brede sig ud over hele jorden, således som Gud havde bestemt. Gud udtrykte sin vrede mod denne oprørsbevægelse ved at forvirre disse stammers tungemål, og tvang dem derved til at sprede sig ud over jorden i overensstemmelse med Guds oprindelige vilje. Efter at have levet et langt liv som rådgiver blandt mange af fortidens folkeslag døde Noa til sidst i året 2020 f. Kr. i en fremskreden alder af 950 år. Inden sin død oplevede han at se Jehova Guds påbud opfyldt til trods for Satans indgriben, der gik ud på at samle alle mennesker under regeringer, der modstod Jehova Gud. — 1 Mos. 11:1-9.

Interessante træk

8, 9. a) Hvor fik de hebraiske slægtsoverhoveder deres love og skikke fra? b) Hvordan kunne de teokratiske patriarker handle med deres hedenske nabofolk på et fælles lovmæssigt grundlag? c) Hvorfor er det rimeligt at slutte, at mange af disse skikke havde en oprindelse, der var godkendt af Gud?

⁸ Vi vil nu gå over til at undersøge flere interessante træk ved det patriarkalske samfund. Det må her forstås, at selv om mange af de lovbestemmelser, der findes i Bibelen, også findes i fortidige ikke-teokratiske lovsystemer, som for eksempel i Hamurabis babyloniske lovsamling, den hittitiske og den assyriske lovsamling, tre lovsamlinger, der alle hører til de senere tiders arkæologiske fund, så er dette intet bevis for, at hebræerne skulle have lånt disse hos deres hedenske nabofolk. Tværtimod peger alt i modsat retning. Der er bevis for, at de hedenske nationer har bibeholdt mange af de gamle love og skikke fra Noas lovsystem og samfundsordning, der var det mønster, patriarkerne fulgte. — Ez. 14:12-14, 20.

⁹ Efterhånden som de første stammer og folkeslag kom mere og mere ind under Satans og hans falske regeringsteoriers kontrol, blev Noas lovstruktur og lovordning skubbet mere i baggrunden. Ikke desto mindre kunne trofaste teokratiske patriarker som Abraham, Isak og Jakob, netop fordi mange af de hedenske nabofolks love havde deres udspring i Noas første lovsystem, have samkvem med dem på grundlag af fælles skik og brug i lovmæssig henseende. Det er også på sin plads at påpege, at eftersom mange af de lovbestemmelser, som de trofaste teokratiske patriarker benyttede, senere blev indlemmet i Lovpagten, som Gud dikterede til Moses, er dette en kraftig tilkendegivelse af, at deres oprindelse havde Guds godkendelse. Gud ville naturligvis ikke have ladet disse love og skikke indlemme i Lovpagten, hvis de havde deres udspring hos regeringer, der fik deres magt fra Satans dæmoner. — 2 Kor. 6:14-16.

10. Hvorledes forholdt det sig med ejendom idet patriarkalske samfund? Gør nærmere rede herfor.

¹⁰ Som allerede nævnt var familien og ikke enkeltpersonen enheden i det patriarkalske samfund. Almindeligvis var der ikke noget, der hed privat ejendom, bortset fra nogle få personlige ejendele. Familien ejede i fællesskab hjorde, husgeråd, redskaber og jord, da de jo var beslægtede med hinanden enten ved fødsel, ægteskab eller optagelse i familien. Dette bekræftes af en udtalelse af Rakel og Lea til Jakob, der var deres ægtemand og slægtsoverhoved, dengang de udskilte al deres ejendom fra faderen Labans hus for at begynde som et uafhængigt patriarkalsk samfund. „Så svarede Rakel og Lea ham [Jakob, deres ægtemand og overhoved]: Har vi vel mere lod og del i vor faders hus? Har han ikke regnet os for fremmede kvinder, siden han solgte os og selv brugte de penge, han fik for os? Al den rigdom, Gud har taget fra vor fader, tilhører os og vore børn — gør du kun alt, hvad Gud sagde til dig!“ (1 Mos. 31:14-16) Som det fremgår af det ovenstående, betragtede det lille familiestyre deres gods som fælleseje og dannede, hvad vi i moderne tid kunne sammenligne med et andelsforetagende, hvis officielle overhoved var faderen eller den ældste søn af den ældste slægtslinie fra den fælles stamfader, hvis flere familier levede sammen som et „hus“ eller en stamme. Vi ser også i Jakobs tilfælde, at slægtsoverhovedet tjente som det præstelige forbindelsesled med Gud. Endvidere førte slægtsoverhovedet an i familiens ofringer.

11. Hvilket ansvar påhvilede der slægtsoverhovedet?

¹¹ Patriarken tjente også i egenskab af faderlig hersker og havde overopsyn med familien. Han gav befalinger vedrørende familiens daglige arbejde og holdt nøje opsigt med sine børns opdragelse, da han jo var juridisk ansvarlig for enhver af deres lovovertrædelser. Han sluttede overenskomster med nabofolk og dømte og straffede sit hus for enhver overtrædelse af lovbefæstet skik og brug. I virkeligheden havde slægtsoverhovedet fuld kontrol med og herskede over hele sin organiserede husstands liv og ejendom. Som familiens talerør over for Gud og mennesker var patriarken ansvarlig for sin families handel og vandel. Han og familien var som et hele ansvarlig for overtrædelser og forseelser, som han selv eller medlemmer af hans familie begik imod andre familiegrupper. Det kunne forlanges af slægtsoverhovedet, at han skulle udlevere et familiemedlem eller give erstatning for begået uret. — Jos. 7:24, 25.

12. Hvad kan vi sammenligne den patriarkalske familie med i vor tid? Forklar det nærmere.

¹² Ligesom et moderne andelsforetagende eller selskab består af mange personer og dog er en juridisk ansvarlig enhed, der kan sagsøges for overtrædelser begået mod andre, således blev i fortiden hele familien betragtet som en lovmæssig enhed,b der måtte undgælde for begået uret. Lige fra begyndelsen efter Vandfloden fandtes begrebet „familieansvar“, der senere blev udvidet til „samfundsansvar“, som gjorde hele enheden ansvarlig for en uret begået af et enkelt medlem. Denne betragtningsmåde skyldtes det, at alle var fælles om al ejendom, og at deres liv var ganske nært knyttet til familieoverhovedet. Det ses af Bibelen, at disse nært forbundne, juridisk ansvarlige familier levede under trygge forhold og i megen lykke, når deres slægtsoverhoved var teokratisk sindet og altså tjente Jehova. Sådanne overhoveder styrede deres husstande i kærlighed. — 1 Mos. 24:1.

Fremgangsmåder

13. Gør rede for, hvordan jord skiftede ejer.

¹³ Patriarkerne brugte en interessant fremgangsmåde, når jord skulle skiftes over på andre hænder. Den eventuelle køber blev ført til et fordelagtigt udsigtssted, hvorfra sælgeren kunne vise ham jordområdets nøjagtige grænser og beskrive dets forskellige fortrin. Efter langvarig tingen frem og tilbage ville sælgeren til sidst opridse områdets fire grænser. Når køberen sagde: „Jeg ser,“ betragtedes handelen som afsluttet, og en kontrakt blev udfærdiget.c Skiftet fandt således sted i vidners overværelse uden en bogstavelig overdragelse af jorden ved hjælp af et skriftligt skøde. Dog blev skriftlige kontrakter også benyttet. Til tider sluttedes en sådan handel under et helt ceremoniel. — 1 Mos. 23:3-16.

14, 15. a) Hvordan fulgte Jehova Gud selv denne skik i forbindelse med afhændelse af et jordområde? b) Hvordan gjorde Satan det? Forklar dig nærmere.

¹⁴ Jehova Gud fulgte selv denne skik, da han gav Abraham et lovmæssigt tilbud om det forjættede land. Fra et udsigtspunkt i Kana’an udpegede Gud det tilbudte områdes nøjagtige grænser for Abraham. Men Gud tillod ikke Abraham at sige: „jeg ser“ og således på lovformelig vis acceptere tilbudet, da det endnu ikke var Guds tid at skænke det bort som lovmæssig ejendom. (1 Mos. 13:14, 15) Den lovmæssige overdragelse fandt først sted i året 1473 f. Kr., henved fire hundrede år senere, da Jehova lod Moses „se“ eller „skue“ det, det vil sige tage det i lovmæssig besiddelse på Israels nations vegne, lige inden de drog over Jordan for bogstaveligt at tage det forjættede land i besiddelse. „Derpå steg Moses fra Moabs sletter op på Nebobjerget . . . og Jehova lod ham skue ud over hele landet. . . . Og Jehova sagde til ham: Det er det land, jeg tilsvor Abraham, Isak og Jakob, . . . Nu har jeg ladet dig skue ud over det med dine egne øjne.“ — 5 Mos. 34:1-4; 3:27.

¹⁵ Læg mærke til, at Satan, efterligneren, også benyttede denne tilbudsform, da han kom til Jesus i ørkenen for at friste ham. „Atter tog Djævelen ham [Jesus] med til et usædvanlig højt bjerg og viste ham alle verdens riger og deres herlighed, og han sagde til ham: Alle disse ting vil jeg give dig, hvis du vil falde ned og udføre en tilbedelseshandling over for mig.“ (Matt. 4:8, 9, NW) Satan fremholdt et lovmæssigt tilbud, som han ønskede, at Jesus skulle overveje og på lovmæssig vis tage imod. Skønt Jesus hurtigt så, at det var et lovmæssigt tilbud, afviste han det øjeblikkelig med ordene: „Vig bort, Satan!“

16, 17. a) På hvilket grundlag afsagde slægtsoverhovederne som dommere deres kendelser? b) Anfør eksempler fra Bibelen.

¹⁶ Ved afgørelsen af lokale familiestridigheder fungerede slægtsoverhovederne som dommere. For at de kunne fælde en retfærdig dom, var det nødvendigt for dem at finde frem til de nøjagtige beviser i den sag, der herskede uenighed om. Ifølge King James Oversættelsen og American Standard Version brugte de, når de var i besiddelse af det afgørende bevismateriale, udtrykket „at kende“, „at erkende“ eller „at anerkende“, når de afsagde kendelsen. Det er det samme juridiske udtryk, der bruges i dag, når en dommer eller nævninge „kender“ en mand skyldig i en forbrydelse på grundlag af det fremlagte bevismateriale. Dengang Laban beskyldte Jakob for at have stjålet hans husgud, gav Jakob ham lovbegrundet ret til at undersøge bevismaterialet for Jakobs uskyld. Jakob sagde: „Erkend i vore brødres påsyn, hvad der er dit blandt mit, og tag det til dig.“ — 1 Mos. 31:32, AS.

¹⁷ Et andet eksempel er det tilfælde, hvor slægtsoverhovedet Juda sad som dommer i sagen mod sin sønnekone Tamar, der stod anklaget for at have øvet utugt og nu var frugtsommelig: „Da sagde Juda: Før hende ud, for at hun kan blive brændt! Men da hun førtes ud, sendte hun bud til sin svigerfader og lod sige: Jeg er blevet frugtsommelig ved den mand, som ejer disse ting. Og hun lod sige: Se dog efter [erkend dog, AS,] hvem der ejer denne ring, denne snor og denne stav. Da Juda havde set efter [anerkendt dem, AS], sagde han: Retten er på hendes side.“ (1 Mos. 38:24-26, 11-20) Takket være de klare beviser blev dommer Juda tvunget til at indrømme, at han var fader til hendes barn, og at hun var den formodede skøge, han et stykke tid forinden havde haft omgang med.

18. Hvorfor vedblev de trofaste teokratiske patriarker med at leve i det forjættede land som midlertidige indbyggere?

[Fodnoter]