Den ugiftes gave

FOR mange mennesker synes det meget mærkeligt at omtale den ugifte stand som en gave. De fatter ikke, hvorledes det er muligt at kalde fornægtelsen af det, de betragter som en af livets største glæder (idet den ugifte stand for en kristen er ensbetydende med afholdenhed og forsagelse) for en gave. At ægteskabet kan være en gave, ja, det forstår de, men hvorledes den ugifte stand?

Som autoritet for vor anvendelse af ordet gave i forbindelse med at leve ugift har vi ingen ringere end det klogeste og største menneske, der nogen sinde har levet, nemlig Guds søn. Da han ved en lejlighed diskuterede emnet med sine disciple, sagde han: „Ikke alle mennesker giver rum for det ord, men kun dem, der har gaven. For der er gildinger, som er født således fra moders liv, og der er gildinger, som er gildede af mennesker, og der er gildinger, som har gildet sig selv for Himmerigets skyld. Lad dem, som kan give rum for det, give rum for det.“ — Matt. 19:11, 12, NW.

Hvorfor kaldte Jesus den ugifte stand en gave? Fordi det er noget, der kan opdyrkes og på en virkningsfuld måde anvendes til fremme af den sande tilbedelse på jorden og af ens egen lykke, ligesom tilfældet er med Guds øvrige gaver. At den ugifte stand indebærer afgjorte fordele for den kristne tjener fremgår af apostelen Paulus’ ord: „Men jeg vil gerne, at I skal være fri for bekymringer. Den ugifte mand bekymrer sig for det, der hører Herren til, hvorledes han kan tækkes Herren; men den gifte bekymrer sig for det, der hører verden til, hvorledes han kan tækkes sin hustru; og han er delt. Og den ugifte kvinde og jomfruen bekymrer sig for det, der hører Herren til, at hun kan være hellig både på legeme og ånd; men den gifte bekymrer sig for det, der hører verden til, hvorledes hun kan tækkes sin mand. Jeg siger dette til jeres eget bedste, ikke for at lægge snare for jer, men for at I må løve sømmeligt og ufravendt holde jer til Herren.“ — 1 Kor. 7:32-35.

At kunne tjene Jehova Gud med udelt sind og hjerte, at kunne give hans arbejde vor stadige, uafbrudte opmærksomhed, er i sandhed en gave, man burde sætte stor pris på. Ja, „også han, der giver sin jomfrudom hen i ægteskab, gør vel, men den, der ikke giver den hen i ægteskab, gør bedre“ på grund af de større tjenesteforrettigheder og den tilsvarende større lykke. — 1 Kor. 7:28, NW.

Læg også mærke til det andet argument, Paulus anvender som grund til at give rum for den ugiftes gave: „Og det siger jeg jer, brødre: tiden er knap.“ (1 Kor. 7:29) Jeremias fik befaling til ikke at gifte sig, fordi tiden var kort. (Jer. 16:2) Har dette argument ikke særlig vægt i vor tid?

Nogle lægger den betydning i Jesu ord, at den ugiftes gave ikke er for alle og navnlig ikke for dem. Sådanne forsøger imidlertid at læse noget i Jesu ord, som han ikke sagde. Han viste, at ikke alle ville give rum for denne gave, og at de, der gjorde det, var dem, „som har gildet sig selv for Himmerigets skyld“. Man kunne stille følgende spørgsmål om dem, der prøver at gøre indsigelser: I hvilken udstrækning forsømmer de at følge Paulus’ eksempel med hensyn til at være hårde mod deres legeme og holde det i ave? „Hjertet er svigefuldt fremfor alt, det er sygt, hvo kender det?“ — Jer. 17:9; 1 Kor. 7:29; 9:26, 27.

Hvordan giver man rum for den ugiftes gave? Først af alt ved at tage en fast beslutning om ikke at bukke under for nogen lidenskab, men at bevare sin hele livskraft og frihed uafhængig af ægteskabet, sådan at man bedre kan tjene Jehova. En sådan beslutning vil styrke ens selvkontrol. Dernæst må man give rum for denne gave, ligesom man ved selvfornægtelse, ved at tage tid og kraft til at opdyrke andre gaver, har givet dem rum i sit liv.

For at kunne gøre dette er det nødvendigt, at vi fordyber os i Herrens arbejde, som apostelen Paulus gjorde. Vi må ikke sige: Jeg ville ønske, jeg havde den ugiftes gave, og så på samme tid svække styrken i vort ønske eller beslutning ved at interessere os for een bestemt af det modsatte køn og udvikle nær fortrolighed til vedkommende. Nej, vi må gå efter det, vi ønsker: den ugiftes gave, og vi må bære de selvfornægtelser og andre ting, der kræves for at kunne glæde os over den. Vi må give denne gave rum i vore fremtidsplaner.

For apostelen Paulus var den ugifte stand en praktisk ting, og han gik efter den på en praktisk måde. (1 Kor. 9:5) Han var ærlig over for sig selv, og som følge deraf fik han gaven. På grund af sin gave fik han pålagt så mange ansvarsfulde opgaver, at han ikke havde tid til at tænke på giftermål. Han erkendte, at han simpelthen ikke kunne leve op til sit ansvar, dersom han stadig skulle have omsorg for og vise en hustru hensyn. Det er årsagen til, at han også siger, at dersom gifte kristne ønsker at få del i visse forrettigheder, så må de i samme udstrækning handle, som om de ikke var gift. Ja, de må i deres tilværelse give rum for de gaver, de ønsker at opdyrke og bruge til Jehovas pris og til velsignelse for andre. — 1 Kor. 7:29-31.

Men hvad enten vi er gifte eller ugifte, så lad os bruge de gaver, vi har, ifølge den visdom Gud giver os gennem sit ord og sin handlemåde med os. Lad os ydmygt tage imod de tjenesteforrettigheder, der tilbydes os, idet vi gør brug af alle de evner og færdigheder, vi har; lad os ikke afstå de forrettigheder og lejligheder, som Gud har givet os, til andre, når vor egen anvendelse deraf muligvis kunne skænke os en hidtil ukendt glæde. Lad os alle vise værdsættelse af de gaver, Gud har givet os, og således bevise os værdige til den store gave, der består i evigt liv.