Kristne — først og fremmest Jehovas vidner

IKKE på noget tidspunkt siden skabelsen har Jehova Gud I været uden vidner. Selve universets eksistens, dets uhyre udstrækning, skønhed og ubegrænsede magt samt solskinnet, regnen og de frugtbare årstider er altsammen talende, skønt tavse vidnesbyrd om den Højestes, Jehova Guds, eksistens og hjælper os til, i hvert fald i nogen grad, at forstå en del af hans vidunderlige egenskaber eller evner. „Thi hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses fra verdens skabelse af, idet det forstås af hans gerninger.“ — Rom. 1:20.

Foruden disse vidnesbyrd har Jehova også altid haft mennesker her på jorden, som ved deres handlinger og ord vidnede om ham som den store suveræn. „Lad alle folkene samles, lad folkefærdene flokkes! Hvo blandt dem kan forkynde sligt eller påvise ting, de har forudsagt? Lad dem føre vidner og få ret, lad dem høre og sige: Det er sandt! Mine vidner er I, så lyder det fra Jehova, min tjener, hvem jeg har udvalgt, at I må kende det, tro mig og indse, at jeg er den eneste. Før mig blev en gud ej dannet, og efter mig kommer der ingen; jeg, jeg alene er Jehova, uden mig er der ingen frelser. Jeg har forkyndt det og frelser, kundgjort det, ej fremmede [guder, AS] hos jer; I er mine vidner, lyder det fra Jehova. Jeg er fra evighed gud. . . . Det folk, jeg har dannet mig, skal synge min pris.“ „Så siger Jehova, Israels konge, dets genløser, hærskarers Jehova: Jeg er den første og den sidste, uden mig er der ingen gud. . . . Ræddes og ængstes ikke! Har ej længst jeg kundgjort og sagt det? I er mine vidner: Er der gud uden mig, er der vel anden klippe? Jeg ved ikke nogen.“ — Es. 43:9-12, 21; 44:6, 8.

I Hebræerne 11 skriver apostelen Paulus om mange af disse vidner: Abel, Enok, Noa, Abraham, Isak, Jakob, Josef, Moses og mange flere. I Hebræerne 12:1 fortsætter han med at omtale dem som „så stor en sky af vidner“, der omgiver de kristne. Nogle vil måske udlægge Paulus’ ord til at betyde, at disse trofaste mænd er vidner til, hvad de kristne gør, at de er tilskuere dertil. Der er imidlertid to grunde til, at det ikke kan forholde sig således. For det første befinder disse mænd sig stadig i gravene og kan derfor ikke betragte de kristne. (Dan. 12:13; Joh. 3:13) Og for det andet ville Paulus, dersom han blot havde ment, at de var tilskuere til de kristne, enten have brugt det græske ord autóptes, der betyder „øjenvidner“, som i Lukas 1:2, eller ordet epóptes som i 2 Peter 1:16, der også gengives „øjenvidner“. I stedet for brugte han ordet mártyres, der betyder „en, der aflægger vidnesbyrd“; det er det samme ord, som han anvender i 1 Korinter 15:15, hvor han taler om dem, der havde vidnet om Jesu Kristi opstandelse. Se også 1 Timoteus 5:19; 6:12; Åbenbaringen 11:3.

Det betyder heller ikke, at henvisningerne til Jehovas vidner i Esajas kun gælder de Guds tjenere, der levede før den kristne tidsalder. Apostelen Peter citerer Esajas 43:21 og anvender det i 1 Peter 2:9 på de kristne: „Men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomskraft, som kaldte jer fra mørket til sit underfulde lys.“ Både apostlene Paulus og Johannes citerer endvidere fra Esajas 44 og viser således, at dette skriftsted har en modbilledlig betydning. Sammenlign Åbenbaringen 12:12 og 18:20 med Esajas 44:23, der omtaler Israels genløsning fra Babylon; sammenlign også 1 Korinter 1:20 med Esajas 44:25. Vi ser, at „alt, hvad der forhen er skrevet, er jo skrevet, for at vi kan lære deraf“, og „til advarsel for os, til hvem tingenes ordnings absolutte ende er kommet“. — Rom. 15:4; 1 Kor. 10:11, NW.

Kristus Jesus — det store eksempel

De, der gør indvendinger mod, at navnet „Jehovas vidner“ også skulle gælde de kristne, og som påstår, at man derved undervurderer Kristi betydning og „afkristner“ kristendommen, overser den kendsgerning, at Jesus selv var et Jehovas vidne. Han taler om sig selv som „det troværdige vidne“ og som „Amen, det troværdige og sanddru vidne“. Og til Pilatus sagde han: „Dertil er jeg født, og dertil er jeg kommen til verden, at jeg skal vidne om sandheden.“ (Åb. 1:5; 3:14; Joh. 18:37) Apostelen Paulus aflægger et lignende vidnesbyrd: „Kristus Jesus, der som et vidne aflagde den rette bekendelse i Pontius Pilatus’ påhør.“ Profeten Esajas havde også for længe siden forudsagt, at Gud ville lade Kristus fremtræde som et „vidne for folkeslag“. — 1 Tim. 6:13, NW; Es. 55:4.

Som et trofast Jehovas vidne gjorde Jesus under sin tjeneste alt for at gøre Jehovas navn kendt og bringe det frem i forgrunden. I den bøn, som han lærte sine disciple, angår den første anmodning hans Faders navn: „Vor Fader, du som er i himlene! Helliget vorde dit navn.“ Til de utro jøder sagde han: „Jeg er kommen i min Faders navn, og I tager ikke imod mig; hvis en anden kommer i sit eget navn, ham vil I tage imod.“ Ved slutningen af sin tjeneste bad han til sin Fader: „Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. . . . Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du tog ud af verden og gav mig.“ — Matt. 6:9; Joh. 5:43; 17:4, 6.

Under hele sin jordiske tjeneste ophøjede Jesus sin Faders navn og vidnede først og fremmest om det. Han fremhævede, at Gud Jehova er den eneste, der skal tilbedes, at hans Fader alene er god, at han ikke gjorde noget på eget initiativ, og at hans Fader var større end han. Han henledte gang på gang opmærksomheden på sin Faders egenskaber. — Matt. 4:10; 5:45; Joh. 4:24; 5:19; 14:28.

Man kan heller ikke med rette hævde, at navnet Jehova ikke forekommer i Septuaginta-oversættelsen af de Hebraiske Skrifter, som uden tvivl blev brugt af Jesus og hans apostle, og at de derfor ikke var kendt med navnet eller anvendte det. Dette gælder kun de senere kopier af Septuaginta. Et af de ældste bevarede brudstykker af Septuaginta er katalog 266, hvori tetragrammaton’et (de fire hebraiske bogstaver JHVH, der står for navnet Jehova) optræder gentagne gange. Ifølge Hieronymus, der oversatte den latinske Vulgata, indeholdt kopierne af Septuaginta på hans tid det guddommelige navn i form af tetragrammaton’et, der blev overført bogstav for bogstav til det græske alfabet og ikke oversat som den øvrige del af den hebraiske tekst.

Men selv om navnet ikke fandtes i det „Nye Testamente“, ville det ikke være noget argument imod at bruge det, idet Bibelen er een samlet bog, der består af de Hebraiske Skrifter, hvori navnet Jehova findes 6823 gange, og de Græske Skrifter. Når som helst de Hebraiske Skrifter, der indeholder navnet Jehova, citeres i Bibelens Græske Skrifter, burde navnet også have været overført til disse, sådan som den Nye Verdens Bibeloversættelses-Komité har gjort, og ikke have været forandret, sådan som praktisk taget alle andre oversættere har gjort.

Navnet Jehova findes imidlertid i alle oversættelser af det „Nye Testamente“ i den forstand, at Jesu eget navn betyder „Jehova er frelse“ eller „Jehova Frelseren“; hver gang navnet Jesus forekommer, er det således en påmindelse om navnet Jehova. Desuden findes udtrykket „Halleluja“ fire gange i Åbenbaringen 19:1-7, og det betyder bogstaveligt „Pris Jehova“, som det også gengives 23 gange i de Hebraiske Skrifter, for eksempel i Salme 104:35; 105:45; 106:1, 48, AS.

Jehova kommer først

Kristus Jesus satte det eksempel, som hans apostle og disciple må følge i aflæggelsen af vidnesbyrdet om Jehovas navn. (1 Kor. 11:1; 1 Pet. 2:21) Læg mærke til, hvorledes Paulus og Barnabas vidnede om Jehova Gud, da nogle af hedningerne begyndte at tilbede dem: „Mænd, hvad er det dog, I gør? Vi er også mennesker under samme kår som I, og vi forkynder evangeliet om, at I skal vende jer fra disse tomme afguder til den levende Gud, som har skabt himmelen og jorden og havet og alt, hvad deri er.“ Paulus aflagde et lignende vidnesbyrd om den sande Gud til atenerne på Areopagus. I virkeligheden var selve Guds hensigt med at lade det gode budskab forkynde for nationerne „ud af dem at tage et folk for sit navn“ (NW). — Ap. G. 14:15-17; 15:14; 17:23-31.

Til trods for, at Bibelens Græske Skrifter hovedsagelig omhandler Jesu Kristi liv, giver de ikke desto mindre Guds navn førstepladsen. Vi finder således 1757 henvisninger til Guds søn, hvor han omtales på tolv forskellige måder, som for eksempel Jesus, Kristus, Herre, Menneskesøn, Guds søn; men vi finder 1854 henvisninger til hans fader Jehova Gud, der benævnes som Gud, Herre og Fader.

Selv om evangeliet eller det gode budskab kaldes det gode budskab om Kristus Jesus, betyder det ikke, at det ikke også er det gode budskab om Jehova Gud. Det er Kristi evangelium, fordi det er det gode budskab om ham. Men det er også det gode budskab om Gud, for havde han ikke først sendt sin søn til verden og derpå oprejst ham fra de døde, ville der slet ikke have været noget godt budskab at forkynde. (Joh. 3:16; 1 Kor. 15:15-19) Vi finder da også, at det „Nye Testamente“ 14 gange omtaler det gode budskab som Guds og 13 gange som Kristi. Dette harmonerer med Åbenbaringen, hvor vi læser: „Jesu Kristi Åbenbaring, som Gud gav ham.“ — Åb. 1:1.

Kilden til alle vore velsignelser er større end den kanal, hvorigennem de kommer. Paulus identificerer begge for os: „Der er i virkeligheden for os kun een Gud, Faderen, fra hvem alt er, og vi for ham, og der er een Herre, Jesus Kristus, gennem hvem alt er, og vi gennem ham.“ Og det er grunden til, at der siges, at mens „i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig i himmel og på jord og under jorden, og hver tunge skal åbenlyst bekende, at Jesus Kristus er Herre“, så er dette dog ikke for, at Jesus skal tage Guds plads, men „til Gud Faders ære“. (1 Kor. 8:6; Fil. 2:10, 11, NW) Ja, de kristne er først og fremmest forpligtet til at aflægge vidnesbyrd om Jehova Gud.