Jehovas nåderige foranstaltning

DEN lov, Jehova gav den israelitiske nation, genspejlede et sandt billede af hans egenskaber: visdom, retfærdighed og kærlighed. Det, der særlig fremhævede hans retfærdighed, var den lov, der krævede, at den, der mod bedre vidende aflagde falsk vidnesbyrd, skulle straffes med det, han søgte at bringe over en anden: „Dommerne skal undersøge sagen grundigt, og hvis det viser sig, at vidnet er et falsk vidne, der har aflagt falsk vidnesbyrd mod sin broder, så skal I gøre med ham, som han havde til hensigt at gøre med sin broder; du skal udrydde det onde af din midte. Når da de andre hører det, vil de gribes af frygt og ikke mere øve en sådan udåd i din midte. Du må ikke vise skånsel: Liv for liv, øje for øje, tand for tand, hånd for hånd, fod for fod!“ — 5 Mos. 19:18-21.

Læg på den anden side mærke til den nåderige foranstaltning, Jehova traf for den, som i uagtsomhed dræbte en anden; for at hans liv ikke skulle være prisgivet den dødes slægtninges hævn, blev følgende arrangement truffet: „Når I kommer over Jordan til Kana’ans land, skal I udse jer nogle byer, I kan have som tilflugtsbyer, så at en manddraber, der begår et drab af vanvare, kan ty derhen. Det skal være seks byer, I skal afstå som tilflugtsbyer; de tre skal I afstå hinsides Jordan og de tre andre i Kana’ans land; de skal være tilflugtsbyer.“ Da der hverken var broer eller færger, der forbandt Jordans to bredder med hinanden, var det af stor betydning, at der var tre byer på hver sin side af floden. — 4 Mos. 35:10, 11, 13, 14.

„Om de manddrabere, der har ret til at ty derhen for at redde livet, gælder følgende: Når nogen af vanvare slår sin næste ihjel, uden at han i forvejen har båret nag til ham, når således en går med sin næste ud i skoven for at fælde træer, og hans hånd svinger øksen for at fælde et træ, og jernet farer ud af skaftet og rammer hans næste, så han dør, da må han ty til en af disse byer og redde livet, for at ikke blodhævneren i ophidselse skal sætte efter manddraberen og, fordi vejen er for lang, indhente ham og slå ham ihjel, skønt han ikke havde fortjent døden, eftersom han ikke i forvejen havde båret nag til ham.“ — 5 Mos. 19:4-6.

De seks tilflugtsbyer blev udset blandt de otte og fyrre, der var blevet givet levitterne, fordi de ikke havde nogen arvelod i landet. Når en manddraber ankom til tilflugtsbyen, foretog byens ældste en undersøgelse for at afgøre, om drabet virkelig var sket af vanvare eller ej. Hvis det blev fastslået, at drabet var forsætligt, blev drabsmanden overgivet til den dræbtes nære slægtning, der virkede som hævner og dræbte ham; hvis drabet ikke var forsætligt, blev manddraberens liv skånet, men han skulle blive i tilflugtsbyen, indtil den tjenestegørende ypperstepræst døde. Hvis han undlod at blive i byen, ville det koste ham livet. — 4 Mos. 35:26-28.

Læg mærke til, at denne nåderige foranstaltning kun var tilgængelig for manddraberen, hvis han ikke „i forvejen har båret nag til ham“. Guds lov antyder altså allerede her, at den, der hader sin næste, er en morder. (1 Joh. 3:15) Hvor vise er ikke Guds love! Hvor de bekræfter hans retfærdigheds majestæt, mens de samtidig fremhæver hans barmhjertighed.

Kort efter at Noa og hans familie gik ud af arken, sluttede Jehova Gud en højtidelig pagt med dem. Heri blev der bl. a. sagt: „Af menneskene indbyrdes kræver jeg hævn for menneskenes liv. Om nogen udøser menneskers blod, ved mennesker skal hans blod udøses, thi i sit billede gjorde Gud menneskene. Min bue sætter jeg i skyen, og den skal være pagtstegn mellem mig og jorden! . . . og vandet skal ikke mere blive til en vandflod, som ødelægger alt kød. Når buen da står i skyerne, vil jeg se hen til den og ihukomme den evige pagt mellem Gud og hvert levende væsen.“ — 1 Mos. 9:5, 6, 13, 15, 16.

Nationerne har selv overtrådt denne pagt ved at føre mange krige og ved med vilje og i ondskab at forfølge Jehovas tjenere. Angående denne overtrædelse af Jehovas pagt, siger han: „Vanhellig blev jorden under dem, som bor der, thi lovene krænked de, overtrådte budet, brød den evige pagt.“ „Thi Jehova er vred på alle folkene, harmfuld på al deres hær; han slår dem med band og giver dem hen til at slagtes.“ Om Satans babyloniske organisation siger han: „Derfor skal hendes plager komme på een og samme dag: Død og sorg og sult, og hun skal opbrændes med ild. Thi stærk er Herren, vor Gud, som har dømt hende. Fryd dig over hende, du himmel, og I hellige og apostle og profeter! thi Gud har skaffet jer ret over hende.“ — Es. 24:5; 34:2; Åb. 18:8, 20.

Denne ødelæggelse ved Jehovas hånd kommer over nationernes ledere, men de er ikke de eneste, der er skyldige i Jehovas øjne. Alle, der har udgydt blod på de kommercielle, politiske og religiøse lederes befaling, er ligeledes skyldige. Og det er heller ikke alt, for i samme udstrækning som folket har støttet sådanne ledere, vil de blive ramt af straffen for overtrædelsen af pagten om livets hellighed. Imidlertid har Jehova truffet foranstaltninger til, at de, der uforvarende er blevet meddelagtige i blodsudgydelse eller forfølgelse, d.v.s. ufrivilligt og uden at have gjort det af ondskab, kan undgå dødsstraffen ved at flygte til vor tids „tilflugtsbyer“, på samme måde som det var tilfældet med israelitterne i fortiden.

Tilflugt i dag

Det hebraiske ord, der er oversat med „tilflugt“, bruges kun om disse byer, og ordet indeholder tanken om et asyl eller et sted, hvor man er beskyttet og i sikkerhed. Hvad er dette asyl? Hvor finder vi disse nutidens tilflugtsbyer? Eftersom tilflugtsbyerne var levitiske byer og derfor bestod af indbyggere, som specielt var indviet til og optaget af Jehovas tjeneste, er de et godt billede på organisationen af indviede, salvede kristne i dag, den nye verdens samfund, som de udgør, den nye tingenes ordning, hvorunder de virker. Og siden hvornår har dette tilflugtssted været tilgængeligt for ufrivillige manddrabere, retsindige mennesker? Særlig siden 1918, da der blev foretaget en omfattende forkyndelse af håbet om at overleve Jehovas vrede i Harmagedon i form af foredraget „Verden er endt — millioner af nulevende mennesker skal aldrig dø“.

Hvem er blodhævneren? Ifølge Guds lov skulle den officielle skarpretter være en nær slægtning. I virkeligheden viser det hebraiske ord for hævner, at der er tale om en nær slægtning. Menneskehedens nære slægtning, der er blevet udvalgt til at tjene som Guds officielle skarpretter, og som skal hævne al uretfærdig blodsudgydelse og forfølgelsen af Guds tjenere, er Kristus Jesus. Han blev menneskeslægtens nære slægtning ved at blive født som et menneske. — Gal. 4:4, 5.

At Jehova Gud har udvalgt ham til dommer og bøddel, fremgår klart af Bibelen: „Faderen dømmer heller ikke nogen, men al dom har han overladt Sønnen. Og han har givet ham magt til at holde dom, fordi han er menneskesøn.“ (Joh. 5:22, 27) „Han dømmer og kæmper med retfærdighed. Han var iført en kappe, dyppet i blod, og det navn, han bærer, er „Guds ord“.“ Han vil eksekvere dommen over dem, der har overtrådt pagten med Noa, „på det sted, der på hebraisk kaldes Harmagedon“. — Åb. 19:11, 13; 16:16.

Bibelen viser, at det vil være nødvendigt at flygte til tilflugtsbyen, Guds organisation, nu. Jehova advarer os gennem Jeremias: „Fly ud af Babel, enhver redde sit liv, at I ikke skal omkomme for dets brøde! Thi det er hævnens tid for Jehova, han øver gengæld imod det.“ — Jer. 51:6.

Når manddraberen ankom til tilflugtsbyen, undersøgte dommerne eller byens ældste, om han havde ret til at forblive i den. Disse ældste eller dommere er et passende billede på de indviede, salvede kristne i dag, som er en del af den nye tingenes ordning. De undersøger, om manddraberne er værdige til at blive i byen, ved at påpege de bibelske krav, man må opfylde for at overleve Harmagedon, og derved advarer de også de forsætlig onde om deres forestående henrettelse ved blodhævnerens, Kristi Jesu, hånd.

Ligesom det blev forbudt israelitterne at modtage en løsesum for en morder eller for en, der var flygtet til en tilflugtsby, så han kunne vende tilbage til sit hjem, således kan heller ingen nu i tiden købe sig sikkerhed for verdsligt gods. „Ej hjælper rigdom på vredens dag, men retfærd redder fra døden.“ (4 Mos. 35:31, 32; Ordsp. 11:4) De må blive indbyggere i tilflugtsbyen ved at udvise tro på Jehova Gud og på hans søn, Kristus Jesus, som deres frelser og genløser, og de må indvi sig til Jehova. Til sådanne lyder befalingen: „Søg Jehova, alle I ydmyge i landet, som holder hans bud, søg retfærd, søg ydmyghed! Måske kan I skjule jer på Jehovas vredes dag.“ — Zef. 2:3.

Hvor længe skal de blive i tilflugtsbyen? Indtil ypperstepræstens død eller indtil efter Harmagedon, når den sidste af de præstelige medlemmer af Kristi legeme dør for at være sammen med deres herre i det himmelske rige. Indtil da må alle indviede tjenere for Jehova forkynde om hans nåderige foranstaltning for at skåne manddrabere, der ikke dræber med vilje eller af ondskab, og alle retsindige, alle, der elsker retfærdighed, må drage fordel af Jehovas nåderige foranstaltning ved at flygte til nutidens tilflugtsbyer, Guds organisation.