Grundlag for bibeltro

„Dit ord er sandhed.“ — Joh. 17:17.

1. Hvordan nedbryder de ortodokse gejstlige troen på Bibelen?

KRISTENHEDENS præsteskab kan stort set inddeles i to klasser: de ortodokse og de liberale eller den højere bibelkritik. Hver især har de deres specielle bibelsyn. De ortodokse tager Bibelen bogstaveligt, den højere bibelkritik river den i stumper og stykker. De ortodokse besmitter den med hedenskab ved at forfægte dogmer som treenigheden, evig pine, skærsilden og andre trossætninger, som hedningerne lærte længe før Kristi tid. Da den frafaldne kristendom fra og med det fjerde århundrede blev katolsk eller almindelig, antog den hedenske lærdomme for på denne måde at appellere til hedningerne og omvende dem til en kristendom, der nu kun var kristen af navn. I et forgæves forsøg på at undgå konflikt med Guds ord fordrejer de ortodokse gejstlige visse skriftsteder, så de passer sammen med deres hedenske lån, således som Peter sagde: „Hvis betydning de ukyndige og ubefæstede fordrejer til deres egen undergang, ligesom de gør med de øvrige skrifter.“ (Matt. 15:6-9; 2 Pet. 3:16, NW) Skønt de ortodokse påstår at bygge på bibelsk sandhed, bygger de i virkeligheden deres tro på hedenske myter. Deres fejlagtige fremstilling af Gud og Kristus får mange til at vende sig bort fra Bibelen. De er således villige redskaber, der lader sig bruge til at nedbryde troen på Gud og hans ord.

2, 3. Hvilken holdning indtager den højere bibelkritik med henblik på Bibelen?

² Paulus advarede imod „verdslig visdom og tomt bedrag, som støtter sig på menneskers overlevering“, og sagde, at efter hans bortgang ville der komme undertrykkende ulve, som ville hærge Guds hjord. Disse glubende ulve, sagde Jesus advarende, ville komme i fåreklæder. (Matt. 7:15; Ap. G. 20:29; Kol. 2:8) Nu kommer de efter endt præsteuddannelse frem i teologiske fåreklæder for at give sig ud for at være Guds autoritative tjenere. Men hvad enten de er ortodokse eller liberale teologer, så nedbryder de troen fremfor at opbygge den. Den moderne bibelkritik gør det ved at sige, at Bibelen kun er en samling myter og legender, at den historisk set er unøjagtig, at meget af den er opspind og direkte falskneri. Læg som bevis mærke til denne udtalelse fra en af disse bibelkritikeres pen:

³ „De bibelske bøgers forfattere havde ofte et udvalg af overleveringer, legender og skrifter for sig, og de redigerede dem, så de opfyldte en bestemt hensigt, der ikke først og fremmest var at videregive historisk oplysning, men at fremholde Guds budskab for deres samtidige gennem nationens fortidshistorie. De anvendte en litterær stil, der var almindelig på deres tid, idet de gennem direkte samtaler lod deres personer give udtryk for de anskuelser, de selv var kendt for at nære, eller de skrev en hel bog i en persons navn, en person, der fra tidligere tider var en æret og anset skikkelse. Daniel og Peters andet brev er eksempler på denne skik.“ Denne kritiker tilføjer, at det er uden betydning, at „skriftet ikke rummer en nøjagtig beretning ifølge det moderne historiske perspektiv“.a

Arkæologien støtter Bibelen

4. Hvilket argument er førhen blevet anvendt mod tanken om, at Moses er forfatter til nogle af Bibelens bøger? og hvorfor benytter oplyste kritikere det ikke mere?

⁴ I lighed med udviklingsteoriens videnskabsmænd har den højere bibelkritik set sig tvunget til at forlade tidligere standpunkter som følge af den stadig voksende kundskab, i særdeleshed den kundskab arkæologerne har gravet op af selve jorden. I det nittende århundrede tog den højere bibelkritiks mænd højlydt til genmæle mod Bibelens påstand om, at Moses var den, som skrev Bibelens fem første bøger. Et af deres argumenter gik ud på, at skrivekunsten ikke var kendt på Moses’ tid. Da de måtte ændre deres synspunkt i dette spørgsmål, gjorde de det meget modstræbende og erklærede nok så dristigt, at selv om skrivekunsten var kendt på den tid, så var den ikke hvermands eje, og Moses kendte den i hvert tilfælde ikke. Senere fund har fuldstændig gjort det af med den højere bibelkritiks påstande i så henseende. Nu er det en anerkendt sag, at skrivekunsten var almindelig kendt på Abrahams tid, og at det ikke bare var voksne, der kunne skrive, men også børn, idet man har fundet børnenes skolebøger. Skrivekunsten var allerede kendt på Noas tid, inden Vandfloden. Man har fundet beskrevne lertavler, der stammer fra det fjerde årtusinde før Kristus, det vil sige helt tilbage fra Adams levetid. Arkæologien antyder, at Adam kunne skrive, og at han sammen med mænd som Noa, Sem, Isak og Jakob skrev dokumenter, der blev brugt af Moses ved udfærdigelsen af 1 Mosebog frem til det 37. kapitel, vers 2.b

5. Hvordan forholder det sig med beretningerne om skabelsen og Vandfloden og udviklingen af monoteismen og polyteismen?

⁵ Adam blev brugt til at nedskrive skabelsesberetningen, og Noa og hans tre sønner skrev om den vandflod, de overlevede i arken. Dette er en modsigelse af den højere bibelkritiks påstand om, at Moses uden videre benyttede de mange forskellige sagn vedrørende skabelsen og Vandfloden, der verserede blandt hedningerne, og gengav dem i en renere form. Arkæologiske fund antyder, at Moses ved selve sin skrivestil viste, at han citerede fra Adams optegnelser om skabelsen og fra Noas og hans sønners optegnelser om Vandfloden. Bibelkritikeren indtager her samme standpunkt som til monoteismen og polyteismen. Han hævder, at polyteismen kom først, og at hebræerne ved en renselsesproces udviklede monoteismen. Arkæologien bestrider denne påstand. Inden for arkæologien er sumererne det ældste kendte folk, og ved afslutningen af deres kulturperiode havde de omkring 5000 guder. Men efterhånden som man graver længere ned i deres fortid, formindskes tallet, for på et tidligere tidspunkt havde de kun 750 guder. Ved fortsat forsken trænger man helt tilbage til et tidspunkt, da de kun havde een guddom, Himmel-Guden, fra hvilken den sumeriske gudekreds på 5000 guder nedstammer.c Efterhånden som monoteismen udartede til polyteisme, fordrejedes de sande og oprindelige beretninger, så de passede ind med denne mangfoldighed af falske guder. Den bibelske beretning om skabelsen og Vandfloden gik videre fra mund til mund og ved hjælp af nye skriftlige beretninger, og efterhånden som familierne bosatte sig andre steder, opstod der afvigelser og forvrængninger i hobetal. Fortællinger bliver ikke mere nøjagtige ved gentagelser, men undergår mange forandringer, idet visse dele bliver overdrevet, andre undervurderet eller udeladt og andre dele igen fordrejet. Bibelen indeholder de sande og originale beretninger og viser, at monoteismen var den første form for gudsdyrkelse. Polyteismen, flerguderiet, og de forvanskede beretninger fulgte senere. Arkæologien støtter dette standpunkt, den højere bibelkritik til trods.

6. Hvordan har arkæologien støttet Bibelens beretning om babelstårnet?

⁶ Fortællingen om babelstårnet har været genstand for hån og spot. (1 Mos. 11:1-9) Ikke desto mindre har arkæologerne i Mesopotamien udgravet rester af en del tempeltårne, og et af dem menes af bibelkyndige forskere at være babelstårnet. Under et billede af en rekonstruktion af dette sted læser vi: „En rekonstruktion af Babylon og babelstårnet. Tårnet . . . blev påbegyndt i det tredje årtusind f. Kr., men først fuldført under Nebukadnezars regering.“d George Smith, der var medlem af det Britiske Museums faste stab, oversætter i sin bog Chaldean Account of Genesis (Den Kaldæiske Beretning om 1 Mosebog) indskriften på et gammelt brudstykke, der beretter om ødelæggelsen af et af de babyloniske tempeltårne, således: „Opførelsen af dette tempel krænkede guderne. En nat nedbrød de, hvad, der var blevet bygget op. De spredte dem for alle vinde og forvirrede deres tungemål. De hindrede alt videre fremskridt.“ Hertil siger Joseph Free: „Denne beretning kan være en senere gengivelse af, hvad der virkelig skete, dengang Gud steg ned, da babelstårnet var under opførelse, og spredte indbyggerne ud over hele jorden samt forvirrede deres sprog.“ — Archaeology and Bible History, side 46.

7. Hvordan har Bibelen vist sig at være nøjagtig i sin omtale af visse hedenske konger?

⁷ Et andet uomstødeligt bevis for Bibelens historiske nøjagtighed er beretningen om de syv og fyrretyve konger, konger, der ikke hører til Israels og Judas konger. De omtales i Bibelen, men deres navne har ikke været kendt i den verdslige historie. „Derfor har de førende inden for den højere bibelkritik forvist disse syv og fyrretyve konger til mytologiens verden. De har sat dem i klasse med det Gamle Testamentes legender og sagn, som denne bedragne skole fejlagtigt har doceret som en af tekstens grundsvagheder. Men nu er den ene efter den anden af disse omstridte konger så at sige stået op fra de døde i en arkæologisk opstandelse. I nogle tilfælde har man fundet en gravhøj, i andre en tavle med historiske optegnelser, et grænseskel eller en stor bygning indskrevet med en af disse kongers navn. Nu er alle de syv og fyrretyve konger, de førhen formodede sagnfigurer, blevet flyttet fra mytologiens verden tilbage til den fastslåede histories godkendte annaler.“ — Side 22 i Dead Men Tell Tales af dr. Harry Rimmer.

8. Hvilken oprejsning som historiker har Moses fået med henblik på den uoverensstemmelse, der har hersket mellem ham og Herodot?

⁸ En anden sejr for Bibelens nøjagtighed var opklaringen af en uoverensstemmelse mellem Moses og den berømte græske historiker Herodot, almindelig kendt som „historiens fader“. Herodot levede i det femte århundrede f. Kr., og han skrev, at ægypterne hverken dyrkede eller drak vin. Over tusinde år tidligere havde Moses skrevet om en mundskænk, hvis pligt det var at forsyne faraos bord med vin. (1 Mos. 40:9-13) Kritikerne accepterede, tro mod deres sædvanlige fremgangsmåde, Herodot som deres autoritet og forkastede Bibelens beretning som fejlagtig. Men nu har arkæologerne blandt de freskomalerier, der smykker de ægyptiske oldtidsgrave, fundet billeder med ægyptere, der dyrker vin, indsamler druer, presser saften ud af dem og hælder den på lerkar eller lædersække. Noget af saften blev sikkert drukket ugæret, men et af vægmalerierne viser et ægyptisk drikkelag, ved hvis afslutning slaverne hjælper deres berusede herrer hjem, og hvor en af gæsterne ligger døddrukken under bordet.e

9. Hvilken begivenhed i den nyere tid er interessant at lægge mærke til i forbindelse med Israels overgang over Jordan?

⁹ Vi forlader nu den ægyptiske skueplads og vender vor opmærksomhed mod tidspunktet for Israels indvandring i Kana’an, da Jerikos mure på mirakuløs vis styrtede sammen og byen under Josuas førerskab blev indtaget af hebræerne. Da man endnu ikke havde fundet nogen arkæologisk bekræftelse på den bibelske beretning, betvivlede man rask væk dens historiske værd. Det lader sig ikke længere gøre. Bibelen fortæller os, at dengang israelitterne gik over Jordanfloden, ophørte dens vande med at strømme, idet disse vande blev standset og stod som en vold, længe nok til at israelitterne kunne gå tørskoet over flodlejet. (Jos. 3:14-17; 4:18) Denne opdæmning af Jordanfloden var et mirakel, men de samme vande er senere blevet standset af naturlige årsager. Engang, da Jordanfloden løb over sine bredder, blev dens løb standset i seksten timer, idet et jordskred fra den stejle vestlige bred dæmmede op for vandet. Det skete i året 1267 e. Kr. Århundreder senere, i 1927, standsede et lignende jordskred på det samme sted Jordanflodens løb i een og tyve timer. Mens det varede, kunne folk til fods gå frem og tilbage over flodlejet. Disse to opdæmninger skete nøjagtig på samme sted, hvor Jordanflodens vande blev standset på Josuas tid.f

10. Hvordan har arkæologien bekræftet den bibelske beretning om Jerikos fald?

¹⁰ Med henblik på byen Jeriko viser den bibelske beretning, at murene skulle falde, dog ikke hele vejen rundt, for Rahabs hus, der lå ved bymuren, skulle være et sikkert skjulested for hende og hendes familie. Byen var under forbandelse og måtte ikke plyndres, men skulle brændes. Josua udtalte en forbandelse over enhver, der ville genopbygge byen. (Jos. 2:15; 6:6, 17, 18, 20, 22-24, 26) Alle disse ting gik ifølge Bibelens beretning i opfyldelse, da byen blev ødelagt. Bliver de bekræftet af arkæologien? Ja. Professor Garstang begyndte at udgrave Jeriko i 1930. Han fandt, at den dobbelte mur rundt om byen var styrtet ned ad skråningen, som var den blevet væltet af et jordskælv eller af en eller anden usynlig hånd. Huse havde været bygget på bjælker, der var lagt tværs over murene, således at den ene ende hvilede på ydermuren, den anden på indermuren. Et sted stod der stadig et brudstykke af muren, og det kan tænkes, at Rahabs hus, der blev bevaret under den katastrofe, som omtales i Bibelen, har ligget her. Udgraverne har fundet spor af voldsom ild. Byen var blevet brændt. Det var ikke usædvanligt i sådanne tilfælde, men dette må ikke have været nogen almindelig brand, for askelaget var overordentligt tykt, og det så ud til, at alt forhåndenværende brændbart materiale var blevet samlet sammen med det for øje at afstedkomme en total ødelæggelse. Byen var ikke blevet plyndret, for der fandtes forsyninger af dadler, havre, byg, oliven og andre fødemidler, helt sværtet af flammerne. Arkæologerne fastslog også, at der ikke havde fundet nogen egentlig genopbygning af byen sted før henved fem hundrede år senere.g Det ville have været omkring kong Akabs tid, for Bibelen omtaler, at Jeriko da blev genopbygget. — 1 Kong. 16:33, 34.

En gendrivelse af angrebene på Daniels bog

11. a) Hvorledes betragter bibelkritikerne Daniels bog, og hvorfor? b) Hvad viser, at de er inkonsekvente?

¹¹ I paragraf 3 gengav vi en udtalelse af en bibelkritiker, der antydede, at Daniels bog er et falskneri. Det er den almindelige opfattelse blandt bibelkritikere. De siger, at bogen ikke blev skrevet af Daniel i det sjette århundrede f. Kr., således som Bibelen påstår, men at den blev skrevet omkring år 165 f. Kr. af en ukendt forfatter, der blot brugte Daniels navn for at give bogens indhold mere vægt. En af grundene hertil er, at de mener, at Daniels udtalelser vedrørende ødelæggelsens vederstyggelighed hentydede til Antiokus Epifanes’ besmittelse af templet i Jerusalem år 168 f. Kr. (Dan. 9:27; 11:31; 12:11) De fastsætter med vilje tidspunktet for nedskrivningen af profetien til efter den begivenhed, de formoder er dens opfyldelse, da de ikke tror på nogen profetisk gave. „Kritikerne anså forudsigelse som uden for mulighedernes grænse og grundlagde derfor deres arbejde på den forudsætning, at profetier var nedskrevet efter, at de forudsagte begivenheder var indtruffet.“h Men at Daniels profeti om „ødelæggelsens vederstyggelighed“ ikke var opfyldt i året 168 f. Kr. fremgår tydeligt af Jesu udtalelser, da han to hundrede år senere omtalte dens opfyldelse som noget fremtidigt. Bibelkritikerne burde fastsætte bogens tilblivelse til efter Jesu tid eller, hvis de skulle være helt konsekvente, til efter 1914, for da begyndte Kristi anden og usynlige nærværelse, og Jesus sagde, at denne vederstyggelighed var en del af det synlige tegn på hans anden nærværelse! (Matt. 24:15) Hvor uvidenskabelig er ikke den højere bibelkritiks dårskab!

12. Hvilke to hændelser, af bibelkritikerne tidligere betragtet som myter, er blevet bekræftet ved udgravninger?

¹² En anden indvending, der rejses imod Daniels bog, er den, at visse af beretningerne deri kun er myter. Der henvises i denne forbindelse til beretningen om de tre hebræere, der blev kastet i ildovnen, og siges, at sådanne ting ikke fandt sted. Nu har man imidlertid under udgravningerne ved Babylon fundet, hvad man, indtil man læste inskriptionen på fundamentet, først troede var en teglovn: „Dette er stedet, hvor mænd, som spottede de kaldæiske guder, blev brændt til døde.“i Skeptikere har også hånleet ad beretningen om Daniel i løvekulen og sagt, at der intet bevis findes for, at en sådan straffemetode var kendt. At man ikke kan fremlægge bevis for noget, betyder ikke, at det ikke har sin rigtighed. Men i dette tilfælde foreligger der en bekræftelse, idet forskerne har fundet en dyb grav eller kule med denne indskrift: „Retterstedet, hvor de, som vakte kongens mishag, blev revet ihjel af vilde dyr.“j Vi siger ikke, at denne teglovn og denne grav var dem, som omtales i Bibelen, men de er en tilkendegivelse af, at sådanne ting eksisterede på den tid.

13, 14. Hvilken viden om Belsazzar og Nabonid får nu tidligere anklager til at forstumme?

¹³ Et punkt, som kritikerne er kommet frem med i tide og utide, er Daniels omtale af Belsazzar som Babylons konge. Den verdslige historie lod forstå, at Nabonid var den sidste konge i Babylon, og den kendte intet til nogen Belsazzar. Bibelkritikerne har derfor brugt dette som et yderligere bevis for, at Daniels bog blev skrevet århundreder efter Daniels tid, og at dette er forklaringen på, at forfatteren kunne begå den store fejl at opføre en sagnfigur som den sidste konge i Babylon. De mente også, at forfatteren havde begået endnu en fejl, når han omtalte, at Daniel blev gjort til „den tredje mægtigste i riget“, for den, der blev gjort til den øverste minister, var sædvanligvis den næstmægtigste i riget. (Dan. 5:1, 29, 30) Men nu er denne kritik forstummet, for der er blevet fundet en inskription, hvor Nabonid selv beretter om sine bønner for sin ældste søn, Belsazzar.k En tekst med babylonisk kileskrift siger: „Han overgav sin ældste, sin førstefødte søn en lejr; han sendte landets hærstyrker med ham. Han gav ham frie hænder; han overgav ham kongedømmet.“l Kong Nabonid forlod ofte Babylon, og i hans fraværelse regerede hans søn som konge. Belsazzar gjorde Daniel til den tredje mægtigste og ikke til den næstmægtigste, for han var selv den næstmægtigste og hans fader Nabonid den første i riget.

¹⁴ Mens Belsazzar fungerede som regent, blev Babylon indtaget af Darius og Kyros. Darius sagde, at han dræbte kongen, da han indtog byen, men på en af Kyros’ inskriptioner står der, at han tog kongen til fange.a Der hersker dog ingen uoverensstemmelse. Som Bibelen viser, blev kong Belsazzar dræbt den nat, Darius holdt sit indtog i byen. (Dan. 5:30, 31) Men senere tog Kyros kong Nabonid til fange.

15, 16. Hvilke beviser fremholdes der for, at Daniel skrev den bog, der bærer hans navn, og at han gjorde det på det tidspunkt, Bibelen antyder?

¹⁵ „Kom, lad os gå i rette med hinanden“ vedrørende de beviser, der findes for, at Daniel skrev bogen i det sjette århundrede f. Kr., og at den ikke fire århundreder senere blev skrevet af en eller anden bedrager. (Es. 1:18) Den verdslige historie forud for Kristus kendte intet til Belsazzars eksistens. Hvordan kunne en falskner i året 165 f. Kr. kende noget til det, når ingen andre, heller ikke historikerne, havde kendskab dertil?b Den berømte Herodot har intet berettet derom, og hans historiske værk blev skrevet tre århundreder tidligere. Eller hvordan kunne en falskner i det andet århundrede f. Kr. kende noget til, at det var Nebukadnezar, der havde ledet det omfattende byggeprogram i Babylon? (Dan. 4:30) Den verdslige historie har ikke videremeldt denne kendsgerning, og arkæologerne har først i forholdsvis nyere tid fremgravet beviserne derfor. En bibelkritiker gav denne noget utilfredsstillende undskyldning: „Det vil vi antagelig aldrig få svar på.“c Men bogens forfatter vidste det, for det var Daniel, der skrev den, og han levede under både Nebukadnezars og Belsazzars regering! Og sagde ikke Kristus Jesus, at Daniel skrev bogen? (Matt. 24:15) Hvad vægt har så den højere bibelkritiks intetsigende ordgyderi?

¹⁶ Den jødiske historiker Josefos lader forstå, at bogen eksisterede forud for Artaxerxes (sandsynligvis Artaxerxes den III, der begyndte at regere omkring år 474 f. Kr.)d Han hævder, at nogle af Daniels profetier blev bragt til Alexander den Stores kundskab, dengang han drog ind i Jerusalem i år 332 f. Kr.e Daniels bog findes i de oprindelige afskrifter af Septuaginta, der er en oversættelse af Bibelens hebraiske skrifter til græsk, en oversættelse, der blev foretaget i det tredje og andet århundrede f. Kr.f Et brudstykke af Daniels bog blev fundet sammen med Esajasrullen, der for nylig blev opdaget i en klippehule i nærheden af det Døde Hav. Esajasrullen er ved hjælp af radioaktive tidsmålinger blevet anslået til at stamme fra det andet århundrede f. Kr.g Daniels bog må derfor have eksisteret i dette andet århundrede, for der blev taget afskrifter af den, den var tilstrækkelig velkendt til at blive optaget i den bibelske kanon, den var blevet oversat som en del af den berømte originale Septuaginta og havde tilknytning til den højt anskrevne Esajas-rulle. Daniels bog kunne ikke have været af ny dato, skrevet af en bedrager i det andet århundrede, og kendt af alle som et tåbeligt falskneri. Første Makkabæerbog, der blev skrevet omtrent samtidig med de begivenheder i det andet århundrede, som den omtaler, ikke alene forudsætter eksistensen af Daniels bog, men røber sit kendskab til den. (Sammenlign 1 Makkabæerne 2:59, 60 med Daniel 1:6, 7; 3:26, 27; 6:22) Alt dette beviser, at Daniels bog må være skrevet længe før dette tidspunkt og allerede da have vundet hævd som en autentisk beretning. Bevismaterialet er overvældende. Ligesom Daniel blev udfriet fra løvernes mund, således er Daniels bog blevet udfriet fra løgnernes mund!

Vidnesbyrd om Bibelens ægthed

17. Hvem kan vi sige, at bibelkritikerne er i familie med?

¹⁷ Vi har beskæftiget os temmelig meget med Daniels bog, fordi den i særlig grad har været den højere bibelkritiks skydeskive, og idet vi griber de brændende pile, der har været rettet imod den, slukker vi nogle af bibelkritikerens mest ødelæggende ildvåben. Deres angreb på andre dele af Bibelen kan ligeledes vises tilbage. Disse kritiske skeptikere og tvivlere følger trop med agnostikerne og ateisterne. De er fætre til de første og halvfætre til de sidste. I hvert fald taler de samme sprog. Men disse tre klassers tale er tom og forfængelig, og arkæologien har slået fødderne væk under de argumenter, de har rettet imod Guds ord. Skønt pladsen ikke tillader os at omtale arkæologiens fund i nærmere enkeltheder, vil vi dog gennem nogle udtalelser af arkæologer og andre videnskabsmænd bringe et par interessante vidnesbyrd om Bibelens nøjagtighed.

18-20. Hvilke interessante udtalelser berettes der om vedrørende a) Bibelens hebraiske skrifter? b) Bibelen som helhed? c) Den højere bibelkritik?

¹⁸ Først to udtalelser om Bibelens hebraiske skrifter: „Jeg tror ikke, at vi ret meget længere kan benægte den bemærkelsesværdige nøjagtighed, der selv i enkeltheder præger det Gamle Testamentes fortællinger. Begivenheder, der førhen er blevet betragtet som legender, er nu gennem nyere fund blevet bevist som historisk korrekte. . . . Der er en historisk baggrund for alle fortællingerne.“h „Det er derfor berettiget at sige, at hvad angår den del af det Gamle Testamente, imod hvilken sønderknusende kritik blev rettet i sidste halvdel af det nittende århundrede, da har de arkæologiske beviser nu bekræftet dens autoritet og forhøjet dens værd ved at gøre den mere forståelig, takket være større kendskab til dens baggrund. Arkæologien har endnu ikke sagt sit sidste ord, men resultaterne bekræfter allerede, hvad troen lader formode, at Bibelen kun kan vinde ved nærmere kendskab.“i

¹⁹ Her følger nogle udtalelser om Bibelen som helhed. „Intet skriftsted, der har været draget i tvivl, har på noget væsentligt punkt vist sig at være uhistorisk.“j „Arkæologien rummer uigendrivelige beviser for rigtigheden af Bibelens udsagn. Detaillerede beretninger fra næsten utallige fund, gravet frem med hakke og spade fra oldtidsgrave og begravede byer i bibelske lande, bekræfter den hellige skrift.“k „Denne forfatter bladede engang 1 Mosebog igennem og mærkede sig, at hvert eneste af de halvtredsindstyve kapitler enten blev klarere belyst eller bekræftet af et eller andet arkæologisk fund — og det samme kan siges om hovedparten af de øvrige kapitler i Bibelen, både i det Gamle og det Nye Testamente.“l Om den rigdom af arkæologiske fund, der har tilknytning til Bibelen, siger en arkæolog: „I den overvældende bevismængde, der tilsammen vejer så mange tons, at tallet, hvis det blev regnet ud, ville være helt fantastisk, er der ikke eet ord, eet vidnesbyrd eller een kendsgerning, der har modsagt eller modbevist en eneste linie i den hellige Bibel.“a

²⁰ De tre sidste udtalelser har adresse til den højere bibelkritik. „De påståede historiske unøjagtigheder i Daniels bog er ikke udsagn, der modbevises af historien, men kun udsagn, det har været vanskeligt at få til at harmonere med de sparsomme beretninger, den verdslige historie kan opvise. De påståede historiske unøjagtigheder bliver desuden færre og færre i lyset af det voksende kendskab til tiden omkring Kyros. . . . Vor forøgede kundskab om denne periode viser, hvor forsigtig man skal være med at betvivle de bibelske optegnelsers historiske nøjagtighed.“b „I løbet af de sidste ti år har den bibelske arkæologis videnskab afsløret bibelkritikkens grundlag som usundt og dens slutninger som fejlagtige.“c „En af vor tids mest fremragende arkæologer, der repræsenterer et af verdens største universiteter, sagde i Iraq: Jeg er blevet opdraget som „bibelkritiker“ og havde som følge deraf ingen tiltro til selve sandheden i Bibelens første beretninger. Siden har jeg tydet i tusindvis af tavler, og jo mere jeg lærer, desto mere tror jeg, at Bibelen er sand.“d Alle disse vidnesbyrd om Bibelens sandfærdighed er en kærkommen bekræftelse af vor tro, men ikke nødvendig for sande kristne, i betragtning af det langt større vidnesbyrd vi ejer. Dette vidnesbyrd kommer til udtryk i Jesu bøn til Jehova: „Dit ord er sandhed.“ (Joh. 17:17) Nogle kræver arkæologi som grundlag for deres bibeltro. Men der findes et langt bedre grundlag.

(The Watchtower, 1. november 1952)

[Fodnoter]