I samhørighed med lyset

„Gud er lys, og der er slet intet mørke i samhørighed med ham. . . . Gud er kærlighed, og den, som bliver i kærlighed, forbliver i samhørighed med Gud, og Gud forbliver i samhørighed med ham.“ — 1 Joh. 1:5; 4:16, NW.

1. På hvilken måde var apostelen Johannes særlig velsignet af Jehova, og hvorfor?

JEHOVA brugte en velegnet mand, da han åbenbarede nogle af de dybeste og mest dyrebare og betydningsfulde sandheder, sandheder, der bringer rig velsignelse, når de bliver udforsket og forstået, men som også medfører et meget alvorligt og vidtrækkende ansvar. Johannes var denne velegnede mand, en begunstiget tjener for Jehova. Han var en af „Lammets tolv apostle“, en af de tre særlig begunstigede disciple, som Jesus ved specielle lejligheder udvalgte blandt de andre, og den discipel, der stod Jesus nærmere end nogen anden, der kendte ham, dengang han vandrede her på jorden. Hvorfor var Johannes særlig velegnet til at blive brugt på denne måde? Lad os undersøge Bibelens beretning for at finde ud af det.

2. a) Hvordan var Johannes særlig velegnet til at blive brugt på denne måde? b) Hvilket nært forhold bestod der mellem Jesus og Johannes, og på hvilket grundlag?

² Johannes var en af de første fire disciple, Jesus kaldte til at blive sine efterfølgere. Det gav Johannes den fordel at være ganske nært knyttet til Jesus under hele hans tjenestegerning, at kunne lytte til alle hans belærende ord og direkte blive oplært til en tjenestegerning. Det gav ham også lejlighed til at se, hvorledes Jesus handlede med de mange forskellige mennesketyper, han mødte, og hvordan han greb de mange forskellige situationer an, han kom til at stå overfor. Det er ganske tydeligt, at Johannes i mange henseender fik et dybere indblik i Jesu sind og hjerte, end hans meddisciple gjorde, og ikke alene det, men han vandt Herrens fortrolighed og kærlighed i større og fuldere mål. Dette nære og intime fællesskab hvilede ikke på et følelsesbetonet grundlag, hverken hos den ene eller den anden, men som det så klart fremgår af Johannes’ breve, var det fast forankret i en levende påskønnelse af og en umiddelbar samklang med det, der lå Jesus stærkest på sinde, nemlig en brændende kærlighed til retfærdighed, til Gud og til alle retfærdselskende mennesker, og et lige så brændende had til det onde under enhver skikkelse. Det usædvanlig nære venskab mellem to andre mænd, David og Jonatan, hvilede på samme grundlag. Jesus dannede sig meget hurtigt et skøn over disciplen Johannes’ væsen og karakteregenskaber og tøvede ikke med at vise denne discipel, der var værdig dertil, sin forkærlighed og hengivenhed uden derved at gøre sig skyld i nogen partiskhed. Der opstod på denne måde et meget nært venskab og en særlig samfølelse mellem disse to. Johannes var i sandhed „i samhørighed med“ sin elskede mester.

3. Er Johannes’ skrivemåde usædvanlig, og gør den studiet af hans skrifter let?

³ Vi har dog ikke i tanke her at foretage et indgående studium af den elskede apostel. Der er imidlertid en interessant ting, vi ønsker at omtale, før vi tager vort egentlige emne op til drøftelse, og det er Johannes’ ejendommelige stil eller skrivemåde. Den gør det vanskeligt for os at danne os et nøjagtigt og fuldstændigt billede af de forskellige emner, han kommer ind på. Han bruger tilsyneladende ikke nogen fast disposition eller følger nogen fremadskridende argumentation eller siger alt, hvad han har at sige om en bestemt ting, på een gang, ordnet under overskrifter og undertitler, om man så må sige. Nej, han begynder med en tanke, der fører ham til en anden tanke og videre til en tredje, for ofte at vende tilbage til den første tanke og føje noget mere til det, han allerede har sagt om et bestemt emne. Det er, som når en diamantekspert, der undersøger en ædelsten, vender og drejer den for rigtig at lade lyset spille i alle dens slebne småflader. Det er en af grundene til, at vi ikke vers for vers vil foretage en undersøgelse af de ting, Johannes har skrevet.

4. Kan man beskylde Bibelen for at modsige sig selv? Hvordan kan tilsyneladende modsigelser forklares?

⁴ Nogle vil måske føle sig fristet til at sige, at Johannes gentager og modsiger sig selv, men, som det undertiden er tilfældet med dem, som bliver anklaget for noget sådant, siger han i virkeligheden ikke det samme to gange, men betragter derimod emnet under flere forskellige synsvinkler. Tag for eksempel begrebet synd. „Hvis vi siger, at vi ikke har synd, så bedrager vi os selv, og sandheden er ikke i os.“ Men et par vers længere fremme skriver Johannes: „Børnlille, dette skriver jeg til jer, for at I ikke skal synde. Men synder nogen, så har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige.“ (1 Joh. 1:8; 2:1) Først viser han, at vi vil synde, og dernæst skriver han, som om vi kunne undgå at synde; men han fortsætter med at vise, at vi vil synde som følge af vore ufuldkommenheder, og at der på grund af disse er blevet tilvejebragt en hjælper for os. Vi må derfor betragte sådanne udtalelser, i deres sammenhæng. Ganske vist forekommer der tilsyneladende sådanne modsigelser her og der i Guds ord, men en omhyggelig undersøgelse af sammenhængen eller baggrunden for begivenhederne giver os en løsning på problemerne.

5. a) Hvad må man huske vedrørende Johannes’ skrifter? b) Hvordan kan hans to hovedemner opsummeres?

⁵ Grunden til, at Johannes skrev, som han gjorde, kan delvis have været den, at han, dengang han skrev sit evangelium og sine breve, vidste, at hans læsere var velbevandrede i de emner, han holdt af at tale om. Vi må i hvert tilfælde huske, at han skrev under den hellige ånds vejledning. Hans skrifter udgør en del af Guds ord. Vi ønsker nu at påbegynde et studium af denne del af Guds ord, i særdeleshed de to hovedemner i Johannes’ skrifter, 1) „Gud er lys“ og 2) „Gud er kærlighed“, emner, der ganske særlig bliver behandlet i hans første brev. Det må imidlertid ske i forbindelse med Johannes’ evangelium, for både hans brev og hans evangelium er uadskilleligt knyttet sammen.

6. Hvorfor kan vi frimodigt bestræbe os på at opnå nær samhørighed med Herren?

⁶ Måske hører vi en eller anden sige: „Ja, et sådant studium vil sikkert være meget gavnligt, men ingen kan gøre sig håb om at opnå den samme personlige og intime kontakt med Jesus, som den elskede Johannes oplevede.“ Men lad os ikke drage forhastede slutninger. Naturligvis kan vi ikke komme i fysisk kontakt med Herren eller læne os op imod ham, således som Johannes gjorde. Men det var kun et rent ydre udtryk for den sande indre harmoni, der eksisterede imellem dem. Ethvert anstrøg af misundelse eller tilløb til beklagelse herover forsvinder fuldstændigt, når vi lægger mærke til, at den første grund, Johannes anfører for, at han skriver dette brev om „vort fællesskab“, er, at „vor glæde [hans og jeres] kan være fuldkommen“. Vi kan være fælles om den glæde, Johannes ejede. Gav ikke Jesus udtryk for det samme, da han sagde: „Dette har jeg sagt til jer, for at min glæde skal være i jer, og jeres glæde kan blive fuldkommen“? (1 Joh. 1:3, 4; Joh. 15:11) Som vi flere gange læser, elskede eller „foretrak“ Jesus utvivlsomt Johannes. (Joh. 13:23; 21:7, 20, fodnote i NW) Men det betød ikke, at Jesus nærede en særlig venskabsfølelse over for Johannes i ordets almindelige selviske betydning. Så vi behøver ikke at holde os tilbage. Tværtimod tyder alt i det foregående på, at vi ligeledes kan opnå samhørighed med vor elskede mester. Hvor stærk denne samhørighed skal være, afhænger af os selv hver især. Hvordan det? Dette afføder igen et andet spørgsmål:

Hvis barn er du?

7. a) Hvilken modtagelse fik Jesus, da han kom ind i verden? b) På hvilket grundlag fik nogle bemyndigelse til at blive Guds børn?

⁷ Ja, det er et spørgsmål om sønnekår. I sit brev kommer Johannes ikke ind på spørgsmålet om sønnekår før i det tredje kapitel, men i hans evangelium dukker spørgsmålet ret tidligt op, nemlig i det første kapitel og i logisk rækkefølge. Han påpeger, at „Ordet“, det eneste redskab, der medvirkede ved skabelsen af liv, af Gud blev bestemt til også at være „menneskenes lys“. Han kom ind i en mørk verden, men „verden kendte ham ikke“. Hvorfor ikke? Fordi, som Johannes forklarer i slutningen af sit første brev, „hele verden er i den Ondes vold“. Han kom endogså „til sit eget hjem“ (NW), til dem, som skulle have budt ham velkommen, men for ham var de „ikke hjemme“. Hans eget folk, jøderne, ønskede ikke nogen samhørighed med ham. Der var enkelte undtagelser, og om dem skriver Johannes: „Men alle dem, som tog imod ham, gav han magt til at blive Guds børn.“ På hvilket grundlag? Først og fremmest fordi de troede på hans navn. Dette understreger vigtigheden af tro, såfremt man skal blive et Guds barn. Vi bør se betydningen deraf under Bibelens synsvinkel. — Johs. 1:4, 10-12; 1 Joh. 5:19.

8. Hvorledes understreger Bibelen betydningen af tro?

⁸ Alle, som er velkendt med Bibelen, ved, hvor tit Johannes nævner befalingen om, at Guds børn skal elske hverandre, og bruger Jesu egne ord om dette emne; men det er ikke alle, der har forstået, at tro, i særdeleshed tro på Jesu navn, står som det første bud. Johannes skriver: „Og dette er hans bud, at vi skal tro på hans søns Jesu Kristi navn og elske hverandre.“ (1 Joh. 3:23) Hvis Gud befaler noget, må det være vigtigt. Det må være et retfærdigt krav, en pligt, der pålægges os, som vi ikke kan tillade os at gå let hen over. Det er langt stærkere end en opfordring eller formaning. En befaling fra Gud giver os ikke noget valg. Den må adlydes.

9. Hvor og hvordan forklarer Bibelen hvad der er den rette synsvinkel med henblik på gerninger og lydighed?

⁹ Jøderne forstod vigtigheden af at adlyde Guds befalinger i hans lov, men de betragtede lydighed ud fra et forkert synspunkt. De stolede på, at de ved egne bestræbelser kunne opnå retfærdighed ved lovgerninger, men da de ved en lejlighed spurgte Jesus: „Hvad skal vi gøre for at udføre Guds gerninger?“, svarede han dem på dette spørgsmål med een sætning: „Dette er Guds gerning, at I tror på den, han har sendt.“ Paulus drøftede det samme spørgsmål med galaterne og spurgte dem: „Var det i kraft af lovgerninger, I modtog ånden, eller ved i tro at høre?“ Derpå viser han, at „de, som er af tro, de er Abrahams børn“, og de „velsignes . . . sammen med den troende Abraham“. Til sidst siger Paulus om dette sønneforhold: „Alle er I nemlig Guds sønner ved jeres tro på Kristus Jesus. . . . thi alle er I eet i samhørighed med Kristus Jesus.“ (NW) Tro er nødvendig for at kunne opnå sønnekår. Skønt disse skriftsteder i strengeste forstand gælder dem, som er kaldet til det himmelske rige sammen med Kristus Jesus, den „lille hjord“, så kræves der samme tro af de „andre får“, der også kan bede til „vor Fader“ i håbet om at opnå evigt liv på jorden. — Joh. 6:28, 29; Gal. 3:2, 7-9, 26-28.

10. Er troen en gave, der bliver skænket nogle, men forholdt andre, eller er den inden for alles rækkevidde?

¹⁰ Et andet punkt vedrørende den tro, der er blevet os befalet, er dette, at Gud aldrig udsteder en befaling, det er umuligt for skabningen at adlyde. Man kan have fuld tillid til, at det kan lade sig gøre at lægge tro for dagen. Der er ingen undskyldning. Det kommer an på hjertetilstanden, den rette jordbund. Det påhviler den enkelte at vende sig til Guds søn i tro. Det kan være nødvendigt at fatte et nyt sind og derved ændre sin hjertetilstand, som vi ser i eksemplet med Josefs ti halvbrødre eller i lignelsen med den fortabte søn, hvor den yngre søn „gik i sig selv“. — Rom. 1:20; Mark. 4:8; 1 Joh. 5:10; 1 Mos. 44:18-34; Luk. 15:17.

11. Hvad kendetegner en som et Guds barn eller et Djævelens barn?

¹¹ Det er derfor indlysende, at spørgsmålet om, hvis barn du er, ikke er afhængigt af kødelig herkomst eller nogen bekendelse med munden. Det betyder heller ikke, at du, inden du i tro vendte dig til Guds søn, var et Djævelens barn. Man kendetegnes ikke som et Guds barn eller et Djævelens barn, før man viser sin samhørighed med enten den ene eller den anden under en domsperiode, hvad enten dommen rammer et folk eller en hel verden, eller før man af sine frugter kendes som et „godt træ“ eller et „dårligt træ“, ved at man øver retfærd og elsker sine brødre eller hader dem og står dem efter livet, således som Kain gjorde. — Matt. 7:15-23; 1 Joh. 3:10-12.

12, 13. Hvordan tog jøderne anstød af Kristus, og hvordan gør kristenheden det nu? Hvad kan vi derfor se er nødvendigt?

¹² Vi ser derfor, at vi kun kan opnå samhørighed med Gud ved at blive hans børn gennem troen på hans søn. Men det må være en oplyst tro, der bygger på sandheden, især sandheden om Kristus Jesus. Han er den centrale skikkelse, som Johannes gang på gang understreger det. Lad ikke Jesus blive os en anstødssten, således som han blev det for jøderne, fordi han kom som et syndoffer, da de ønskede at hylde ham som konge; lad os heller ikke være som kristenheden, der tager anstød af Kristus, fordi han nu hersker som konge, og de ønsker at modtage ham som deres genløser. Deres tro er ikke en oplyst tro.

¹³ Dette spørgsmål om oplyst tro fører os til drøftelsen af hovedordet for vort studium her — „LYS“. Hvilket, opmuntrende ord er det ikke!

14. Hvordan bruger Bibelen lys som et symbol?

¹⁴ „Gud er lys,“ siger apostelen, og i disse tre korte ord fornemmer vi en rigdom af betydning. (1 Joh. 1:5) Det er en definition, der ikke fortæller hvem Gud er, men hvad han er. Hvordan bliver ordet „lys“ brugt i Bibelen? I denne forbindelse bruges det øjensynlig som et symbol, først og fremmest på guddommelig sandhed og den oplysning, den giver, men også på ting, der er knyttet dertil, såsom Guds gunst og velsignelse, især den største velsignelse, evigt liv. „Thi hos dig er livets kilde, i dit lys skuer vi lys!“ Derfor beder vi Gud: „Send dit lys og din sandhed, de lede mig, bringe mig til dit hellige bjerg.“ Lyset, der strømmer fra Jehovas åsyn, betyder i sandhed et endeløst væld af velsignelse, således som Moses fik pålagt at sige til Israel: „Jehova velsigne dig . . . Jehova lade sit ansigt lyse over dig.“ Disse velsignelser kan kun opnås ved at lægge oplyst tro for dagen, ved at glæde sig over denne første lysstråle, grundsandheden om Guds eksistens, og dernæst at erfare, at han „lønner dem, der søger ham“. Han er i sandhed „himmellysenes fader“, fra hvem alle „gode og fuldkomne gaver“ kommer. — Sl. 36:10; 43:3; 4 Mos. 6:24, 25; Hebr. 11:6; Jak. 1:17, NW.

15. Hvilken bibelsk støtte har vi for at sammenkæde ordet sejr med lysets Gud?

¹⁵ Hvilket umådeligt fortrin har ikke lysets Gud, der kaldes „Israels sejr“! (1 Sam. 15:29, AS, margin) Tænk engang derover! Der er intet, det være sig en person, en omstændighed eller en sammensværgelse, der opstår i et sinds lønligste kroge eller pludselig iværksættes, som kan unddrage sig eller skjule sig for denne lysstråle, der trænger igennem alt og alle. „Alle vegne er Jehovas øjne, de udspejder onde og gode.“ „Han blunder og sover ikke, han, som bevarer Israel,“ og „ingen skabning er usynlig for ham, alt ligger blottet og udbredt for hans øjne; og ham skal vi stå til regnskab“. Jehova er til enhver tid agtpågivende og kan ikke overrumples, thi han kender enden fra begyndelsen og forkynder den forud. Hans endelige sejr over alle fjenderne er fuldkommen vis, og han er til enhver tid blottet for al frygt. — Ordsp. 15:3; Sl. 121:4; Es. 46:10; Hebr. 4:13.

16. Hvad var ifølge Jesu ord årsagen til stridsspørgsmålets opståen?

¹⁶ Sejr er et af de inspirerede og inspirerende emner i Bibelen. Der var engang, da der ikke var brug for et sådant ord, for sejr vil sige at vinde over en fjende i et slag eller i et eller andet stridsspørgsmål. Dengang var der ingen fjende til, ingen Satan, ingen mørkets fyrste. Men nu står der en kamp mellem lys og mørke. I modsætning til lyset står mørket først og fremmest som et symbol på vildfarelse og løgn og disses formørkende virkninger, nemlig underfundighed og fordærv, der fører til død. Johannes citerer Jesu vidnesbyrd om dette stridsspørgsmåls opståen. Jesus sagde om Djævelen: „Han var en manddraber, da han begyndte, og han stod ikke fast i sandheden, . . . han er en løgner og løgnens fader.“ — Joh. 8:44, NW; se også 2 Kor. 11:3.

17. Hvordan sammenknytter Johannes lyset med liv og sejr?

¹⁷ Her er det interessant at lægge mærke til, hvordan Johannes i sin beretning om det gode budskab ved mesterlig brug af korte, men tankevækkende udtalelser, sammenknytter de tre foregående emner: liv, lys og sejr. Johannes beretter, at Jesus sagde: „Jeg er vejen og sandheden [lyset] og livet.“ Johannes minder os først om, at alt liv er til i kraft af „Ordet“. Dernæst fortæller han os, at Jesus, „livet“, er „menneskenes lys“. Det vil sige, at den eneste måde, hvorpå mennesker kan opnå liv, er at komme til lyset og forblive i samhørighed med det for evigt. Til sidst slår Johannes en sejrstone an og siger: „Og lyset skinner i mørket, og mørket fik ikke bugt med det.“ En sejr for lyset! — Joh. 1:1-5; 14:6.

18, 19. Hvad er det første skridt, der bringer os ind i billedet, og hvad fører det os dernæst til?

¹⁸ Inden vi går over til drøftelsen af, hvorledes mørket i Jesu tilfælde gjorde sit yderste for at få bugt med eller overvinde lyset, men led ynkeligt nederlag, vil vi se, hvilken rolle vi selv spiller i denne forbindelse, og undersøge dette under titlen:

Bemyndigelse og ansvar

¹⁹ Som vi allerede har bemærket (§ 7), bliver vi Guds børn ved at tro på Jesu navn. Jesus sagde: „Tro på lyset [det vil sige sandheden] . . . så I kan blive lysets børn!“ (Joh. 12:36) Tro er det første skridt, der bringer os ind i billedet. Men hvad så? At vi bliver „lysets børn“ bringer os rige velsignelser og forrettigheder, men samtidig et stort ansvar. Skal vi kunne forstå og påtage os det, må vi først forstå omfanget af Kristi bemyndigelse og ansvar som Guds ypperste lysbærer.

20. Hvordan forudsagde Gud Jesu betroede hverv, og hvordan fik dette sin opfyldelse?

²⁰ Ordene i Guds bemyndigelse til Jesus, hans tjener, blev nedskrevet i fordums tid og lyder: „Jeg, Jehova, har kaldet dig . . . og gør dig til . . . hedningelys for at åbne de blinde øjne og føre de fangne fra fængslet, fra fangehullet mørkets gæster.“ (Es. 42:1, 6, 7; se også 49:6, 9) Forstod og værdsatte Jesus det ansvar, der blev pålagt ham? Lyt til hans svar: „Jeg er verdens lys.“ Og opfyldte han trofast sit ansvar? Ja, det gjorde han. Fordi Jesus drog op til Galilæa for at forkynde, citerer og anvender apostelen Mattæus Esajas’ profeti på Jesus: „Det folk [af Zebulons og Naftalis stammer], som sad i mørket, har set et stort lys.“ Dernæst siger han: „Fra da af begyndte Jesus at prædike og sige: Omvend jer, thi Himmeriget er kommet nær.“ (Matt. 4:15-17) Men langt større vægt har Jesu eget vidnesbyrd ved slutningen af hans jordiske løbebane. Ingen udtalelse vedrørende hans mission faldt med større kraft end hans ord til Pilatus: „Dertil er jeg født, og dertil er jeg kommen til verden, at jeg skal vidne om sandheden.“ — Joh. 8:12; 18:37.

21, 22. Har vi som „lysets børn“ fået en lignende opgave anvist?

²¹ Har Kristi efterfølgere, „lysets børn“, del i den samme bemyndigelse og det dermed følgende ansvar? Ja, ganske afgjort. I deres fulde opfyldelse indbefatter Esajas’ profetier vedrørende „tjeneren“ ofte disse medlemmer på Kristi legeme. (Se eksempelvis Esajas 43:10) Vi har også Herrens tydelige ord til sine disciple: „I er verdens lys . . . således skal jeres lys skinne for menneskene, for at de må se jeres gode [rette, NW] gerninger og prise jeres Fader, som er i himlene.“ (Matt. 5:14-16) Læg nu mærke til Paulus’ ord, der viser, at vor samhørighed med lyset medfører både velsignelse og ansvar, og bemærk, hvordan vi kommer helt med i billedet. Først omtaler han „denne tjeneste“, der er „vort evangelium“ eller „det gode budskab, vi forkynder“ (NW). Dernæst forklarer han, hvorfor det er tildækket for dem, som fortabes, nemlig fordi „han, som er gud for denne tingenes ordning, har forblindet de vantros sind, for at ikke lyset [oplysningen] fra det herlige budskab om Kristus, der er Guds livets kildes afbillede, skulle skinne igennem“. Så knytter Paulus helt uventet denne udtalelse sammen med den første store befaling, der med kraft og vælde lød: „Der blive lys!“ (1 Mos. 1:3) Denne befaling så kun ud til at gælde det bogstavelige lys, men nu giver Paulus det også en symbolsk betydning. Han siger: „Thi Gud er den, som sagde: Lad lyset skinne frem af mørket, og han har skinnet på vore hjerter for at oplyse dem med den herlige kundskab om Gud ved Kristi åsyn.“ — 2 Kor. 4:1-6, NW.

²² Ja, det er sandheden, den herlige kundskab om Gud, der er lyset, som til fuldkommenhed genspejles af Kristi åsyn, og vi, som med utildækket ansigt skuer Jehovas herlighed, har fået den opgave betroet at genspejle denne herlighed, eller som Peter udtrykker det, at „forkynde hans fremragende egenskaber, som kaldte jer ud af mørket ind til sit vidunderlige lys“. — 2 Kor. 3:18; 1 Pet. 2:9, NW.

23, 24. a) Hvilken side af vort ansvar bliver her understreget? b) Hvilket lys kaster Johannes over denne side af sagen?

²³ Det er forståelsen af vort betroede hverv fra Gud, der giver os indsigt i det ansvar, der rent praktisk er knyttet til vor samhørighed med lyset. Det betyder ikke bare, at vi med vor forstand anerkender, hvad der er sandhed, eller passivt tager imod lyset lig en mørk og mat overflade, der opsuger lysstrålerne, men ikke kaster dem tilbage. Nej. Vi må være som en sleben sten og udstråle et så stærkt lys, at det ser ud, som om vi havde dette lys i os selv.

²⁴ Når vi tænker på den praktiske side af vort ansvar, fører det os atter tilbage til Johannes’ første brev. Nogle vil måske sige, at af alle Bibelens forfattere er Jakob den, der lægger mest vægt på, at disse ting må omsættes i praksis, hvorimod Johannes er kærlighedens apostel. Intet er fjernere fra sandheden. Hver eneste gang Johannes fremholder en sandhed, påpeger han umiddelbart derefter, hvorledes den bør omsættes i praksis, og hvad de skæbnesvangre følger bliver, om man ikke handler i overensstemmelse hermed. Bemærk for eksempel Johannes’ ord efter hans udtalelse om, at „Gud er lys“, for de tilkendegiver, at vi ikke kun skal tro og elske sandheden, men vedblive med at praktisere den. (1 Joh. 1:5, 6) Ingen rammer hårdere eller yder bedre hjælp end Johannes i spørgsmålet om, hvordan vi kan mærke os dem, som er „antikrist“, og som „søger at føre jer vild“. (1 Joh. 2:18-26, NW) I sit tredje brev afholder han sig ikke fra ved navn at omtale en vis Diotrefes, der voldte fortræd med sladder og bagvaskelse, for derefter at give nogle korte og rammende, men betimelige råd. Det nyttede ikke meget at søge at skjule noget for Johannes’ ransagende blik. — 3 Joh. 9-11.

25. Hvorfor er det nødvendigt at handle i overensstemmelse med sandheden?

²⁵ Der kan, både med henblik på sind, hjerte, adfærd og selve vor tjeneste, siges meget mere om vort ansvar som „lysets børn“. Men fremfor alt bør vi handle i overensstemmelse med sandheden, således at vi „praktiserer sandheden“ og derigennem bestandig bevarer vor samhørighed med lysets gud, hos hvem der end ikke er „den skiftende skygges forandring“. — Jak. 1:17, NW; se også Lukas 11:33-36; Efeserne 5:6-14.

26. Er oplysning og kærlighed knyttet sammen?