Ægteskab efter gudgivne forbilleder

NÅR vi tænker på ægteskab, er det passende også at tænke på Jehova. Det er ham, der har indstiftet ægteskabet. Han arrangerede det første ægteskab. I Eden så Gud, at det ikke var godt for manden at være alene, at han trængte til en hjælper til at fuldstændiggøre sig: „Derpå sagde Gud Jehova: Det er ikke godt for mennesket at være ene; jeg vil gøre ham en medhjælp, som passer til ham!“ Jehova dækkede dette behov, da han skabte „en kvinde og førte hende hen til Adam“. Straks derefter omtales de som mand og hustru, som „eet kød“. — 1 Mos. 2:18-25.

Ægteskabet bruges på symbolsk vis for at illustrere det stærke bånd, som eksisterer i visse himmelske forhold, og en kort gennemgang af disse guddommelige forbilleder vil uddybe vor værdsættelse af det jordiske ægteskabsforhold. For det første bruger Jehova billedet med ægteskabet for at vise forholdet mellem sig selv og sin universelle organisation, idet han omtaler sig selv som ægtemand for sin organisation, der sammenlignes meden kvinde. (Es. 54:5) Ægteskabsforholdet bliver også brugt til at illustrere det stærke bånd mellem Kristus og hans kirke; han omtales som brudgommen og kirken som hans brud og deres bryllup som en begivenhed, der bliver fuldbyrdet i himmelen. — 2 Kor. 11:2; Åb. 19:7.

Ligesom der blev sagt, at manden og kvinden i Eden var „eet kød“, hvilket også siges om menneskelige ægtefæller efter deres tid, således hedder det også, at Gud og den øverste i den universelle organisation, Kristus Jesus, er eet. Og Kristus og hans brud, kirken, er også eet. (Matt. 19:4-6; Joh. 14:10; 17:21-23) Imidlertid viser Bibelen klart, at Jehova og Kristus ikke er eet i en eller anden hedensk treenighed. Kristus og de 144.000 medlemmer af kirken bliver heller ikke bogstaveligt gjort til eet; ikke mere end to mennesker, mand og kvinde, bogstaveligt bliver eet efter brylluppet. I alle tre tilfælde er der tale om enhed i planer, hensigt, mål, ønske og bestræbelse. Og disse guddommelige sammenslutninger, som gør to eller flere til eet, må have en eller anden form for ledelse, for der kræves et hoved, hvis de forenede personers kræfter skal anvendes fornuftigt. En sammenslutning uden et hoved ville ikke have den rette ledende kraft. På den anden side ville en sammenslutning med to hoveder være unormal og uden tvivl i splid med sig selv og derfor ude af stand til at bestå. (Matt. 12:25) Alle har et hoved over sig undtagen Jehova Gud. „Det vil jeg, I skal vide, at Kristus er enhver mands hoved; og manden er kvindens hoved; og Gud er Kristi hoved.“ — 1 Kor. 11:3; 15:28.

Pligter, som påhviler ægtemænd

I nogle lande, hvor mange kvinder har tendens til at ville deltage i eller helt overtage familieledelsen, bliver der rejst højlydte indvendinger imod den guddommelige bestemmelse, at manden skal være familiens overhoved, og at kvinden skal være ham underdanig. Det bliver betragtet som noget uretfærdigt og som undertrykkelse af kvinderne, som en byrde, der er for tung for dem at bære. En nøgtern gennemtænkning af sagen vil imidlertid gøre det klart for en, at det er ægtemanden, rier har fået tildelt den vanskeligste rolle i ægteskabsordningen. Han må bestræbe sig på at efterligne de fejlfri eksempler, Jehova Gud og Kristus Jesus foregår ham med i udførelsen af deres roller som ægtemænd i de symbolske ægteskaber.

Som universets skaber og alt levendes fader er Jehova Gud det højeste overhoved for hele skaberværket, det synlige og det usynlige. Han skabte alt og fastsatte de love, som både levende og livløse dele af skaberværket må følge for at kunne eksistere, og han har sørget for, at alt kan fortsætte med at bestå. Også i sine egne handlinger følger Jehova konsekvent retfærdige principper og udøver sin ledelse i retfærdighed og visdom og fremfor alt i kærlighed. Kristus Jesus følger Jehovas eksempel, når han virker i sin egenskab af overhoved for kirken. Retfærdighed og visdom, kærlighed og tålmodighed er fremtrædende egenskaber hos ham. Arbejdede Jesus ikke utrætteligt til bedste for sit legemes lemmer, da han var her på jorden, idet han underviste og forkyndte og tilvejebragte den åndelige føde, som er så meget mere betydningsfuld end bogstaveligt brød? Lagde han ikke en eksemplarisk tålmodighed og barmhjertighed for dagen i sin omgang med sine jordiske disciple, og tog han ikke hensyn til deres kødelige svagheder? Udholdt han ikke forfølgelse og pinsler for at bevare sin retskaffenhed over for Gud og således sætte et pålideligt eksempel for sine efterfølgere? Og gik han ikke til sidst så langt, at han satte sit liv til for sin brud og hustru, den skare, som udgør kirken?

Således er det også i tilfældet med de menneskelige ægtemænd. De må prøve at efterligne den fuldkomne måde, hvorpå Jehova spiller rollen som ægtemand i sin egenskab af overhoved for sin kvindelige universelle organisation, og den udmærkede måde, hvorpå Kristus Jesus som ægtemand leder sin hustru, kirken. Den menneskelige ægtemand må skaffe sin hustru mad, klæder og husly. Han må lede deres forenede anstrengelser på rette måde ved at træffe forstandige afgørelser, bære ansvaret for disse afgørelser og tage følgerne af dem. Og under hele sin ledelse må han til enhver tid vise en tålmodighed og ømhed, en barmhjertighed og villighed til at tilgive og fremfor alt en kærlighed, som er en efterligning af de egenskaber, Jehova lægger for dagen over for sin universelle organisation, og som Kristus viser over for sin kristne kirkeorganisation. Det er i høj grad vanskeligere at nå op til en standard, der svarer til disse høje krav, end det er at underordne sig et sådant retfærdigt lederskab.

Mønstre for hustruernes underkastelse

Det mest fremtrædende medlem af Jehovas universelle organisation, Kristus Jesus, følte ingen bitterhed ved at skulle underordne sig denne organisations store ægtemand og hoved. Det var ham en glæde at gøre Jehovas vilje, og han erklærede, at det arbejde, Gud havde givet ham at udføre, var som livgivende føde for ham. (Sl. 40:9; Joh. 4:34; Hebr. 10:7) At han udholdt forfølgelse, pinsler og død, tjente ikke blot til at sætte et godt eksempel for hans efterfølgere, men også til et dramatisk vidnesbyrd, der hævdede Jehovas side i stridsspørgsmålet om ustraffelighed, et vægtigt bidrag til ophøjelsen af Jehovas navn. Det viste Jesu fuldstændige underkastelse under Jehovas ledelse. Han søgte aldrig at tage ledelsen fra Gud eller dele den med ham som hans ligemand.

Kristne hustruer skulle have Kristi sindelag og ikke samme indstilling som mange verdslige hustruer, der råber på ligestilling med deres mænd og ofte endog ønsker at dominere over dem. Kristne hustruer vil ikke engang tænke på noget så uteokratisk som helt eller delvis at berøve manden hans lederstilling, som Gud har tildelt ham. De vil underlægge sig ægteskabsordningen, som den er blevet truffet, ikke af nogen mand, men af Gud selv. At gøre oprør mod denne ordning er at gøre oprør, ikke imod manden, men imod Gud. Jesus følte glæde ved at gøre Jehovas vilje; kristne hustruer burde glæde sig over at stå under deres mænds teokratiske ledelse. Det var den skærmende kerub i Eden, som var egensindig og følte sig hemmet og undertrykt på grund af Jehovas ledelse, og som gjorde oprør og blev til den berygtede Satan Djævelen. Hustruer, som ikke underordner sig deres mænd, efterligner Satan, ikke Kristus.

Som et andet eksempel for hustruer har vi kirkens underkastelse under sit hoved, Kristus Jesus. Det medfører et vist mål af forfølgelser og trængsler i kødet at påtage sig forpligtelserne i forbindelse med at forkynde som et af Kristi legemes salvede medlemmer, men glæden ved at tjene under Kristi kærlige ledelse overskygger fuldstændig de kødelige trængsler. Det er ikke vanskeligt eller nedværdigende at underkaste sig et sådant retfærdigt førerskab, selv om egensindige og hovmodige mennesker ned gennem århundrederne har ment det, og selv om sådanne mennesker i disse sidste tider har gjort sig til en „ond tjener“ ved deres oprør imod Kristi ledelse. Det er den „tro og kloge tjener“, som finder virkelig glæde ved at underkaste sig Kristus.

Hver især skal være en hjælp for den anden

Alt i alt viser altså disse guddommelige forbilleder for ægteskabet, at en ledelse, der udøves på rette måde, ikke er undertrykkende for den underordnede. Ægtemanden må flittigt bestræbe sig for at handle som et retfærdigt, viist og kærligt familieoverhoved. Hvis han gør det så godt, han overhovedet formår, skulle det ikke være alt for vanskeligt for hustruen at være ham undergiven. Og hvis hustruen udfører sine pligter efter bedste evne, vil det være meget lettere for hendes mand at udøve sin ledelse på rette måde. Begge er ufuldkomne. Begge gør fejl. De trænger begge til, at der bliver vist dem tålmodighed og tilgivelse, kærlighed og respekt. De er udrustet forskelligt både mentalt, fysisk og følelsesmæssigt, og derfor behøver de begge hinanden, de kan supplere hinanden, da de begge er skabt til at være den andens sidestykke. Men for at der kan blive et harmonisk sammenspil af disse forskellige egenskaber, må de begge spille den rolle, Gud har tildelt dem. Ingen af dem må forgribe sig på den andens pligter. Husk, at Adam var Evas hoved, men da hun trængte sig frem foran ham og spiste af frugten, løb hun fra sit hoved og mistede livet. Og da Adam tolererede hendes oprør og i svaghed fulgte hende på den vej, hun anviste, svigtede han sin opgave som hoved, og det kostede ham livet og førte til, at hans efterkommere mistede retten til livet.

Det er derfor til ægtefællernes fælles bedste, at de begge holder sig til den rolle, Jehova Gud har tildelt dem. Et klogt familieoverhoved vinder sin hustrus respekt, og en hustru, der underordner sig, forøger sin mands kærlighed. Guds ord giver følgende råd: „I hustruer skal underordne jer under jeres mænd som under Herren; thi en mand er sin hustrus hoved, ligesom Kristus er kirkens hoved, han, som er sit legemes frelser. Ja, ligesom kirken underordner sig under Kristus, skal også hustruerne underordne sig under deres mænd i alt. I mænd! elsk jeres hustruer, ligesom Kristus elskede kirken og gav sig selv hen for den. På samme måde bør mændene elske deres hustruer som deres egne legemer; den, som elsker sin hustru, elsker sig selv. Ingen har jo nogen sinde hadet sit eget kød, men han giver det føde og har omhu for det, ligesom Kristus har for kirken, fordi vi er lemmer på hans legeme. Derfor skal en mand forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru, og de to skal være eet kød. Dog skal også I hver især elske sin hustru som sig selv; men hustruen skal have ærefrygt for sin mand!“ — Ef. 5:22-25, 28-31, 33.

Diktatorer udøver et undertrykkende herredømme over deres undersåtter til fysisk, mental og åndelig skade for dem. Den kristne ægtemand skal ikke være en sådan diktator. Hans udnævnelse til leder giver ham ikke fuldmagt til at være en tyran. Han elsker sit eget kød, sørger for dets behov, påfører det ikke med vilje nogen skade, men sørger for, at det har det godt. Han bør vise den samme kærlighed over for sin hustru, som er eet kød med han. Og ligesom mandens kød aldrig kæmper mod hans hoved, men lader sig lede af det ved impulser gennem nerverne, således må også hustruen, som er en del af hans kød, vise en lignende underkastelse. På grund af denne gennemgribende sammensmeltning af to forskellige sindsindstillinger, temperamenter og personligheder kræves den højeste potens af kærlighed. Hvor stor denne kærlighed må være ses af 1 Korinter 13:4-8: „Kærligheden er langmodig, kærligheden er mild; den misunder ikke; kærligheden praler ikke, opblæses ikke, gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, lader sig ikke ophidse, bærer ikke nag, glæder sig ikke over uretten, men glæder sig over sandheden; den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden ophører aldrig.“ Et ægteskab, der er grundlagt på en sådan kærlighed, vil heller aldrig ophøre!

Et teokratisk værn om ægteskabet

I dag lider mange ægteskaber skibbrud. Det hænder ofte, at en tredjeperson uden for den ægteskabelige enhed dukker op som et lokkemiddel og bevirker, at ægteskabet går i stykker. Sådanne ægteskabelige trekanter er almindelige i denne forbryderiske verden, og de opstår, når ægteskabet er bygget på løst sand, ustadighed. Hvis man vil være sikker, må man bygge sit ægteskab på Guds ords klippegrund. Begge må opfylde Bibelens krav. Begge må leve op til den guddommelige standard, og begge må yde, hvad hans eller hendes tildelte rolle fordrer. Så vil det ægteskabelige fællesskab bestå, uforstyrret af de voldsomme angreb, der får så mange ægteskaber til at bryde sammen i vor tid.

Ingen udenforstående vil da kunne trænge sig ind og danne en lidenskabelig trekant, for der vil da eksistere bånd, som er stærkere end kærligheden mellem mand og hustru. Disse bånd er ikke knyttet af den præst eller borgerlige embedsmand, som forrettede ceremonien, og de skyldes heller ikke de dokumenter, staten forlanger, selv om både ceremonien og papirerne må til. (Luk. 20:25; 1 Tess. 5:22) De vil være der på grund af den stilling, Jehova indtager i ægtefællernes liv. Han er det virkelige vidne ved en teokratisk vielsesceremoni. Det er ikke blot en overenskomst mellem en mand og en kvinde, men det er en overenskomst, de indgår ind for Gud. Han er vidne til de teokratiske ægteskabsløfter, og det er ham, der virkelig forener de to, som Jesus sagde: „Hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille.“ (Matt. 19:6) Hvis et ægtepar holder sig til hans bestemmelser om ægteskabet, vil han derfor blive den uselviske ven i det teokratiske ægteskab og værne det mod det pres og den påvirkning, verden øver mod det. Hvis både manden og kvinden skænker Gud deres største kærlighed, sætter ham først, adlyder ham først og lader ham have førsteret til at disponere over deres tid, kræfter og midler, vil deres ægteskab ikke blive eet af de mange, som ender i tragedie.

Apostelen Paulus viser i 1 Korinter 7:29-31, hvorledes ægtefæller kan lade Gud komme i første række i deres liv: „Det siger jeg jer, brødre: Tiden er knap; derfor skal herefter de, der har hustru, være, som om de ingen havde, og de, der græder, som om de ikke græd, og de, der glæder sig, som om de ikke glædede sig, og de, der køber, som om de ikke ejede, og de, der benytter denne verden, som om de ikke udnyttede den; thi verden i sin nuværende skikkelse går mod sin undergang.“ Paulus siger ikke hermed, at man skal undlade at opfylde de forskellige ægteskabelige forpligtelser, for i det selvsamme kapitel formaner han ægtefællerne til at opfylde dem. (1 Kor. 7:3-5) Det, han formaner til, er, at vi ikke skænker personlige, selviske, rent menneskelige anliggender hele vor opmærksomhed, hvad enten det drejer sig om glæden ved at have en mand eller en hustru, overdreven lyst til fornøjelser, at vi lader os opsluge af vore sorger og bekymringer og endog finder en usund tilfredsstillelse i selvmedlidenhed, eller at vi prøver at samle os store rigdomme ved, at vi på utilbørlig måde lader os indvikle i det verdslige forretningsliv — alle sådanne udtryk for overdreven omsorg for kødet er noget, som kendetegner denne gamle verden og vil forsvinde sammen med den. En kristen bør derfor ikke begrave sig helt i disse ting eller blive for stærkt rodfæstet i dem og derved forsømme det evige, særlig ikke nu, da „tiden er knap“. Den kristne bør ikke lade noget lægge beslag på sin tid i så udstrakt grad, at han ikke får nogen tid til overs til tjenesten for Jehova. Det er derfor i denne forstand, at ægtepar nu lever, som om de ikke var gift.

Kun de ægteskaber, hvor ovennævnte guddommelige krav overholdes, er virkelig vellykkede, og de har mulighed for at blive ubeskrivelig lykkelige. De vil måske fortsætte ind i Jehovas nye verden, hvor jordiske ægtepar omsider skal opfylde det påbud, Gud gav i Edens have, nemlig at være „mangfoldige og opfylde jorden“. — 1 Mos. 1:28.