Jakob, Jesu broder
JESUS, Guds søn, sagde engang: „Intetsteds er en profet så ringeagtet som i sin egen fædreneby og i sit hjem.“ At han selv erfarede dette med sin nærmeste familie, ses af det, der berettes af den discipel, Jesus særlig foretrak — nemlig Johannes: „Ikke engang hans brødre troede på ham.“ Mattæus og Markus nævner fire brødre, Jakob, Josef, Simon og Judas. (Matt. 13:55-57; Mark. 6:3; Joh. 7:5) Efter Jesu død og opstandelse kom imidlertid i det mindste nogle af hans halvbrødre (de havde samme moder, men ikke samme fader) til tro på ham, for vi læser, at mens man afventede pinsen, bad de elleve apostle „sammen med nogle kvinder og Maria, Jesu moder, og hans brødre“. — Ap. G. 1:13, 14.
For det tilfælde, at nogle af vore læsere måske vil gøre indvending imod den påstand, at Maria havde andre børn end Jesus, og hævde, at hun var „evig jomfru“, vil vi ganske kort behandle denne indvending, inden vi ser på, hvad Bibelens Græske Skrifter har at sige om Jakob, Jesu broder. Hvis Maria var „evig jomfru“, hvorfor siger Mattæus så i sit første kapitel, vers fem og tyve, at Josef „kendte hende ikke“, d.v.s. „havde ingen omgang med hende, før hun fødte en søn“? (Dy; NW) Og hvorfor kalder Lukas Jesus for hendes „førstefødte“? (Luk. 2:7) Ville han ikke have kaldt Jesus hendes „eneste“ søn, hvis hun ikke havde født andre børn? Det er indlysende, at Mattæus og Lukas ikke mente, at Jesus var Marias eneste søn, for ellers ville de uden tvivl have understreget det klart; ganske særlig hvis de havde tillagt dette spørgsmål lige så stor betydning, som visse religiøse organisationer gør.
Man kan heller ikke hævde, at disse „brødre“ ikke var Jesu nærmeste familie, men blot slægtninge eller fætre, for det ord, der bruges, betyder bogstaveligt „fra samme moderskød“. (Young’s Concordance) Hvis den inspirerede nedskriver blot havde ment slægtninge, ville han uden tvivl have brugt det græske ord, der i Lukas 1:36, 58 er oversat slægtning og slægtninge. („Kusine“ og „slægtninge“ i Douay-oversættelsen) Det er heller ikke holdbart at hævde, at disse „brødre“ var hans åndelige brødre eller disciple, for vi har jo netop set, at de ikke troede på ham, mens han levede. At disse „brødre“ ikke var de samme som hans disciple, fremgår klart af Johannes’ beretning, hvor vi læser: „Derefter drog han [Jesus] og hans moder og brødre og disciple ned til Kapernaum.“ — Joh. 2:12.
En fremtrædende skikkelse i den første menighed
Den mest fremtrædende af disse Jesu kødelige brødre, som blev hans disciple efter hans opstandelse, var Jakob. Det ser ud til, at Jesus forud har vidst, hvilken rolle Jakob ville komme til at spille i den første kristne menighed, og derfor helligede ham sin særlige opmærksomhed, for Paulus synes at hentyde til Jesu broder Jakob, når han i sin bevisførelse for Jesu opstandelse skriver: „Derefter blev han set af Jakob“, og det er den eneste foruden Peter og sig selv, Paulus nævner ved navn som dem, for hvem Jesus viste sig særskilt. — 1 Kor. 15:7.
Peter omtaler ligeledes Jakob på en særlig måde. Da Peter efter sin mirakuløse udfrielse fra fængslet besøgte en gruppe kristne, der var forsamlet hos Maria, Johannes Markus’ moder, gav han dem følgende instruktion: „Fortæl dette til Jakob og brødrene!“ (Ap. G. 12:17) Og at Jakob ikke blot var forrest blandt sine kødelige brødre, men også en fremtrædende skikkelse blandt sine åndelige brødre, synes at fremgå deraf, at det var ham, der havde forsæde ved det særlige møde, der blev holdt i Jerusalem for at afgøre, om de hedninger, der var blevet omvendt til kristendommen, skulle omskæres eller ej, og her var det ham, der formulerede den endelige beslutning. Hans forslag blev vedtaget, og der blev sendt instruktioner ud til de forskellige kristne menigheder. — Ap. G. 15:14-21.
Ikke alene Peter understregede, at Jakob skulle underrettes, da han på mirakuløs vis var blevet udfriet fra fængslet, men også Paulus omtaler ham specielt. Han fortæller galaterne om de første år, han var en kristen forkynder, og siger: „Først da, tre år efter, drog jeg op til Jerusalem for at lære Kefas at kende og blev hos ham i femten dage. Af de andre apostle så jeg ingen, kun Jakob, Herrens broder.“ — Gal. 1:18, 19.
Uden tvivl har Jakob, Jesu broder, spillet en meget fremtrædende rolle i den første kristne menigheds ledelse, der var bosiddende i Jerusalem. Det er logisk at slutte, at det var ham, der skrev det brev, som bærer Jakobs navn. Apostelen Jakob, der var broder til Johannes, døde martyrdøden på et så tidligt tidspunkt, at han næppe kan være forfatteren, og eftersom man praktisk taget intet ved om Jakob, Alfæus’ søn, er det ikke sandsynligt, at det er ham, der har skrevet dette brev uden at identificere sig som apostel. Peter og Paulus omtaler gentagne gange, at de var apostle, og Johannes lader os i sit brev ikke i tvivl om, at han var en af Jesu nære fæller. Hvis brevets forfatter havde været apostel, ville han uden tvivl have nævnt det for at give sit budskab mere vægt i stedet for blot at begynde med „Jakob, Guds og Herren Jesu Kristi tjener“, — ganske særlig i betragtning af brevets frimodige tone. — Jakob 1:1.
I lyset af alt dette kan vi drage den slutning, at brevet blev udsendt senest i året 62 e. Kr. Hvordan det? Ifølge den verdslige historie var det i det år, at Judas statholder, Festus, døde; og inden hans efterfølger, Albinus, ankom, iværksatte jøderne et optøjer, hvorunder Jakob, Jesu broder, blev ført for Sanhedrinet. På grund af falske anklager, som ypperstepræsten, der tilsyneladende samlede rådet ene og alene for denne sags skyld, fremførte imod ham, blev Jakob overgivet til at blive stenet til døde.
Jakobs brev
Det ser ud til, at på det tidspunkt, da Jakob skrev sit brev, var den kristne menighed vokset betydeligt, var blevet fast organiseret og nød et vist mål af frihed for forfølgelse. Som følge heraf var der nogle, der blev skødesløse og lod sig påvirke af verden og søgte venskab med den. De sladrede, gav efter for selvisk begær, ja, endog bevidst synd. For at alarmere de kristne, så de kunne være opmærksomme på faren for, at Djævelen således kunne fordærve dem, skrev Jakob sit brev.
Igennem hele sit brev viser Jakob stor skarpsindighed med hensyn til at afgøre, hvilke motiver der driver de enkelte, og han giver en række yderst direkte råd. Han begynder med at opfordre sine brødre til at holde ud under prøver på grund af de frugter, en sådan udholdenhed vil føre med sig, og derefter viser han behovet for visdom, som Gud giver frit til alle, hvis blot vi i tro beder ham om det. Han peger dernæst på årsagen til fristelser og viser, at de ikke kommer fra Gud. „Enhver fristes, når han drages og lokkes af sit eget begær.“ Læg derfor al „moralsk slethed“ [NW] bort og bliv Ordets gørere, ikke blot dets hørere. Og hold jer „uplettet af verden“. — Jak. 1:1-27.
I sit andet kapitel irettesætter Jakob først dem, der dømmer andre efter udseendet og viser personsanseelse ved at favorisere de rige; det er ikke at elske sin næste som sig selv. Så følger et afsnit, der viser, af hvor stor praktisk betydning brevet er: Tro uden gerninger er uden betydning. Hvis din broder er sulten, fryser eller er nøgen, og du blot siger til ham: „Spis dig mæt, klæd dig varmt“, hvilken gavn har han da af det? Blev ikke Abraham og Rahab erklæret for retfærdige, fordi de beviste deres tro ved deres gerninger? „Troen [er] død uden gerninger.“ — Jak 2 Vers 26.
Endnu mere praktisk vejledning giver Jakob der, hvor han behandler tungens brug og magt. Tungen er et lille lem, men den kan gøre umådelig skade, ligesom en mægtig kæmpebrand kan forårsages af en lille gnist. At bruge tungen til at prise Jehova i det ene øjeblik og i det næste til at bagtale eller skade mennesker er ganske simpelt ulogisk. Bitter misundelse, løgn og den slags ting er jordiske, dyriske, dæmoniske. „Men visdommen ovenfra er først og fremmest ren, dernæst fredselskende, mild, hensynsfuld, fyldt med barmhjertighed og gode frugter, fri for partiskhed og hykleri.“ — Jakob, kapitel 3.
De, der lader sig drive af selvisk begær, forårsager vanskeligheder i en kristen menighed, og sådanne formaner Jakob nu ved at spørge dem: „I utro! ved I ikke, at venskab med verden er fjendskab med Gud? Den, der gerne vil være verdens ven, gør sig altså til Guds fjende.“ De, der følger en sådan handlemåde, lægger hovmod og stolthed for dagen, og derfor bør de tage sig i agt, for „Gud står de hovmodige imod, men de ydmyge giver han nåde“. Derfor skal I underordne jer under Gud. Stå Djævelen imod, så skal han fly fra jer. — Jakob 4.
Jakob begynder sit femte kapitel med nogle af Bibelens skarpeste fordømmelser af de rige. Han går i rette med dem på grund af deres grådige og sanselige handlemåde og advarer dem om, at deres besiddelser, som de har vundet på uretmæssig vis, vil blive et vidne imod dem og råbe på gengæld. De har ikke alene undertrykt deres arbejdere, men også dræbt den retfærdige. Derefter råder Jakob os til at være tålmodige og følge Jobs eksempel med hensyn til udholdenhed.
Nogle har opfattet Jakobs formaning til de kristne om at bede for hinanden således, at vi kan vente mirakuløs helbredelse, eftersom „en retfærdigs bøn har en mægtigt virkende kraft“. Imidlertid viser sammenhængen, at det var åndelig, ikke fysisk sygdom, Jakob hentyder til: „Bekend derfor jeres synder for hverandre, og bed for hverandre, for at I må blive helbredt.“ At hævde, at dette hentyder til fysisk sygdom, er at beskylde alle, der lider af legemlige svagheder, for at være grove syndere, og antyde at alle, der har et godt helbred, er gode kristne.
Jakobs brev har altså i høj grad praktisk betydning.
Apostelen Jakob, Johannes’ broder
Jakob, Zebedæus’ søn, opgav sammen med sin broder Johannes sit erhverv som fisker for at blive blandt Kristi Jesu første efterfølgere. Man mener, at Jakob var den ældste af de to brødre, ikke alene fordi han nævnes først, men også fordi Johannes levede helt til omkring år 100 e. Kr. Den tanke er også blevet fremholdt, at Jakob og Johannes havde kendt Jesus, før han kaldte dem til at følge sig. — Matt. 4:21; Mark. 1:19.
Jesus foretrak særlig tre af sine apostle, og Jakob var den ene af dem. Han var derfor sammen med Jesus ved forklarelsen på bjerget, han var til stede, da Jairus’ datter blev opvækket, og han ledsagede Jesus længere ind i Getsemane have den nat, han blev forrådt; de to andre, Jesus særlig foretrak, var naturligvis Peter og Johannes. — Matt. 26:36-39; Luk. 8:41, 51-56; 9:28-36.
Jakob og hans broder Johannes blev kaldt boanerges, „tordensønner“. Ved en lejlighed, da en by nægtede Jesus adgang, var de parate til at nedkalde ild fra himmelen til at opsluge dens indbyggere. De havde også en ambition om at blive de første i Jesu rige, som det fremgår af deres moders anmodning. — Matt. 20:20-28; Mark. 3:17; 9:33-35; 10:35-40; Luk. 9:51-55.
Selv om Apostlenes Gerninger kun fortæller lidt om Jakob, synes der at være basis for at drage den slutning, at denne „tordensøn“ var en frimodig forkynder af det gode budskab. Dette passer både med, at han var den første af de tolv apostle, der led martyrdøden, og med at jøderne var så godt tilfredse med denne Herodes Agrippas morddåd.
Jesus advarede om, at hans efterfølgere ville blive forfulgt. Discipelen Jakob, Jesu broder, og apostelen Jakob, Johannes’ broder, havde begge den forret at bevise, at de var „tro indtil døden“. De satte et godt eksempel for alle kristne, der har levet siden deres tid. — Matt. 10:16-31; Åb. 2:10.