Guds ord bliver evindelig

„HERRENS ord bliver evindelig.“ (1 Pet. 1:25) Fordi ingen af de originale, håndskrevne eksemplarer af Bibelen er bevaret op til vor tid, har mange bibelkritikere betvivlet dette Jehovas løfte om, at hans ord vil blive til evig tid. Hvad er kendsgerningerne? Er de forskellige bibelske bøger, vi har i vor tid, i det væsentlige lige som dem, der først blev skrevet af Guds inspirerede tjenere? Kan vi have tiltro til Bibelens autoritet? Hvis det er tilfældet, hvordan er Guds ord da blevet videreført op til vor tid?

Lad os for det første lægge mærke til, at der er en iøjnefaldende ærlighed og oprigtighed i Bibelen, som stempler den som sand. Arkæologerne fortæller os, at de sjældent eller aldrig finder noget i de historiske beretninger, der taler nedsættende eller dadlende om de herskere eller nationer, hvis historie de beretter. Hvor forskellig er Bibelen ikke fra dem på dette punkt! Fra Adam og Eva og ned til Kristi Jesu disciple skildrer den klart de enkeltes og nationers synder og fejltrin, hvad enten det er venner eller fjender.

Læg dernæst mærke til harmonien mellem dens mere end fem og tredive nedskrivere. Skønt de var adskilt fra hinanden af mange kilometers afstand og levede på vidt forskellige tidspunkter, kom fra mange forskellige samfundslag, ja, endog talte forskellige sprog, så lagde de dog alle vægt på samme emne, nemlig Jehovas eneherredømme. Hvis Bibelen var blevet forfalsket, mon vi så ville finde en sådan ærlighed, oprigtighed og harmoni i den?

Yderligere fremviser arkæologien en stadig voksende mængde beviser, der alle støtter Bibelens autoritet. Der er ikke blevet fremdraget noget, der kan rokke den kristnes tro på Bibelen i ringeste grad. Det samme kan siges om den beretning, geologerne har læst i jordlagene, og som bekræfter Bibelens udsagn om skabelsen og Vandfloden. Kunne Bibelens beretning være af en så udadlelig historisk nøjagtighed, hvis der havde sneget sig alvorlige tilføjelser ind i den?

Et endnu stærkere vidnesbyrd finder vi i opfyldelsen af de utallige profetier i både Bibelens Hebraiske og Græske Skrifter, profetier, der blev opfyldt ved Jesu første komme eller opfyldes i vore dage. Og desuden har vi Jesu Kristi udtalelse; han, den største personlighed, der nogen sinde har levet, har, som alle må indrømme, påvirket menneskeheden mere i retning af det gode end nogen anden, og han sagde om Guds ord: „Dit ord er sandhed.“ (Joh. 17:17) Kan mennesker forudsige begivenhederne med blot tilnærmelsesvis nøjagtighed, og ville Jesus have sat sit godkendende stempel på de Hebraiske Skrifter i den skikkelse, hvori han havde dem, hvis de i virkeligheden ikke var, som da Gud oprindelig lod dem nedskrive?

Fra Moses til Malakias

Som vi har set, har vi god grund til at acceptere Bibelen i dens nuværende skikkelse som en i det store og hele nøjagtig kopi af de originale skrifter og derfor som den almægtige Guds, Jehovas, ord; men ikke desto mindre vil vor tro blive endnu mere styrket, hvis vi bliver klar over, hvilke midler der er blevet brugt, for at den kunne blive videregivet til os, som lever i den sidste halvdel af det tyvende århundrede eller omkring fem og tredive århundreder senere end Moses. Gud har sørget for, at efterhånden som angrebene på Bibelen tog til i styrke, er flere og flere vidnesbyrd om dens pålidelighed og måden, hvorpå den er blevet videreført, kommet for dagens lys.

Eftersom Bibelens første fem bøger, kendt som Pentateuchen, „fem bøger“, tilskrives Moses, og han først viste sig på skuepladsen omkring 2500 år efter det første menneskes skabelse, er det nærliggende at spørge: Hvorfra fik Moses sine oplysninger? Han kunne have fået dem gennem direkte åbenbaringer som andre inspirerede nedskrivere, men Bibelen viser ikke, at denne metode blev anvendt i dette tilfælde. Eller han kunne have modtaget sine oplysninger ved hjælp af mundtlig overlevering, idet der kun var fem led mellem ham og Adam, nemlig Metusalem, Sem, Isak, Levi og Amram; men heller ikke her er der noget i Bibelen, der tyder på, at Moses drog nytte af den mundtlige overlevering i denne sag.

Hvordan fik Moses da sine oplysninger? Fra skrevne beretninger? Ja, den nyere tids arkæologiske fund har ydet afgørende bevis for, at skrivekunsten eksisterede før Vandfloden, og at der da blev skrevet på lertavler. Udtalelsen i 1 Mosebog 5:1 går helt tilbage til menneskeslægtens begyndelse og viser, at Adam skrev eller var i besiddelse af skrevne beretninger: „Dette er Adams slægtebog.“ En lignende udtalelse finder vi i 1 Mosebog 2:4: „Det er himmelens og jordens skabelseshistorie.“ Det hebraiske ord, der her er anvendt, er toledóth, som moderne oversættere gengiver med „historie“, „fortælling“ eller „historiske oprindelse“ i stedet for slægtebog i 1 Mosebog 5:1. For at være konsekvent måtte de oversætte det således alle de elleve steder, hvor denne udtalelse findes fra 1 Mosebog 2:4 til 37:2. De mennesker, til hvem disse beretninger henføres, enten som nedskrivere eller som ejer af dokumentet, er foruden Adam: Noa, Noas sønner, Sem, Tara, Ismael, Isak, Esau (to gange) og Jakob. — Se 1 Mosebog 6:9; 10:1; 11:10, 27; 25:12, 19; 36:1, 9; 37:2.

Stik imod den almindelige mening blandt bibellærde sigter disse ord til den del af teksten, der går forud for dem, og ikke til det, der følger efter. Det var den skrivemåde, der brugtes på Moses’ tid og før, og ordene udgør en slutning, en såkaldt „kolofon“, hvilket er blevet bekræftet af arkæologiske fund. Dette bekræftes yderligere af den måde, hvorpå Moses slutter de dele af Pentateuchen, vi nu kalder 3 og 4 Mosebog; 3 Mosebogs slutning lyder således: „Det er de bud, Jehova gav Moses til israelitterne på Sinaj bjerg.“ (3 Mos. 27:34; 4 Mos. 36:13) Det er klart, at disse udtalelser angiver slutningen på det forudgående og ikke indledningen til det følgende. Efter 1 Mosebog 37:3 finder vi ikke mere denne udtalelse, og det viser, at fra da af har Moses selv forfattet beretningen og uden tvivl fået sine oplysninger fra Levi gennem sin fader Amram.

Efter Moses’ død brugte den hellige ånd andre af Guds tjenere til at videreføre den hellige beretning, mænd, som Josua, Samuel, David, Salomo og videre ned til Malakias. Gud befalede Moses at opbevare lovbogen i Pagtens Ark, der stod i Tabernaklets anden afdeling, og her blev uden tvivl også de efterfølgende inspirerede skrifter opbevaret. (5 Mos. 31:26; 2 Kong. 22:8) At disse skrifter blev bevaret gennem Jerusalems ødelæggelse og i den tid, Palæstina lå øde hen, ses af, at Daniel omtaler dem, og af, at de blev brugt af Ezra i tiden efter fangenskabet. — Neh. 8:1-3; Dan. 9:2.

Man mener, at Ezra samlede de Hebraiske Skrifters bøger og anbragte dem i deres endelige rækkefølge, måske med undtagelse af Nehemias og Malakias; for øvrigt tilskriver man Ezra de to Krønikebøger foruden den bog, der bærer hans navn. På hans tid begyndte man at mangfoldiggøre de Hebraiske Skrifter, så både de jøder, der blev i Babylon, og de, der blev spredt rundt i provinserne, kunne have et eksemplar af Guds ord. I vor tid kender man 1700 manuskripter eller håndskrevne eksemplarer af de Hebraiske Skrifter, som er bevaret.

Afskrivningen af de Hebraiske Skrifter

Ezra, som var pioner på bibelafskrivningens område, var en levitisk skriftklog, og han „havde vendt sit hjerte til at granske i Jehovas lov og handle efter den og undervise“ andre i den. (Ezra 7:10) Han har øjensynlig sat et godt eksempel, for vi kan se, at de skriftkloge, der fortsatte hans arbejde efter ham, var meget omhyggelige med at kopiere bibelmanuskripterne. Tanken om en fejl fyldte dem med hellig rædsel, og de betragtede det som en synd at skrive et eneste ord efter hukommelsen. For at være sikre på, at intet var udeladt eller tilføjet, talte de ikke alene ordene, men også de enkelte bogstaver. Før og på Kristi tid var sådanne skriftkloge kendt som soferim, og skønt de var fantastisk omhyggelige med ikke at komme til at lave nogen ændringer i teksten, lod de dog til tider deres religiøse fordomme få overtaget over deres bedre jeg, således at de foretog et par forandringer; f. eks. erstattede de bevidst navnet „Jehova“ med ordene „Gud“ eller „Herren“.

Efter soferim kom „traditionens adelsmænd“, masoreterne, som ikke alene lagde den største omhu og troskab for dagen ved afskrivningen og absolut ikke foretog nogen forandringer, men de udbedrede også den skade, som soferim havde gjort, ved at angive, hvor disse havde taget sig friheder med teksten. Disse masoreter frembragte, hvad der nu er kendt som den masoretiske tekst, hvorpå vore nuværende Hebraiske Skrifter er baseret. Den ældste af disse går tilbage til året 916 e. Kr. og kaldes Codex Babylonicus Petropolitanus.

Hvor pålidelig og nøjagtig er nu denne masoretiske tekst? Et bibelmanuskript, Esajas-rullen fra det Døde Hav, som blev fundet i 1947, giver svaret. Efter skrivemåden har de bibellærde henført den til det andet århundrede før Kristus. Undersøgelser ved hjælp af det radioaktive tidsbestemmelsesapparat gav samme resultat og viste, at det linklæde, manuskriptet var svøbt ind i, var 1900 år gammelt med en fejlmargin på 200 år til begge sider. Her stod man altså over for et eksemplar af Esajas’ bog, som var tusinde år ældre end den ældste kendte masoretiske tekst, og dog var den nøjagtig lig med den antagne masoretiske tekst, bortset fra ubetydelige forskelligheder i stavemåden.

Forstår vi rigtig, hvad dette betyder? Vore udgaver af Esajas’ bog er lig med den ældste masoretiske tekst, der går cirka tusind år tilbage i tiden. Og nu har vi et manuskript, som er tusind år ældre end den ældste masoretiske tekst, og stadig er der ingen nævneværdige forskelligheder. Guds ord er altså blevet ført videre gennem to tusinde år, og der er ikke sket nogen nævneværdige forandringer, ingen forfalskning, ingen tilføjelser, ingen har taget sig nogen friheder over for teksten. Er det så ikke fornuftigt at slutte, at når det har været tilfældet i tiden fra år 100 f. Kr. til 1947 e. Kr., har der heller ikke fundet nogen forandringer sted ved videreførelsen af teksten i de cirka seks hundrede år, der gik forud for den tid, og som fører os helt tilbage til dengang, Esajas skrev bogens original? Og når det forholder sig sådan med Esajas’ bog, er det så ikke også logisk at slutte, at det samme er tilfældet med de andre bøger i de Hebraiske Skrifter? Det er det afgjort.

Bibelens Græske Skrifter

Kendsgerningerne i forbindelse med videreførelsen af Bibelens Græske Skrifter har stor lighed med det, der gør sig gældende for de Hebraiske Skrifters vedkommende. De mennesker, der afskrev disse, var til fulde lige så omhyggelige som de hebraiske afskrivere, skønt de ikke var professionelle. Ganske vist sneg der sig et par fejl ind, men også her finder vi, at det i det store og hele kun drejer sig om ubetydeligheder. Hvordan kan vi være sikre på det? Jo, for ligesom den nylig fundne Esajas-rulle fra det Døde Hav stadfæster den masoretiske teksts nøjagtighed for Bibelens Hebraiske Skrifters vedkommende, således fastslår en sammenligning med nylig fundne papyrusmanuskripter til Bibelens Græske Skrifter, der er skrevet så tidligt som i det andet århundrede af den kristne tidsalder eller mindre end hundrede år efter originalerne, at det er hævet over enhver tvivl, at sådanne pergamentmanuskripter, som f. eks. det Vatikanske nr. 1209 og det Sinaitiske, er absolut nøjagtige og pålidelige.

Med disse papyrusfund i tanke kunne den fremragende engelske bibelforsker, afdøde Sir Frederic Kenyon, sige: „Mellemrummet mellem de originale skrifters tid og de ældste manuskripter, vi kender, er så lille, at det ikke betyder noget, og det sidste grundlag for tvivl om, at [Bibelens Græske] Skrifter er kommet til os omtrent, som de oprindeligt blev skrevet, er nu fjernet.“ — The Bible and Archaeology (Bibelen og arkæologien), siderne 288, 289.

Talsmænd for den romersk-katolske kirke har gentagne gange i de sidste år offentliggjort den påstand, at det er romerkirken, der har bevaret Bibelen. Et eksempel på denne påstand er følgende citat fra bladet Our Sunday Visitor: „Bibelen tilhørte kun katolikker i næsten tolv århundreder. Hvis ikke den var blevet omhyggeligt bevaret af den katolske kirke, og hvis ikke der var blevet skrevet i tusindvis af eksemplarer af med hånden, ville verden ikke have haft den i dag.“ Hvad med denne påstand?

Sandheden er, at ikke et eneste virkelig gammelt og værdifuldt bibelmanuskript er blevet fundet i områder, der hørte under Vatikanet, ikke engang det Vatikanske nr. 1209. Den katolske kirke kom først i besiddelse af det i det femtende århundrede! Hvem bevarede det indtil den tid? Ikke den katolske kirke! Den bevarede kun eksemplarer af Bibelen i den betydning, at den holdt dem bundet i døde sprog, så det almene folk ikke kunne læse dem! Pave Gregor VII takkede ligefrem Gud for, at det var sådan. Og selv om der har været et begrænset antal bibler på andre sprog, står dog den kendsgerning fast, at det almene folk ikke havde adgang til Bibelen på dets eget sprog, før reformatorerne oversatte den.

Nej, Bibelens bevarelse kan ikke tilskrives nogen religiøs organisation eller nogen mennesker, men kun den almægtige Gud selv. Og at den er blevet videreført igennem de mange århundreder med en så uforandret tekst, føjer et nyt led til den kæde af beviser, der fastslår, at Bibelen virkelig er den almægtige Guds, Jehovas, ord, og at det vil forblive til evig tid. — Es. 40:8.