Hvorfor kæmpe for at bevare sin retskaffenhed?
„Bedre fattigmand med lydefri færd end en, som går krogveje, er han end rig.“ „På rettens vægtskål veje han mig, så Gud kan kende min uskyld [retskaffenhed, AS].“ — Ordsp. 19:1; Job 31:6.
1-3. a) Hvem var den første, der satte sin retskaffenhed til, og hvordan beskrives dette i Bibelen? b) Hvordan gav Satan sig i kast med sine forbryderiske planer, og hvad har det medført for menneskeheden?
DE faretruende forhold og mangelen på retskaffenhed i verden i dag er ikke tilfældigheder. De udgør et led i en nøje tilrettelagt kampagne, der tager sigte på menneskeslægtens undergang. Hvem fører en sådan kampagne, vil du spørge? Vi må mange år tilbage i historien for at finde svaret. Fra fortiden læser vi en profeti om, hvad der vil ske med den første skabning, der satte sin retskaffenhed til. Bibelen fortæller os derom. Beretningen findes i Ezekiel 28:13-18:
2 „I Eden, Guds have, var du; . . . du var en salvet, skærmende kerub; jeg gjorde dig dertil; på det hellige gudebjerg var du; du vandrede imellem Guds sønner. Fuldkommen var du i din færd, fra den dag du skabtes, indtil der fandtes brøde hos dig. Ved din megen handel fyldte du dit indre med uret og forbrød dig; da vanhelligede jeg dig og viste dig bort fra gudebjerget og tilintetgjorde dig, skærmende kerub, så du ikke blev mellem Guds sønner. Dit hjerte hovmodede sig over din skønhed, du satte din visdom til på grund af din glans. Jeg slængte dig til jorden og overgav dig til konger, at de skulle nyde skuet af dig. Med dine mange misgerninger, ved din uredelige handel vanhelligede du dine helligdomme. Da lod jeg ild bryde løs i din midte, og den fortærede dig; jeg gjorde dig til støv på jorden for alle, som så dig.“
3 Disse ord var henvendt til kongen af Tyrus, men er en profeti om den skabning, vi kender under navnet Satan Djævelen. Han var oprindelig en skærmende kerub i Edens have. Gud betroede ham et helligt hverv. Jehova gav ham myndighed over mennesket, så han kunne tage sig af menneskeslægten og sørge for, at den fik, hvad den havde behov. Den skærmende kerub bevarede ikke sin retskaffenhed under udøvelsen af dette hellige hverv. Han tænkte for højt om sig selv, således som Bibelen beretter. Der blev fundet brøde hos ham. Han mente, at han skulle være midtpunktet for den tilbedelse, der blev rettet imod den almægtige Gud, Skaberen Jehova. Derfor gjorde han oprør og lagde ondskab for dagen, idet han søgte at vende alle skabninger bort fra Gud og til sig selv. Det lykkedes ham at få menneskeheden til at være ulydig. Adam og Eva var det første menneskepar. De var de første på jorden, der brød deres retskaffenhed over for Gud. Siden da har alle mennesker, der har levet, stået over for den udfordring, om de ville bevare deres retskaffenhed ind for Gud eller ej. — 1 Mosebog 3.
4. a) Hvad er det store stridsspørgsmål i universet? b) Hvilken stilling beklædte Satan, før han satte sin retskaffenhed til?
4 Satan er en ondskabens magt, der har haft frit spil i himmelen og på jorden, og som ved sin onde handling har rejst et stridsspørgsmål, og det er: Hvem er den højeste? Han søger at godtgøre sin påstand, der går ud på, at han kan få alle skabninger på jorden til at tilbede sig, og at Gud ikke kan have mennesker på jorden, der vil forblive trofaste imod ham og tjene ham, hvis de bliver sat på prøve. Spørgsmålet er: Kan Jehova gennemføre sin oprindelige hensigt: at befolke jorden med retfærdige skabninger? Stridsspørgsmålet er blevet et spørgsmål om retskaffenhed. Skønt Gud fratog Satan magten, og skønt Satan ved lov blev fjernet fra sin post som skærmende kerub, blev det dog ikke forment ham at være nærværende i denne verden. Gud satte en tidsfrist; han gav Djævelen tid til at bevise sin onde påstand. Derfor har Satan siden da øvet sin indflydelse på menneskeheden og på civilisationens udvikling.
5. Hvordan viser Bibelen, at Satan er interesseret i mennesker og i regeringer her på jorden og søger at vende alle mennesker bort fra Gud?
5 Nøglen til forståelsen heraf finder vi i Bibelen, i Jobs bog. I Job 1:6-12 læser vi: „Nu hændte det en dag, at Guds sønner kom og trådte frem for Jehova, og iblandt dem kom også Satan. Jehova spurgte Satan: Hvor kommer du fra? Satan svarede Jehova: Jeg har gennemvanket jorden på kryds og tværs. Jehova spurgte da Satan: Har du lagt mærke til min tjener Job? Der findes ingen som han på jorden, så from og retsindig en mand, som frygter Gud og viger fra det onde. Men Satan svarede Jehova: Mon det er for intet, Job frygter Gud? Har du ikke omgærdet ham og hans hus og alt, hvad han ejer, på alle kanter? Hans hænders idræt har du velsignet, og hans hjorde breder sig i landet. Men ræk engang din hånd ud og rør ved alt, hvad han ejer! Sandelig, han vil forbande dig lige op i dit ansigt! Da sagde Jehova til Satan: Se, alt, hvad han ejer, er i din hånd; kun mod ham selv må du ikke udrække din hånd! Så gik Satan bort fra Jehovas åsyn.“ Denne beretning viser klart og tydeligt, at Satan Djævelen har interesser her på jorden. Dengang beskæftigede han sig med og gennemvankede jorden på kryds og tværs. Han var den usynlige overherre. Der var skabninger, der tjente ham. Han organiserede disse skabninger og samlede dem under forskellige regeringsformer. I dag har han herredømme over alle jordens regeringer. Denne retningslinie begyndte han med, dengang Babylon fik magten på Nimrods tid, og Bibelen siger om ham, at han er „denne tingenes ordnings gud“. — 2 Kor. 4:4, NW.
6. a) Hvorledes har Gud tilkendegivet sin overlegne stilling siden oprøret? b) Hvilken prøve har alle mennesker siden da været stillet på?
6 Samtalen mellem Jehova og Satan, som berettes i Jobs bog, viser, at Jehova Gud hævdede sin stilling som den almægtige skaber. Satan kunne ikke gøre hvad som helst mod Job, for Jehova havde sat et beskyttende gærde om ham. Gud havde stadig magten, og han ville drage omsorg for, at dette stridsspørgsmål blev afgjort. Gud ville herliggøre sit navn på hele jorden. Derfor lagde han ikke øjeblikkelig sin almagt for dagen ved at slå Satan ihjel, men han tillod ham at forblive i live. (2 Mos. 9:16) Lige siden Adam og Eva levede, er alle blevet sat på en retskaffenhedsprøve. Hvert eneste menneske har i virkeligheden selv valgt livet eller døden. Adam og Eva bevarede ikke deres retskaffenhed over for Gud. De valgte døden. Historien viser, at de døde. — 1 Mos. 5:5.
7. Hvad mistede Job under sin retskaffenhedsprøve?
7 Job var en gudhengiven mand, og han er et enestående eksempel på en skabning, der bevarede sin retskaffenhed ind for Gud under prøve. Da Jehova fjernede det beskyttende gærde rundt om Job, led Job store tab. Han mistede sit kvæg, en del blev taget af stormen, andet blev stjålet. Han mistede sine tjenere, der blev dræbt af plyndringsmænd. Hans børn, syv sønner og tre døtre, deltog sammen i et gæstebud, da et uvejr brød løs og ødelagde huset, de opholdt sig i, og de blev alle dræbt. Al Jobs rigdom og alt, hvad han ejede, var borte. Dog var hans egen person ikke blevet ramt. — Job 1:13-19.
8-10. a) Hvad gjorde Satan, da det ikke lykkedes ham at bryde Jobs retskaffenhed under de første prøver? b) Hvad holdt Job fast ved, og hvad medførte det for ham?
8 Beretningen om Job fortsætter i det andet kapitel, hvor der står: „Nu hændte det en dag, at Guds sønner kom og trådte frem for Jehova, og iblandt dem kom også Satan og trådte frem for ham. . . . Jehova spurgte da Satan: Har du lagt mærke til min tjener Job? Der findes ingen som han på jorden, så from og retsindig en mand, som frygter Gud og viger fra det onde. Endnu holder han fast ved sin fromhed, og uden grund har du ægget mig til at ødelægge ham! Men Satan svarede Jehova: Hud for hud! En mand giver alt, hvad han ejer, for sit liv! Men ræk engang din hånd ud og rør ved hans ben og kød! Sandelig, han vil forbande dig lige op i dit ansigt! Da sagde Jehova til Satan: Se, han er i din hånd; kun skal du skåne hans liv! Så gik Satan bort fra Jehovas åsyn, og han slog Job med ondartede bylder fra fodsål til isse. Og Job tog sig et potteskår til at skrabe sig med, mens han sad i askedyngen. Da sagde hans hustru til ham: Holder du endnu fast ved din fromhed? Forband Gud og dø!“ — Job 2:1-9.
9 Her blev han sat på en personlig prøve. Han blev ramt af store lidelser og legemlig elendighed. Satan brugte Jobs hustru for at få Job til at opgive sin retskaffenhed, og hun søgte at slå modet ned hos ham ved at sige, at han skulle forbande Gud og dø. Det var en meget stor prøve. Så viste tre af hans såkaldte venner sig på skuepladsen. De trøstede ham heller ikke. De begyndte at anklage ham for alle hånde ugerninger. Job holdt ud under alle disse personlige prøver. Han bevarede sin retskaffenhed. I Job 27:5 siger han: „Til jeg udånder, opgiver jeg ikke min uskyld [retskaffenhed, AS].“
10 Ikke et øjeblik lod han sig rokke i sin tro og hengivenhed for Jehova. Jehova bevarede hans liv. Jehova tillod ikke Djævelen at slå Job ihjel. Men han lod en beretning nedskrive, der er blevet bevaret til den dag i dag. Beretningen viser, at Jehova velsignede Job for hans retskaffenhed. I Job 42:10, 12 står der: „Og Jehova vendte Jobs skæbne, da han gik i forbøn for sine venner; og Jehova gav Job alt, hvad han havde ejet, tvefold igen.“
11. Var det grusomt af Jehova at tillade, at Job blev prøvet så hårdt?
11 Nogle vil måske mene; at det var grusomt af Jehova at handle sådan, at tillade, at denne mand, der var et godt menneske, skulle lide så meget. Men er det rigtigt? Nej, vist ikke. Det var ikke Jehova Gud, der satte Job på prøve. Jehova Gud var ikke ansvarlig for de lidelser, der ramte ham. Gud tillod det, og Job høstede gavn deraf. Vi ser, at han til sidst opnåede mere, end han ejede til at begynde med. Han opnåede noget bedre, fordi han ejede Guds gunst og var en prøvet tjener for Jehova. Bibelen taler godt om ham, og det er en forsikring om, at han vil få en opstandelse i Guds nye retfærdsverden.
12. Hvilket udbytte høster vi af beretningen om Job?
12 Den grusomme Satan påførte ham disse lidelser. Denne beretning viser, at det er ham, som bringer al prøvelse og smerte over alle jordiske skabninger i dag. Vi kan høste udbytte af denne beretning og af det, Job gennemgik, fordi vi derigennem kan komme til forståelse af stridsspørgsmålet. Hvis vi ikke forstår det store stridsspørgsmål mellem Jehova Gud og Satan, spørgsmålet om overhøjhed, kan vi ikke forstå Bibelen. Det hjælper os til at se, hvordan vi bør bevare vor retskaffenhed, og viser, hvad det medførte for dem, som bevarede deres retskaffenhed.
Eksempler
13, 14. Vil alle mennesker blive udsat for de samme prøver som Job?
13 Kan vi vente, at alle mennesker skal gennemgå de samme hårde prøver som Job for at opnå Jehovas gunst og vinde livet? Nej, det kan vi ikke. Men hvilke prøver der end kommer over os, må vi bevare vor retskaffenhed, om vi skal vinde livet. Vi må holde ud i urokket troskab mod den Højeste. — Matt. 10:22.
14 I Hebræerne 11 nævnes der en hel række trofaste mænd, der holdt ud. Disse mænd bevarede deres retskaffenhed, for at de kunne opnå en „opstandelse“ og vinde livet. De blev ikke alle udsat for de samme prøver, men alle bevarede de deres retskaffenhed. Lad os se på, hvad nogle af disse mænd gjorde.
15, 16. Hvordan bevarede Abel og Enok deres retskaffenhed?
15 Den første, der omtales, er Abel, en troens mand, der tilbad Gud og bevarede sin retskaffenhed og frembar det rette offer for Gud. På grund af sin tro og på grund af sin tilbedelse af Gud blev han myrdet af sin broder. Han forblev retskaffen lige til døden. — 1 Mos. 4:3-11.
16 Der nævnes også andre mænd, som levede før Vandfloden, nemlig Enok og Noa. Disse mænd levede midt iblandt onde mennesker, der var langt talrigere. Fra alle sider blev de tilskyndet til at handle uret, men de stod fast i deres tro og lydefri færd. Enok var en Guds profet, og han vidnede om Jehova. Gud tog Enok bort, beskyttede og bevarede ham mod vold og overlast fra de onde mennesker, der omgav ham. — 1 Mos. 5:18-24; Jud. 14.
17. Hvilken retskaffenhedsprøve blev Noa underkastet, og hvordan førte hans trofasthed til liv?
17 Noa fulgte Guds vej og troede, hvad Gud sagde til ham. Han viste sin tro på hans ord ved at bygge en ark, skønt det aldrig havde regnet, siden mennesket blev skabt. (1 Mos. 2:5, 6) Han blev sikkert bestandig hånet og spottet af sine samtidige, måske endogså forfulgt, men han bevarede sin retskaffenhed over for Gud, og fordi han gjorde det, var han blandt dem, der overlevede Vandfloden og havde livet i behold, da arken stødte på fast grund. Noa var en retfærdighedens forkynder. — 1 Mosebog 6 til 9; 2 Pet. 2:5.
18, 19. Gør rede for nogle af Abrahams, Isaks og Jakobs erfaringer under deres bestræbelser for at bevare deres retskaffenhed.
18 Videre læser vi om Abraham, Isak og Jakob, mænd, som i tro holdt ud skønt fjernt fra deres hjemland. Abraham blev af Gud sendt til et fremmed land, og han tænkte ikke på at vende tilbage til sit eget land og de tilvante goder. Fordi Gud havde befalet ham det, drog han til dette fremmede sted. Der opfostrede han sine børn. Da Gud bød ham at ofre sin søn, var han rede til at give afkald på dette sit dyreste eje, fordi det var Guds vilje. Abraham kæmpede imod uretfærdighed. Han tilbad altid den levende Gud. Han lærte sin søn Isak at tilbede Gud, og Isak samarbejdede trofast med sin fader i tjenesten for Gud. Gud brugte Abraham og Isak i mange profetiske billeder, og disse finder vi i 1 Mosebog.
19 Også Isak lærte dernæst sin søn at tilbede Gud på rette måde. Jakob, hans trofaste søn, blev stamfader til Israels folk. Han udstod også lidelser i sit liv. Han havde mange genvordigheder med sin tvillingebroder Esau, der i virkeligheden ikke troede på Gud. Jakob drog ned til Ægypten, hvor han levede til sin død, men han så altid frem til det, Gud havde lovet. — 1 Mos. 27:41; 48:21.
20. Hvordan var Josef et eksempel på at bevare retskaffenhed i modgang og medgang?
20 Josef, Jakobs søn, omtales også i Hebræerne, det ellevte kapitel. Hans trofasthed og retskaffenhed tilsikrer ham en opstandelse. Han led meget, men bevarede til enhver tid sin retskaffenhed over for Gud og holdt sig Guds retfærdighedsprincipper for øje. Han blev af sine egne brødre solgt som slave. Da han opholdt sig i Ægypten og tjente som slave, søgte hans herres hustru at lokke ham til utugt, men han nægtede at give efter. Denne kvinde sørgede for, at han blev kastet i fængsel. Han holdt trofast ud i fængslet, og til sidst førte Gud ham ud derfra og brugte ham som sit redskab. Josef priste Gud offentligt i forbindelse med faraos drøm. Gud drog omsorg for, at Josef fik en overordnet stilling i Ægypten. Men hvad enten Josef var i fængsel eller beklædte en fornem stilling, så herskede der ikke nogen tvivl hos ham om, hvem der var den højeste, eller hvad han havde at gøre i tilbedelsen af Jehova. Lige til hans død var det altid Gud, der kom først i hans liv. Derved bevarede han sin retskaffenhed. — 1 Mos. 39:9; 41:16; 50:19-26.
21. Hvordan lagde Moses retskaffenhed for dagen over for Gud?
21 Moses’ tro var stor. Han blev opdraget i Ægyptens pragt og herlighed af selve faraos datter. Han kunne have valgt det kongelige hofs dæmontilbedelse, rigdom og glæder, men han vendte sig til de undertrykte Guds børn, Israels folk, sin egen nation. Han vragede Ægyptens rigdom og ære og satte i stedet ofte sit liv på spil, når han trådte frem for Ægyptens tyranniske farao. Han forkyndte uden frygt Guds domsbudskaber imod Ægypten, fordi han vidste, at Gud var med ham. Gud udfriede ham fra Ægypten sammen med Israels folk. Hans opstandelse er sikker, fordi han trofast bevarede sin retskaffenhed og offentligt forkyndte Jehovas pris og hævdede hans side i stridsspørgsmålet. — 2 Mos. 2:10; 10:28; 14:13-26.
22, 23. Nævn andre retskafne mænd i Israel, og anfør eksempler på deres kamp for retfærdighed.
22 Hebræerne 11 omtaler andre mænd, mænd, som levede i det forjættede land, som for eksempel Gideon, Barak, Samson, Jefta, David og Samuel. De holdt alle Jehovas tilbedelse i hævd, men ikke uden modstand. Gideon nedbrød ba’alsaltrene. Med en lille skare folk og ved Jehovas hjalp blev midjanitternes hærskarer tilintetgjort. Folket ønskede ham som konge, men han afslog det med den motivering, at Jehova er herskeren, og således ophøjede han Jehovas navn på jorden. — Dom. 6:1 til 8:28.
23 Samson stolede på Jehova, og Gud gav ham styrke, så han kunne bekæmpe dæmondyrkerne og udfri Guds folk. Det var Samson, som fik templet for fililternes fiskegud til at styrte sammen. (Dom. 16) Barak kæmpede tappert for den sande tilbedelse og imod en talrig kana’anæisk hær, hvorved han satte sit liv i vove. (Dom. 4) Disse mænd bevarede deres retskaffenhed mod Gud. Det gjorde også Jefta og David, der bestandig hævdede Guds side i stridsspørgsmålet og den sande tilbedelse. — Dom. 11; 1 Sam. 17 og fremefter.
24. Hvordan er Samuels liv et eksempel på udholdenhed og retskaffenhed?
24 Samuel var profet, ikke kriger. Han stod trofast op for den rene tilbedelse af Jehova Gud. Han var ganske ung, et rent barn, da han gik ind i Guds tjeneste. Han holdt ud under alle de prøver, der kom over ham, og han levede på den onde kong Sauls tid. Saul var Israels første konge og en utro konge. Samuel fordømte kongen for den ondskab og ulydighed, han lagde for dagen. Samuel skammede sig ikke over Guds retfærdsprincipper. Profeten stod frem og fortalte kongen, at han var på afveje. Samuel var ikke bange. Lige til sin død var han udholdende i sin retskaffenhed mod Gud. — 1 Sam. 2:11; 13:14; 25:1.
25. Hvad slags prøver udholdt de trofaste mænd, der omtales i Hebræerne 11:33-39?
25 Alle disse fortidens trofaste mænd arbejdede på bevarelsen af den rene tilbedelse af Gud og forblev retskafne. For hver eneste af dem var det en udholdenhedsprøve. Der var også andre. Bibelen giver dem godt lov. Den viser, at de holdt ud under mange og mange forskellige slags prøver, men uanset hvilke prøver, der kom over dem, bevarede de deres retskaffenhed. De var kun et fåtal sammenlignet med jordens befolkning. Største delen af jordens indbyggere faldt fra eller var helt uvidende om tilbedelsen af Jehova Gud. Det skyldtes selviskhed, urigtig oplysning eller en tvungen ensretning, der holdt dem under Satans herredømme. — Hebr. 11:33-39.
26. a) Hvorfor er mangelen på retskaffenhed blandt Israel så forbavsende? b) Hvad medførte det for dem?
26 Selv blandt Israel, Guds pagtsfolk, herskede der i forbavsende grad mangel på retskaffenhed. For dem havde Gud personlig og med sin egen finger skrevet på stentavler. Det skulle have fyldt dem med ærefrygt og overbevist dem om, at Jehova Gud er den højeste. De var gået ind på at adlyde Guds lov, og Gud drog omsorg for, at de kunne gøre det, for Loven blev bevaret og ført med rundt i pagtens ark. Gud påbød, at den skulle læses højt ved bestemte lejligheder, når folket samledes i Jerusalem. Gud sagde, at kongen skulle have en afskrift af Loven, og at han skulle læse den og følge dens ord. Dette folk havde al grund til at holde Guds lov og bevare deres retskaffenhed, og de var gået ind derpå; men som folk betragtet svigtede de deres løfte. Gang på gang gjorde folket oprør. Fordi de ignorerede Guds ord og ikke bevarede deres retskaffenhed eller adlød hans befalinger, lod Gud dem til sidst tilintetgøre som folk betragtet i året 607 f. Kr. Kun en lille rest holdt fast ved den rene gudsdyrkelse. De fortsatte og medvirkede til, at den rene tilbedelse af Gud blev videreført helt frem til Jesu Kristi tid. — 2 Mos. 31:18; 19:8; 5 Mos. 17:18; 30:15-20; 31:11; Jer. 34:12-22; 39:1, 2.
(The Watchtower, 1. marts 1953)