Ihukommelsen af Kristi død

PÅSKEN i året 33 e. Kr. var for hånden. Ud fra studiet af sin Faders ord vidste Jesus, at hans død var nær forestående. Ligesom det forbilledlige påskelam skulle han ofres på den dag, da påsken fejredes, og det skulle ske ved, at han blev naglet til et træ. (Matt. 26:2; Joh. 12:32, 33; 1 Kor. 5:7) Han vidste, at hans død ville blive til ophøjelse og herliggørelse af Faderens navn. Da han også skulle tilvejebringe genløsningsbetalingen for menneskeheden, var det tvingende nødvendigt, at han bevarede sin retskaffenhed, for kun ved, at en fuldkommen mand ofrede sit liv, kunne det betales tilbage, som en anden fuldkommen mand (Adam) havde sat over styr for sine efterkommere. — 5 Mos. 19:21; Job, kapitlerne 1 og 2; Matt. 20:28; Joh. 17:4; 18:37; Hebr. 7:26.

Denne påskehøjtid, som var den sidste, der havde gyldighed, fejrede Jesus her sammen med sine apostle, og han udnyttede den på en god måde, idet han brugte lejligheden til at åbne deres sind for mange livsvigtige sandheder, som han belærte dem om på forskellige måder. Og for at hjælpe dem til en bedre forståelse af, hvad hans død ville afstedkomme, og hvad der derefter ville blive krævet af dem, indstiftede han en mindehøjtid, der efter den tid skulle træde i stedet for påsken. Det sømmede sig for Kristus Jesus at gøre dette. Havde Jehova ikke påbudt den første påske som et minde om det, der på den tid fandt sted i forbindelse med herliggørelsen og ophøjelsen af hans overhøjhed og udfrielsen af hans folk, og skulle der ikke nu finde en større ophøjelse af Jehovas navn og også en større udfrielse sted? Det skulle der. — 2 Mos. 9:16; 13:1-10.

„Herrens aftensmåltid“

Angående indstiftelsen af mindehøjtiden om Kristi død, før hvilken Judas for øvrigt forlod værelset for at forråde Jesus, beretter et øjenvidne, apostelen Mattæus: „Mens de nu spiste, tog Jesus et brød, velsignede, brød det og gav sine disciple det og sagde: Tag dette og spis det; dette er [betyder, NW] mit legeme. Og han tog en kalk og takkede, gav dem den og sagde: Drik alle heraf; thi dette er mit blod, pagtsblodet, som udgydes for mange til syndernes forladelse.“ — Matt. 26:26-28.

Hvilket legeme hentydede Jesus til, da han sagde: „Dette er mit legeme“? Apostelen Paulus oplyser os om det, idet han siger: „Det brød, som vi bryder, er det ikke fællesskab om Kristi legeme? Fordi der er eet brød, er vi eet legeme, skønt vi er mange; thi alle har vi del i det ene brød.“ (1 Kor. 10:16, 17) Ja, den ene gang efter den anden omtaler de kristne Græske Skrifter den kristne menighed som „Kristi legeme“. — Se Romerne 12:4, 5; 1 Korinter 12:12-17; Efeserne 1:22, 23; Kolossenserne 1:24.

Om kalken, der blev drukket af ved Herrens aftensmåltid, skrev Paulus videre: „Velsignelsens kalk, som vi velsigner, er den ikke fællesskab om Kristi blod?“ (1 Kor. 10:16) Men en eller anden vil måske spørge: Når vi tænker på, at Jesu blod blev udgydt for at grundfæste den nye pagt og tilvejebringe tilgivelse af synder for mange, hvordan kan vi så sige, at hans efterfølgere også har del i denne kalk? Fordi kalken eller bægeret i en større betydning repræsenterer Guds vilje med Jesus, hvilket indbefattede lidelse og død. Husk, at han sagde til Peter i Getsemane have: „Skulle jeg ikke drikke den kalk, som min Fader har givet mig?“ Og at hans legemes lemmer også skulle drikke denne kalk, slog han fast i en samtale med to af apostlene, Jakob og Johannes, idet han sagde til dem: „Den kalk, som jeg tømmer, skal I tømme, og den dåb, som jeg døbes med, skal I døbes med.“ — Mark. 10:39; Joh. 18:11.

Imidlertid var det ikke blot Guds vilje, at Jesus skulle lide og dø, men også, at han skulle oprejses fra døden og ophøjes til Faderens højre hånd, og derfor kaldes denne kalk også med rette „Frelsens bæger“. (Sl. 116:12-15) At dette også er talt til Kristi legeme, fastslår Paulus: „Thi er vi sammenvoksede med ham ved en død, der ligner hans, skal vi også være det ved en opstandelse, der ligner hans.“ — Rom. 6:5.

Hvem må deltage?

Hvem må spise brødet og drikke af bægeret ved Herrens aftensmåltid? Enhver, uden hensyn til forståelse, uden hensyn til forhold til Gud og Kristus og uden hensyn til handlemåde, bare vedkommende påstår at være kristen? På ingen måde? Det er en alvorlig sag at deltage, og hvis man deltager uden at være værdig eller bemyndiget dertil, kommer man ind under Jehovas dom. Læg mærke til Paulus’ ord om dette spørgsmål: „Den, der spiser brødet eller drikker Herrens kalk på uværdig vis, pådrager sig altså skyld over for Herrens legeme og blod. Enhver må prøve sig selv og så spise af brødet og drikke af kalken. Thi den, som spiser og drikker uden at ænse, at det er Herrens legeme, spiser og drikker sig selv en dom til. Derfor er der mange svage og syge iblandt jer, og adskillige sover hen. Men hvis vi bedømte os selv ret, blev vi ikke dømt.“ — 1 Kor. 11:27-31.

I dag deltager praktisk taget alle, der kalder sig kristne, i Herrens aftensmåltid under een eller anden form, hvad enten det sker en gang om året, en gang i kvartalet, en gang om måneden, en gang om ugen eller endog en gang om dagen, som ved den katolske messe. Men til trods herfor ser vi, at kristenheden er åndelig syg, som Paulus forudsagde. (2 Tim. 3:2-5) En så omfattende åndelig sygdom viser afgjort, at mange ikke ser med rette øjne på Herrens aftensmåltid. Hvem må da deltage, og under hvilke omstændigheder? Eftersom deltagelse i brødet og bægeret ikke blot betyder, at man anerkender, hvad Gud og Kristus Jesus har gjort for at ophøje Jehovas navn og frelse mennesker, men også, at man er et lem på Kristi legeme og delagtig i hans lidelser og død, kan kun sådanne med rette deltage, som kan fremlægge bevis for, at de er lemmer på Kristi legeme.

Kun sådanne må deltage, som kan sige med Paulus: „Ånden selv vidner sammen med vor ånd, at vi er Guds børn.“ Ja, kun sådanne, som har tro på Gud og Kristi genløsningsoffer, og som har indviet sig til at gøre Guds vilje, og som derefter på grundlag af deres studium af Skrifterne og Guds handlemåde over for dem har fået vakt et håb om delagtighed i den himmelske herlighed sammen med Kristus Jesus; om dem skrev apostelen Johannes: „I elskede, nu er vi Guds børn, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi engang skal blive. Men vi ved, at når han åbenbares, skal vi blive ham lige, thi vi skal se ham, som han er.“ — Rom. 8:16; 1 Joh. 3:2.

Disse må imidlertid også ransage sig selv for at forvisse sig om, at de lever op til de krav, der stilles til dem. Der er ikke nogen særlig fortjeneste ved selve det at deltage i symbolerne, bortset fra, at det er en lydighedshandling, og derfor vil den, der deltager i brødet og bægeret uden at leve op til det, disse symboler repræsenterer, gøre sig skyldig i hykleri. I modsætning til, at utallige har givet sig ud for at være Guds sønner med himmelsk håb, fortæller Guds ord os i Åbenbaringen, kapitlerne 7 og 14, at antallet på dem, der skal sidde på troner sammen med Kristus i himmelen, er begrænset til 144.000. — Åb. 20:5, 6.

Fordi kun de kristne, der har dette himmelske håb, med rette kan deltage i Herrens aftensmåltid, var der kun 19.183, som deltog, af de 742.565, der var til stede, da Jehovas vidner fejrede mindehøjtiden i 1953. De, der ikke deltog, erkendte over for sig selv, at de hørte til den store skare, som Johannes så stå foran tronen „med palmegrene i hænderne“; det er dem, Jesus beskriver som „andre får, som ikke hører til denne fold“, som „får“, der gør vel imod Kristi brødre, og hvis håb ikke er et guddommeligt, udødeligt liv i himmelen, men evigt liv i et jordisk paradis, hvor de skal have den forret at fuldbyrde den befaling, der blev givet Adam og Eva, nemlig at opfylde jorden med en retfærdig slægt og herske over jorden og dyrene. — 1 Mos. 1:28; Matt. 25:31-46; Joh. 10:16; 1 Kor. 15:53, 54; 2 Pet. 1:4; Åb. 7:9; 21:4.

I år vil Jehovas salvede vidner og deres retsindige medarbejdere samles den 17. april efter klokken 18 for igen at fejre Herrens aftensmåltid eller nadver, for igen at mindes Kristi død. Og du, kære læser, inviteres hermed til at være med og modtage stor velsignelse, hvad enten du mener, at du er et lem på Kristi legeme, eller dit håb står til det jordiske.