Er billeder en hjælp i den sande gudsdyrkelse?
IFØLGE visse religiøse organisationer er brugen af billeder en stor hjælp i gudsdyrkelsen. Når således en fremmed besøger en religiøs bygning som for eksempel Peterskirken i Rom, slås han af forundring over de mange billeder, der findes i den, billeder af paver, af helgener, af apostlene, af Jesu moder, Maria, af Moses og mange andre. Et særlig iøjnefaldende billede i denne kirke er den legemsstore, sorte bronzestatue af Peter, foran hvilken man kan se adskillige fromme katolikker, der står og venter på at komme til at kysse storetåen på statuens højre fod.
Jesus sagde, at Gud tager sig af dem, der tilbeder ham i ånd og sandhed. (Joh. 4:23, 24) Er en sådan ærbødighed for og tilbedelse af billeder en hjælp i den sande gudsdyrkelse? Finder den støtte i Bibelen? Hvorfra stammer den?
Da Gud gav israelitterne sin lov ved Sinajs bjerg, åbenbarede han sig med vilje ikke i nogen synlig skikkelse, så de end ikke havde nogen undskyldning for at lave et billede og tilbede det. (5 Mos. 4:15-23) Ved den lejlighed sagde Gud rent ud til dem: „Du må ikke gøre dig noget udskåret billede eller noget afbillede af det, som er oppe i himmelen eller nede på jorden eller i vandet under jorden; du må ikke tilbede eller dyrke det.“ Og senere gav Gud dem yderligere befaling om dette spørgsmål: „I må ikke gøre jer afguder; udskårne billeder og stenstøtter må I ikke rejse jer, ej heller må I opstille nogen sten med billedværk i jeres land for at tilbede den; thi jeg er Jehova jeres Gud!“ (2 Mos. 20:3-5; 3 Mos. 26:1) Ganske vist befalede Gud, at der skulle laves to keruber til sonedækket, men de var altid skjult for folkets øjne. — 4 Mos. 4:5.
Billeddyrkelsen blev heller ikke legaliseret i den nye tingenes ordning, der blev indført af Kristus Jesus. Nej, tværtimod blev der rent ud sagt til de kristne, at billeder intet var, og de var advaret om at holde sig borte fra afguder, at fly fra dem. — 1 Kor. 8:4-6; 10:14; 1 Joh. 5:21.
Og historien viser, at i de tre tørste århundreder af den kristne tidsalder var billeder ukendte for Kristi efterfølgere. Encyclopædia Britannica, bind XII, side 750, (1907-udgaven) siger: „De første kristne var absolut enige om at fordømme al hedensk billeddyrkelse og de forskellige skikke, hvoraf mange var direkte umoralske, som billeddyrkelsen var forbundet med; det er unødvendigt at gengive citater fra kirkefædrene for at bevise en så fastslået kendsgerning.“ „En anklage, der i stor udstrækning blev rettet mod de kristne af deres fjender, var, at de ikke havde „altre, templer eller kendte billeder“; og at „de ikke rejste noget billede eller nogen statue af en eller anden gud“, og rigtigheden af denne anklage blev aldrig benægtet.“
Nogle søger grunden hertil i de omstændigheder, hvorunder de første kristne levede, for eksempel at de udgjorde et mindretal, at de blev forfulgt og var meget fattige, men det kan ikke benægtes, at hvis de havde næret ærbødighed for billeder, ville de have fundet udvej for i det mindste at skaffe sig nogle. At der ikke findes et eneste, beviser, at det var et princip og ikke deres levevilkår, der dikterede denne stilling. For øvrigt blev de kristne ligefrem beskyldt for at være ateister, fordi de ikke havde et eneste billede de steder, deres gudsdyrkelse var knyttet til.
Billeddyrkelsens oprindelse
Billeddyrkelse var en frugt af tilbedelse af skabninger, om hvis oprindelse Paulus fortæller os: „Thi skønt de kendte Gud, ærede eller takkede de ham dog ikke som Gud, men deres tanker blev tomme, og deres uforstandige hjerte blev formørket. Mens de påstod, at de var vise, blev de dårer, og de ombyttede den uforkrænkelige Guds herlighed med et billede, der forestillede et forkrænkeligt menneske, fugle, firføddede dyr og krybdyr.“ (Rom. 1:21-23) Skønt israelitterne gang på gang blev advaret af Jehova om ikke at praktisere det, nationerne rundt om dem praktiserede, faldt de gang på gang fra tilbedelsen af den usynlige Gud og begyndte at tilbede synlige ting, til de til sidst var uhjælpelig hildet i afgudsdyrkelse. — 3 Mos. 26:28, 30; 5 Mos. 7:16; 2 Krøn. 36:14.
Men hvad med den billeddyrkelse, der i vor tid praktiseres af dem, der kalder sig kristne? Er den også af hedensk oprindelse? Ja, ganske afgjort. For eksempel siger kardinal Newman i sit værk An Essay on the Development of Christian Doctrine, side 373, at een af de ting, der er „af hedensk oprindelse og helliget ved at være blevet antaget af kirken“, det vil sige den katolske kirke, er billeder.
Og Catholic Encyclopedia, bind VII, siderne 666, 667, siger, at de første kristne fik ideen til at lave sig statuer og billeder fra „statuerne af kejserne, af hedenske guder og af helte såvel som hedenske vægmalerier. I det fjerde århundrede ofrede de kristne romere i Østen gaver og røgelse til kejserens statuer, ja, de bad endog til dem. Det ville være naturligt for de mennesker, der bøjede sig for, kyssede og brændte røgelse for imperiets ørne og Cæsars billeder (uden tanke på noget i retning af afgudsdyrkelse), og som viste udsøgt ærbødighed for en tom trone som kejserens symbol, at gøre korset, Kristi billede og alteret til genstand for samme opmærksomhed.“
Men det argument, man her søger at anvende til gunst for brugen af billeder, virker som en boomerang, samtidig med at det viser, hvor billeddyrkelsen stammer fra. De kristne var i sandhed blevet ført langt bort fra den rene gudsdyrkelse, som ifølge Guds befaling skal holdes uplettet af verden, når de med ren samvittighed kunne bede til, bøje sig for og kysse kejserens statue og vise hans tomme trone særlig ærbødighed. De, der kunne gøre noget sådant, var i virkeligheden kun kristne af navn, og når de kunne gøre den slags, kunne de naturligvis heller ikke have noget at indvende imod at bøje sig for og tilbede statuer af Jesus o.s.v. — Jak. 1:27.
I et forsøg på at retfærdiggøre billeddyrkelsen har man påstået, at en sådan tilbedelse er relativ og forskellig fra den direkte tilbedelse af Gud, at tilbedelsen blot ledes gennem billedet til den, det repræsenterer, således at det tjener som en synlig hjælp, og at Gud ikke forbød det i sin lov. Lad os imidlertid lægge mærke til, at Gud ikke alene forbød israelitterne at dyrke billeder, men også at bøje sig for dem.— 2 Mos. 20:3-5, KJ.
Billederne er meget virkelige for mange
Det er desuden ikke absolut givet, at alle, der bøjer sig for et billede, fuldt ud forstår, at det blot er et symbol. Ifølge Du Bois, en af de første katolske, missionærer i Indien, „tilbeder det almene folk uden tvivl selve billedet“.
Og det samme er tilfældet i de underudviklede katolske lande. Angående billeddyrkelsen i det ottende århundrede e. Kr. citerer vi igen Catholic Encyclopedia: „Den måde, hvorpå nogle mennesker behandlede deres hellige billeder, er et udtryk for mere end den relative ære, katolikkerne lærer at vise dem. . . . Billederne blev kronede med kranse, der blev brændt røgelse for dem, og de blev kysset. Der brændte lamper foran dem, hymner blev sunget til deres ære. De blev bragt i berøring med syge, anbragt på steder, hvor ild eller flodbølger trængte frem, for at afværge faren ved en slags magi.“ — Bind VII, side 668.
Læg mærke til en selvmodsigelse her. På den foregående side brugte dette værk den kendsgerning, at nogle foregivne kristne kyssede, bøjede sig for og brændte røgelse for kejserens statuer, til at retfærdiggøre de samme handlinger i forbindelse med „kristne“ billeder, mens nøjagtig de samme foreteelser her indirekte fordømmes. Forsøg på at udnytte statuernes formodede magiske magt er heller ikke begrænset til katolikker i det ottende århundrede. Efter at den katolske kirke har undervist sine tilhængere i tolv århundreder mere, ser vi stadig, at de foretager sig nøjagtig det samme.
Ifølge et særtelegram til bladet Sunday Journal, Providence, den 24. december 1950 skete det i 1928, at de vrede indbyggere i Mascali lod statuen af deres skytshelgen, St. Leonard, brænde i den fremflydende lava, fordi den ikke havde været i stand til at standse vulkanens udbrud. Vi er måske tilbøjelige til at more os over deres ærgrelse, men der er grund til at have medlidenhed med dem på grund af denne blindhed. Samme telegram tilskrev St. Andrew den fortjeneste at have standset lavastrømmen for beboerne i landsbyen Milo i 1950. I 1944 anbragte italienske bønder deres billeder foran den flydende lava fra Vesuv i et forgæves forsøg på at standse den.
Bladet Catholic Herald, London, bragte den 15. december 1950 et billede, der viste Milos indbyggere bærende en statue af „Vor Frue.“ helt hen til kanten af lavaens fremstrømmende lavine under Ætnas udbrud kort forinden. Men det var alt sammen forgæves; landsbyen måtte rømmes. Og den dag i dag anbringer de uvidende katolikker i Mexico og Mellem- og Sydamerika hver dag mad- og drikofre foran billederne af deres „helgener“, nøjagtig det samme som deres lige så uvidende trosfæller i det ottende århundrede havde gjort.
Ifølge Gregor den Første, „den Store“, der døde i 604 e. Kr., er billeder „den uoplystes bog“. Det er ikke så underligt, at de uoplyste i sådanne lande er blevet ved med at være uoplyste i over tolv århundreder, når de kun har sådanne bøger? Så forstår man bedre Augustins udtalelse om, at nogle søgte Kristus og hans apostle på „vægmalerier“ i stedet for at søge dem i Guds skrevne ord.
Det er utænkeligt, at apostelen Johannes ville give en engel den tilbedelse, der alene tilkommer Gud; men engelen ville end ikke tillade, at Johannes ydede den „relativ“ tilbedelse. Kornelius, der var en from mand, ville heller ikke have tænkt på at give Peter den tilbedelse, der alene tilkommer Gud; men Peter tillod ikke engang en „relativ“ tilbedelse. Hvis hverken Peter eller engelen ville modtage en „relativ“ tilbedelse, hvordan kan vi så med rette tilbede livløse billeder på denne måde? — Ap. G. 10:24-26; Åb. 19:10.
Sand tilbedelse rettes ene og alene mod Jehova Gud. Den sande gudsdyrker beder kun sine bønner til ham, som Kristus Jesus påbød. Til hjælp ved den sande tilbedelse har Gud givet os, ikke billeder, men sit ord, sin ånd og sin organisation. Sande gudsdyrkere vandrer i tro, ikke i skuen. — Matt. 6:9; Joh. 16:13; 2 Kor. 5:7; 2 Tim. 3:15-17.