Vis værdsættelse ved stævner

HVIS der gives et tidspunkt, en lejlighed eller et sted, hvor Jehovas indviede tjenere i dag virkelig „smager og ser, at Jehova er god“, er det ved et nationalt eller internationalt stævne. Ved et sådant stævne udøser Jehova bogstavelig talt så mange velsignelser, at man ikke kan rumme dem alle. Det er derfor ikke så sært, at hans tjenere blev glade, da Vagttaarnets Bibel- og Traktatselskab i realiteten sagde til dem: „Lad os drage til Jehovas hus“, ved at arrangere et stævne i Stockholm fra 17. til 21. august 1955. — Sl. 34:9; 122:1-3; Mal. 3:10.

Der er ingen tvivl om, at Jehova vil udøse mange velsignelser ved dette stævne, og fordi vi ved det, vil alle de af os, der har mulighed for det, tage med. Men bare det at være til stede på idrætspladsen i disse fem dage er ikke nok. I hvilken udstrækning vil vi indsuge disse velsignelser? Vil vor opførsel vise, at vi virkelig værdsætter dem, eller vil den gøre det åbenbart for alle, at vi er tankeløse og ligeglade med de velsignelser, stævnet vil skænke?

Lad os anskueliggøre, hvad vi mener: Antag, at en ven gav os billetter til en aften i operaen, fordi han vidste, at vi var musikelskere. Mon vi ville tage til operaen og så tilbringe det meste af aftenen med at spadsere omkring i foyer’en, mødes med andre udenfor eller nyde forfriskninger i baren og kun en del af tiden være på vore pladser for at lytte til den smukke vokal- og instrumentalmusik, som lød fra scenen og orkestergraven? Naturligvis ikke! Vi ville være på vore pladser, før orkestret begyndte at spille ouverturen eller forspillet, og hvis vi i pausen gik ud for at nyde en forfriskning, ville vi sørge for at være tilbage på vore pladser, inden næste akt begyndte, og vi ville blive, til tæppet faldt for sidste akt. Vi ville ikke ønske at gå glip af den mindste smule.

Men antag nu, at vi ikke blot elskede musik og var amatørmusikere, men var professionelle sangere eller musikere, for hvem musikken var selve livet. Så ville vi have endnu mere grund til ikke at ønske at gå glip af noget. Eftersom vi da ville kende mere til musik, ville vi få mere ud af operaen. Vi ville nøje give agt på, hvordan hver enkelt node blev tolket. Vi ville årvågent lytte for at opdage nye udtryk og nye effekter, der kunne øge vor værdsættelse og forståelse af musikken, hvilket altsammen ville gavne os som professionelle musikere. Ja, som professionelle ville vi ikke alene nyde operaen mere; men vi ville lære en mængde af at høre den.

Lad os nu overføre denne illustration på stævnerne: Der vil i sommer på idrætspladsen kunne høres teokratisk musik, som aldrig tidligere er hørt. Vi vil være der ikke kun som musikelskere, men også som professionelle, som syngende stridsmænd! Som sådanne vil vi ikke alene blive begejstrede over skønheden i den åndelige musik, men være vågne over for de mange fine nuancer, de nye tanker, de praktiske råd og vink, som vil blive givet, og som vi skal være i stand til at bruge som professionelle syngende stridsmænd, når vi kommer tilbage til vort hjemlige distrikt. Er det ikke rigtigt?

Hvis vi ejer denne værdsættelse, vil vi så trave omkring i sidegangene udenfor, mens programmet står på? Vil vi mødes med gamle bekendte eller tage os en lur under møderne? Mon vi vil?

Vis værdsættelse og hensyn

Forestil dig, at en god ven inviterede dig til middag og tilberedte mange retter, dine livretter. Ville du komme en halv time for sent, sluge maden, mens du læste en avis, og så styrte ud, inden desserten blev serveret, for at du kunne nå at høre dit yndlingsprogram i radioen, og lade din ven skøtte sig selv og ikke engang sige ham tak, fordi han havde været en gavmild og betænksom vært? Ganske utænkeligt!

Som en gavmild og betænksom vært foranstalter Jehova ved det kommende stævne en fest med fede, marvfulde retter. Hvor mange af os vil komme for sent ved de forskellige møder? Hvor mange af os vil sidde og spise mad, nippe til en sodavand eller slikke på en ispind under vore åndelige fester? Eller styrte ud før den afsluttende sang? Vil vi behandle vor himmelske ven og vært på en måde som vi ikke ville drømme om at behandle en jordisk ven eller vært på?

Eller hvad ville du mene om det familiemedlem, som altid kappedes med sine brødre om at få det bedste af alt, som ved måltiderne snappede det bedste stykke eller den største portion mad og ikke kunne vente, til bordbønnen var bedt? Eller som skyndte sig at få has på måltidet for at komme ind og få den bedste plads i dagligstuen foran fjernsynsapparatet? Eller som styrtede ud for at få plads på forsædet i bilen, hver gang familien skulle køre et eller andet sted hen? „Hvor barnagtigt, hvor umodent?“ siger du, ikke sandt?

Naturligvis ville vi ikke bevidst tænke på at handle så barnagtigt, ja, så selvisk, for et barn tænker rent instinktivt kun på sig selv; det må belæres om at vise andre hensyn. Men hvor ofte handler vi ikke tankeløst på denne måde, når vi kommer sammen som en stor familie ved vore konventer? Kappes vi om de bedste pladser, og er vi for tilbøjelige til at holde dem reserverede? Styrter vi ud, før programmet er afsluttet, for at være forrest i køen ved cafeteriaen, ved forfriskningsstandene, eller når en ny bog udgives? Er vi så bange for at komme til at vente, at vi ikke ofrer en tanke på, hvor længe de andre bag os må vente, når bare vi er foran dem?

Så er der spørgsmålet om indkvarteringen. Hvad ville du tænke om en ven, som du havde inviteret til at tilbringe en weekend hos dig, og som efter at have taget mod invitationen skuffede dig ved ikke at møde op? Eller som kom en dag senere, end han havde anmeldt, så du forgæves havde måttet sidde til langt ud på aftenen for at vente på ham? Eller som efter sin ankomst tog dit hjem og gæsteværelse i øjesyn og derefter forsmåede din gæstfrihed ved at tage til et hotel i stedet? Ville du stadig betragte ham som din ven?

Der er mange venligt indstillede mennesker, der har indvilget i at huse Jehovas vidner under stævnet i Stockholm, og stævnekomiteen har underrettet dem om, at nogle af os vil bo hos dem. Hvordan mon disse mennesker vil føle det, hvis vi ikke kommer? Eller hvis vi kommer en dag for sent? Eller kommer og så forlader dem igen, fordi vi ikke har været tilfreds med logiet? Hvor er vor interesse for det indtryk, vi giver dem, der står udenfor? Hvor er den omsorg, vi burde have for ikke at bringe et af de eventuelle „andre får“ til at snuble? Hvor er princippet om at gøre imod andre, som vi ønsker, de skal gøre imod os? — Matt. 7:12; Luk. 17:1, 2; 1 Tim. 3:7.

Hold øje med børnene

Nu med hensyn til børnene. Kunne vi forestille os en skole, hvor børnene måtte more sig, som de selv syntes? Hvor de kom og gik, som de havde lyst til? Hvor det var tilladt dem at lege eller skændes i den tid, læreren skulle undervise dem? Eller kunne vi forestille os den lille Samuel handle på den måde, da hans moder bragte ham til templet for at tjene? Eller at Jesus opførte sig således, da hans forældre tog ham med til Jerusalem til de årlige højtider? — 1 Sam. 1:23, 24; 2:11; Luk. 2:46-52.

Børn kan måske ikke forstå alle de dybere tanker, der bliver fremholdt af talerne; men det er ikke nogen grund til, at de ikke skulle sidde stille og roligt hos deres forældre og prøve at få så megen gavn af programmet som muligt, så det har været umagen værd for deres forældre at tage dem med. Ved at være opmærksomme vil de blive mere fortrolige med teokratiske ord og vendinger. Uden hensyn til hvad de forstår, kan de i stor udstrækning drage fordel af den oprigtighed, alvor og begejstring, som talerne lægger for dagen. Mange brødre kan måske ikke forstå hvert ord; men det vil dog være umagen værd for dem at være til stede. Forældre, som forstår og anerkender dette, vil på passende måde gøre brug af deres myndighed, så børnene kan modtage mest mulig godt ved stævnet. — Sl. 34:12.

Den idrætsplads, hvor stævnet afholdes, vil være „Jehovas hus“ for Jehovas vidner, en gigantisk rigssal. I betragtning af kvaliteten og mængden af den åndelige føde, der da vil blive serveret, skulle vi vise den endnu mere respekt, end vi gør i den lokale rigssal. Lad os ikke rynke på næsen ad denne føde eller sige „HERRENS bord er lidet værd“ ved at vandre rundt i sidegangene eller ved at mødes med andre, når vi skulle være på vore pladser på idrætspladsen for at lytte til det, der bliver sagt fra talerstolen. — Mal. 1:7, 12.

Lad os vise værdsættelse af dette åndelige traktement ved at give det vor udelte opmærksomhed, ved at være fuldstændig opslugt af, hvad der bliver fremholdt, komme til tiden og blive, lige til programmet slutter hver dag. — Ef. 6:6; 1 Tim. 4:15.

Lad os vise hinanden hensyn og have omsorg, ikke alene for vor egen velfærd, men også for andres, idet vi erindrer os, at kærligheden er langmodig og ikke søger sine egne interesser. — 1 Kor. 10:24; 13:4, 5.

Lad os heller ikke glemme den taknemmelighed, vi skylder dem, der har stillet logi til rådighed for os, og de privilegier, vi har i den forbindelse. Hvad er nogle få minutters rejse eller nogle få bekvemmeligheder i sammenligning med lejligheden til at lede et menneske ind på den vej, der fører til evigt liv? Tænk på de ubehageligheder, vore missionærer overvinder for at få lejlighed til at vidne!

Lad os til slut huske på vor forpligtelse over for vore børn. Selskabet tilskynder os til at tage dem med os, ikke for at de kan have en god tid på verdslig vis, men for at de kan få åndeligt udbytte af at være med. Lad deres tilstedeværelse på idrætspladsen være en milepæl i deres oplæring til liv i den nye verden. „Kald da folket sammen, mænd, kvinder og børn og de fremmede, som bor inden dine porte, for at de kan høre og lære at frygte HERREN eders Gud.“ — 5 Mos. 31:12.

Så lad os da hver og een, gammel og ung, huske dette: „Guds rige består ikke i, hvad man spiser og drikker, men i retfærdighed og fred og glæde i helligånden.“ Lad os vise, at vi værdsætter den åndelige fest, ved at lade de vigtigste ting komme i første række.