Hvordan opstod den falske kristendom?

DE første kristne var ikke bange for at fortælle andre, hvad de troede. De store kirkesamfund i vor tid har masser af medlemmer, der bekender sig til kristendommen, men generer sig for at tale om deres tro. For ikke længe siden revsede „Hans Velærværdighed“ E. B. Broderick i St. Patricks katedral i New York de kirkemedlemmer, der nægter „at stikke hovedet ud af deres hjemmelavede åndelige beskyttelsesrum“. Han sammenlignede dem med „frygtsomme disciple, der lader os i uvished ved at nægte at udtale sig“. (New York Times, 25. maj 1953) Protestanterne har også deres „frygtsomme disciple“! Dr. D. Steward fra den presbyterianske kirke i Houston, Texas, udtalte: „Det er meget alvorligt, når medlemmer af kristne kirker ikke ved, hvad disse repræsenterer.“ (Houston, Texas, Post, 27. oktober 1952) Hvordan er der opstået en „kristendom“, der er så blottet for den ægthed, der kendetegnede de første kristne?

Sandheden er, at der i årenes løb har udviklet sig en „søndagsreligion“. Den giver sig ud for at være kristendom. Men en tilbedelsesform, der er adskilt fra dagliglivets gøren og laden, kan ikke være ægte kristendom, for kristendom er en religion, der skal praktiseres hver dag. Kristus bekræftede dette, da han sagde: „Hvis nogen vil gå i mit spor, skal han fornægte sig selv og daglig tage sit kors op og følge mig.“ (Luk. 9:23) Apostlene underviste i evangeliet i templet og fra hus til hus „hver dag“. (Ap. G. 5:42) Eftersom ægte kristendom er en hverdagstilbedelse, må en „søndagsreligion“ være en falsk gudsfrygt, fordi dens udøvere „fornægter dens kraft“. (2 Tim. 3:5) Ved at der er blevet dannet en „søndagsreligion“, er der således opstået en falsk kristendom, som kendetegnes af inddelingen af menneskene i to klasser: præsteskabet og lægfolket.

Med „præsteskabet“ menes den udvalgte gruppe mænd, der er ordineret af den organiserede religion til at forkynde dens budskab, og som sædvanligvis bærer særlige klædedragter og antager imponerende titler. Lægfolket er det almene folk, der er forskelligt fra præsteskabet. Under dette system sidder lægfolket i kirkestolene og betaler præsteskabet for at prædike for sig. Lægfolket skaffer sig „lærere i hobetal, efter hvad der kildrer deres øren“. (2 Tim. 4:3) Er denne deling af de „kristne“ i prædikanter, der søger at behage folket, og passive tilhørere bibelsk? Catholic Encyclopedia hævder følgende under overskriften „Gejstlig“: „Kristus betroede ikke forkyndelsen af evangeliet . . . til de trofaste i almindelighed, men til visse omhyggeligt udvalgte personer som apostlene.“ Når man tager dette i betragtning, er der ikke noget underligt i, at paven, da der på verdenskongressen for lægfolkets apostolat blev fremsat krav om „lægfolkets frigørelse“, kort og godt afviste tanken med ordene: „Udtrykket „lægfolkets frigørelse“ tiltaler os ikke; det har tværtimod en ubehagelig klang.“ — New York Times, 15. oktober 1951.

Vi kan ud fra dette fastslå to ting: For det første, at præsteskabet hævder, at opdelingen i præsteskab og lægfolk er af guddommelig oprindelse, og for det andet, at enhver anden ordning ville være „ubehagelig“ for præsteskabet, for at bruge et mildt udtryk. Lad os nu forvisse os om sagens rette sammenhæng ved at vende os til Bibelen. Hvis opdelingen i præsteskab og lægfolk viser sig at være ubibelsk, har den været en vigtig faktor ved frembringelsen af den falske kristendom.

Intet klasseskel

Alle de første kristne var brødre. Der var ikke plads for noget klasseskel. (Jak. 2:1-9) De kristne skulle ikke bøje sig i tilbedelse for hinanden, som Peter sagde til Kornelius. (Ap. G. 10:25, 26) Ingen kristen kyssede Jesu Kristi hånd eller tå; derimod vaskede han deres fødder! „Når nu jeg, jeres herre og mester, har tvættet jeres fødder, så er også I skyldige at tvætte hverandres fødder.“ (Joh. 13:14) Hvis det at bøje sig og kysse hænder og fødder var bibelsk, måtte den kristne ifølge Jesu eksempel gøre dette over for alle sine brødre, ikke bare nogle få udvalgte. Det er indlysende, at en sådan handling ikke er bibelsk, og Kristus satte ikke et eksempel, der retfærdiggør klasseskel.

Alle de første kristne var lægfolk. De havde ikke noget lønnet præsteskab. Ja, end ikke kristendommens grundlægger var præst, men lægmand. Da Kristus lærte i synagogen, blev folk så forbavsede, at de spurgte: „Hvorfra har han dog alt dette?“ Og da deres forundring steg, spurgte de: „Er han ikke tømmermanden, søn af Maria . . .? . . . Og de forargedes på ham.“ (Mark. 6:2, 3) Netop dette, at Kristus ikke hørte til den tids præsteskab, var grunden til, at folket forargedes på ham og forspildte muligheden for at opnå livet!

Lukas fortæller os, at apostlene ikke var professionelle teologer: „Da de så Peters og Johannes’ frimodighed og kunne mærke, at de var ulærde mænd og lægfolk, undrede de sig.“ (Ap. G. 4:13) Apostlene var ganske almindelige mennesker. For eksempel var Peter, Andreas, Jakob og Johannes fiskere; Mattæus var tolder. (Mark. 1:16, 19; Matt. 9:9) Apostelen Paulus havde modtaget religiøs undervisning i overensstemmelse med farisæernes gudsdyrkelse, men han måtte opgive denne undervisning for at kunne praktisere sand gudsdyrkelse! Jesus stemplede farisæernes gudsdyrkelse som falsk! (Ap. G. 22:1-21; Matt. 23) Den kristne Paulus var ikke lønnet præst, men teltmager og lærer i det gode budskab. — Ap. G. 18:3; 1 Kor. 9:16.

Alle de første kristne var Ordets tjenere. En historiker siger: „I apostelkirken var forkyndelsen og undervisningen ikke begrænset til en særlig klasse, men alle omvendte kunne forkynde evangeliet for de vantro, og enhver kristen, som havde gaven, kunne bede og undervise og formane menigheden.“ Desuden kommer bemyndigelsen til at forkynde fra den almægtige Gud, og eftersom der ikke er personsanseelse hos Gud, bemyndiger han alle til at forkynde. (Ap. G. 10:34, 35) Kristus Jesus anerkendte dette: „Herrens [Jehovas, NW] ånd er over mig, fordi han salvede mig, at jeg skal gå med glædesbud til fattige. Han sendte mig for at udråbe for fanger, at de skal få frihed.“ (Luk. 4:18) Sandheden ville frigøre lægfolket for præsteskabet. Denne sandhed forkyndte alle de første kristne: „Ligesom du har sendt mig til verden, således har jeg også sendt dem til verden.“ Sande kristne skulle altså tale, ikke blot sidde stille. — Joh. 17:18; Ap. G. 1:8.

Stik imod hvad Catholic Encyclopedia siger, skulle „de trofaste i almindelighed“ forkynde. De halvfjerds, Jesus udsendte, var ikke præster. Mens de hørte på det, udtalte Jesus: „Jeg priser dig, Fader, himmelens og jordens Herre! fordi du har skjult dette for de vise og kloge og åbenbaret det for de umyndige. Ja, Fader! thi således skete det, som var din vilje.“ (Luk. 10:21) Det arrangement, der er godkendt af Gud, kan ikke være et system med præsteskab og lægfolk.

Udgydelsen af den hellige ånd førte til, at kristendommen havde fremgang. Menigheden voksede fra 3000 Ordets tjenere til 5000. (Ap. G. 2:41; 4:4) Disse „trofaste i almindelighed“ var så sandelig ikke bare tilhørere ved en gudstjeneste, men de var alle Ordets tjenere! „Alle [de 5000], undtagen apostlene, spredtes [ved en forfølgelse] over Judæas og Samarias egne. De, som var blevet spredt, drog imidlertid omkring og forkyndte evangeliets ord.“ (Ap. G. 8:1, 4) Hvad var desuden Kristi hensigt med at give „mennesker som gaver“? Var det ikke for, at disse mennesker skulle oplære andre til at forkynde? „Han gav os nogle som apostle, andre som profeter, andre som evangelister, andre som hyrder og lærere for at gøre de hellige fuldt beredt til deres tjenestegerning.“ — Ef. 4:8 (NW), 11, 12.

Da Paulus skrev: „Prædik Ordet, træd frem, hvad enten det er belejligt eller ubelejligt“, var dette råd på ingen måde begrænset til Timoteus. Apostelen forklarede: „Hvad du hørte af mig i mange vidners nærværelse, skal du betro til pålidelige mennesker, som vil være duelige til også at lære andre.“ (2 Tim. 4:2; 2:2) De „trofaste i almindelighed“ skulle prædike Ordet!

Falske kristne er tilskuere. Sande kristne er „et skuespil for verden“, fordi de forkynder og ikke bare ser til. Paulus opfordrede alle til at efterligne ham i denne henseende. (1 Kor. 4:9, 16) Derfor kan den sande tilbedelse af Jehova ikke være en „balkon-religion“, hvor tilbederne ser til, mens andre gør arbejdet. Men hver sand kristen må frimodigt udføre sin del af forkyndelsen af det gode budskab, mens denne gamle verden stadig står, for „verden i sin nuværende skikkelse går mod sin undergang“ i Harmagedon. — 1 Kor. 7:31; 1 Joh. 2:17.

Det vil sige, at en ny verden er nær. (2 Pet. 3:13) Hvem vil leve og opleve den? Kun usande kristne. Foregivne kristne er der mange af nu, men de vil kun leve til Harmagedon. Jesus sagde om hveden (de sande kristne) og rajgræsset (foregivne kristne): „Lad kun begge dele gro side om side indtil høsten.“ „Høsten er verdens ende; og høstfolkene er engle.“ (Matt. 13:30, 39) Det „rajgræs“, som kristenheden har frembragt under sit ubibelske system med præsteskab og lægfolk, vil blive kastet i den brændende ildovn, ødelæggelsen i Harmagedon. Og Satan Djævelen, den store forfalsker og foregivne suveræn, vil blive styrtet i dødens afgrund. (Åb. 20:1-3) Et nyt skue viser sig da for vore øjne: en ny verden, hvor død, smerte og sorg er forsvundet. (Åb. 21:1-5) Kun de sande kristne vil leve i denne fuldkomne nye verden og glæde sig over den!