Spørgsmål fra læserne

● I 2 Mosebog 6:3 fortalte Gud Moses, at Abraham ikke kendte ham ved hans navn Jehova, men i 1 Mosebog 15:7, 8 identificerer Gud sig over for Abraham som Jehova, og Abraham tiltaler ham med dette navn. Hvordan kan det forklares? — J. M., England.

Den hebraiske udtryksmåde i 2 Mosebog 6:3, som spørgsmålet drejer sig om, kan gengives på to måder, nemlig som en almindelig oplysning eller som et spørgsmål. Det mest almindelige er at gengive det som en oplysning, som også den danske oversættelse gør: „Under mit navn Jehova gav jeg mig ikke til kende for dem.“ Berrys interlineare oversættelse former det som et spørgsmål: „Gav jeg mig ikke til kende for dem under mit navn Jehova?“ Fodnoten i New World Translation tager hensyn til denne mulighed, idet den siger: „Hvad mit navn Jehova angår, gav jeg mig så ikke til kende for dem?“ Når udtalelsen gengives som et spørgsmål, forsvinder alle vanskeligheder naturligvis. En sådan oversættelse er imidlertid undtagelsen og ikke regelen, og også hovedteksten i New World Translation har den almindeligste læsemåde. Det vil være gavnligt at læse 2 Mosebog 6:1-8:

„Jehova svarede Moses: Nu skal du få at se, hvad jeg vil gøre ved farao! Med magt skal han blive tvunget til at lade dem rejse, og med magt skal han blive tvunget til at drive dem ud af sit land! Gud talede til Moses og sagde til ham: Jeg er Jehova! For Abraham, Isak og Jakob åbenbarede jeg mig som Gud den Almægtige, men under mit navn Jehova gav jeg mig ikke til kende for dem. Eftersom jeg har oprettet min pagt med dem om at skænke dem Kana’ans land, deres udlændigheds land, hvor de levede som fremmede, har jeg nu hørt israelitternes klageråb over, at ægypterne holder dem i trældom, og jeg er kommet min pagt i hu. Derfor skal du sige til israelitterne: Jeg er Jehova, og jeg vil udfri jer fra det trællearbejde, ægypterne har pålagt jer, og frelse jer fra deres trældom og udløse jer med udrakt arm og med vældige straffedomme; og så vil jeg antage jer som mit folk og være jeres Gud, og I skal kende, at jeg er Jehova jeres Gud, som udfrier jer fra ægypternes trællearbejde; og jeg vil føre jer til det land, jeg har svoret at ville skænke Abraham, Isak og Jakob, og give jer det i eje. Jeg er Jehova!“

Navnet Jehova er den forårsagende form i tredje person ental af verbet „at være“ og betyder bogstaveligt „han lader ske eller blive til“. Han „lader ske eller blive til“ i overensstemmelse med sin hensigt. Det var meget passende, at navnet ved denne lejlighed blev fremhævet over for Moses, for Jehova var i færd med at fuldbyrde sin hensigt med sit folk i Ægypten. Fire hundrede og tredive år tidligere havde han lovet Abraham, at han ville gøre denne til et stort folk. (1 Mos. 12:2) Derefter oplyste Jehova Abraham om, at hans efterkommere som slaver skulle undertrykkes i et fremmed land, men at de ville blive udfriet og genoprettet i løftets land, Kana’an. (1 Mos. 15:7, 13-16) Abraham havde fortalt Isak og Jakob om disse løfter, men Jehova lod ikke forjættelserne opfyldes på nogen af dem. De kendte ordlyden af Jehovas navn, og de brugte navnet, men de lærte ham ikke at kende som den, der lod disse løfter opfyldes.

På Moses’ tid led Israel under det ægyptiske trælleåg, og i deres bedrøvelse har hebræerne måske sukket: „Hvor er Jehova, vore forfædre Abraham, Isak og Jakobs Gud? Se vor sørgelige tilstand! Hvad har han gjort? Hvorfor gør han sig ikke kendt for os? Hvorfor har han ikke ladet disse sine løfter og pagter blive virkelighed?“ I fire hundrede og tredive år havde disse løfter været uopfyldte, og nu var tiden kommet, da de skulle indfries. Derfor mindede Gud Moses om sit navn Jehova og om, at han nu stod i begreb med at vise Israel, at han svarede til sit navn, „han lader ske eller blive til“. Han ville vise, at han var trofast mod betydningen af sit navn. Han ville leve op til dets betydning ved at lade løfterne til Abraham, Isak og Jakob opfyldes. Hebræerne ville komme til at kende Jehova på en måde, som deres forfædre ikke havde kendt ham, nemlig som den, der handler i overensstemmelse med sit navns betydning. Han ville udfri dem fra Ægypten som en nation og derved lade sit gamle løfte opfyldes. Skønt Israel sikkert har følt sig forladt og ment, at Gud ligefrem ikke længere var til, fik Moses besked på at sige til dem, at han var sendt af „JEG VIL BEVISE, AT JEG ER“. Og ved sine vældige gerninger og udfrielser beviste Jehova, at han var Befrieren, der lod sine hensigter med sit folk Israel ske. — 2 Mos. 3:14, NW; 2 Sam. 7:23.

Ligesom hebræerne i Ægypten kom til at kende Jehova på en måde, som deres forfædre aldrig havde kendt ham, således kom farao og ægypterne også til at kende ham. De havde uden tvivl også tidligere kendt navnet på hebræernes Gud, da jøderne jo havde været iblandt dem i to hundrede og femten år. Dog rasede farao: „Hvem er Jehova, at jeg skulle adlyde ham og lade israelitterne rejse? Jeg kender ikke noget til Jehova, og jeg vil heller ikke lade israelitterne rejse.“ (2 Mos. 5:2) Senere sagde Gud: „Når jeg udrækker min hånd mod Ægypten . . ., skal ægypterne kende, at jeg er Jehova.“ (2 Mos. 7:5) Skønt farao og ægypterne kendte Jehovas navn, kendte de ham dog ikke som en handlingens Gud, og de anerkendte ikke, at han er en magt, man må regne med. Men da han handlede som deres fjende, lærte de ham at kende på en måde, der hidtil havde været ukendt for dem, ligesom hebræerne kom til at kende ham på en måde, som deres forfædre, Abraham, Isak og Jakob, ikke havde oplevet eller kendt.

Også i vor tid kender de hovmodige herskere i denne verden ordlyden af navnet Jehova, men ligesom farao og ægypterne i fortiden nægter de at kende ham som en, de må regne med. Imidlertid vil de i Harmagedon komme til at kende, at han er Jehova. Ezekiel fortalte over tres gange de frafaldne israelitter og andre folkeslag, at de ville komme til at kende Jehova. Naturligvis kendte de ordlyden af hans navn. Ezekiels advarsel har også bud til kristenheden og nationerne nu. Mens Jesus var her på jorden, sagde han til Jehova: „Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du tog ud af verden og gav mig.“ Det var den samme opgave, som Moses havde, da han gik til de undertrykte hebræere i Ægypten for at gøre Jehovas navn kendt for dem. Når Kristus slipper Harmagedonslaget løs, vil han igen åbenbare Jehovas navn, denne gang på en måde, der vil overbevise alle om, at Jehova er en Gud, der „lader ske eller blive til“ i overensstemmelse med sine hensigter. — Ez. 6:7, 10, 13, 14; Joh. 17:6.

Lad os til slut nævne et lignende forhold fra dagliglivet. En mand kan have ord for at være en stridsmand. Du synes måske, han er meget fredsommelig. Du har ikke set ham kæmpe. Nogle år senere ser du ham blive vred over en ond handling, han farer i harnisk og kæmper for, hvad der er ret. Ligesom de andre, der ser det, har du hele tiden kaldt ham en stridsmand, men det er første gang, du virkelig ser ham optræde som sådan. Du ser ham gøre dette sit navn berettiget, vise det i praksis, leve op til det. Nu kender du ham på en måde, du aldrig har kendt ham på før. Således har Jehova Gud mange egenskaber, der kommer til udtryk i hans titler, og disse egenskaber havde han lagt for dagen over for Abraham, Isak og Jakob. De kendte også navnet Jehova, men de så aldrig noget udtryk for navnets dybere betydning, sådan som deres efterkommere gjorde, da han udfriede Israel fra Ægypten som en fuldbyrdelse af sin hensigt med disse efterkommere og som en opfyldelse af sit løfte. Den udfriede nation kom i sandhed til at kende Jehova som en Gud, der „lader ske eller blive til“.