Helliggørelse — et krav til de kristne

HVAD er en kristen? Strengt taget er en kristen en hellig, en, der er helliggjort, en „helgen“. Det er en, som Jehova Gud har helliggjort, og som har helliget sig, og som lever et helligt liv. Som apostelen Paulus udtrykker det: „Dette er Guds vilje, at I helliggøres.“ — 1 Tess. 4:3.

Hvad er Guds andel, og hvad er den kristnes andel i helliggørelsen? Hvorpå grunder den sig? Hvad er hensigten med den? Hvad er dens mål?

„Helliggørelse“ hedder på latin sanctificátio, og verbet „helliggøre“ hedder sanctificáre. Disse ord er oversættelser af forskellige former af ordet qadásh i Bibelens Hebraiske Skrifter, et ord, som af sammenhængen ses at have grundbetydningen „at være lys, ny, ren“ og „at udskille, afvige, afskære“. Sagt med få ord betyder „at hellige“ at udskille eller sætte til side til Jehova Guds tjeneste. Derfor definerer McClintock & Strongs Cyclopædia helliggørelse som „udskillelse fra almindelig brug til et helligt formål“.

I Bibelens Hebraiske Skrifter siges der, at både personer og ting blev helliget. Ved at udfri hele Israels nation satte Jehova dem til side til sit eget hellige formål, og derfor taler han om at hellige hele rationen. (2 Mos. 31:13) Og fordi Jehova skånede Israels førstefødte ved påsken, gjorde han krav på dem i en særlig betydning, og derfor befalede han Moses: „Du skal hellige mig alt det førstefødte.“ — 2 Mos. 13:2.

Senere udtog Jehova sig Levis stamme i stedet for de førstefødte, og den blev en hellig stamme: „Levitterne er blevet min ejendom; thi mig tilhører alt det førstefødte. Dengang jeg dræbte alt det førstefødte i Ægypten, helligede [qadásh] jeg mig alt det førstefødte i Israel.“ (4 Mos. 3:12, 13) Gennem særlige ceremonier blev Aron og hans sønner både helligede, det vil sige autoriseret, bemyndiget, udnævnt, fik deres hænder fyldt med visse forrettigheder, og helliggjorte, afskåret fra almindelig tjeneste og sat til side til en særlig, hellig tjeneste, nemlig præstegerningen. — 2 Mos. 28:41; 29:33.

Jehova reserverede eller helligede den syvende skabelsesdag til særlig brug, nemlig som resten af Bibelen viser, til hævdelsen og herliggørelsen af sit navn. (1 Mos. 2:1-3) Da Loven blev givet, blev Sinajs bjerg erklæret for et afskåret, helligt eller helliggjort område. Hverken mennesker eller dyr måtte komme det nær. (2 Mos. 19:23) Hedninger ville have kaldt det tabu. Ordet qadásh blev også brugt som betegnelse for renselsen for visse urenheder eller forberedelser til forskellige særlige lejligheder. (Jos. 3:5; 2 Sam. 11:4) Alle disse former for helliggørelse var imidlertid forbilledlige, skygger af virkelig helliggørelse, der skulle komme med Kristus Jesus.

Kristen helliggørelse

I de kristne Græske Skrifter er ordene helliggøre og helliggørelse gengivet efter nogle græske ord, hvis rodord er hágios, et adjektiv, der betyder „hellig“, og som er sammensat af to små rodord, der betyder „ikke af jorden“ og derfor „indviet til Gud i himmelen“. Alle vegne i King James-oversættelsens „Nye Testamente“, hvor ordet „helgen“ forekommer, er det oversat fra det græske ord hágios. Det samme gælder ordet „hellig“ i sammensætningen „helligånd“. De kristne er altså hellige, sat til side til tjeneste for Gud.

Det er Jehova Gud, der gør de kristne hellige eller sætter dem til side til sin tjeneste, som også Kristus viser i forbindelse med sig selv: „Hvordan kan I så sige til den, som Faderen har helliget og sendt til verden: Du taler gudsbespotteligt! fordi jeg sagde: Jeg er Guds søn?“ (Joh. 10:36) I tilfældet med Kristi efterfølgere gør Gud det gennem Kristus Jesus: „Både den, som helliger, og de, som helliges, har alle samme Fader.“ — Hebr. 2:11.

Disse helligede eller „helgener“ er ikke blot nogle ganske få, som har mirakuløse evner, men indbefatter alle lemmerne på Kristi åndelige legeme. Paulus stiler således gentagne gange sine breve til de helliggjorte, kaldede til at være „helgener“ eller hellige. — Se Romerne 1:7; 1 Korinter 1:2; Efeserne 1:1; Filipperne 1:1; Kolossenserne 1:2.

På hvilket grundlag helliggør Jehova Gud dem? På grundlag af Kristi genløsningsoffer: „Vi [er] blevet helligede, ved at Jesu Kristi legeme een gang for alle er blevet ofret.“ „Derfor led også Jesus uden for byporten, for at han kunne hellige folket ved sit blod.“ (Hebr. 10:10, 29; 13:12) Guds sandhedsord spiller også en vigtig rolle i arbejdet med at sætte disse til side til Guds tjeneste. Derfor bad Kristus: „Hellige dem ved sandheden! dit ord er sandhed.“ (Joh. 17:17) Desuden er Guds aktive kraft en nødvendig faktor, og derfor læser vi, at de kristne er „helliget ved den hellige ånd“. — Rom. 15:16.

Jehova Gud og Kristus Jesus gør deres andel i helliggørelsen af de kristne ved hjælp af Kristi blod, Guds sandhedsord og den hellige ånd. Men der sker ingen helliggørelse, medmindre den kristne også gør sin del. Først og fremmest må han udøve tro, for vi læser, at de kristne „er helligede ved troen på“ Kristus, ved „tro på sandheden“. — Ap. G. 26:18; 2 Tess. 2:13.

Den kristne må desuden skille sig ud fra den urene verden — ikke ved at begrave sig i et kloster, men ved ikke at lade sig besmitte, af verdens grådige finansvæsen, dens fordærvede politik og dens falske religion. (Jak. 1:27; 1 Joh. 2:15-17) Og han må også holde sig moralsk ren, som Paulus understreger i brevene til Tessalonikerne og Timoteus: „Dette er Guds vilje, at I helliggøres, så I afholder jer fra utugt, og enhver af jer véd at vinde sig sin hustru i hellighed og ære, ikke i begærligheds brynde.“ „Han [skal] være et kar til ære, helliget, nyttigt for husets herre, brugbart til alt godt arbejde. Fly ungdomslysterne og jag efter retfærdighed, troskab, kærlighed og fred sammen med dem, der påkalder Herren af et rent hjerte.“ — 1 Tess. 4:3-5; 2 Tim. 2:21, 22.

Disse. Paulus’ ord viser os også formålet med helliggørelsen, nemlig at den kristne skal være et nyttigt redskab for Gud, rede til at gøre hans gerning. Ja, selv om det kræves af alle, at de holder sig rene i disse henseender, er det dog særlig magtpåliggende for de kristne at være rene, for de har det privilegium og ansvar at bære Jehovas kar, Guds ords sandhed, og udføre den tjeneste, der følger med forståelsen af dette ord. — Es. 52:11.

Helliggørelsen gælder i første række de kristne, der har et himmelsk håb, dem, som på grund af deres tro og indvielse til at gøre Guds vilje i en „nåderig stund“ er blevet erklæret retfærdige af Jehova Gud og har fået himmelsk håb. (Rom. 5:1; 2 Kor. 6:2) De omtales som en „lille hjord“, „bruden, Lammets hustru“ og „Abrahams afkom“, der skal velsigne alle jordens slægter. (1 Mos. 22:17, 18; Luk. 12:32; Gal. 3:29; Åb. 21:9) De kaldes en lille hjord, fordi deres antal er begrænset til 144.000, som Åbenbaringen 7:4-8 og 14:1, 3 klart viser. Det er kun til dem, Paulus henvender følgende ord: „Stræb efter fred med alle og efter hellighed; uden den skal ingen se Herren.“ — Hebr. 12:14.

Imidlertid viser Bibelen, at der også er „andre får“, en „stor skare“ af indviede kristne, der har jordisk håb. (Joh. 10:16; Åb. 7:9-17) Jordisk håb? Ja, for Guds ord forsikrer os om, at jorden står til evig tid, og at den blev skabt, for at den skal bebos; Bibelen siger, at jorden er Guds fodskammel, og at han vil ære den. (Præd. 1:4; Es. 45:18; 60:13; 66:1) På den herlige nye jord vil mennesker bygge huse og selv bo i dem, plante vingårde og nyde frugterne af dem; menneskene vil komme til at leve i fred med hinanden og med dyrene, og efterhånden vil døden og alle dens følgesvende — sygdom, sorg og smerte — forsvinde. — Es. 65:17-25; Åb. 21:4.

I Israels forbilledlige teokratis dage havde Gud i mange anliggender een lov for både den indfødte og den fremmede. Det samme er tilfældet i vor tid — i mange henseender har Gud samme lov for sit åndelige Israel og de „fremmede“, de kristne, der har indviet sig til Jehova Gud, men som har jordisk håb. Skønt de sidstnævnte i strengeste forstand ikke betragtes som helligede eller „helgener“, får de ikke desto mindre gavn af Kristi genløsningsoffer nu i tiden, de har Guds ords sandhed og modtager hans virkekraft eller hellige ånd. De må også have tro, holde sig adskilt fra verden og være moralsk rene, for de virker som Guds redskaber, der gør hans sandhed kendt for andre.