Spørgsmål fra læserne
● Ezekiel 3:18 viser, at hvis vægteren ikke lod advarselen lyde, ville den onde dø, men blodet ville blive krævet af den troløse vægters hånd. Er det ikke i modstrid med Jesu ord om, at hvis de menneskelige forkyndere tav, ville stenene råbe? — R. J., Indonesien.
Der er ingen uoverensstemmelse, for de to skriftsteder omtaler to vidt forskellige ting og kan derfor ikke sammenlignes. Ezekiel 3:18 viser, at Jehovas vægterskare har pligt til at lade advarselen lyde. Hvis de ikke forkyndte advarselen, og den onde gik til grunde, ville der ikke være sket nogen uretfærdighed, for den onde ville dø i sine egne synder. Alligevel ville der hvile et tungt ansvar på de tavse vægtere. Profetierne viser imidlertid, at budskabet om Riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord, inden Harmagedon bryder løs. Vægterskaren vil trofast udføre arbejdet i den udstrækning, Jehova skønner påkrævet, og i Harmagedon vil alle blive krævet til regnskab og komme ind under enten personligt ansvar eller familieansvar eller samfundsansvar. Hvis en i vægterskaren nægter at lade advarselen lyde, vil han blive holdt ansvarlig af Gud, der vil udslette ham, fordi han lader andre dø uden at advare dem.
Situationen var en helt anden, da Jesus red ind i Jerusalem som konge. Om denne begivenhed læser vi: „Da han nu nærmede sig vejen ned ad Oliebjerget, begyndte hele discipelskaren i sin glæde at prise Gud med høj røst for alle de undergerninger, de havde set; de sagde: Velsignet være Kongen, han, som kommer, i Herrens navn! Fred i himmelen, og ære i det højeste! Men nogle farisæere, som var med i folkeskaren, sagde til ham: Mester! sæt dog dine disciple i rette! Da svarede han dem og sagde til dem: Jeg siger jer: Hvis disse tier, skal stenene råbe.“ (Luk. 19:37-40) Han sagde ikke, at stenene ville udføre forkynderarbejdet, hvis de forkyndere, han havde oplært, forblev tavse, men han hentydede til det bestemte hyldestråb, disciplene her fremkom med, og som vakte farisæernes mishag. Disciplene udtalte de ord, som ifølge profetien i Salme 118:26 skulle udtales ved denne bestemte lejlighed. Den profetiske salme, der var inspireret af Jehova, ville under alle omstændigheder blive opfyldt, for Jehovas ord vender ikke tomt tilbage til ham. (Es. 55:11) Hvis det havde været nødvendigt for eksempel hvis disciplene var blevet tvunget til at forholde sig tavse ville stenene have råbt disse ord og derved opfyldt Salme 118:26.
For øvrigt må vi forstå, at Jesus mente bogstavelige stene. Gud kunne med større lethed have fået dem til at råbe i opfyldelse af sin profeti, end vi kan spille en grammofonplade. Habakkuk 2:11 taler om en sten fra væggen, der talte imod det menneske, der havde bygget huset for røvede midler og penge, der var kommet ind ved undertrykkelse og drab af andre. Det ville være ukorrekt at mene, at stenene i dette tilfælde er englene, der omtales som „gloende stene“. (Ez. 28:14, KJ; dansk over. af 1871) Jesus brugte ikke her dunkel, symbolsk tale, men jævne, vægtige udtryk, som vi må opfatte bogstaveligt. Jesus tænkte heller ikke på den arkæologiske videnskab, der i nyere tid har bekræftet meget af Bibelens historie og profeti, ofte ved hjælp af fundne monumenter og andre stengenstande. Det var nogle ganske specielle ord, der her ved denne lejlighed skulle udtales, og hvis Jesu disciple ikke havde gjort det, ville stenene have råbt.
Altså gjaldt Jesu udtalelse om stenene denne bestemte lejlighed i fortiden og dens sidestykke i vor tid, nemlig da Jesus i 1918 fremstillede sig som Zions hovedhjørnesten, hvorimod Ezekiel 3:18 gælder nu i tiden, hvor advarselen om Harmagedons komme skal lyde. De to skriftsteder kan ikke sammenlignes, for de taler ikke om det samme. Advarselen må lyde nu. Der er en vægterskare, der vil lade den lyde, for de trofaste vægtere vil, selv om der er nogle utro, der undlader at gøre det. Profetierne viser, at Jehovas trofaste vidner vil fuldføre det under Kristi Jesu ledelse. — Matt. 24:14; Ap. G. 1:8.