Hvordan sande kristne tjener Gud

AT TJENE Gud betyder i præsteskabets øjne at opføre en religiøs bygning med et kors på spiret, at ringe med en klokke om søndagen og at holde en prædiken om moralen eller om verdensforholdene. For endnu flere mennesker, lægfolket, betyder det blot at komme, når kirkeklokken kalder, sidde i kirkestolene og lægge „ofre“ i kollektbøsserne. Andre mener at tjene Gud ved at begrave sig bag et klosters dystre mure, hvor de fordyber sig i betragtninger. Atter andre tror, at det er nok at leve et „rent liv“ for at tjene Gud på rette måde. Hvorfor er kristenhedens opfattelse af kristendom så forvirret?

Denne den „brede vejs“ måde at tjene Gud på må for en stor del tilskrives den kendsgerning, at kristenheden, der har Bibelen, ikke læser den. Ved selve sit navn påstår kristenheden, at Kristus er dens forbillede i retning af livsførelse; men ved sine handlinger afslører den, at den spiller dobbeltspil: „De hævder at kende Gud, men i gerning fornægter de ham.“ (Tit. 1:16) For at undgå at gøre sig skyldig i at tjene Gud på skrømt og for at kaste glans over den sande tilbedelses sti må man studere og følge det forbillede, Gud har givet os: „Kristus led for jer og efterlod jer et forbillede, for at I skal gå i hans fodspor.“ (1 Pet. 2:21) Det er ikke nok at følge i Kristi fodspor på en skødesløs måde. Den eneste antagelige måde at tjene Gud på er ved at efterfølge Kristus meget nøje.

Men nu den kristnes forbillede; blev Herren Jesus munk og skjulte sig for folket? Langt fra! I stedet for at søge at undgå folket søgte han at finde det! Hvordan? Nedsatte han sig som præst med fast bopæl og indbød offentligheden til at komme og høre sig prædike om moral, krig og skatter? Nej! Han indførte heller ikke en eller anden passiv form for gudsdyrkelse, som for eksempel at man kan tjene Gud ved at sidde i kirkestolen eller lignende. Til den rige unge mand, der håbede, at det var nok at leve et „rent liv“ for at arve evigt liv, sagde Jesus: „Een ting mangler du endnu; . . . følg mig!“ (Luk. 18:22) At følge Jesus betød at deltage i det arbejde, han udførte.

Da Jesus stod for Pilatus, opsummerede han i følgende ord den gerning, der havde domineret hans liv: „Dertil er jeg født, og dertil er jeg kommen til verden, at jeg skal vidne om sandheden.“ (Joh. 18:37) Som „det troværdige og sanddru vidne“ vidnede Kristus om kilden til al sandhed, Jehova Gud. (Joh. 8:40; 17:17, 26) Da de kristne må tage Kristus til forbillede, er det indlysende, at arbejdet med at vidne om Jehova og hans hensigter ikke er et underordnet lejlighedsarbejde, der følger med det at være kristen. Nej, det er de kristnes vigtigste arbejde og derfor krævende nødvendigt. — 1 Kor. 9:16; 4:16.

Hvad var det, der gjorde arbejdet med at vidne om sandheden så betydningsfuldt? Liv stod på spil, de vildfarne fårs liv. Disse får var mennesker, sagde den store Hyrde. (Ez. 34:31) „Får uden hyrde“ var den betegnelse, Jesus brugte om de mennesker, der ikke havde lært Jehova at kende, skønt det jødiske præsteskab optrådte som deres hyrder. Disse får måtte have føde, kundskab, og det var grunden til, at Jesus „begyndte at lære dem mange ting“. (Mark. 6:34) Jesus Kristus er „Overhyrden“. (1 Pet. 5:4) Alle, der nøje følger Kristus, bliver også hyrder, det vil sige underhyrder under „Overhyrden“. Efter sin opstandelse definerede Kristus klart de kristnes vigtigste gerning, da han gav Peter tre eftertrykkelige befalinger: (1) „Vagt mine lam!“ (2) „Vær hyrde for mine får!“ (3) „Vogt mine får.“ (Joh. 21:15-17) For at kunne vogte og være hyrde for fårene må de kristne først finde dem.

I sin søgen efter fårene vandrede Jesus „fra by til by og fra landsby til landsby og prædikede og forkyndte evangeliet om Guds rige; og de tolv var med ham“. (Luk. 8:1) På passende tidspunkter lærte Kristus folket på gaden i en by. (Luk. 13:26) De første kristne gjorde med held brug af denne fremgangsmåde, blandt andre apostelen Paulus. (Ap. G. 17:17) Der var derfor ikke noget nedværdigende i at forkynde det gode budskab på offentlige gader. Det var noget, Kristus og hans apostle ved deres eksempel havde anbefalet.

Offentlige prædikener var et udmærket middel til at aflægge vidnesbyrd for større forsamlinger. Undertiden holdt Jesus og hans underhyrder offentlige prædikener i synagoger. Ofte holdt de prædikener på åben mark, på bjergsider eller ved strandbredder. — Matt. 4:23; 5:1, 2; 13:1-3.

Men den mest effektive måde at jage fårene på var hus-til-hus-arbejdet. Hvad, forkyndelse fra dør til dør? Ja, det er netop den metode, vort eksempel, „Overhyrden“, indførte. Mesteren fandt det ikke under sin værdighed at gå fra hus til hus. Hvorfor skulle han også det? Hans gerning var den vigtigste i verden, og den fortjente derfor at blive udført ved hjælp af de mest effektive metoder. Ja, Jesus, om hvem Peter sagde, at han vidste alt, vidste også, at det var mest praktisk at jage fårene ved at arbejde fra hus til hus. At gå til folk, at besøge dem i deres hjem, det er den uselviske fremgangsmåde. Meget få bibellæsere synes at bemærke Jesu gernings virkelige natur. I de fire evangeliers beretninger om hans tjeneste forekommer ordene „hus“ og „hjem“ over 130 gange, og i langt den overvejende del af disse tilfælde bruges disse ord i forbindelse med Jesu forkyndelse. „Overhyrden“ underviste sine underhyrder i forkyndelsen fra hus til hus: „Når I træder ind i huset, så bring jeres hilsen; og hvis huset er det værd, skal jeres fred komme over det.“ — Matt. 10:12, 13.

Paulus, hedningernes apostel, forstod betydningen af hus-til-hus-arbejde. Han ønskede, at de kristne skulle „ledes frem til de voksnes stade“, d. v. s. blive så modne, at de kunne undervise andre, ligesom han gjorde, fra hus til hus. „I ved, hvordan jeg ikke har undladt at forkynde jer og lære jer både offentligt og i hjemmene [fra hus til hus, NW].“ — Ap. G. 20:20; 5:42; 1 Kor. 4:16; Hebr. 5:12; 6:1.

Det var i private hjem, de første får fik føde. Når Jesus fandt mennesker, der var interesseret i det gode budskab, besøgte han dem i deres hjem for at give dem en omfattende personlig undervisning. På den måde blev Maria, Marta, Lazarus, Zakæus og andre opbyggede, så de blev sande disciple. (Luk. 10:38-42; 19:5-9) De første kristne havde ikke den opfattelse, at det var nok at besøge et hjem een gang; de aflagde genbesøg hos fårene: „Efter nogen tids forløb sagde Paulus til Barnabas: Lad os nu vende tilbage og besøge brødrene i alle de byer, hvor vi har forkyndt Herrens [Jehovas, NW] ord.“ (Ap. G. 15:36) Personlig undervisning var således nøglen til at finde fårene og give dem føde: ved først at aflægge besøg i hjemmene, ved at gå på genbesøg og ved bibelstudier i hjemmene. — Matt. 18:20; Ap. G. 17:11; Gal. 6:6.

Men personlig undervisning i hjemmene var heller ikke nok. Når et får var blevet fundet, måtte det overvære de kristne møder. Så vigtige var disse møder, at apostelen opfordrede alle kristne til aldrig at svigte menighedsforsamlingen. (Hebr. 10:25) Ved disse menighedsmøder blev de dybe sandheder i Guds ord forklaret; alle blev opmuntret, og hele menigheden blev styrket. (1 Kor. 14:26) Til andre tider samledes kristne til tjenestemøder, hvor de blev oplært i den rette måde at tjene Gud ved at forkynde det gode budskab. (Luk. 10:1-16; Ap. G. 6:1-7) Der var også teokratisk skole, hvor de første kristne blev undervist i offentlig forkyndelse. (1 Tim. 4:13-15) Hovedformålet med alle disse møder var at lære de kristne at undervise andre! — Ef. 4:11, 12.

Den sande tilbedelse i dag

Hvor forskellig er ikke kristenhedens tilbedelsesmåde fra det eksempel, Kristus satte! Vi finder ikke noget eksempel, der berettiger munkevæsen eller en gudstjeneste, der består i, at man sidder i en kirkestol. Derimod finder vi, at den antagelige måde at tjene Gud på er at deltage i det arbejde, han har befalet skal udføres. „Overhyrden“ har klart fortalt, hvori dette arbejde består. (Matt. 24:14) Hvem i dag følger nøje Kristi eksempel ved at vidne om Jehovas navn? Hvilken nutidig organisation forkynder Guds rige som verdens håb og advarer folk om det forestående Harmagedonslag? Der er kun een organisation, der gør det — Jehovas vidners organisation.

Hør her! I 150 lande forkynder Jehovas vidner det gode budskab ved hjælp af de samme metoder, som Mesteren selv indførte og anvendte. Du vil kunne se dem holde offentlige prædikener i rigssale og på offentlige steder. De forkynder det gode budskab på offentlige gader ved at tilbyde de forbipasserende bibelske hjælpemidler, for eksempel Vagttaarnet. Men deres ypperste måde at jage fårene på er ved at arbejde fra hus til hus. De betragter ikke det arbejde som noget uværdigt; de ser på det på samme måde som Kristus, nemlig som den bedste, mest kærlige og effektive måde at finde fårene på og give dem føde. Der aflægges genbesøg hos interesserede, og der holdes gratis bibelstudier i deres hjem. Jehovas vidner holder også menighedsmøder. Som tilfældet var med de første kristne, har de belærende tjenestemøder, teokratisk skole og studium af Guds ord i menigheden.

Præsteskabet er ikke gået ud til folk eller har bragt dem det gode budskab om Guds nye verden. Som på Jesu tid er præsteskabets hjord virkelig „får uden hyrde“. Nu inden Harmagedon må alle Herrens andre får findes og samles ind i den ene fold under „Overhyrden“. (Joh. 10:16) For længe siden forudsagde Jehova dette arbejde: „Se, jeg sender bud efter fiskere i mængde, lyder det fra HERREN, og de skal fiske dem; og siden sender jeg bud efter jægere i mængde, og de skal jage dem fra hvert bjerg, hver høj og klippernes kløfter.“ (Jer. 16:16) Hvem vil således fiske og jage mennesker? Hvem vil drage ud som en hyrde, der søger efter bortkomne får? Du indbydes til at følge kaldet efter menneskefiskere og -jægere, så du nøje kan følge Kristi eksempel, og så „Overhyrden“ kan sætte sit godkendelsesmærke på den måde, hvorpå du tjener Gud, ved at han siger: „Kom hid, min Faders velsignede! arv det rige, som har været jer beredt fra verdens grundvold blev lagt.“ — Matt. 25:34.