Hvorledes Gud giver tro
HVAD troen på Gud og på hans ord, Bibelen, angår, er der lavvande i vor tid. Mere end nogen sinde før er Paulus’ ord sande, at „troen er ikke alles“. — 2 Tess. 3:2.
Hvorfor har nogle mennesker tro, og andre ikke? Nogle hævder, at tro er en gave, som Gud vilkårligt giver eller forholder mennesker. Til støtte for deres standpunkt plejer de at citere Paulus’ ord i Efeserne 2:8, hvor han siger til de kristne, at de er „frelst ved tro; det skyldes ikke jer selv, Guds er gaven“.
Men læg mærke til, at det, Paulus i denne sammenhæng drøfter, ikke så meget er tro, som det er Guds ufortjente godhed. Det er i denne sin ufortjente godhed, han har ordnet det således, at man kan blive frelst ved tro. At det forholder sig således, ser vi, når vi læser hele verset: „Thi af nåden [ufortjent godhed, NW] er I frelst ved tro; det [denne ordning] skyldes ikke jer selv, Guds er gaven.“
Denne kærlige ordning, der virker gennem Kristus Jesus, og som tager troen med i betragtning, det er den, der er gaven. Det var ved denne ordning og ikke ved lovgerninger, at frelsen skulle komme til dem, der viste deres tro på den. Derfor skriver hele den kristne frelsesordning sig fra Guds ufortjente godhed, og det er ved tro på den og ikke ved tro på lovgerninger, at kristne frelses. Men de enkelte frelses ikke ved denne guddommelige ordning, uden at de hver især tror på den. De to ting hører sammen, men ved at give alt det, som hans ordning omfatter, sørger Jehova også for midler til, at man kan få den nødvendige tro på hans ordning. Ordningen lægger vægt på tro, for at resultatet kan blive frelse. Vi må benytte os af midlerne til at få tro.
Meget af det, der går for at være tro, er ikke tro, men lettroenhed, og der er himmelvid forskel på tro og lettroenhed. Lettroenhed defineres som „en indskrænket og uvidende ligegyldighed med hensyn til beskaffenheden og styrken af det bevis, på hvilket troen grunder sig; i almindelighed en fra afstumpethed eller uvidenhed stammende tilbøjelighed til alt for villigt at tro på især det umulige eller urimelige“. Desuden vil det at være lettroende sige det samme som at være „ukritisk i trosspørgsmål, let at bedrage, let at snyde“. — Century Dictionary and Cyclopedia.
Eftersom lettroenhed lever højt på uvidenhed, virker det ikke overraskende at finde megen lettroenhed i det romersk-katolske Latin-Amerika, hvor to tredjedele af befolkningen ifølge United Nations World for oktober 1951 er analfabeter. Således blev nyheden om, at jomfru Maria ville vise sig på et nærmere angivet sted, meddelt i Puerto Ricos presse og radio med det resultat, at ca. 100.000 mennesker valfartede til stedet, kun for at blive skuffet. Og hvad lå der så til grund for hele dette postyr? En udtalelse af et par børn i alderen fra syv til ti år. Den gik ud på, at jomfruen havde vist sig for dem og sagt, at hun atter ville vise sig på et bestemt sted den 25. maj 1953. Det har man da lov at kalde lettroenhed!
De lettroende kan ikke tage det besvær, der følger med at tænke, at veje beviserne og logisk at slutte fra årsag til virkning. De drives af følelse, sentimentalitet eller frygt. Det, der får dem til at tro, er deres tilbøjeligheder, deres fordomme, milieu eller håb om belønning. De er således subjektive i religiøse spørgsmål i stedet for objektive.
I skarp modsætning hertil grunder den kristne sin tro på sund autoritet og klar tænkning. Hos ham består troen af viden og tillidsfuld fortrøstning til denne; den er „fast tillid til det, man håber, overbevisning om ting, man ikke ser“. (Hebr. 11:1) I kærlighed til sandheden ser troen objektivt på beviserne og sluger derfor hverken „videnskabsmænds“ grundløse påstande eller de traditioner, der er så karakteristiske for den organiserede religion.
Det er, fordi han mangler kundskab baseret på sund autoritet og klar tænkning, at den lettroende siger: „Jeg diskuterer aldrig religion.“ Men den, der har et sundt grundlag for sin religion, kan drøfte den med andre, ja han tilskyndes i virkeligheden til at gøre det: „Vær altid rede til forsvar over for enhver, der kræver regnskab af jer for det håb, som er i jer.“ Han følger Paulus’ eksempel. Denne opsøgte jøderne i deres synagoger, hvor han „samtalede med dem ud fra Skrifterne og udlagde og begrundede, at Kristus måtte lide og opstå fra de døde“. — 1 Pet. 3:15; Ap. G. 17:2, 3.
Tro er en gave, først og fremmest fordi Gud sørger for den naturlige og tvingende grund til at tro. „Hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed har kunnet ses fra verdens skabelse af, idet det forstås af hans gerninger, så de er uden undskyldning“ for ikke at vise tro. (Rom. 1:20) Ja, hele naturen, dens skønhed, dens storhed, dens plan og symmetri, hele dens ligevægt, uden hvilken liv ikke kunne eksistere på jorden, ja, selve vore legemer, „underfuldt skabt“, alt dette forener sig i et veltalende vidnesbyrd om Skaberens eksistens og om hans egenskaber. — Job 38 til 41; Sl. 139:14.
Af disse sunde og tvingende grunde tror den kristne på Bibelen — på hele Bibelen. At sige, som en fremtrædende Brooklyn-præst engang sagde: „Jeg læser Bibelen på samme måde, som jeg spiser fisk“ (d. v. s., at han kasserede det, som han anså for ikke at være sandhed, ikke spiseligt), er det samme som at indrømme, at man overhovedet ikke har nogen tiltro til Bibelen, men kun til sit eget skøn.
Skønt skrevet af cirka fem og tredive forfattere i alle mulige livsstillinger, over et tidsrum på mange århundreder, i forskellige lande og på forskellige sprog, er det emne, som Bibelens seks og tres bøger taler om, hele vejen igennem behandlet harmonisk. De udstråler en åbenhjertighed, ærlighed og oprigtighed, der giver dem sandhedens stempel, og deres historiske nøjagtighed er atter og atter blevet fastslået gennem geologers og arkæologers fund. Men fremfor alt beviser opfyldelsen af mange af Bibelens profetier, at den er af guddommelig og ikke af menneskelig oprindelse.
Bibelen giver os en fornuftig forklaring på menneskets oprindelse og viser, hvorledes synden kom ind i verden, hvorfor Gud har tilladt det onde at vare ved, og hvad menneskets skæbne er. Dens emne er Guds rige, ved hjælp af hvilket Jehova vil retfærdiggøre sit navn, hævde sin overhøjhed og velsigne retsindige mennesker. De, der bringer deres livsførelse i overensstemmelse med dens principper, indser, at disse både kan praktiseres og er praktiske. Det største menneske, der nogen sinde har levet, sagde om den: „Dit ord er sandhed“, og det alene er tilstrækkelig grund for os til at tro på den. — Joh. 17:17.
Hvorledes man får troens gave
For at få troens gave må vi gøre noget. Gud skænker os den ikke på en eller anden overnaturlig eller vilkårlig måde. Efter at Gud har sørget for et grundlag for vor tro, må vi selv sørge for at få den kundskab, som gør troen mulig, netop som Paulus siger: „Så kommer da troen af det, som høres“, det vil sige det, der høres eller opfattes af kundskaben, der findes i Guds ord. (Rom. 10:14-17) Det betyder, at vi må studere Guds ord.
Men studium alene er ikke tilstrækkeligt; vi må først og fremmest have den rette hjerteindstilling. Præsterne på Jesu tid studerede Guds ord, men det var til ingen nytte for dem; de var ude af stand til at tro på Jesus Kristus. Hvorfor? Fordi, som Jesus sagde: „Hvordan skulle I kunne tro, I, som tager imod ære af hverandre, men den ære, som er fra den eneste Gud, søger I ikke.“ Ønske om selvisk vinding vil gøre os blinde, så vi vil være ude af stand til at vise tro. — Joh. 5:39, 44; Jer. 17:9; Mark. 4:19.
Imidlertid er selv ikke den rette hjerteindstilling og studium tilstrækkeligt, hvis vi vil opnå troen. For at komme til at eje den må vi forstå, hvad vi studerer, og for at forstå Bibelen er det nødvendigt for os at få hjælp. Den ætiopiske hofmand gjorde Filip opmærksom netop på dette ved at spørge: „Hvordan skulle jeg kunne [forstå], når ingen vejleder mig?“ Det var derfor, Gud gav den kristne menighed „nogle som apostle, andre som profeter, andre som evangelister, andre som hyrder og lærere“, så at vi alle kan nå „frem til at være eet i troen og erkendelsen af Guds søn“. I samme hensigt har Gud i dag sørget for en organisation, en „tro og klog tjener“, en organisation med en forlagsvirksomhed, Vagttaarnets Selskab. (Ap. G. 8:30-35; Ef. 4:11, 13; Matt. 24:45, 46) Da Gud således, for at vi kan vinde troen, giver os al denne hjælp, er troen også i den forstand en gave.
Vi må heller ikke overse den hellige ånd eller Guds virkekraft, uden hvilken vi ikke kunne forstå Guds ord og derfor ville være uden tro. „Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opkommet i noget menneskes hjerte, hvad Gud har beredt for dem, der elsker ham. Thi os har Gud åbenbaret det ved ånden; ånden ransager jo alt, endog Guds dybder.“ (1 Kor. 2:9, 10) Da den hellige ånd er en gave, er den tro, der er en følge af ånden, sådan set også en gave.
Hele dette spørgsmål om troen som en Guds gave, der dog ikke gives vilkårligt eller på mirakuløs vis, men betinget af vore egne bestræbelser, kan illustreres på forskellige måder. Vi beder f. eks: „Giv os i dag vort daglige brød“, og vi takker Gud for det, han skaffer os; og dog bringer han ikke noget til veje uden ved vor egen indsats; det er, som Paulus klart udtalte: „Den, der ikke vil arbejde, skal heller ikke have føden.“ — Matt. 6:11; 1 Tess. 5:18; 2 Tess. 3:10.
Vi ser således, at tro er en gave, fordi Gud tilvejebringer grundlaget for tro, naturens bog og hans skrevne bog, Bibelen. Han tilvejebringer også en organisation og sin hellige ånd, der skal være os behjælpelig med at erhverve denne tro. Men vi må også gøre vor del; vi må gå til studiet af Bibelen med den rette hjerteindstilling; vi må studere for at erhverve os den kundskab, Bibelen rummer, og så må vi tillidsfuldt stole på den, det vil sige handle i overensstemmelse med den; for medmindre vi gør det, ville vi stadig ikke eje troens gave, thi troen er „død uden gerninger“. — Jak. 2:26.