Kan de kristne forandre verden?

DE FLESTE, der giver sig ud for at være kristne, er overbeviste om, at Kristi efterfølgere bør forsøge på at forandre denne onde verden, bør forsøge „at gøre den til et passende sted for Kristus, at komme tilbage til“. De føler fuldkommen oprigtigt, at de skal sørge for opfyldelsen af Jesu bøn om, at Guds vilje må ske såvel på jorden som i himmelen. Derfor forsøger de på at bringe Gud og Kristus ind i de verdslige regeringer, forsøger at gøre krige mindre ødelæggende og dødbringende eller helt at afskaffe dem og gør sig umage for at omvende alle hedninger til kristendommen.

De er slet ikke forfærdede overstørrelsen af de opgaver, der ligger foran dem, men hævder, at det, de gør, er et praktisk og sagligt forsøg på at overvinde uretfærdighederne. De betragter Jehovas vidner, der nægter at tage del i sådanne bestræbelser for at forandre denne onde verden, som defaitister og forrædere og anser deres gerning for at være uhensigtsmæssig, upraktisk og virkelighedsfjern.

Men hvad Jehovas vidner angår er der ikke tale om noget forræderi og heller ikke om, at de giver op på forhånd. De har aldrig nogen sinde forsøgt på at forandre denne onde verden, og derfor kan de ikke beskyldes for forræderi mod den gerning. De er heller ikke defaitister, som blot nægter at gå ind på denne opgave, fordi den synes dem uoverkommelig. Jehovas tjenere er vant til enorme opgaver. Hvilket hverv fik Noa ikke, da han skulle bygge en ark eller en kiste stor nok til at huse otte mennesker og hundreder af dyr et helt år! Hvilket værk fik ikke Moses: at føre to millioner slaver ud af Ægypten til det forjættede land! Hvilken opgave der blev overdraget en håndfuld af Jesu efterfølgere: at gøre disciple af folk af alle nationer og at forkynde, det gode budskab om Guds rige i hele verden!

Men at forandre denne gamle verden — Jehovas vidner i vor tid vil ikke påtage sig den opgave. Hvorfor ikke? For det første, fordi de intet sted i Skriften finder, at en sådan opgave er overdraget dem. Ubetinget hengivenhed og ihærdighed kan kun hjælpe dem til at vinde, når deres bestræbelser er i overensstemmelse med Guds hensigter. Kun når et hverv er givet dem af Gud, kan de vente, at Gud giver dem den nødvendige visdom, styrke og beskyttelse til at udføre det. — Matt. 24:14; 28:18, 19.

For det andet forsøger Jehovas vidner ikke at forandre denne onde verden, fordi den er under kontrol af Satan Djævelen. Han er gud over denne tingenes ordning, og han har den i sin magt. De ved, at de ikke kan forandre ham eller fordrive ham fra dette herredømme. — 2 Kor. 4:4; 1 Joh. 5:19.

En tredje årsag til, at Jehovas vidner ikke forsøger på at forandre denne onde verden, er, at den ikke kan forbedres. Den er gennemsyret af moralsk fordærvelse, ligesom den var i Noas dage. Den er som en gammel mølædt klædning, hvorpå man ikke kan sætte en ny lap. Den elsker fornøjelser mere end den elsker Gud, og den kan ikke mere forandre sine slette vaner end en neger kan forandre sin hud eller en leopard sine pletter.

Da denne gamle verden ikke kan forbedres, har Gud dømt den til undergang, — en fjerde grund til at kristne ikke skulle forsøge på at forandre den. Dens himle og jorden „er gemt til ilden og forbeholdt dommens og ødelæggelsens dag for de ugudelige mennesker“. „Thi HERREN er vred på alle folkene, harmfuld på al deres hær.“ — 2 Pet. 3:7 (NW); Es. 34:2.

At forsøge at forbedre eller lappe sammen på denne gamle tingenes ordning ville være det samme som at formode, at Guds dom over dem ikke var retfærdig, eller få ham til at forandre sin dom. En sådan holdning, selv om den var lige så velment som Abrahams bestræbelser for at få Gud til at undlade at ødelægge Sodoma og Gomorra, vil ikke have mere held med sig, end hans forsøg havde. Det er årsagen til, at alle, der elsker retfærdighed, og som påskønner det evige livs gave, bliver opfordret til at flygte fra denne gamle verden: „Drag ud fra hende, mit folk! for at I ikke skal gøre jer delagtige i hendes synder og rammes af hendes plager.“ — Åb. 18:4; 1 Mos. 18:26-32.

Ja, hvor naragtigt ville det ikke have været, om Noa havde gjort forsøg på at forandre den verden, der var før Vandfloden, i stedet for at samle sig om at bygge sin båd, mens han lod advarselen lyde! Havde han gjort det, ville han være omkommet i Vandfloden, og vi ville ikke have været på jorden i dag! Det samme er tilfældet med hensyn til Lot. Havde han absolut villet forsøge at få disse sodomitter til at vende sig fra deres onde veje og udsat deres flugt, ville han være blevet „revet bort ved byens syndeskyld“. Jesus trak en parallel mellem Noas og Lots dage og vore dage og pointerede, hvor pågående nødvendigt det er, at vi adskiller os fra denne gamle tingenes ordning. — Matt. 24:15-20; Luk. 17:26-36.

Lad os endvidere bemærke, at selv om alle de anstrengelser, som alle velmenende mennesker i alle lande foretager sig, ville lykkes, og der blev fremskaffet oprigtige regeringer og skaffet fred mellem nationerne, kunne noget sådant ikke engang i mindste måde tåle sammenligning med det, som Guds rige kan og vil bringe. Dette rige er ikke blot en borgen for evig fred og al undertrykkelses ophør, men det vil også bevirke, at smerte, sorg, sygdom og død vil ophøre, det vil bringe de kære afdøde tilbage fra gravene, og fremfor alt vil det have held med sig til at forene alle dem, der lever, i tilbedelsen af den ene sande Gud, Jehova. Noget sådant er i sandhed for evigt uopnåeligt ved menneskenes anstrengelser, det ligger uden for deres magt og visdom! — Sl. 72; Es. 11:9; Ap. G. 24:15; Åb. 21:4.

Hvad er da mere hensigtsmæssigt og realitetsbestemt end, at budskabet om dette vidunderlige rige, og om nødvendigheden af at tage sit standpunkt for det, før det er for sent, bringes ud til folk. De, som tager standpunkt for det, glæder sig allerede nu over en forsmag på denne nye verdens velsignelser; thi ved at blive en del af den nye verdens samfund er de knyttet til en organisation af mennesker, der er fri for egoistiske ærgerrigheder og moralsk fordærvelse, som ikke kender skel på grund af race, farve eller sprog, og som Guds velsignelse i påfaldende grad hviler over.

Gud har ikke overdraget de kristne at forandre denne gamle verden, men udelukkende at aflægge vidnesbyrd for den. Vi kan lige så lidt forandre den, som vi kan forandre Djævelen, og fordi den ikke kan forbedres, har Gud dømt den til ødelæggelse. Den eneste sikkerhed for os ligger i at adskille os fra de rænker, den smeder, og sætte vor lid til Guds nye retfærdige verden — og denne nye verden vil stå så højt over alt, hvad mennesket kan udføre, som himlene er højere end jorden.