Hvorfor Gud tillader det onde

Har De — som Job i fortiden — undret Dem over, hvorfor Gud tillader det onde? Vi er overbeviste om, at hvis det er tilfældet, vil De finde et trøstende og tilfredsstillende svar på Deres spørgsmål i følgende fremstilling.

DER ER måske intet spørgsmål, der i den grad har forvirret ærlige og oprigtige mennesker som spørgsmålet om, hvorfor Gud tillader ondskab, uretfærdighed, fordærv og lidelse. Ateister griber denne kendsgerning som bevis for, at Gud ikke er til. Således hævdede Woolsey Teller, generalsekretær for American Association for the Advancement of Atheism, i et interview, at den overhåndtagende „forfærdelige elendighed, store fattigdom og omfattende smerte“ beviser, at Gud ikke er til. Intervieweren kunne trods sin påståede tro på Gud ikke give ham et tilfredsstillende svar, men måtte indskrænke sig til at stille spørgsmål som: „Men vi kender ikke Guds hensigter, vel?“ og „Er det tænkeligt, at vi mennesker skulle kende Guds tanker?“

For øvrigt bør vi lægge mærke til, at mange, der fremholder nøden i verden som en grund til ikke at tro på Gud, ville have, at han til stadighed skulle udføre mirakler i modstrid med sine egne love. I deres inkonsekvens laster de Gud for de usle forhold, mennesket på grund af sin selviske og dåragtige handlemåde skaber for sig selv.

Kan vi have kendskab til Guds hensigt med at tillade det onde? Ja, det kan vi, hvis vi er tilstrækkelig lærvillige og ydmyge til at give agt på hans råd: „Kom og lad os ræsonnere sammen“ om det, han siger i sit ord, Bibelen. Og er det ikke netop, hvad vi kunne vente, at Skaberen, der så rigeligt har sørget for hele vort materielle behov, også ville sørge for, at vi kan få vor hunger og tørst efter sandhed stillet og få svar på de spørgsmål, der forvirrer os, som for eksempel hvorfor Gud tillader det onde? Absolut! — Es. 1:18.

Lad os allerførst lægge mærke til, at „for Gud er alle ting mulige“, for „hos ham er der visdom og vælde“. Desuden siges der os, at „Gud er kærlighed“, og at „retfærd og ret er hans trones støtte.“. (Matt. 19:26; Job 12:13; 1 Joh. 4:8; Sl. 97:2) Ateisterne opfatter det ondes tilladelse som et udtryk for, at Gud ikke besidder visdom og magt, som om han var ude af stand til at standse det, at han ikke er retfærdig og kærlig, som om han var ligeglad med det onde, men for dem, der virkelig tror, at Gud har disse fire egenskaber i fuldkomment og ubegrænset mål, rejser det ondes tilladelse blot spørgsmålet om, hvorfor Gud tillader det, og hvornår han vil gøre ende på det.

Sagt i al korthed har Gud tilladt det onde, fordi en af hans skabninger har rejst følgende spørgsmål: Hvem er den højeste? og kan Gud sætte mennesker på jorden, der vil bevare deres retskaffenhed trods påvirkninger og fristelser? Når der er blevet givet udtømmende svar på disse spørgsmål, vil Gud gøre ende på ondskaben.

Menneskets skabelse og frafald

I den første tid, mennesket var til, fandtes der intet ondt. Gud havde skabt mennesket fuldkomment, som hans ord forsikrer os: „Fuldkomment [er] hans værk.“ Gud skabte mennesket i sit billede, idet han gav ham et vist mål af visdom, retfærdighed, kærlighed og magt. Han gjorde ham også frit stillet i moralsk henseende, således at han selv kunne vælge mellem ret og uret, men måtte naturligvis tage følgerne af sit valg. Gud satte mennesket i en smuk have, Paradiset, og gav ham en trefoldig bemyndigelse, nemlig at han skulle blive frugtbar, underlægge sig jorden og udøve herredømme over de lavere dyr; udførelsen af disse opgaver ville give mennesket fuld lejlighed til at gøre størst mulig brug af sin dygtighed og sine evner. — 5 Mos. 32:4; 1 Mos. 1:26-28.

Sammen med alt dette pålagde Gud kun mennesket eet eneste forbud: han måtte ikke spise af frugten på et bestemt træ. Dette forbud var ikke nogen byrde for mennesket, for han behøvede ikke denne bestemte frugt for at opretholde livet. Det var heller ikke vanskeligt at overholde dette forbud. Gud, den overordnede hersker og velgører, havde fuldkommen ret til at forholde mennesket det privilegium at spise denne bestemte frugt, og han gjorde det af flere gode grunde. Dette forbud indgød mennesket frygt for Jehova, for det understregede, at hans liv er afhængigt af Gud, at Gud havde givet ham livet og kunne tage det fra ham igen. Det kunne også tjene til at vise, om mennesket ville værdsætte alt, hvad Gud havde gjort for ham, eller ej, og man kan endog sige, at forbudet bevirkede, at mennesket kom til at sætte større pris på de velsignelser, der var blevet ham til del, idet han derigennem kunne forstå, at han kunne miste dem. Desuden var forbudet den bedste prøve på menneskets kærlighed til Gud, for „dette er kærlighed til Gud, at vi holder hans bind“. — 1 Joh. 5:3.

Gud nøjedes ikke med at udruste mennesket med visse evner og anvisninger på at bruge dem, men han satte også en „skærmende kerub“, en vejledende engel, over mennesket til videre belæring og beskyttelse for det. (Ez. 28:14) Denne himmelske stedfortræder lod imidlertid sin stilling blive årsag til, at han fik en uret mening om sin egen betydning, idet der opstod en ærgerrighed hos ham efter at blive tilbedt, som Jehova Gud blev det. For at opnå det gav han sig til at skabe et dårligt forhold mellem mennesket og dets Skaber, velgører og ven ved hjælp af gemen bagtalelse. Ved at så mistillid i kvindens sind lykkedes det denne skabning at få både hende og hendes mand til at være ulydige og derved vise mangel på kærlighed og taknemmelighed. I overensstemmelse med sit ord dømte Gud dem til at vende tilbage til støvet, og efter nogen tids forløb døde de. — 1 Mos. 3:1-19; 5:5.

På grund af sin ærgerrighed og sit oprør bliver denne skabning i Bibelen omtalt som „dragen, den gamle slange, det er Djævelen og Satan“. Og at det virkelig var hans mål at blive tilbedt i lighed med Jehova Gud, fremgår af Esajas 14:12-14, hvor vi læser om hans praleri, at han ville gøre sig den Højeste lig, og af Mattæus 4:8-10, hvor der berettes om hans tilbud om at give Jesus alle verdens riger, hvis Jesus blot ville bøje sig og tilbede Satan. — Åb. 20:2.

Hvorfor det onde tillades

Af ovenstående fremgår det klart, at det er Satan, Adam og Eva, der er ansvarlige for det onde i verden, men tilbage står stadig spørgsmålet: Hvorfor tillod Gud disse tre overtrædere at leve videre? Hvorfor udslettede han dem ikke med det samme og begyndte forfra? Grunden er den, at da Satan fik vore første forældre til at falde fra, rejstes spørgsmålet om, hvem der havde skylden herfor. Havde Gud skabt dem sådan, at de ikke kunne modstå fristelse, og alligevel dømt dem til døden, hvis de gav efter for den? Hvis han straks havde dræbt disse tre, ville dette spørgsmål have stået åbent for evigt. Desuden pralede Satan med, at han kunne vende alle mennesker bort fra Gud, og derved drog han både Jehovas overhøjhed og hans duelighed som Skaber i tvivl.

Jehova vidste, at han ikke havde begået nogen fejl ved at skabe Adam og Eva, at hans lov til dem var retfærdig, samt at mennesker kunne forblive trofaste under prøver. For at bevise alt dette tillod han Adam og Eva at leve videre og føde børn, og han gav Satan lov til at fortsætte med at forsøge at vende andre bort fra Jehova Gud. Bibelen viser, at fra Abels tid og helt op til vore dage har Jehovas tjenere bevaret deres retskaffenhed til trods for alt, hvad Djævelen har kunnet bringe over dem i retning af fristelse og påvirkning, og derved har de æret og herliggjort Jehova og bevist, at Djævelen er en løgner og ondsindet bagvasker. Ved at forblive retskafne har de glædet Jehovas hjerte og været et svar for ham, hvormed han har kunnet tilbagevise Djævelens påstande. — Ordsp. 27:11.

Hvorfra ved vi, at det er sådan det forholder sig, og at dette ikke blot er en fantastisk teori? Vi ser det i Jobs bog, kapitlerne 1 og 2. Der hører vi om, at Satan pralede med, at han kunne tvinge Job, Jehovas mest fremtrædende tjener på jorden, til at forbande Gud. Gud modtog udfordringen og gav Satan frie hænder over for Job, så han endog kunne berøve ham hans ejendele, familie, venner og sundhed. Men Job bevarede sin retskaffenhed; han forbandede ikke Gud, og han bekendte heller ikke nogen synder, han ikke havde begået, som visse amerikanere har gjort under kommunistisk pres.

I denne historiske beretning om Job (ja, Job har virkelig levet; se Ezekiel 14:14; Jakob 5:11) har vi uden tvivl et eksempel på, at Gud tillader det onde for at vise, at han er Satan overlegen og kan have mennesker på jorden, der vil være trofaste under prøver. At det var grunden til, at Adam og Eva fik lov at leve videre og føde børn, fremgår af, at Jehova først omtalte Jobs retskafne levned over for Satan og dermed viste, at spørgsmålet, om mennesket kan bevare sin retskaffenhed, tidligere var blevet rejst.

Ved at tillade det onde for derigennem at afgøre spørgsmålet om overhøjhed gør Jehova sig ikke skyldig i nogen uretfærdighed. Han kunne have dræbt Adam og Eva med det samme i stedet for barmhjertigt at give dem lov at leve mange århundreder. Og selv for deres efterkommere er livet en velsignelse trods lidelser. Desuden har Gud truffet foranstaltning til at belønne alle, der bevarer deres retskaffenhed, i endnu større udstrækning end Job blev, nemlig ved hjælp af Kristi genløsning og opstandelsen.

Gud har tilladt Satan at leve i de forløbne 6000 Aar af den grund, som Jehova selv nævnede over for farao, „for at vise dig min magt, og for at mit navn kan blive forkyndt på hele jorden“. Når Satan i fuldt mål har tjent denne Jehovas hensigt, vil Gud i Harmagedon gøre ende på den Onde og alle, der har hans ånd, for det er dem, der er ansvarlige for det onde i verden, ligesom han udslettede farao og hans hære i det Røde Hav. — 2 Mos. 9:16; 14:27, 28.

Jehova er kærlig og retfærdig, og derfor sympatiserer han ikke med det onde. Da han er alviis og almægtig, både kan og vil han gøre ende på det til sin egen rette tid. Da vil Jesu bøn om, at Guds vilje må ske „på jorden, som den sker i himmelen“, blive opfyldt. Da vil der ikke længer være død, sorg, skrig eller pine. (Matt. 6:10; Åb. 21:4) Da vil enhver levende skabning elske Gud af hele sit hjerte, sind, sjæl og styrke og sin næste som sig selv. De, der elsker Gud og retfærdighed, vil ikke klage over, at Gud tillader det onde, for de forstår, hvilken betydningsfuld hensigt det tjener, men de vil med glæde bevare deres retskaffenhed, selv om det betyder lidelse nu i tiden, for de ser frem til den storslåede udgang af det hele, herliggørelsen og ophøjelsen af Jehovas navn og evigt liv for dem selv i hans retfærdige, nye verden.